Content area

|

»Ha’ tillid og hold kæft!«

Modstand, konflikt og forhandling om MFR-vaccinationer i 1990’ernes Danmark

Forfatter(e)

Anne Hagen Berg

Cand.mag., ph.d.-stipendiat 

Institut for Historie

Syddansk Universitet

E-mail: anneberg@sdu.dk

Vaccinationer er blandt de medicinske interventioner, der har haft størst betydning for verdenssundheden. Takket være globale vaccinationskampagner er koppesygdommen udryddet, og børnedødeligheden er faldet betydeligt. WHO anslår, at mellem to og tre millioner dødsfald årligt forhindres på grund af vaccinationer [1]. Kombinationen af vaccinationer, forbedret hygiejne, øget velstand og bedre ernæring betyder, at stort set ingen børn i Danmark dør af epidemiske sygdomme eller lever med handikap som følge af fx polio.

Man skulle derfor tro, at vaccinationer var helt ukontroversielle herhjemme. Det er imidlertid langtfra tilfældet, og der har eksisteret modstand lige så længe, som man har anvendt vaccinationer. De første vacciner (inokulationer) blev taget i brug i Vesten i løbet af 1800-tallet, og de beskyttede til en vis grad imod kopper. Siden 1920’erne er der for alvor blevet udviklet vacciner mod andre sygdomme, i første omgang mod blandt andet difteri og tuberkulose [2]. I midten af 1900-tallet kom der nye vacciner på gaden i højt tempo, og udviklingen fortsætter med stadig mere avanceret vaccinationsteknologi.

TVIVL, SKEPSIS, FRYGT OG MODSTAND

Det, at der fra begyndelsen har været modstand mod vaccinationer, tyder på, at der er et grundlæggende kontroversielt potentiale [3]. En interessant forklaring finder man hos den amerikanske forfatter Eula Biss, som mener, at frygten for vacciner skyldes frygt for staten:

»Den biologiske krop møder den politiske krop i vaccinationen, hvor en enkelt nål penetrerer dem begge. (…) Nogle af os antager, at det, som er godt for den politiske krop, ikke kan være godt for den biologiske krop – at disse kroppes interesser må være i modstrid med hinanden« [4, s. 135].

Ifølge Biss virker immunitet og vaccinationer altså på to niveauer samtidig: på individet (den biologiske krop) og samfundet (den politiske krop). Vaccinationer har vist sig at være et afgørende fremskridt på samfundsniveau. Alligevel opfatter nogle dem som noget unaturligt og farligt.

I denne artikel stiller jeg skarpt på de danske kontroverser om børnevaccinationen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR), som blev indført i 1987, og som gives to gange i løbet af barndommen. Den første injektion gives i 15-månedersalderen og den anden blev i de første mange år givet i 12-årsalderen, men siden 2008 gives den i fireårsalderen. MFR blev omkring årtusindskiftet genstand for en international skandale. I 1998 publicerede det britiske tidsskrift The Lancet en artikel, hvori forfatterne hævede, at MFR-vaccinen kunne forårsage autisme [5]. Medier verden over viderebragte historien, og det førte i mange lande til et fald i vaccinationstilslutningen. I 2012 trak tidsskriftet artiklen tilbage, fordi man konkluderede, at den var videnskabeligt uredelig [6]. Hovedforfatteren, den britiske læge Andrew Wakefield, blev samme år frataget retten til at praktisere medicin [7].

Det antages ofte i forskning og presse, at frygten for MFR-vaccinen opstod i kølvandet på Wakefields artikel. Men jeg peger i denne artikel på, at det snarere er den anden vej rundt: Wakefield skrev sig ind i en allerede eksisterende bekymring om MFR-vaccinationernes sikkerhed og spørgsmålet om, hvorvidt vaccination kunne forårsage autisme.

De danske kontroverser om og modstand mod MFR-vaccinen har kun i meget begrænset omfang været genstand for egentlig undersøgelse. Niels Dalum Hansen og kolleger har vist, at tilslutningen til MFR-vaccinationen ikke faldt i forbindelse med negativ pressedækning i perioden 1997-2004 [8]. De peger i stedet på, at stigende pressedækning – positiv såvel som negativ – førte til stigninger i vaccinationsdækningen. Alligevel møder vi til stadighed antagelsen om, at Wakefields artikel svækkede tilliden til MFR-vaccinen [9-11]. Denne antagelse korrigeres i denne artikel, hvori jeg præsenterer et studie af de danske MFR-kontroverser 1993-2001. Der er tale om fire sammenhængende sager, som hver for sig fik meget omtale i medierne, men som ikke efterfølgende har været analyseret. De fire sager er:

  1. Pigen Anne Matthiesen, som blev diagnosticeret med autisme få måneder efter sin MFR-vaccination i 1992. Annes autisme blev anmeldt som en vaccineskade, og forældrene førte sagen gennem adskillige klage- og retsinstanser, indtil Højesteret i 2005 afviste sammenhængen mellem pigens vaccination og autisme.
  2. Stiftelsen af den vaccinationskritiske forening Vaccinationsforum i 1996 og den stærkt MFR-kritiske TV2-dokumentar »Et skud i tågen«.
  3. Gunner Ødum, læge ved Flyvestation Aalborg og praktiserende homøopat, som i 1996 frarådede forældre at vaccinere deres børn. Det medførte en tjenestesag, som fik opmærksomhed fra både medier og politikere.
  4. To lægers teori fra 2001 om, at MFR-vaccination kunne sprede smitte af variant Creutzfeldt-Jakobs sygdom (vCJD), den menneskelige variation af kogalskab.

I artiklen viser jeg, at de fire sager overordnet handler om tre forskellige forhold: 1) Retten til informeret samtykke, 2) frygten for, at vaccinationer er skadelige, og 3) tillid og frihed mellem borger og stat. Derudover skitserer jeg vaccinationstilslutningen gennem perioden og diskuterer sammenhængen med de fire cases. I tråd med Hansen et al. [8] viser jeg, at ingen af de ovenstående sager påvirkede vaccinationsdækningen væsentligt.

Min analyse er baseret på offentligt tilgængeligt materiale, der er fundet via søgninger i Bibliotek.dk’s artikeldatabase, Infomedia og Mediestream og suppleret med søgninger i dagbladene Politikens og Informations arkiver.[a] Følgende søgeord er brugt: »Anne Matthiesen«, »Annelise Matthiesen«, »vaccin* autisme«, »Gunner Ødum«, »Vaccinationsforum« og »Forening vaccin*«. Derudover har jeg systematisk gennemgået Statens Serum Instituts nyhedsbrev EPI-NYT fra perioden 1980-2010, Vaccinationsforums nyhedsbrev for perioden 1997-2010 og tidsskriftet Mit Helbred fra stiftelsen i 1991 til og med 1997.[b] Derudover har jeg anvendt de to DR-dokumentarer »Grå zone« (sendt 28. april 1993) og »Et skud i tågen« (sendt 25. november 1997). Endelig har jeg inddraget et kritisk temanummer om MFR-vaccinen udsendt af foreningen Forældre og Fødsel i 1994 [12]. Medlemmer herfra var med til at stifte Vaccinationsforum et par år senere.

