Folkemedicin ved Mariager

Det lilla hæfte hedder »Læge Bog« og er fuld af håndskrevne råd og opskrifter mod tandpine, hoste, hold i ryggen, fnat og »anden invortes Pine«. Der er flere læge­midler mod »Ringorme«, som er et kløende, ringformet udslæt. Det var en hyppig svampe­infektion hos kvæget, som smittede almuen. Her var følgende råd: »Kog sammen Urin og Malurt, sæt Benene deri. […] Tag siden Fløde og Smør paa Saaret. Brug det til Saaret læge«. Opskrifterne var en blanding af urter, som kunne samles i den danske natur, og forskellige råvarer, olier og dråber fra apoteket. Flere steder anbefales omslag af urin, som havde det mere hæderlige navn »Gylden – Plaster«.

Vender man hæftet om og læser det bagfra, er der opskrifter til behandling af køer og heste, f.eks. til den betændte hestehov eller kløende udslæt, hvor ringorm, også kaldet skurv, dukker op igen. Hvis man var i tvivl om, hvad dyret fejlede, var der følgende »Raad mod alle slags Syge hos Heste og Kreaturer«. På apoteket skulle man købe for 10 øre gummeharpiks, 10 øre bævergejl, 10 øre sort kommen, 10 øre hvalrav og for 10 øre af seks andre ingredienser, som skulle blandes med brændevin i en flaske. Dyret skulle have to snapse et par gange. Til sidst bemærkes, at »Mennesker« også kan have gavn af den universelle opskrift.

Hæftets råd og opskrifter er nedskrevet i begyndelsen af 1900-tallet af Anne Marie Bach Hadsund (1869-1948), som var møllerkone i den lille landsby Skrødstrup tæt på Mariager i Midtjylland. Barnebarnet Agnes erindrer, hvordan bedstemoren, »Bejste«, selv kogte mavemedicin og gned sine arme med friske brændenælder på grund af gigt. Her var filosofien, at det skal gøre ondt, før det gør godt.

Bejste noterede flere steder sine kilder, som var »Ane Skøts Raad«, fra »den Kloge Kone i Vindbe« eller fra »Den Barmhjertige Samaritaner« forfattet af den tyske præst Elias Beynon i 1600-tallet. Gode råd var dyre, eller måske stod de i »Ugens Nyheder« eller i »Randers Avis«, hvorfra Bejste også fandt heldige kure, som lokalbefolkningen delte med hinanden.

Hæftet vidner om, hvordan folkemedicinen blev praktiseret på landet. Sygdomsbehandlingen var i høj grad privat og lokalt forankret. Bejstes husråd fik efterhånden konkurrence af autoriserede læger, tandlæger og dyrlæger, som bredte sig til alle egne af landet.