Hvordan man bliver en balanceret læge

Når man skal danne sin identitet som læge, må man gøre sig nogle dybe overvejelser og lade patienten ligge et øjeblik. Man skal jo være læge, og vi ved jo alle, at lægeløftet er en særlig tæt pagt mellem arbejdslivet og det private. Men hvordan håndteres dette bedst? Meget kan gøres. Personligt har jeg forsøgt med bl.a. svæveflyvning, musik, sprog, tegning, musikalsk ekstremsport, surdej, biler, vægte, skønlitteratur, vin og meget mere – og hvad godt har det gjort? Tjah, det synes måske uklart her i starten, men det har indtil videre ledt til et ganske udmærket resultat. 

I begyndelsen var tanken, og tanken blev atter handling, efter mine karakterer fra gymnasiet gjorde deres entré. Her var ingen tvivl – et eller andet skulle gennemsnittet bruges til, så hvorfor ikke medicin? Humaniora løb jo ingen vegne. 

Da jeg startede i januar 2020, havde jeg en række identiteter med i bagagen. Jeg var fagottist i Danmarks bedste ungdomssymfoniorkester, ny leadsanger i landets bedste barbershopkor BarbAros samt mangategner, sprognørd og gamer i min fritid. Dette synes nok ikke at være den mest konventionelle personlighedsprofil, hvilket også blev soleklart i mødet med mine studiekammerater. Gamere fandtes der trods alt et par stykker af, men musikken og sprogene med dertilhørende blandet humaniora var noget, jeg måtte dyrke for mig selv. En til tider lidt ensom tilværelse, mange studerende oplever. Mine medstuderende var dog meget farverige og kom med hver deres vidunderlige baggrund – alt fra fallerede skuespillere til fitnessbrød og aspirerende kokke, alle med hver deres bidrag til de uendelige timer på læsesalen. Fitnessbrødets workoutpauser, kokkens uimodståelige snacks og skuespillerens kreative fremstilling af kommunikation mellem celler gjorde, at timerne fløj i et væk. 

Søren Kierkegaard skriver, at sandheden er subjektiv, og at subjektiv sandhed er mere værd end objektiv viden, hvilket ifølge det moderne sundhedsvæsens glæde ved evidensbaseret medicin ikke holder i byretten. Der hersker ingen tvivl om, at evidens er alfa og omega, men følelsen af at tilegne sig egne erfaringer om resultatet af ens uundgåelige indblanding i sine patienters liv vægter meget tungt på ens professionelle sind, mens det dannes.

Og nu begynder studiet. En tid, hvor vi medicinstuderende ses som alt mellem halvguder og sørgmuntre klovne, der jonglerer med bøger, søvnmangel, koffein i uhellige mængder og en vildtvoksende liste af forkortelser og sjusket latin. Vi starter vores færd som blanke, håbefulde og lykkeligt uvidende sjæle, indtil vi, som alle vores forgængere, ender i sumpen af patologiske tilstande og nuklearmedicin. Vores vej til lægegerningen er en metamorfose bestående af lige mængder tragedie og komik med hyppigt forekommende og altid bekymrende eksistentielle nedbrud. 

1.-3. SEMESTER – DEN DESPERATE NYBEGYNDER

I begyndelsen var anatomien, og anatomien var i bogen, og bogen var gud. Man blev bragt til de almægtige, mørke anatomikældre som et offerlam til et alter – alt i den evigt ekspanderende listes sags tjeneste. Man kæmper og tyer til uortodokse midler som serien House M.D. eller Gray’s Anatomy, hvis man er til den slags, hvilket ikke hjælper, da serierne blot er mere komplicerede og langt mindre poetiske end det egentlige legeme. At forstå sig på anatomi er som at stå med en IKEA-brugsforvirring – vores omhandler blot konstruktionen af et menneske og er skrevet i fuldskab af to romere og fire grækere, som ikke kunne enes om, hvem der havde mest lingvistisk pondus. 

I mødet med vores første dissektionstime havde min underviser en anekdote, jeg sent vil glemme:

»Når I går ned for at dissekere for første gang, er I blot medicinstuderende – når I kommer ud derfra, er I lægestuderende«. 