1990’ernes bekymring for en årsagssammenhæng mellem MFR-vaccinen og infantil autisme bør analyseres, idet den generelt er overset på grund af den efterfølgende Wakefieldskandale. I det følgende tager jeg hul på den analyse. Først opridser jeg historiografien, den internationale MFR-modstand og den organiserede vaccinationsmodstands historie i Danmark. Derpå præsenterer jeg de fire nævnte cases og diskuterer deres karakteristika. Til slut viser jeg tilslutningens udvikling fra introduktionen i 1987 til og med 2010, fem år efter Højesterets afvisning af Anne Matthiesens sag, og jeg diskuterer sammenhængen mellem sagerne og vaccinationstilslutningen i Danmark.

VACCINATIONSMODSTAND I HISTORIEN

Modstand mod vaccinationer handler mere om mistillid og magtforhold og mindre, som det ellers ofte antages, om uvidenhed og manglende information. Det bekræftes af historisk forskning, som blandt andet har vist, at 1800-tallets organiserede modstand mod koppevaccination handlede om kropslig integritet [13], ligesom tvungne vaccinationer blev set som en krænkelse af individets frihed [14].

I forskningen i dansk vaccinationshistorie har man generelt haft fokus på institutioner og udvikling af vacciner [15-18]. Historisk forskning i den danske vaccinationsmodstand er yderst begrænset og fokuseret på koppevaccinationer. Historikeren Gerda Bonderups analyse af indførelsen af koppevaccinationer omkring år 1800 er det primære bidrag i denne forskning [19]. På det tidspunkt brugte man lymfe fra såkaldte kokopper, og Bonderup viser, at proceduren ikke blev accepteret uden modstand. Det var en udbredt forståelse blandt almuen, at kokoppeindpodninger kunne føre til kolignende gevækster eller opførsel, mens andre mente, at der var tale om et uretmæssigt indgreb i Vorherres skaberværk. Ikke desto mindre blev vaccinationerne accepteret i løbet af relativt få år takket være en fælles indsats fra blandt andre læger, præster og skolelærere.

I 1810 blev der de facto indført vaccinationstvang i Danmark, og fra 1871 var der tale om de jure-tvang. Historikeren Signild Vallgårda har analyseret en Rigsdagsdebat fra 1930 om, hvorvidt man skulle ophæve tvangen [20]. Debatten var foranlediget af en underskriftsindsamling mod tvungen vaccination, som mere end 6.000 danskere havde signeret. Debatten drejede sig om en modsætning mellem fællesskabets vel – tvungen vaccination – og individets frihed til selv at vælge og bestemme over sine børn. Konklusionen blev, at frivillighed ville være at løbe for stor en risiko, og tvangen blev konsolideret.

Alle øvrige danske børnevaccinationer har været frivillige. Det forklarer måske det lave danske niveau af vaccinationsmodstand. Myndighederne har været nødt til at tilrettelægge vaccinationsprogrammet på en måde og i et omfang, som kunne accepteres af landets forældre. Forældrenes accept er også et af Sundhedsstyrelsens kriterier for indførelsen af nye vacciner [21]. Samtidig har selvsamme myndigheder forsøgt at øve indflydelse på forældrenes valg ved blandt andet at appellere til deres lydighed og ønske om at tilhøre fællesskabet [20]. Den norske kulturanalytiker Tove Ingebjørg Fjell problematiserer dog dikotomien mellem frihed og tvang, og peger på, at selvom forældrene nok er juridisk fri til at vælge, opfattes de som moralsk forpligtede til at lade deres børn vaccinere [22].

Det 20. og 21. århundredes vaccinationskontroverser er ekkoer af temaer, der blev slået an i 1800-tallets modstand mod koppevaccination: Er vaccinerne sikre og effektive? Er de giftige? Kan man stole på myndighederne? Har de befolkningens bedste for øje, eller har de først og fremmest politiske og økonomiske mål? [3, 23]. For forældre er enkeltindivider – deres børn – det naturlige omdrejningspunkt, og derfor vejer individuelle hensyn tungest. Vaccinationer kombinerer så at sige »det mest globale« (politik og global sundhed) med »det mest lokale« (familiens skød og omsorgen for egne børn) [24]. Dansk forskning har vist, at en del fravalg af MFR-vaccine skyldes bekymring for, om der er større risici forbundet med vaccinationerne end med de sygdomme, de beskytter imod [25]. Det handler, som Biss påpegede, om forestillingen om en modsætning mellem samfundets og individets bedste.

HISTORISKE ANALYSER AF MFR-KONTROVERSER

MFR-sagen har særligt i Storbritannien været genstand for ret omfattende forskning, overvejende – hvis ikke udelukkende – med fokus på Wakefieldskandalen [24, 26-32]. De hidtidige studier viser, at kontroversen handlede om tre faktorer: 1) konflikt mellem medicinsk videnskab på den ene side og offentligheden og lægmandsviden på den anden, 2) massemediernes rolle og evne til at sætte dagsordener og 3) konflikten mellem individets frihed og statens magt (dette gælder især, men ikke udelukkende, i de lande, hvor man har tvungen vaccination). Samtidig indikerer studierne, at vaccinationsmodstand har national karakter og bør forstås inden for sin egen historiske og samfundsmæssige kontekst. To studier, hvor man har analyseret henholdsvis Storbritannien og Sverige, eksemplificerer alle disse forhold.

I Storbritannien medførte Wakefields artikel et markant fald i tilslutningen til MFR-vaccinationen. Stöckl & Smajdor har argumenteret for, at dette skete på grund af tre særlige britiske forhold [32]: 1) For det første havde Storbritannien en lang tradition for organiseret modstand mod vaccinationer. 2) For det andet var befolkningens tillid til myndighederne i folkesundhedsspørgsmål generelt svækket efter kogalskabsskandalen. 3) Og for det tredje peges der på en særlig britisk form for »statemanship«, hvor politikere og kongehus gennem offentlige handlinger viste, hvordan borgerne skulle opføre sig. For eksempel blev prins William vaccineret under stor mediebevågenhed. Mod dette bagtæppe blev briterne mere bekymrede for MFR-vaccinen, da daværende premierminister Tony Blair i årevis nægtede at afsløre, om sønnen Leo var blevet MFR-vaccineret.

Bragesjö & Hallberg har vist, at Wakefields artikel også medførte svækket tillid til MFR-vaccinen i Sverige, som ikke havde en tilsvarende historie med vaccinationsmodstand og sundhedsskandaler [33]. Til gengæld gav svenske medier en platform til vaccinationsmodstanderne, så det lykkedes dem at skabe en offentlig modfortælling om, at vaccinationer, i særdeleshed mod MFR, var risikable. Dette blev ikke mindst båret frem af mediernes ambition om at give modstandere og myndigheder lige meget taletid. Myndighederne troede, at de kunne tage luften af ballonen ved at fremlægge evidens for vaccinens sikkerhed, men, påpeger forfatterne, de overså derved kompleksiteten af »viden«.

Vaccinefrygten opstod altså ikke efter Wakefields artikel. Tværtimod var artiklen et resultat af en bekymring, der allerede fandtes, og Andrew Wakefield var da også blevet kontaktet af en række forældre, der netop var bekymrede for, at deres børns autisme var forårsaget af MFR-vaccinen. Studiet var derfor formet af en allerede tilstedeværende hypotese om en sammenhæng, som Wakefield også påpeger i sit forsvarsskrift [34]. Med artiklen formåede han dog at hælde benzin på bålet i en grad, som fik vidtrækkende konsekvenser og satte hypotesen højt på dagsordenen internationalt.

VACCINATIONSKRITIK I DANMARK

I Danmark er alle børnevaccinationer frivillige og vederlagsfri. Trods høj tilslutning har der været tilfælde af modstand [8, 19, 35], men vi ved meget lidt herom. Der findes så vidt vides ingen videnskabelige analyser af den Landssammenslutning af Vaccinationsmodstandere, som i 1956 udgav en bog med den sigende titel »Vaccination, brændemærkning« [36]. Heri hævdede de, at ikke bare koppevaccination, men også de øvrige vacciner i børnevaccinationsprogrammet var skadelige.

Påstanden om de farlige vacciner dukker igen op i marts 2015 i form af TV2-dokumentaren »De vaccinerede piger«.[c] I dokumentarprogrammet møder man 47 unge piger, der har fået alvorlige sundhedsmæssige problemer kort tid efter vaccination mod HPV. De lider fx af svimmelhed, invaliderende træthed og mave-tarm-besvær, de kan ikke længere passe skole, sport og sociale aktiviteter, men tilbringer dagene i sengen. En håndfuld af pigerne sidder endda i kørestol, fordi de er så svækkede.

Et nyt dansk studie viser, at dokumentarudsendelsen satte skub i et allerede eksisterende fald i tilslutningen til HPV-vaccinationerne [37]. Studiet peger på, at negative presseomtaler førte til både faldende tilslutning og en markant øget frekvens af indberettede bivirkninger. To af forfatterne tilføjer i et interview i Bibliotek for Læger, at historier og delinger på sociale medier kan have spillet en stor rolle i den svækkede tillid til HPV-vaccinen, men at det ikke kan måles på samme måde [38].

Imellem Landssammenslutningen af Vaccinationsmodstandere i 1950’erne og »De vaccinerede piger« i 2015 finder vi MFR-kontroversen. I det følgende vil jeg analysere fire måder, som den tog sig ud på.

Sagen om den autistiske pige Anne Matthiesen verserede ved domstolene i 13 år, og den trak jævnligt overskrifter i pressen. Her en rubrik fra Ringkjøbing Amts Dagblad den 22. april 1993Sagen om den autistiske pige Anne Matthiesen verserede ved domstolene i 13 år, og den trak jævnligt overskrifter i pressen. Her en rubrik fra Ringkjøbing Amts Dagblad den 22. april 1993

SAGEN ANNE

Den brede befolkning hørte første gang påstanden om, at MFR-vaccinen kunne forårsage autisme den 28. april 1993, da Danmarks Radio sendte et interview med Annelise Matthiesen, en vestjysk mor til fire, som mente, at hendes datter, Anne, havde udviklet autisme på grund af sin MFR-vaccination [39]. Interviewet blev bragt i serien »Grå zone«, som beskæftigede sig med danskere, som var kommet i klemme i kontakten med det offentlige [40]. Annelise fortalte om sin vrede over uforvarende at have påført Anne »et livsvarigt handikap« i forsøget på at beskytte hende mod børnesygdommene. Hun oplevede tilbuddet om vaccinationer som »frivillig tvang« og »bondefangeri«, samt at forældre ikke fik tilstrækkelige informationer om risici ved vaccinationerne.

Det handlede med andre ord om det informerede samtykke, som var blevet lovfæstet i sommeren 1991 [41]. Betød princippet, at læger skulle oplyse forældre om den samlede – lange – liste af mulige bivirkninger, herunder de meget alvorlige, som forekom meget sjældent? Annelise Matthiesen mente, at forældre havde ret til den fulde liste for at kunne træffe et kvalificeret valg. Omvendt sagde familiens læge i udsendelsen, at risikoen var så lille, at det var irrelevant at informere. Det samme mente Tove Rønne, daværende overlæge på Statens Serum Institut.

Annelise Matthiesen forklarede, at hendes tvillingedøtre Anne og Heidi blev født nytårsaften 1990, sunde og velskabte. I april 1992 blev de vaccineret mod MFR og fik den såkaldte Di-Te-Pol-vaccination.[d] Ti dage senere fik de begge høj feber på omkring 39 grader, og Annes temperatur steg til knap 41 grader. Hun blev aldrig sig selv igen, og i efteråret 1992 blev hun diagnosticeret med infantil autisme. Desuden medvirkede tre andre familier, hvis børn også havde alvorlige helbredsproblemer: Udtalt hjernesvind, trombocytopeni og et tilfælde af pludselig død i 11 minutter. Disse forældre mente også, at deres børn var skadet af MFR-vaccinen.

De medvirkende læger kunne ikke fuldstændigt afvise, at MFR-vaccinen kunne forårsage hjerneskader, fordi det endnu ikke var undersøgt direkte. De sagde dog enstemmigt, at det var højst usandsynligt. Alligevel gav »Grå zone«-udsendelsen ifølge Seruminstituttet anledning til »mange henvendelser fra praktiserende læger og forældre« [42]. Tilliden til MFR-vaccinen var blevet svækket. Udsendelsen gav taletid til forældrenes anekdotiske bevisførelse og lægekspertise, og den gav indtryk af, at myndighederne ikke tog sagen alvorligt nok. Lægekspertise og anekdotisk bevisførelse er trukket frem i MFR-forskningen som en modpol til den lægevidenskabelige ekspertise. Konflikten mellem disse to udgør en vigtig del af MFR-kontroversen.

Sagen om Anne var begyndt allerede i september 1992, da familiens læge anmeldte hendes autisme som en vaccinationsskade. Annes sag var dog ikke enestående. I oktober 1993 skrev Berlingske Tidende, at der var rejst fem erstatningssager, hvor forældre mente, at deres børn havde udviklet autisme som følge af MFR-vaccination [43]. Det var knap seks år efter vaccinens introduktion i Danmark og fem år før publiceringen af Wakefields artikel. Annes sag blev den mest omtalte og langstrakte af de fem.

Den 19. oktober 1993 afviste Arbejdsskadestyrelsen, som administrerede vaccinationsskadeområdet, Annes sag [44]. Familien ankede til Den sociale Ankestyrelse, som tog sagen op i november 1994 [45]. Efter et års sagsbehandling afviste ankestyrelsen sagen den 1. november 1995. Allerede to dage senere genoptog de dog sagen, ifølge Aalborg Stiftstidende som et resultat af presseomtaler [46]. Sagen blev dog endeligt afvist et år senere.

I 1997 fik familien fri proces til at føre sagen for landsretten, samtidig med at en anden advokat førte en lignende sag om drengen Anders Lund fra Kjeldberg [47]. Anders’ sag blev som den første ført for Vestre Landsret i sommeren 2000, hvor sammenhængen mellem MFR-vaccinen og Anders’ autisme blev afvist [48]. Annes sag blev ført for Vestre Landsret i 2003 med samme resultat, men senere samme år fik familien fri proces til at føre sagen videre for Højesteret som den første sag om vaccinationsskader nogensinde [49]. Den 12. april 2005 blev der sat et endeligt punktum for sagerne, idet Højesteret afviste, at Annes MFR-vaccination havde forårsaget hendes autisme [50].

Retssagen om Anne handlede om to forhold: For det første hvordan lovens ord skulle fortolkes, og for det andet hvilken grad af evidens man kunne forlange.[e] Familiens advokat mente, at det blot skulle sandsynliggøres, at der kunne være en sammenhæng, men ikke, at denne sammenhæng skulle bevises. Landsretten og senere Højesteret vurderede, at det skulle være »overvejende sandsynligt« eller mere end 50% sandsynligt [51 sp. 2160]. Vidneudsagn fra Annelise Matthiesen og en række læger godtgjorde, at der var tidsmæssigt sammenfald mellem vaccinen, feberen og autismen. Det indikerede en mulig årsagssammenhæng. Lægevidner konstaterede desuden på baggrund af blandt andet hjerneskanninger og rygmarvsprøver, at Anne sandsynligvis havde haft hjernebetændelse i forbindelse med feberen. Denne hjernebetændelse kunne, ifølge vidnerne, skyldes vaccinationen, og den kunne også være årsag til autismen. Dette anså Retslægerådet imidlertid ikke for at være tilstrækkeligt sandsynliggjort.

Til gengæld vejede det tungt i Landsrettens afgørelse, at Annes enæggede tvilling i mellemtiden havde fået konstateret Aspergers syndrom, en mild form for autisme. Retten mente, at det, at begge tvillinger havde en autismelidelse, beviste, at Annes autisme var genetisk og ikke et resultat af udefrakommende påvirkning. Endelig fremhævede dommerne de videnskabelige resultater, der var kommet i kølvandet på Wakefieldartiklen, hvor man afviste sammenhængen mellem MFR-vaccine og autisme. Højesteret afgjorde, at disse beviser var afgørende og fastslog dermed, at et tidsmæssigt sammenfald ikke nødvendigvis indikerede kausalitet.

Sagen Anne Matthiesen blev gennem alle 13 år dækket af dagspressen. Hvorfor fik sagen så stor opmærksomhed? Helt åbenlyst er en del af forklaringen, at Annes mor og familiens advokat velvilligt optrådte i medierne. En anden forklaring er, at sagen på visse måder handlede om borgernes sikkerhed og statens mulige ansvarsfralæggelse, om Eula Biss’ »politiske krop«. Anne personificerede den risiko, som borgerne løb, hvis de ukritisk stolede på myndighederne.

VACCINATIONSFORUM OG »ET SKUD I TÅGEN«

I 1996 bidrog Annelise Matthiesen til stiftelsen af foreningen Vaccinationsforum [52, 53]. Hendes ærinde var blandt andet at medvirke til, at andre forældre fik et bedre oplyst grundlag for beslutninger om børnevaccinationer. På den stiftende generalforsamling blev det vedtaget, at foreningen »principielt hverken er for eller imod vacciner« [54]. Der ses dog en overvægt af vaccinationsskeptiske artikler i nyhedsbrevene, og i 1998 kritiserede et medlem foreningen for at favorisere homøopati over klassiske medicinske forklaringer [55].

Foreningen blev stiftet med udgangspunkt i et netværk, der var opstået i kølvandet på »Grå zone«-udsendelsen, idet en række journalister og forældre tog kontakt til Annelise Matthiesen [56]. Andre stiftende medlemmer kom fra foreningen Forældre og Fødsel, hvori der allerede eksisterede en vaccinationskritisk emnegruppe, som blandt andet etablerede såkaldte smittekæder for uvaccinerede børn [57]. Vaccinationsforum var (og er) en kompetent og kombattant forening [58], som mente, at der de facto herskede tvang på vaccinationsområdet [59]. Det bundede blandt andet i, at de fleste vacciner blev givet som kombinationsvacciner i stedet for enkeltvacciner, hvorved man kunne risikere at måtte acceptere vaccination mod flere sygdomme, end man egentlig ønskede. Desuden hævdede man, at de praktiserende læger ikke accepterede forældres nej til vaccination. Foreningen krævede ret til en selvbestemmelse, som de ikke mente fandtes. Som i sagen om Anne Matthiesen var det informerede samtykke et omdrejningspunkt – med tryk på både information og samtykke. Vaccinationsforum mente, at der i stedet herskede en mentalitet, der dikterede: »Ha’ tillid og hold kæft!« [60 s. 15].

I 1997 bidrog foreningen til produktionen af en ny DR-dokumentar om MFR-vaccinen, »Et skud i tågen«, som blev sendt den 25. november 1997 [61]. »Et skud i tågen« afslørede tilsyneladende, at myndighederne handlede i blinde og negligerede betydelige risici ved vaccinerne. Andrew Wakefield optrådte som ekspert i udsendelsen. Det samme gjorde andre læger, der i kraft af deres faglige baggrund kunne så tvivl om vaccinens sikkerhed. Majbritt Almer, læge og mor, havde fravalgt vaccination til sit barn, og denne kombination af lægefaglighed og omsorgen for »det mest lokale« virkede stærkt. Også læge Ole Fendinge Olsen medvirkede og betvivlede vaccinernes effekt.

I stil med »De vaccinerede piger« og »Grå zone« stillede »Et skud i tågen« i den bedste sendetid spørgsmål ved myndighedernes motiver. Udsendelsen førte til et midlertidigt fald i vaccinationstilslutningen [62], men ikke noget, der kan aflæses på årsstatistikkerne (se Figur 1). Til gengæld meldte Statens Serum Institut igen om mange opkald fra læger, som var blevet »kontaktet af opskræmte forældre« [63]. Det vil sige, at DR med held gjorde forældre usikre, men at det på den lange bane ikke havde nogen betydning. Samme resultat er Dalum Hansen et al. kommet frem til for de følgende to årtier.

1990’ernes vaccinationsmodstanderne havde i et vist omfang held til at sætte dagsordenen i dagspressen. Det vil være relevant i fremtidig forskning at undersøge, hvorfor den negative presseomtale ikke svækkede vaccinationsdækningen, når det kom til MFR-vaccinen, når det for HPV-vaccinens vedkommende førte til en halvering eller mere. Det skyldes muligvis, at »De vaccinerede piger« blev nomineret til Cavlingprisen – den mest prestigefyldte journalistiske pris i Danmark – hvilket uden tvivl har styrket påstandenes troværdighed.

En anden mulig forklaring handler om forældrenes afvejning af sygdommens alvor i forhold til risici ved vaccinationer. I 1990’erne var MFR-vaccinen almindeligt accepteret af forældre, og dermed havde de også accepteret mæslinger, fåresyge og røde hunde som potentielt alvorlige sygdomme. Humant papillomvirus (HPV) og dets association med livmoderhalskræft er ikke håndgribelig og konkret på samme måde, og HPV er en seksuelt overført sygdom, som pigerne sandsynligvis ikke ville skulle bekymre sig om i en årrække frem.

En tredje dimension er, at de personlige historier og tragedier påvirkede seerne stærkt [64]. I alt 47 piger, der øjensynligt er blevet handikappede i varierende grad på grund af HPV-vaccinen, taler direkte til frygten for vaccination og for, at myndighederne ikke handler med borgernes sikkerhed for øje.

GUNNER ØDUM

Myndighedernes magtudøvelse og monopol på sandheden kom også i spil, da militærlægen Gunner Ødum offentligt frarådede vaccination. Ødum var læge ved Flyvestation Aalborg, og ved siden af var han homøopat med egen praksis. I 1996 skrev han forordet i Vaccinationsforums bog »Vaccinationer – er de effektive og sikre?« [65]. Bogtitlen indikerer en retfærdig diskussion af for og imod, men bogens indhold er stærkt vaccinationskritisk. I forordet påstod Ødum, at et stigende antal børn var både fysisk og psykisk svækkede på grund af børnevaccinationerne, og han frarådede forældre at lade deres børn vaccinere.

Bogen fik en del presseomtale, og Aalborg Stiftstidende bragte et stort forsideinterview, hvor Ødum fik lejlighed til at uddybe sine holdninger [66]. Det førte til en tjenestesag, hvor Forsvaret gav Ødum mundkurv på og forbød ham at udtale sig offentligt om »sine alternative holdninger« [67]. Ligeledes forsøgte de at fyre ham på grund af sagen. Forsvaret frygtede tilsyneladende, at flyvevåbenet skulle blive taget til indtægt for vaccinationskritik. Daværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S) sendte imidlertid kort efter en officiel henvendelse til chefen for Forsvarets Sundhedstjeneste, generallæge Knud Jessen, som havde pålagt Ødum tavshed. Hækkerup pointerede, at Ødum var i sin gode ret til at udtale sig, selvom hans holdninger afveg fra myndighedernes [68]. Den såkaldte Komité for Ytringsfrihedens Værn og samfundsdebattøren Mikael Witte rejste sagen som en menneskeretskrænkelse, og Witte har senere udførligt dokumenteret og beskrevet forløbet [69].

Sagen handlede om synet på sundhed og medicin. Som klassisk homøopat mente Ødum – både teoretisk og i praksis – at vaccinationer var et skadeligt indgreb i individets immunitet og krop, den øgede beskyttelsen mod den bestemte sygdom, men svækkede sundheden i øvrigt.

Se interviewet med Gunner Ødum i dette nummer af Bibliotek for Læger.

Figur 1. Den procentuelle tilslutning til MFR-vaccinationen i Danmark (baseret på tal fra Statens Serum Institut).Figur 1. Den procentuelle tilslutning til MFR-vaccinationen i Danmark (baseret på tal fra Statens Serum Institut).

MFR-VACCINE OG KOGALSKAB

Andre mente, at vaccinationer ikke bare svækkede sundheden, men at de ligefrem kunne overføre anden sygdom. Frygten for, at MFR-vaccinen kunne skade, tog ny form i 2001, da to danske læger fremlagde en teori om, at vaccinen kunne sprede smitte med den humane version af kogalskab. Hvor frygten for autisme handlede om, hvorvidt vaccinen kunne medføre varige hjerneskader, handlede den nye sag om, hvorvidt vaccinen kunne være smittefarlig. Denne frygt havde muligvis været berettiget i tidligere perioder, hvor læger brugte menneskelig lymfe eller pus til koppevaccinationer (såkaldt arm til arm-vaccination), og dermed uforvarende kunne sprede infektionssygdomme som syfilis. I 2001 var eventuelle humane komponenter i vacciner imidlertid helt usynlige. Måske var den følgende sag så chokerende, fordi den udstillede, at vacciner stadig kunne overføre væv fra menneske til menneske, med de risici det – måske – indebar.

I de første år efter årtusindskiftet var kogalskab stadig årsag til bekymring i Europa, ikke mindst på grund af risikoen for overførelse til mennesker, som spiste oksekød. Seruminstituttets nyhedsbrev EPI-NYT bragte i foråret 2001 en artikel, der redegjorde for sygdoms- og smitteforhold ved sygdommen [70], og dagspressen skrev jævnligt om kogalskab fra 1996 og en kortere årrække frem.[f] I august 2001 bragte Ugeskrift for Læger en kommentar fra to læger om en teoretisk risiko for smitte med menneskelig kogalskab – en variant af vCJD – gennem MFR-vaccination [71]. De forklarede, at MFR-vaccinen indeholder humant albumin, altså oprenset blodprotein fra mennesker, og at der teoretisk kunne være personer med ikkediagnosticeret vCJD blandt donorerne. Problemet var, at plasma fra donorerne blev »poolet«, altså at plasma fra mange personer blev blandet sammen. Det øgede risikoen for, at en enkelt smittet donor kunne sprede sygdommen. Desuden var det et problem, at vCJD er en såkaldt prionsygdom, som bæres af proteiner og derfor ikke påvirkes af de sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger, herunder opvarmning. Desuden kunne mennesker leve mange år med asymptomatisk vCJD og kunne derfor uforvarende donere smittefarligt blod.

Lægemiddelstyrelsen forklarede i samme nummer af Ugeskrift for Læger, hvilke forholdsregler der forhindrede smitten [71]. Måske væsentligst var, at plasma fra donorer fra lande med flere tilfælde af vCJD ikke måtte anvendes – således måtte plasma fra fx britiske donorer ikke anvendes. Den teoretiske sammenhæng med vaccinationer blev ikke afvist, men det fremgik dog, at der i praksis ikke var nogen risiko. Alligevel blev det en mediehistorie, som ifølge Vaccinationsforum bar »stærkt præg af kommentaren« [72]. I løbet af dagen, hvor kommentaren blev offentliggjort, blev den afvist af myndighederne, og interessen for sagen var allerede faldet næste dag. Sagen var dog væsentlig nok til at fange Folketingets Sundhedsudvalgs interesse [73].

