Fra sindssyg til psykiatribruger

Som den tyske filosof og læge Karl Jaspers påpeger i sit mere end hundrede år gamle værk »Algemeine Psychopathologie«, er idéen om den psykisk syge uløseligt forbundet med statsformation og statens indbyggede ambivalente magtdynamikker, der oscillerer mellem omsorg og kontrol [1]. Staten må imidlertid ikke betragtes som en statisk og ensartet kraft. Statens »vilje«, som Jaspers også refererer til, ændrer sig i forhold til ideologiske skift, tekniske udviklinger og bredere sociale og økonomiske strukturer. Således har man i forskellige epoker i velfærdsstaten opereret med ganske forskellige opfattelser af, hvad psykisk sygdom er, og hvordan psykisk sygdom skal benævnes og håndteres. I historisk perspektiv har vores begreber om psykisk sygdom været påvirket af en lang række forskellige faktorer: spørgsmål om sikkerhed og økonomi, syn på køn og arvelighed og ikke mindst den medicinske udvikling inden for det psykiatriske felt. Summen af disse faktorer har formet vores fælles forestillinger om »den psykisk syge«, som igen har påvirket de politiske agendaer, lovgivningen og ikke mindst de konkrete praksisser i såvel de private som de offentlige rum.

Et af de steder, hvor det er muligt at spore, hvordan de dominerende forestillinger om psykisk sygdom har ændret sig, er litteraturen. I det følgende bruger jeg litterære værker som kulturelle vidnesbyrd til at identificere tre tidsspecifikke konfigurationer af den psykisk syge som politisk figur i den danske velfærdsstat. Ved at sammenligne tre passager fra romanerne »Professor Hieronimus« (Amalie Skram, 1895), »Ansigterne« (Tove Ditlevsen, 1968) og »HHV, FRSHWN: Dødsknaldet i Amazonas« (Hanne Højgaard Viemose, 2019) zoomer jeg ind og gransker de historisk specifikke møder mellem »den psykisk syge« borger og statsautoriteterne. Sammenligningen af værkerne gør det muligt at undersøge og pege på en overordnet forskydning i tilgangen til den psykisk syge fra henholdsvis »sindssyg« til »patient« til »psykiatribruger«.

Den første roman, »Professor Hieronimus«, er skrevet på kanten af det 20. århundrede, i tiden før velfærdsstaten for alvor blev konsolideret med de store socialreformer i 1930’erne. Den anden roman, »Ansigterne«, falder inden for det, man populært betegner som velfærdsstatens gyldne år, perioden efter anden verdenskrig, en tid præget af kulturel vækst og en blomstrende økonomi. Den tredje roman, »HHV, FRSHWN: Dødsknaldet i Amazonas«, er skrevet i det 21. århundrede og skildrer den samtid, vi befinder os i nu, hvor en stigende kommercialisering og liberal økonomi har påvirket såvel synet på psykisk sygdom som vores måde at leve på mere generelt. De tre romanuddrag viser, hvordan ansvaret for »den psykisk syge« har skiftet mellem familie og stat. Men de peger samtidig på, hvordan familien som institution har gennemgået en radikal forandring i egen ret. Værkerne tydeliggør således, hvordan historisk foranderlige størrelser som »hjemmet« og »familien« altid er en uløselig del af den historiske kontekst, som psykisk sygdom opleves i.

I: »Den sindssyge«

»Jeg lenges så forferdelig hjem.

Det må De få bukt med. Gi Dem nu trygt over i troen på at det er det beste for Dem at være her.

Nej, svarte Else heftig. Det er en stor feiltagelse at jeg er kommet her. Min mann ville være fortvivlet hvis han vidste beskjed.

Så fik Else atter at høre at det jo var hendes mann som hadde lagt henne inn her, og at hun dog matte ha feilt noe, siden hun var kommet her.

Ja, sagde Else, feilt noe hadde hun, men gal hadde hun ikke vært. – Har De market noen galskap hos meg, kanskje?

Nei. Men det kunne man jo aldri vite. Det var så mange arter galskap og sinnssykdom. De som syntes mest kloke, var ofte de verst angrepne – og når man var kommet her, så...« [2 s. 63].