Dissektionen var en højtidelig affære. Vi stod side om side med instrumenter i hænderne og overvejede vores mere og mere menneskelige dødelighed, mens vi sagte mumlede noget om livets skrøbelighed. Efter tre uger fortog denne højtidelighed sig, og vi remsede knogler og muskler op, som var de gamle venner, mens vi lystigt diskuterede fordelene ved en metzenbaumsaks frem for en almindelig saks hen over frokost. Vi havde transcenderet vores finere fornemmelser og overgivet os til vores nyfundne overlevelsesinstinkt. 

4.-6. SEMESTER – ET OMVANDRENDE MEGET FORTVIVLET LEKSIKON

I denne svære periode er det endelig gået op for den studerende, at deres viden faktisk er et tveægget sværd. Vi havde magten til at genkende simple sygdomme i vores patienter og os selv. Vi manglede dog den kritiske del af medicinen – behandling af sygdomme. Således ankom det berygtede »medical student syndrome«, den unikke tilstand, hvor medicinstuderende pludselig tilkendegiver symptomer på den sygdom, de læser om. »Jeg har alle tegnene på lupus«, hviskede jeg uroligt over frokosten til min læsemakker. »It’s never lupus«, citerede han tørt, mens han i al hemmelighed var overbevist om, at han selv havde pådraget sig en yderst potent omgang galoperende trypanosomiasis.

Vi blev besat af patologien. Vi så den overalt – som en nybagt konspirationsteoretiker, der netop havde opdaget Wikipedia. Hvert modermærke var cancer, og hver hovedpine var en aneurisme, der bare ventede på at sprænge. Vi levede i et konstant limbo mellem rædsel og morbid fascination, og alt skulle arkiveres, som var det en gyserversion af spillet »Pokémon« med titlen: »Gotta diagnose them all«. 

7.-8. SEMESTER – TOREADORENS ENTRÉ

Og nu, kære læser, kommer humoren for alvor. Klinik. Vi blev kastet ud i hospitalsvæsenets kaotiske økosystem fra vores efterhånden velkonstruerede bogbaserede domiciler. Vi var pludselig gået fra at være teoretikere til at være forårsgrønne nybegyndere i klinisk praksis. Vores liste blev nu forlænget med alle de remedier, man havde brug for i klinikken: det nye stetoskop, de sirlige hvide kliniksko, pencillygter, oplært i eskapismens kunst af selveste Houdini og vores helt eget nøglekort med dertilhørende portræt. Nu manglede vi blot at have vores fantasi, modellerbare og forholdsvis uberørte unge sind, 1-liters drikkedunk og gåpåmod med i tasken. Hvordan skulle vi ellers skille os ud fra lægerne? 

På vores afdelinger herskede overlægerne, og vi måtte bevise, at vi var deres kommende kollegaer. Reglerne var uklare, og overlægerne var alle vidt forskellige. Én mente, at humlen ved medicin var de komplekse molekylære signalveje, og at meningen med livet kunne afkodes med Krebs’ cyklus. En anden efterspurgte en appendektomi udført ved osmose – »Yes«, svarede vi ivrigt, mens vi i stilhed skreg: »HVAD ER EN APPENDIX?!«. Vi havde intet valg andet end at underordne os, for dem, der stikker ud i klinisk sammenhæng, bliver hurtigt hamret på plads af forældede og konservative normer. Det var som at kaste sig ombord på et hurtigkørende tog – man måtte springe og håbe på at blive grebet. Ellers blev man dømt til at studere hospitalets parkeringsplads i stilhed.

Vores forandring var hurtig og nådesløs. Dengang frygtede vi at indrømme, når vi ikke forstod lægens forklaring. Nu indså vi, at viden, ligegyldigt hvor ubrugelig den syntes, var valuta og en yderst nødvendig en af slagsen for at overleve hospitalet. Vi udviklede en sjette sans for at genkende pneumonier på hosten, og vores privatliv blev til et fjernt minde. