»Heksenes magiske verden«

Heksen og den kloge kone

»Gå på opdagelse i heksenes magiske verden«

Sådan lyder tilbuddet lokkende fra et statsanerkendt museum i Vestjylland, mens et andet museum i hjertet af København opfordrer: »Kom i lære som heks «². I begge tilfælde er der tale om markedsføring af udstillinger, der formidler historien om de danske hekseprocesser. Og i begge tilfælde arbejder museerne i deres kommunikation med begrebet heks som en historisk realitet.

Fra et historiefagligt synspunkt burde sammenblandingen af »heksen« som realitet og hekseforfølgelserne være meningsløs. Men det er det tilsyneladende ikke for gæsterne – eller for museernes markedsføringsansvarlige for den sags skyld. For mange er der nemlig ikke nogen modsigelse i forbindelsen mellem de to, der er ganske enkelt sket en stærk sammenkobling mellem de mennesker, der i 15- og 1600-tallet blev forfulgt og brændt på bålet på den ene side, og på den anden de såkaldt »kloge koner«. Kvinder, som man i dag forestiller sig, fungerede som helbredere, fremstillede urtemedicin og levede i pagt med naturen. Den kobling kan bl.a. findes hos forfatteren Susanne Brøgger [1], hvis feministiske skrifter var banebrydende i 1970’erne, og den går for ganske nyligt igen hos bl.a. Sanne Gottlieb [2]. Den transformation, som også eventyrfiguren har haft indflydelse på, har fået den britiske historiker Diane Purkiss til at tale om heksen som et oprindeligt hus, der har fået tilføjet detaljer fra så mange historiske perioder, at det ikke længere er til at kende [3]. Dermed bliver heksen synonym med den kloge kone, og dermed er det den kloge kones verden, museerne med deres kommunikation inviterer ind i. For rigtigt mange vil kommunikationen derfor opleves som meningsfuld. 

Fra et historiefagligt og formidlingsmæssigt synspunkt er det imidlertid ikke problemfrit. For koblingen mellem den forfulgte heks og den kloge kone har historisk kun perifert noget med hinanden at gøre. Der er nemlig ikke noget forskningsmæssigt belæg for at koble de to sammen endsige for at tro, at datidens kloge folk levede mere i pagt med naturen end alle andre. Tværtimod er den historiefaglige vurdering, at kun en ganske lille del af de kvinder og mænd, der blev dømt som hekse, også fungerede som det, der fra et historisk perspektiv, betragtes som kloge folk. Og når de endelig blev dømt for trolddom, skyldtes det som regel, at de havde udøvet skadevoldende eller sort magi, og dermed rent faktisk faldt inden for definitionen på en heks [4]. Det stiller museerne, der formidler om emnet, over for et dilemma. For er det i orden på den måde at bekræfte myten om sammenhænge mellem de to, fordi det taler ind i og forstærker en almen forestilling om heksen – og måske sælger flere billetter? 

Svaret er ikke enkelt, men nærværende essay vil tilbyde nogle refleksioner over spørgsmålet. Forfatteren var projektleder ved etableringen af HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe og vil bruge erfaringerne herfra som prisme for at diskutere, hvordan formidlingen kan balancere mellem historiefaglighed og populære myter. Myter, der omgiver heksen, og som langt de fleste gæster bærer med sig ind på museet. 

Hekse eller hekseforfølgelse?

Idéen til et museum om hekseforfølgelse var lang og involverede en række valg i forhold til, hvad og hvordan der skulle formidles på museet³. På internationalt plan udgør forskningen i hekseforfølgelse et større forskningsfelt, og i de sidste årtier, er der gjort flere forskningsmæssige gennembrud. Pladsen er ikke her til at komme ind på dem alle, men grundlæggende er der gjort store landvindinger i forhold til at forstå, hvem de dømte var, hvor mange de var, og ikke mindst, hvorfor de blev forfulgt [5].

Helt generelt er der i dag enighed om, at de mennesker, der blev forfulgt og anklaget som hekse, ofte befandt sig i samfundets nederste lag. Det gælder i særdeleshed i Danmark, hvor meget få af de dømte kom fra samfundets øverste lag. I stedet var en stor del kvinder (90-95%), ofte ældre og for Jyllands vedkommende nok også en del gifte kvinder [6]. Det, vi imidlertid ved, er, at de ikke var kvinder, der bevidst udfordrede samfundet gennem deres seksualitet, eller som på den ene eller den anden måde bevidst satte sig uden for samfundets normer. Det var heller ikke dem, der i dag populært kaldes for kloge koner, fordi mange tror, at viden om naturen og dens urter var noget særligt for netop dem. Kun relativt få af de dømte både i Danmark og Europa hørte til den kategori, og det er måske ikke så underligt, for i en tid uden læger, må det have været yderst risikabelt at skille sig af med den eneste helbreder, der sandsynligvis fandtes i miles omkreds [4].