Trods medieinteressens korte varighed er der tale om en relevant case. For hvorfor kunne en lille og dårligt underbygget kommentar fra to læger få så stor – om end kortvarig – presseomtale? Hvorfor så medierne bort fra Lægemiddelstyrelsens kommentar? Dette handlede om mindst to forhold: dels den allerede eksisterende frygt for kogalskab, dels den potentielle mistillid til vacciner, som også Vaccinationsforum og Gunner Ødum var en del af. Det ligner for så vidt Wakefieldsagen, der på samme måde – men i langt større målestok – fik taletid i medierne på baggrund af en ikkepåvist sammenhæng mellem vaccination og skade. Det handler måske om det faktum, at vaccinationer er medicinske indgreb på i øvrigt raske individer, modsat størstedelen af lægemidler, som er rettet mod syge mennesker. Det stiller særlige krav til myndighederne og til vaccinernes sikkerhed, ikke mindst når der er tale om vacciner mod sygdomme som mæslinger, fåresyge og røde hunde, som trods alt er mindre alvorlige end fx polio, difteri og kighoste.

Figur 1 viser vaccinationsdækningen i Danmark fra 1987, hvor MFR-vaccinationen blev indført, til 2010, fem år efter Højesterets afvisning af Anne Matthiesens sag. Dette årstal er valgt for at undersøge, om dommen påvirkede vaccinationsdækningen. MFR gives to gange i barndommen for at sikre så høj immunitet som muligt. Fra programmets indførelse i 1987 til 2008 blev den første dosis (MFR1) givet i 15-månedersalderen og den anden dosis (MFR2) i 12-årsalderen. I 2008 blev MFR2 flyttet til fireårsalderen. Myndighederne satte en vaccinationsdækning på 95 procent som mål ud fra en antagelse om, at det ville sikre den kollektive immunitet (flokimmuniteten).[g] I den analyserede periode har tilslutningen dog kun undtagelsesvist nået dette niveau.

Der er dog en vis usikkerhed i validiteten af disse data. Usikkerheden skyldes, at jeg har været nødsaget til at bruge data fra to forskellige systemer og efter to forskellige opgørelsesmetoder, fordi Statens Serum Institut har foretaget ændringer i registreringen undervejs. For det første er data for perioden 1987-2001 hentet i de opgørelser, der årligt blev publiceret i EPI-NYT, mens data for perioden 2002-2010 er hentet i Seruminstituttets online statistikbank [74, 75]. Det skyldes, at ingen af kilderne har data samlet for hele perioden. For det andet skiftede Seruminstituttet i 2003 metode til beregning af vaccinationstilslutningen: Indtil dette år opgjorde man den numerisk, så den afspejlede, hvor mange børn, der totalt set var vaccineret det pågældende år, uden at tage hensyn til, om de eventuelt blev vaccineret i en ældre eller yngre alder end tilsigtet. Fra og med 2003 kunne vaccinationsdata knyttes til det enkelte personnummer, og Seruminstituttet begyndte derefter at opgøre vaccinationsdækningen pr. fødselsårgang i stedet for pr. kalenderår. I statistikbanken er jeg gået ud fra, at børn er MFR1-vaccineret i kalenderåret, hvor de fyldte et år, og MFR2-vaccineret i kalenderåret, hvor de fyldte 12 år. Fra og med 2008, hvor MFR2 blev flyttet til fireårsalderen, er jeg gået ud fra, at de blev vaccineret med MFR2 det år, de fyldte fire år.

Som det fremgår af Figur 1, var der fra begyndelsen en ret stabil tilslutning til MFR1 på omkring 80%, hvilket over årene svingede op imod 90%. Tilslutningen til MFR2 var lav de første år, men nåede en tilslutning på 107% i 1992. Dette år blev flere end hele den pågældende fødselsårgang vaccineret, altså også et antal ældre eller yngre børn. I 1992 begyndte myndighederne at udsende særlige indkaldelser til 12-årsvaccinationen, hvilket sikkert har betydet, at flere børn blev vaccineret.

Der ses et fald fra 1992 til 1993, hvilket Statens Serum Institut tilskrev den negative presseomtale i kølvandet på den omtalte ”Grå zone”-udsendelse om Anne Matthiesen [76]. I andet og tredje kvartal af 1993 var faldet på 10%, og tilslutningen til MFR2 faldt med 19% i forhold til året før. Som det fremgår af grafen, var det dog snarere 1992, som udgjorde en decideret højdespringer. I en af de eneste eksisterende analyser af den danske udvikling skriver Begg et al., at »coverage dropped to a record low in 1993 after a television programme attacking MMR vaccination« [77]. Det er som påvist forkert – men dog korrekt, at der var tale om en tilbagegang i forhold til året før. Annes sag blev omtalt i medierne gennem alle årene. Derfor kan det være svært at vurdere, om presseomtaler heraf påvirkede vaccinationstilslutningen.

I 1996 blev Vaccinationsforum stiftet, og »Et skud i tågen« blev vist på Danmarks Radio. Herefter så man en lille tilbagegang i tilslutningen til MFR1, som fortsatte året efter, hvorefter tilslutningen steg igen. Til gengæld steg tilslutningen til MFR2 i 1996, og den lagde sig ret stabilt lige under 90% i de følgende år.

I 2000 nåede MFR1 for første og eneste gang 100% tilslutning, men året efter faldt den igen. Ifølge Seruminstituttet kunne dette delvis forklares ved, at også børn, som var ældre end 15 måneder, var blevet vaccineret i 2000 som følge af en oplysningskampagne [78]. Tilslutningen til MFR2 steg også en smule i forhold til året før.

Der ses et fald for både MFR1 og MFR2 fra 2001 til 2002, og dette bør diskuteres. Det er usikkert, om faldet indikerer et reelt fald, fordi der her er brugt to forskellige kildetyper, hvor opgørelsen er foretaget på forskellige datagrundlag. Årene 2002 og frem er baseret på sammenlignelige data, og vaccinationstilslutningen i disse år er stabil og stiger efter 2007. Det kan betyde, at faldet fra 2001 til 2002 snarere afspejler, at opgørelsesmetoden er ændret. Det harmonerer med Hansen et al. [8], hvis data viser, at der trods udsving på månedsbasis er en ret stabil tilslutning, også på tværs af disse to år [6]. Stigningen i tilslutningen til MFR2 i 2008 skyldes efter al sandsynlighed, at den blev flyttet fra 12-årsalderen til fireårsalderen netop dette år. Derved begyndte lægerne at tilbyde MFR2 i forbindelse med den almindelige børneundersøgelse. I 12-årsalderen var der ingen fastlagte lægebesøg, så vaccination i den alder betød, at børn skulle til lægen alene med det formål, hvilket kan have betydet, at flere forældre glemte eller fravalgte det.

Højesteretsdommen om Anne Matthiesen i 2005 medførte ikke ændringer i tilslutningen, som på det tidspunkt var stabiliseret.