Den norskfødte forfatter Amalie Skrams autobiografiske værker »Professor Hieronimus« og »På Sct. Jørgen« skabte stor offentlig debat ved at udstille forholdene på datidens psykiatriske hospitaler. Da Amalie Skrams alter ego, Else, møder den statslige institution i 1895, føler hun, at fælden klapper. På sin mands initiativ bliver hun indlagt på den psykiatriske institution i doktor professor Hieronimus’ varetægt. Som den citerede passage viser, var indlæggelsen alene et bevis for hendes vanvid. Doktoren havde den absolutte magt og autoritet, og ifølge ham bestod hendes sygdom først og fremmest af mangel på selvkontrol:

»De trenger nok i høy grad til å lære Dem selvbeherskelse! Deres sygdom er den at De ikke kan beherske Dem. Jeg havde tænkt på at flytte Dem – han klaskede sin ene hånds små spinkle, plebeiske formed finger mot den annens innvendige flate og nesten skek: – Men nu skal De få bli her! Og vips var han ute af cellen« [2 s. 70].

Romanen indkapsler det historiske syn på psykisk sygdom som en personlig karakteristik, en opførsel, der kunne tæmmes og reguleres gennem moralsk disciplinering. Behandlingen bestod først og fremmest af isolation. Der er et iøjnefaldende fokus på nøgler værket igennem, og Else sammenligner gentagne gange institutionen med et fængsel. Al kontakt med hendes familie er afskåret, og efter hendes indlæggelse kommunikerer doktoren knap nok med hendes mand. Romanen har været genstand for utallige analyser, som understreger det kønnede aspekt af sindslidelser og belyser, hvordan den historiske term hysteri kan anskues som en sygeliggørelse af rebelske kvinder i et mandsdomineret samfund. I et nutidigt perspektiv er Elses situation tydeligvis præget af en misogyn diskurs og af hendes manglende evne til at passe ind i det borgerlige familieideal. Skrams kritik rettes imidlertid hovedsageligt mod professor Hieronimus, hvorimod hendes hjem idylliseres som et sikkert sted, hun ønsker at vende tilbage til. Til sammenligning med de næste to værker er det værd at bemærke, hvordan grænserne mellem hjem og institution er skarpt adskilte i Skrams tekst.

               Mens ansvaret for »de psykisk syge« på dette tidspunkt i historien lå hos de individuelle ledende læger, spillede familien en central rolle i indlæggelsesprocessen. Som den amerikansk/canadiske medicinhistoriker Edward Shorter bemærker, blev ansvaret for »den psykisk syge« langsomt flyttet fra familiens domæne til fattiggårde og asyler i løbet af det 19. århundrede [3 s. 49-50]. Shorter forklarer dette skift med et forandrende følelsesmønster i familielivet. »I takt med at familien begyndte at betragte sig selv som en emotionel enhed, blev forstyrrende relationer derhjemme i stigende grad mødt med intolerance«[4]. Historikeren Jette Møllerhøj beskriver, hvordan institutionens fysiske rammer blev set som en selvstændig del af behandlingen på dette tidspunkt: »det var selve det at lade en sindssyg indlægge og opholde sig på sindssygeanstalten i ro og isolation, der var kernen i den nye behandlingsstrategi« [5 s. 101]. Mulighederne for at blive kureret var dengang generelt meget begrænsede, og den medicinske behandling bestod hovedsageligt af beroligende midler. Men, som Møllerhøj tilføjer, spillede den moralske opdragelse også en stor rolle. Den psykisk syge skulle:

»omreguleres, trænges tilbage i sig selv, genopdrages til orden, mådehold og selvbeherskelse […] i udøvelsen af den moralske behandling havde lægens karakter og personlige egenskaber en væsentlig betydning. En overlæge skulle således ikke blot være videnskabelig skolet, men også være patienterne åndeligt og moralsk overlegen« [5 s. 103].

I sin artikel »Nye svar på gamle spørgsmål: psykiatriske trosretninger 1880-1930« fastslår historiker Mogens Mellergård, at det var manglen på ordentlige behandlingsmuligheder, som var den grundlæggende konflikt mellem Amalie Skram og virkelighedens Professor Hieronimus, psykiateren Knud Pontoppidan [6 s. 147]. Udøvelsen af disciplin blev legitimeret som terapi, og, som Møllerhøj skriver, var psykiatrien i den såkaldte asylperiode fra 1850 til 1920 endnu ikke anerkendt som en lægevidenskabelig disciplin [5 s. 119].

               Ud over at tilbyde et kritisk blik på datidens psykiatri fik Skrams værk også realpolitiske konsekvenser. Knud Pontoppidan, som var ledende overlæge på Kommunehospitalets 6. afdeling, hvor den rigtige Amalie Skram var indlagt, måtte trække sig fra sin stilling i 1898 på grund af den skarpe kritik, Skrams autobiografiske værker havde rejst. Dette blev dog kun et lille benspænd i lægens fortsatte karriere. Pontoppidan flyttede i første omgang til provinsen, hvor han fastholdt sin position som overlæge på Århus psykiatriske hospital. Få år efter vendte han tilbage til hovedstaden som professor i medicin ved Københavns Universitet.

               Den historiske kontekst, som Skrams værk udstiller, og som var rammen om et bestemt syn på psykisk sygdom, var et regime med disciplin, moralsk regulering og isolation. Samtidig skildrer Skram også, hvordan grænserne mellem offentlig og privat og ansvaret mellem familie og institution i forhold til »den psykisk syge« var klart adskilte på kanten af det 20. århundrede. Denne klare adskillelse skulle snart forsvinde med videreudviklingen af den danske velfærdsstat.

               I 1930 kom de store socialreformer med fokus på borgernes individuelle rettigheder og stigende opmærksomhed på familie og kønsproblematikker. Men inden for det psykiatriske felt fortsatte strategien med isolation, disciplinering og moralsk opdragelse mange år endnu, men af andre årsager. Teorier om racehygiejne og degeneration legitimerede den fortsatte isolation og særlige behandling af de psykisk syge over flere årtier. Et eksempel er De Kellerske Anstalter på de isolerede øer Sprogø og Livø, som de såkaldte »moralsk afvigende« skæbner blev deporteret til. På kvindehjemmet på Sprogø for »seksuelt løsagtige« kvinder med formodet lav IQ var tvangssterilisation en betingelse for at måtte forlade øen. De sidste af disse anstalter lukkede først i 1963 [7].

De nye arvelighedsteorier og frygten for degeneration førte også til massive offentlige investeringer i medicinsk behandling. Synet på psykisk sygdom som en somatisk sygdom blev langsomt styrket, og psykiatrien blev efterhånden anerkendt som en integreret del af lægevidenskaben. Men da idéen om en dominerende stat som en ny slags familie vandt indpas i velfærdsstatens »gyldne dage« 1950-1970, blev den psykisk syge ikke kun mødt med en ambition om behandling – men også med en særlig omsorg. De dominerende idéer om social støtte til alle, der prægede denne periode, påvirkede også måden, hvorpå den »psykisk syge« blev behandlet. Nu var man ikke så meget sindssyg som »patient«, i den oprindelige forståelse af ordet som »en, der lider«, og som har behov for omsorg i en beskyttende institution. Det er denne nye sociale kontekst, der er indfanget i Tove Ditlevsens polemiske værk »Ansigterne«.

2. »Patienten«

»To uniformerede mænd kom ind og bar hende ned på en båre. De viklede hende med øvede hænder ind i et rødt tæppe og bar forsigtigt båren ned ad trapperne. Inde i ambulancen sad den ene og holdt hende i hånden. Hans mund var skæv, som om han havde haft en ansigtslammelse. Der var stille som en katedral. Håbet brændte blidt i den unge mands øjne, der var klare og friske som Sørens. Han gav hendes hånd et fortroligt tryk, og hun tænkte på, at snart skulle hun ligge i en hvid seng og være omgivet af blide og venlige kvinder, med hvem hun kunne tale lavmælt om mænd og kærlighed« [8 s. 59].

»Der var, vidste hun, anstalter fyldt med deforme og uhyggelige menneskelige skabninger, som man holdt skjult for verden, og som levede og døde, uden at andre end personalet så dem. Havde man bragt hende sådan et sted hen? Hun tænkte på udtrykket ,den lukkede afdeling’ og længtes efter at komme derhen, uden at ane, hvad begrebet dækkede over: et andet sted, en anden virkelighed, som det måske var muligt at eksistere i« [8 s. 64].

Modsat Elses møde med den dominerende professor Hieronimus møder Lise, fortælleren i »Ansigterne«, en venlig og professionel varme under sin indlæggelse på det psykiatriske hospital i slutningen af 1960’erne. Lise har ikke lyst til at være hjemme, og i modsætning til Else idylliserer hun ikke sit familieliv. Det er derimod skildret som korrupt og klaustrofobisk. Hendes mand har en affære med deres husholderske, og husholdersken har samtidig en affære med Lises søn. Lise forgifter sig selv med et glas sovepiller og ringer til lægen på eget initiativ. Som citatet viser, tillader hun sig selv at drømme om institutionen som en parallel verden, hvor hun kan undslippe hverdagens problemer, ikke mindst i familien, og finde en anden form for eksistens. Lise frygter ikke den lukkede afdeling, for hun føler sig endnu mere indespærret i sit eget hjem.