For det andet er antallet af dømte blevet kraftigt justeret i forhold til nogle af de tal, der har cirkuleret for blot få årtier siden⁴. I dag vurderes det, at ca. 50.000 blev henrettet i hele Europa [4], og at ca. 1.000 mennesker blev henrettet i det nuværende Danmark⁵ [7]. Det er her vigtigt at bemærke, at det drejer sig om ca. halvdelen af dem, der blev anklaget. Frifindelsesprocenten må derfor siges at have været relativ høj, naturligvis med nationale og regionale variationer.

For det tredje hersker der nu forskningsmæssig enighed om, at både de europæiske og danske hekseprocesser blev drevet af et komplekst sæt af faktorer. Men at frygten for den nært forestående dommedag kombineret med frygten for Guds straf og Djævlens fristelser oplevedes som en reel trussel, der blandede sig med den allestedsnærværende frygt for sort eller skadevoldende magi. Frygten for trolddom og troldfolk var dermed reel, og det er i det lys, forfølgelserne skal forstås [7]. Forfølgelsen af hekse var således ikke en jagt på kvinder. Den var en jagt på troldfolk, om end det var kvinder, der langt de fleste steder passede ind i forestillingen om troldfolk [4]. Når det ofte, men ikke alle steder, var kvinder, der var i overtal blandt de dømte, har det flere årsager. Men ikke ét svar. Kvinder havde ikke de samme rettigheder som mænd i samfundet, og de havde ikke samme muligheder for at forsvare sig mod anklager. Men kvinder blev også anset for at have et svagt sind, og da det netop var det svage sind, som Djævelen søgte, blev kvinder også anset som mere modtagelige for hans indflydelse.

Dermed har forskningen punkteret en række af de myter, der har hersket om hekse og hekseforfølgelse. For det første, at det var yngre og seksuelt udfordrende kvinder, som ofte også fungerede som helbredere, eller det var ældre kvinder med en særlig naturvisdom og helbredende evner. For det andet, at det var svært at blive frikendt, når man først var blevet anklaget, og for det tredje, at hekseforfølgelserne handlede om at undertrykke kvinder og fratage dem en stemme i samfundet. 

Fra idé til museumskoncept

Med etableringen af museet stod det hurtigt klart, at enhver formidling ville komme til at tale ind i de forestillinger og myter, der cirkulerede på samfundsplan, og som blandede sig med de forventninger, gæsterne havde til en museumsoplevelse [8]. Det var derfor nødvendigt grundigt at overveje, hvordan museet HEX! Museum of Witch Hunt kunne skubbe til gæsternes forventninger til de fortællinger, de ville møde, og dermed bidrage til at nuancere emnet. 

Det blev besluttet, at museets kernefortælling skulle kredse om frygten for heksene. Formålet var at give gæsterne et indtryk af, hvad det var for en forestillingsverden, der skabte frygten for heksene, sådan at historien kunne forstås ud fra datidens rationaler. Men det var samtidig vigtigt ikke at underkende den grufulde skæbne, der overgik de dømte. Det var en balance, som blev løst ved at lave to animationsfilm, der hver især gav sig tid til at fortælle to meget forskellige skæbner fra de dømtes synsvinkel. Naturligvis dramatiseret, men tro mod de oplysninger, vi som historikere kan lirke ud af kilderne, og fortalt med de kvindestemmer, der tilhørte langt hovedparten af de dømte⁶.

Det var også et opmærksomhedspunkt, at museet opstod i og talte ind i en tid, hvor Me Too for alvor havde nået Danmark, og opmærksomheden på historisk betingede strukturelle uligheder mellem kønnene var blevet anerkendt som reelle. Der var derfor et stærkt kønspolitisk felt, som museet måtte forholde sig til. For heksen er også et feministisk symbol. Men der var også andre tendenser i tiden, der på den ene side flettede sig ind i kønspolitikken, men som på den anden også eksisterede parallelt. Det handlede særligt om tilstrømningen til naturreligioner og stigningen i antallet af selverklærede praktiserende hekse⁷ [9].

Inden for de to kontekster stod det klart, at museets insisteren på at forstå forfølgelserne, frem for blot at fordømme dem, kunne virke kontroversiel. Det samme kunne museets insisteren på, at forfølgelserne først og fremmest rettede sig mod trolddom og ikke kvinder per se. Og det uden at miste blikket for, at de langt de fleste steder ramte kvinder, om end årsagerne synes komplekse [10]. Det kan synes som en trivialitet at foretage den skelnen, men den er vigtig for at forstå, at det ikke var synet på kvinder i sig selv, der skabte frygten for hekse. Snarere omvendt, at frygten for hekse i nogle sammenhænge rettede sig mod kvinder.