De fire omtalte cases medførte altså højst mindre og forbigående fald i danske forældres accept af MFR-vaccinationen. Tilslutningen til MFR2 var svingende, men som det fremgår, blev den ret stabil efter årtusindskiftet. Omvendt kan man spørge, om kontroverserne havde den konsekvens, at tilslutningen i Danmark ikke fortsat steg til de ønskede 95 procent eller højere? Nyere forskning tyder dog på, at tilslutningen er højere end hidtil registeret, fordi der relativt hyppigt sker fejl i afregningen mellem lægepraksis og region [79]. Forskere har således på baggrund af et pilotstudie i Region Midtjylland vist, at der var registeret en vaccinationstilslutning på 86%, men at den reelle tilslutning var på 94%. Denne diskrepans er sandsynligvis også gældende bagudrettet og indikerer, at danske forældre har og i årtier har haft stor tillid til MFR-vaccinationerne. Det gælder dog ikke alle, og de latente kontroverser, der knytter sig til vaccinationerne, kom særligt til udtryk i 1990’erne. Almindelige menneskers ualmindelige erfaringer medførte, at medierne i bedste sendetid satte spørgsmålstegn ved MFR-vaccinens sikkerhed.

KONKLUSION

I denne artikel har jeg analyseret et stykke sundhedshistorie, der hidtil har været stort set negligeret i både dansk og international forskning. Jeg har påvist, at kontroverserne om MFR-vaccinen begyndte flere år før den berygtede Wakefieldartikel, og at det altså ikke, som ofte antaget, skete som en konsekvens heraf. MFR-vaccination blev genstand for offentlig debat i 1990’ernes og de tidlige 2000’ers Danmark, initieret af en ganske almindelig mor til fire, der formåede at få mediernes opmærksomhed i 1993. Der er altså tale om dagsordenfastsættelse fra neden, hvilket bør analyseres yderligere. Hvorfra kom tesen om, at MFR-vaccination kunne forårsage autisme? Hvordan spredtes den, før Annelise Matthiesens medvirken i tv?

De fire cases er ret tæt forbundet med hinanden, hvilket afspejler, at det vaccinationskritiske miljø i Danmark i 1990’erne var småt. Min analyse viser, at sagerne handlede om tre konflikttyper: 1) Retten til viden og definitionen af informeret samtykke: Havde forældre ret til fuldstændig information om alle potentielle bivirkninger, herunder de meget sjældne? 2) Forståelser af sygdom og vaccination: Hvornår var en sygdom farlig? Hvornår var en vaccine? 3) Tillid og frihed mellem borger og stat: Kunne forældre virkelig stole på, at staten handlede kompetent og med borgernes tarv for øje? Medierne reflekterede sagerne og kunne sætte MFR-vaccinen på den offentlige dagsorden – og sommetider fungerede de som »mikrofonholdere« for Annelise Matthiesen og Vaccinationsforums kritiske dagsorden.

Men som det fremgår, havde kontroverserne ingen eller højst en begrænset og forbigående negativ indvirkning på danske forældres vaccinationstilslutning. Det indikerer en høj grad af tillid til vaccinationer i Danmark. Denne tillid skal udvikles og dyrkes, hvis vaccinationsdækningen fortsat skal være høj. Yderligere historisk forskning vil uden tvivl kunne øge indsigten i, hvilke faktorer der afgør graden af tillid mellem forældre og offentlige sundhedsmyndigheder.

Blad nummer: 

1.                        www.who.int/mediacentre/commentaries/vaccines/en/ (12. sep 2019).

2.                        Plotkin SL, Plotkin SA. A short history of vaccination. I: Plotkin S, Orenstein S, Offit P, red. Vaccines. Philadelphia: Saunders Elsevier, 2008:1-16.

3.                        Blume S. Immunization – how vaccines became controversial. London: Reaktion Books, 2017.

4.                        Biss E. Immunitet – et essay om vaccination. Åbyhøj: Simmering, 2019.

5.                        Retracted: Wakefield AJ, Murch SH, Anthony A et al. Ileal-lymphoid-nodular hyperplasia, non-specific colitis, and pervasive developmental disorder in children. Lancet 1998;351:637-41.

6.                        Eggertson L. Lancet retracts 12-year-old article linking autism to MMR vaccines. CMAJ 2010;182:E199-E200.

7.                        www.theguardian.com/society/2010/may/24/mmr-doctor-andrew-wakefield-struck-off (9. aug 2019).

8.                        Hansen ND, Mølbak K, Cox IJ et al. Relationship between media coverage and measles-mumps-rubella (MMR) vaccination uptake in Denmark: retrospective study. JMIR Public Health and Surveillance 2019;5:e9544.

9.                        Rasmussen LI. Sundhedsdirektøren: Det postfaktuelle sniger sig ind på sundhedsområdet. Politiken 19. feb 2017, 3. sek:28.

10.                      Jessen B. Vi stoler ikke på, at vi er sunde nok. Berlingske Tidende 19. maj 2019, 2. sek:4.

11.                      Thomsen FK. Vaccineskepsis, forældreautonomi og ytringsfrihed. Politica 2018;50:177-200.

12.                      MFR-vaccinationen. Forældre og Fødsel 1994;21:9.

13.                      Durbach N. ’They might as well brand us’: working-class resistance to compulsory vaccination in Victorian England. Soc Hist Med 2000;13:45-63.

14.                      Blume S. Anti-vaccination movements and their interpretations. Soc Sci Med 2006;62:628-42.

15.                      Jensen K. Bekæmpelse af infektionssygdomme. Statens Serum Institut 1902-2002. København: Statens Serum Institut, 2003.

16.                      Tjørnelund H. Medicin uden grænser. Statens Serum Institut under besættelsen. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2007.

17.                      Nørskov-Lauritsen N. Den kongelige Vaccinationsanstalt. Bibl Læger 2003;195:101-11.

18.                      Hardy A. Questions of quality. The Danish State Serum Institute, Thorvald Madsen and biological standardization. I: Gradmann C, Simon J, red. Evaluating and standardizing therapeutic agents, 1890-1950. London: Palgrave Macmillan 2010:139-52.

19.                      Bonderup G. En kovending – koppevaccinationen og dens udfordring til det danske samfund omkring 1800. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2001.

20.                      Vallgårda S. Folkesundhed som politik. Danmark og Sverige fra 1930 til i dag. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2003.

21.                      Børnevaccinationsprogrammet årsrapport 2018. København: Sundhedsstyrelsen, 2019.

22.                      Fjell TI. Fri tvang eller tvingende frihet – eller begge deler? Om vaksineringspraksiser i samtids-Norge. Tidsskrift for Kulturforskning 2005;4:41-54.

23.                      Wolfe RM, Sharp LK. Anti-vaccinationists past and present. BMJ 2002;325:430-2.

24.                      Blume S. Immunization. How vaccines became controversial. London: Reaktion Books, 2017.

25.                      Leach M, Fairhead J. Vaccine anxieties. Global science, child health and society. London: Earthscan, 2007.