               Ditlevsens beskrivelse af tæppet og ambulancemanden, der holder hendes hånd, står i stor kontrast til Skrams beskrivelse af nøgler og den fængselslignende institution. Ditlevsen sammenligner ambulancemanden med sin søn og indikerer på den måde forestillingen om velfærdsstaten som en ny slags familie og idéen om patienten, der skal tages hånd om og beskyttes. Selvom Lise efterfølgende ikke kommer til at føle sig særlig beskyttet på institutionen, indfanger Ditlevsen her den tidstypiske idé om den altomfavnende velfærdsstat og samtidig en helt anden tilgang til den »psykisk syge« end den, vi fik præsenteret i »Professor Hieronimus«.

               Alting bliver tvistet i Ditlevsens fiktive univers. Grænserne mellem realitet og virkelighed sløres som ansigterne, hovedpersonen forsøger at afkode. Lises familie bliver ved med at jage hende gennem institutionens vandrør, og billeder af hendes familiemedlemmer smelter sammen med personalet. Værket rejser spørgsmålet om, hvilken verden der er mest syg: den inden for eller uden for hospitalet, den på institutionen eller den i den småborgerlige familie? Samtidig viser romanen, hvordan grænserne mellem offentlig og privat er blevet yderligere udvisket. Det er i den unge sygeplejerskeelev frk. Anesen, at Lise finder den mest fortrolige støtte. Hun er den eneste af plejepersonalet, hvis ansigt ikke flyder ud eller forandrer sig. Hun lader Lise ryge og stryger omsorgsfuldt »hendes klistrede hår væk fra ansigtet.« [8 s. 118].

               »Ansigterne« er skrevet i slutningen af velfærdsstatens gyldne dage, en tid præget af økonomisk vækst og en socialdemokratisk velfærdsideologi med en stærk centraliseret stat [9]. Slutningen af 1960’erne var imidlertid også en periode med kulturel revolution. Der var en stigende skepsis i forhold til alle slags autoriteter, og de gamle familiestrukturer blev udfordret og forandret. Det var også på det tidspunkt, at antipsykiatrien vandt frem, og initiativer som Galebevægelsen radikalt forsøgte at ændre synet på psykisk sygdom. Eksperimenter med antiautoritær behandling på de psykiatriske hospitaler blev søsat. I 1969 fik patienter på Sct. Hans Hospital afdeling A f.eks. lov til at skrive deres egne journaler. Dette initiativ var i tråd med den generelle demokratisering af institutionen, som også tilbød kreative værksteder og kunstterapi inden for hospitalets mure. Disse eksperimenter fandt dog sted samtidig med en fortsat medicinsk udvikling og behandling [10 s. 202].

               Ud over Ditlevsens problematisering af psykisk sygdom som sådan og det borgerlige familieliv mere specifikt, indfanger romanen – i al dens ambivalens – dette tidstypiske velfærdsideal med en stærk beskyttende institution, der skal tage vare på de socialt udsatte. I den her periode fungerede institutionen reelt som en parallelverden, hvor man kunne leve et liv skånet for samfundets og familiens krav. Det er dette syn på den psykisk syge som »patient«, der mister sin kraft i kølvandet på den økonomiske krise i 1970’erne. Med den øgede decentralisering fra slutningen af 1970’erne og frem og den generelle markedsliggørelse af offentlig administration i 1990’erne bliver »den psykisk syge« nu ikke længere hovedsageligt mødt som »patient«, men som »psykiatribruger«. Hanne Viemoses roman »HHV, FRSHWN: Dødsknaldet i Amazonas« skildrer skarpt konsekvenserne af dette skift i betragtningen af »den psykisk syge« i denne nye velfærdsepoke. Det er en tid, hvor omsorg er blevet erstattet med selvbehandling, og hvor den psykiatriske institution synes mere fraværende end beskyttende.

III:     »Psykiatribrugeren«  

»Men altså (jeg stod et anfald igennem bag Skt. Pauls kirke, endnu før bussen var kørt, og fik slæbt mig op på mit monster af en cykel og trampede af sted ud af Tagensvej i røven på min søns skolebus: sender drengene i skole og børnehave og tager direkte på psyk., jublede det lille monster i mit hoved) det, jeg ville fortælle:

Så stod jeg der og talte til en kittel gennem en luge, det er åbenbart ikke nemt at komme ind her,

Jeg fik et spørgeskema,

Kryds og kryds,

Kryds

Kryds

Kryds

Ja

Nej

Tjah

Kryds kryds kryds

..