At fremhæve de aspekter var et fagligt valg, ligesom museets identitet som museum om hekseforfølgelse og ikke om hekse var det. Det var også et fagligt valg, at museet skulle være tilgængeligt og prioritere at engagere sig i samfundsdebatten fremfor at lukke sig inde i et elfenbenstårn. Derfor blev det prioriteret, at museet fra et fagligt udgangspunkt gerne ville indgå i dialoger om historiens perspektiver – også med dem, der var kede af at blive udfordret på myterne om heksen som figur. Eller som begræd museets manglende vilje til at bekræfte populære forestillinger ved for eksempel ikke at invitere indenfor i »heksenes verden«⁸.

De populære forestillinger og myter om hekse mødte museet ofte efter åbningen, når eksterne partnere henvendte sig og ønskede et samarbejde. Og her blev det ofte nødvendigt at arbejde med flere stemmer i udstillingerne. I det følgende vil jeg kort præsentere tre måder, hvorpå museet og eksterne parter indgik samarbejder, der både rummede plads til den historiebrug, der havde skabt forestillingerne om heksen, og til den forskning, som det var museets opgave at formidle.

Når forskningen møder andre stemmer

Umiddelbart efter åbningen af HEX! Museum of Witch Hunt i 2020 blev museet kontaktet af de to kunstkuratorer Alison Karasyk og Jeppe Ugelvig. De planlagde en international kunstudstilling, der skulle vises på Kunsthal Charlottenborg med en satellitudstilling på HEX! Museum of Witch Hunt, hvis muligt. Museet besluttede at gå ind i et samarbejde. Udstillingen havde titlen heksejagt og var, som folkene bag selv beskrev den, en hybrid, der søgte at forbinde metoder. Metoder, der til sammen skulle kaste lys over heksejagten. Koblingen mellem forskning, samtidskunst, prosa og poesi skulle give nye perspektiver på hekseforfølgelserne i dag [11]. Det var dermed en vigtig dagsorden for projektet at give stemme til den historiske hekseforfølgelse, samtidig med at emnet blev behandlet i kunsten. Bag udstillingen lå en omfattende inddragelse af interessenter i form af såvel kunstnere som forskere og videnspersoner. Ud over udstillingen blev der udarbejdet en bog, som i en kalejdoskopisk behandling af emnet skiftede mellem historiefaglige fremstillinger af trolddomsforfølgelserne og kunstnernes fortolkning af fænomenet. Hele tiden med klar angivelse af, hvad der var hvad. Dermed kom flere stemmer til orde, mens gæster og læsere kunne orientere sig og forholde sig til stemmernes afsæt.

En lignende tilgang blev brugt i en anden særudstilling på museet året efter. Her indgik museet et samarbejde med kunstmaler Agnete Brinch, som med sit projekt »Kvinder der forandrer verden« arbejdede med afsæt i FN’s femte verdensmål om at fremme piger og kvinders rettigheder [12]. Agnete Brinch ønskede med sin udstilling på museet at arbejde med såvel nutidige som historiske markante kvinder, som hun helt i tråd med den populære opfattelse anså for at være potentielle hekse qua deres styrke og intellekt. 

I forhold til den udstilling ledte dialogen med kunstneren omkring det historiefaglige perspektiv frem til, at museets rolle blev at trække kønsaspektet ved hekseprocessernes frem til i dag. Museet lod sig inspirere af de kvinder, som kunstneren havde valgt at udstille portrætter af og brugte de fortællinger, der omgav dem, til at trække tråde tilbage til det kvindesyn, der herskede, da frygten for hekse var mest voldsomt. I udstillingen, som fik titlen »Heltinder og hekse?« kunne man blandt andet se et portræt af tidligere minister Margrethe Vestager, som i 2019 fik prisen som »årets kloge kone« af tidsskriftet Femina. Og af tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt, der i sin statsministerperiode oplevede at blive satirisk portrætteret som en heks⁹.Mens kunstnerens stemme formidlede fakta og fascination ved de portrætterede kvinder, kunne gæsterne mellem portrætterne bl.a. læse, hvordan kvinder igennem historien er blevet tillagt personlighedstræk, der gjorde dem til dårlige ledere, eller hvordan kvinders vrede traditionelt er blevet forbundet med noget forbudt. Forestillinger, som fandtes, da hekseprocesserne fandt sted, og som stadig sætter sig spor i dag. 