26.                      Gerdes J, Thorsen T. Så alvorlige er mæslinger, fåresyge og røde hunde heller ikke …: kvalitativ undersøgelse og årsager til fravalg af MFR-vaccination i Vejle Amt. Ugeskr Læger 2006;168:2670-4.

27.                      Collins HM, Pinch TJ. Dr. Golem: how to think about medicine. Chicago: University of Chicago Press, 2005.

28.                      Colgrove J. State of immunity: the politics of vaccination in twentieth-century America. New York and Berkeley: University of California Press, 2006.

29.                      Kitta A. Vaccinations and public concern in history. Legend, rumor and risk perception. London: Routledge, 2012.

30.                      Millward G. Vaccinating Britain. Mass vaccination and the public since the second world war. Manchester: Manchester University Press, 2019.

31.                      Grignolio A. Vaccines. Are they worth a shot? Cham: Springer International Publishing, 2018.

32.                      Stöckl A, Smajdor A. The MMR debate in the United Kingdom: vaccine scares, statesmanship and the media. I: Holmberg C, Blume S, Greenough P, red. The politics of vaccination. A global history. Manchester: Manchester University Press, 2017.

33.                      Bragesjö F, Hallberg M. I forskningens närhet. En studie af MPR-kontroversens bakgrund och förvecklingar. Nora: Nya Doxa, 2009.

34.                      Wakefield AJ. Callous disregard. Autism and vaccines – the truth behind a tragedy. New York: Skyhorse Publishing, 2010.

35.                      Lund AB. Smitsomme sygdomme i dansk journalistik. København: Munksgaard, 1998.

36.                      Rantzau I. Vaccination, brændemærkning. Holsted: Landssammenslutningen af vaccinationsmodstandere, 1956.

37.                      Suppli CH, Hansen ND, Rasmussen M et al. Decline in HPV-vaccination uptake in Denmark – the association between HPV-related media coverage and HPV-vaccination. BMC Public Health 2019;18:1-8.

38.                      Graugaard C. Medierne og folkesundheden. Bibl Læger 2019;211:180-3.

39.                      www.dr.dk/bonanza/serie/608/graa-zone/70154/graa-zone-mfr---vaccine (20. jul 2019).

40.                      Myhre D. Camilla flytter i tv-fællesskab. Berlingske Tidende 25. feb 1993, 1. sek:6.

41.                      Cirkulære nr. 70 af 17. maj 1991 om information og samtykke mv. »Lægers pligt og patienters ret«.

42.                      EPI-NYT uge 18, 1993.

43.                      Harbo M. Fem sager om skader på børn efter vaccine. Berlingske Tidende 18. okt 1993, 1. sek:2.

44.                      Harbo M. Autist-piges sag er udskudt. Berlingske Tidende 1. nov 1993, 1. sek:2.

45.                      Christensen B. Sag om omstridt børnevaccine genoptages. Lemvig Folkeblad 10. nov 1994, 1. sek:1.

46.                      Tram S. Sagen Anne. Aalborg Stiftstidende 16 jun 1996, 1. sek:4.

47.                      Bendtsen L. Mor vil føre retssag om MFR-vaccination til tops. JydskeVestkysten 13. jan 1996, 1. sek:2.

48.                      Skovmand K. Forældre tabte autismesag. Politiken 8. jul 2000, 1. sek:4.

49.                      Panum A. Autistsag skriver historie. Dagbladet 2. dec 2003, 1. sek:4.

50.                      Svanborg N. Jeg ved, vaccinen gjorde Anne til autist. B.T. 20 apr 2005, 1. sek:17.

51.                      Ikke erstatningsansvar for det offentlige efter vaccinationserstatningsloven, da lidelse ikke kunne anses for forårsaget af MFR-vaccination. Ugeskrift for Retsvæsen 2005;3:2151-61.

52.                      Aaes J. Ny forening er kritisk over for vacciner. Morgenavisen Jyllands-Posten 19. nov 1996, 1. sek:13.

53.                      Matthiesen A. MFR-vaccination/autisme. Et tilfældigt sammentræf – eller hvad? Mit Helbred 1997;2:27-9.

54.                      Vaccinationsforums vedtægter §3.

55.                      Braüner A. Vaccinationsforum og antroposofi. Vaccinationsforums nyhedsbrev 1998;2:14-5.

56.                      www.vaccineinfo.dk/artikler/2011/vaccinationsforum-1996-2011 (12. aug 2019).

57.                      Junge T. Mæslinger i omløb. Vaccinationsforums nyhedsbrev 1999;3:10-2.

58.                      Andersen C. Den kombattante patient. Ugeskr Læger 2003;165:4618-20.

59.                      Jensen E. Om foreningens Vaccinationsforum. Mit helbred 1997;7:26-7.

60.                      Junge T. Utilstrækkelig information. Vaccinationsforums nyhedsbrev 2000;4:14-5.

61.                      www.vaccineinfo.dk/artikler/2011/vaccinationsforum-1996-2011 (8. aug 2019).

62.                      EPI-NYT uge 23 1998.

63.                      EPI-NYT uge 49 1997.

64.                      videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-efter-hpv-nedtur-fakta-skal-formidles-med-foelelser (15 aug 2019).

65.                      Albrechtsen ML, Jensen E. Vaccinationer – er de effektive og sikre? København: Klitrose, 1996.

66.                      Tram S. Småbørn syge af vaccine. Aalborg Stiftstidende 14. apr 1996, 1. sek.

67.                      Gunner Ødum. Agitation mod børnevaccination: læge ved Flyvevåbenet trues med afsked. I: Witte M. Menneskeretskrænkelser i Danmark. Aarhus: Komiteen til Ytringsfrihedens Værn 1998:260-81.

68.                      Hækkerup vil fjerne læges mundkurv. Berlingske Tidende 9. maj 1996, 1. sek:5.

69.                      EPI-NYT uge 12 2001.

70.                      Jørgensen VRK, Rosted P. Human albumin, en mulig smittevej for prionsygdom. Ugeskr Læger 2001;163:4598.

71.                      Sandberg E. Svar. Ugeskr Læger 2001;163:4598-9.

72.                      www.vaccineinfo.dk/artikler/2001/kan-mfr-vaccinen-give-mennesker-kogalskab (17. aug 2019).

73.                      webarkiv.ft.dk/?/samling/20001/udvbilag/suu/almdel_bilag1042.htm (18. aug 2019).

74.                      EPI-NYT 1988-2002.

75.                      statistik.ssi.dk/sygdomsdata#!/?vaccination=11&sex=3&landsdel=100&xaxis=Cohort&show=Graph&datatype=Vaccination (15. aug 2019).

76.                      EPI-NYT uge 11 1994.

77.                      Begg N, Ramsay M, White J et al. Media dents confindence in MMR vaccine. BMJ 1998;416:561.

78.                      EPI-NYT uge 17/18 2001.

79.                      Holt N, Bro F, Mygind A. Danske børn er bedre MFR-vaccinerede end tidligere antaget. BestPractice Nordic 2017:9:11-3.

💬 0 Kommentarer