Og

Så

Som ved et trylleslag SIM-SA-LA-BIM

Dørene åbnede sig

Og lukkede sig efter mig BAM!

(Dørene på psykken siger åbne og lukke, åbne og luk-

ke, åbne og lukke,

dørerne på psykken siger

åbne og lukke,

etc.) [11 s. 31-32].

Da fortælleren Hanne rækker ud efter den psykiatriske institution i 2019, bliver hun hverken mødt med et sæt nøgler eller et tæppe. I stedet møder hun en hvid kittel og et spørgeskema. Hun hverken længes efter eller ønsker at flygte fra sin familie, for den er allerede opløst. Hun har forladt faderen til sine to børn, og han kæmper med sin egen depression. Hun er alene med drengene og trænger mest af alt til en voksen, som hun kan relatere til. Men doktoren er blevet erstattet af et stykke papir, og lige så svært, som det i første omgang virker at komme ind på institutionen, lige så hurtigt bliver hun sparket ud igen. Børnesangen i den citerede passage, med busdørene, der åbner og lukker, taler direkte til de vilkår og procedurer, der sætter rammerne om de psykiatriske afdelinger i dag. Midlertidigheden er karakteristisk, og muligheden for længerevarende ophold og en tæt kontakt til personalet er stærkt begrænset. Da Hanne udfylder spørgeskemaet, er det, som om, hun skal knække en kode, før dørene til velfærdssystemet åbner sig. Der er ingen doktor, der gennem en samtale vurderer Hannes tilstand. Hendes situation bedømmes ud fra »ja« og »nej« til nogle på forhånd definerede spørgsmål.

Oplevelsen kan ses som en konsekvens af det, der er blevet kaldt den operationelle revolution inden for det psykiatriske felt. Det var en proces, der begyndte i 1960’erne, hvor længere og mere komplekse personlige sygdomsbeskrivelser blev erstattet af forkortede diagnostiske manualer [12]. Den kan samtidig ses som et billede på det, den britiske sociolog Nikolas Rose har kaldt en »tjekliste-tilgang«: en praksis, hvor individer tildeles en specifik diagnose, hvis de har udvist et bestemt antal symptomer inden for et afgrænset tidsrum [13 s. 7].

               I 2019 bliver den psykisk syge ikke længere betragtet som en moralsk trussel mod samfundet og skal ikke først og fremmest isoleres og disciplineres. Den psykisk syge bliver heller ikke i så høj grad betragtet som en patient, der har brug for beskyttelse og omsorg i hospitalets parallelverden. Derimod adresseres og opfattes den psykisk syge nu som »psykiatribruger«. Begrebet blev brugt for første gang i dansk kontekst i 1991 og er siden i stigende grad blevet brugt som substitut for patient eller psykisk syg. Grafen her illustrerer den stigende brug af ordet i de danske medier siden 1991:

Den tiltagende brug af ordet psykiatribruger kan ses i sammenhæng med det ideologiske skift, der introducerede New Public Management i den offentlige administration i 1990’erne. Denne generelle drejning imod brugerinvolvering kan spores tilbage til velfærdsdebatten i Storbritannien i 1970-1980’erne og retningen, der blev sat af Margaret Thatcher og New Labour. I Danmark fandt skiftet først for alvor sted i 1990’erne, hvor Socialdemokratiet gennem den såkaldte fjerde sociale reform forsøgte at lette trykket på de offentlige finanser. »Psykiatribruger« kan altså ses parallelt til dette generelle skift fra borger til serviceforbruger. Men inden for psykiatrien er begrebet blevet yderligere legitimeret og sammenblandet med nye ideologier om recovery og rehabilitering. Recoveryideologien betoner, at psykisk sygdom ikke er kronisk, men noget du kan komme dig over. Sammenblandet med neoliberale idealer er recoveryideologien nu en integreret del af den danske sundhedspolitik. Som citatet her fra den offentlige sundhedsstrategi 2010 viser, hviler ansvaret for den psykisk syge nu (igen) hovedsageligt på individet, og ikke på de offentlige autoriteter:

»I recovery- og rehabiliteringsfilosofien er det

helt centralt, at hvis et menneske med psykisk sygdom

skal komme sig, skal han eller hun have arbejdshandskerne på og selv deltage og tage medansvar for recovery-processen. Det er ikke en proces, andre kan klare for én« [14].