Det sidste eksempel stammer fra et samarbejde med gruppen Aarhus Unge Tonekunstnere. Gruppen kontaktede HEX! Museum of Witch Hunt, fordi de ønskede at lave en performance om magisk tænkning og det, som de kaldte heksens ritualer i krydsfeltet mellem kunst og kulturarvsformidling [13]. Særligt ønskede gruppen at inddrage referencer til heksen på bålet som en del af den forestående sankthanstradition. De spurgte derfor, om museet ville give faglig sparring på udviklingen af udstillingen. Også her var der dermed tale om et samarbejde med flere stemmer, hvis dialog mundede ud i et resultat, der rummede såvel historien som historiebrugen. Indholdet i stykket udviklede sig fra det oprindelige fokus på koblingen mellem den kloge kone, heksen og sankthansbålet. Det vil sige igen den populære tolkning af forbindelserne. Men endte i stedet som en langt mere nuanceret og mangefacetteret fortælling. De historiefaglige perspektiver gav plads til en større kontekst, hvor udgangspunktet blev det traditionelle landbrugssamfund, hvor høsten var altafgørende, og ritualer som f.eks. en halmdukke (ikke en heks) på midsommerbålet var det, der skulle sikre frugtbarheden. Man endte med en performance, hvor selve historiebrugen blev indarbejdet, og en førkristen skik, der kunne bestå af et halmknippe på midsommerbålet, blev transformeret til den populære heksefigur, vi kender i dag på et sankthansbål.

Hvorfor heksen i dag?

Som vist ovenfor er forestillingen om sammenhængen mellem ofrene for 1600-tallets hekseprocesser og kloge koner stærk. Det er en myte, der har en voldsom og bred appel, og det er måske ikke så mærkeligt. Heksen har særligt op igennem 1900-tallet udviklet sig til et stærkt symbol på kvindekampen og på kvindens frigørelse fra et patriarkalsk samfund. Selv om billedet er komplekst og rummer mange facetter, så forbliver forestillingen om den kloge og vise kone særligt stærkt. Punkteres dén myte, punkteres også et vægtigt symbol og pejlemærke for kvindekampen. Det er et dilemma, og fristelsen til at gentage og dermed bekræfte myterne, når emnet skal kommunikeres, er stor. Som ovenstående eksempler har vist, kan det imidlertid godt lade sig gøre at insistere på et historiefagligt ståsted, men også at indgå en dialog med flere stemmer. For slutter dialogen, bliver det også sværere at udvikle og nuancere forestillingerne.

Erfaringerne med etableringen af HEX! Museum of Witch Hunt har også vist, at selv museer, som formidler en historie, der ligger flere hundrede år tilbage i tiden, kan bidrage til at perspektivere og aktualisere den historiske viden i samfundet i dag. I eksemplerne ovenfor gemmer der sig flere elementer. 

For det første kredser meget om kvinder og kvindens rolle i samfundet. Det kønspolitiske aspekt søger en umiddelbar bekræftelse, som kan synes udfordret af den forskningsfaglige tilgang, der skiller heksefrygt fra kvindefrygt. Lykkes den forskningsfaglige formidling imidlertid, kan den ende med at give et mere solidt grundlag at stå på i debatterne om kvindesyn før og nu. For det andet er der et vigtigt aspekt, der handler om fascinationen af heksen som den kloge kone. Der er i tiden en søgen efter nærhed til naturen og dens kræfter¹⁰. Og for mange leder det til en søgen og en identifikation med heksefiguren, der fortsat forbindes med de henrettede i 1600-tallet. Som i eksemplet med Aarhus Unge Tonekunstnere betyder den historiefaglige tilgang imidlertid ikke, at den søgen efter mening i forhold til naturen og traditionerne må opgives. I stedet kan den udvikle sig i andre, men ikke mindre meningsfulde former.

Tilbage står vigtigheden af at anerkende museet som vidensinstitution. For det kræver høj faglighed at kunne balancere mellem viden og myte, når der ikke findes et endeligt ligevægtspunkt. Det er en fortløbende proces, der må justeres hen ad vejen og lande der, hvor såvel museum som samarbejdspartnere kan stå inde for det. Når det lykkes, får vi imidlertid et museum, der ikke bare passivt søger at hælde viden i gæsterne med det ene eller det andet formidlingsgreb. Vi får i stedet et museum, der aktivt er i dialog med samfundet – også den del, der ikke nødvendigvis besøger museernes fysiske udstillingssteder. Dermed bliver rækkevidden og muligheden for at udfordre etablerede forestillinger og skabe nye fortællinger større. Ikke for at gøre en ende på billedet af den kloge kone, men for at skabe et rigere billede af både hende og hendes betragter.