Hannes oplevelse af det offentlige system i 2019 peger på, hvordan denne nye forestilling om – eller tilgang til – den psykisk syge som »psykiatribruger« påvirker det personlige møde med sundhedsmyndighederne. I sammenligning med »Professor Hieronimus« og »Ansigterne« er den psykiatriske institution hverken isolerende eller beskyttende, men derimod fjern og utilnærmelig. Den fraværende institution er på den ene side en konsekvens af sammenblandingen af neoliberal politik og en bestemt tolkning af recoveryideologi, og på den anden side er den muliggjort af den intensivt udvidede medicinske behandling. Man kan nu i højere grad regulere symptomer og opførsel, uden at en indlæggelse er nødvendig.

               Endelig kan utilnærmeligheden og midlertidigheden i dagens psykiatriske institutioner også ses i sammenhæng med den generelle normalisering af psykisk sygdom. Som Nikolas Rose konstaterer, kan man næsten sige, det er unormalt at leve et liv uden at komme i kontakt med psykiatrien i dag. Denne normalisering af psykiske lidelser er også gengivet i Viemoses værk i måden, hvorpå Hannes besøg på den psykiatriske væves sammen med hendes hverdagsgøremål. Besøget på institutionen portrætteres ikke som en bemærkelsesværdig ting, men som noget, hun lige kan passe ind mellem sine daglige rutiner. Billedligt beskrevet i den glidende overgang fra afleveringen af børnene ved børnehavebussen til mødet med institutionen, hvor svingdøren blandes sammen med omkvædet i den velkendte børnesang. Bortset fra dette ene formelle møde med den psykiatriske afdeling handler romanen (modsat de andre to) heller ikke decideret om psykisk sygdom. Sygdommen synes derimod at være altstedsnærværende. Romanen åbner midt i Hannes eksmands psykose:

»Lyset var så hidsigt, det var den sommer min eksmand, mine stadig små drenges far, lad os kalde ham Stormur, er det for oplagt? Birnir (Bjørne) så, Hrafn (Ravn), Jussi! (efter hestens eget ønske) jog delirisk omkring i Reykjaviks alt for skarpe nætter, søvnløs med intentionerne rasende igennem sig, vildt eksalerende, delirium oveni: paranoiaen (…)« [11 s. 13].

Som forfatter Niels Frank fastslår i en artikel i Information i forbindelse med bogens nominering til Nordisk Litteraturpris 2020, virker værket »forstyrrende«, og det er, som om det »knækker sig« [15]. Som Frank også bemærker, præsenteres vi for et subjekt, der har svært ved at opretholde grænser, og et subjekt, der kæmper med at føle sig hjemme i sig selv. En overordnet følelse af desperation smelter også ned i sproget, som i overskriften: »det bliver et sindssygt forår, det var foråret, hvor jeg mødte dig«.

               Denne totale følelse af opløsning, kombineret med Hannes upersonlige møde med velfærdsautoriteterne, indfanger det paradoksale ved at anskue den psykisk syge som psykiatribruger. Vi er vidne til en udsat og sårbar person, som stræber efter at opnå en form for beskyttelse eller støtte i et velfærdssamfund, hvor ansvar og grænser hele tiden forskydes.

Litteraturen kan som »kulturelt vidnesbyrd« give os indblik i de historisk skiftende forestillinger om »den psykisk syge«. Ved at sammenligne litterære værker kan vi følge, hvordan overordnede forandringer i synet på sindslidelser – i samspil med andre socioøkonomiske udviklinger – har påvirket de sociale institutioner og politikker. Men de autobiografiske værker lader os derudover komme lidt tættere på, hvordan disse ændringer opleves for det enkelte individ. Det er klart, at hvert enkelt møde med psykiatrien vil være forskelligt, og der kan helt sikkert findes modhistorier til såvel Skrams som Ditlevsens og Viemoses beretning. Alligevel udstiller romanerne nogle centrale overordnede kulturelle og politiske skift, der uundgåeligt former mødet mellem den psykisk syge og de statslige institutioner og dermed også sygdomsoplevelsen. Bevidstheden om, at forestillinger om psykisk sygdom altid er indlejret i kultur, økonomi og politik inviterer til et kritisk blik på samtidens praksis og prioriteringer. Den øgede decentralisering og den igangværende implementering af psykiatriske afdelinger på almindelige hospitaler er måske ikke kun et udtryk for af-stigmatisering og fremgang.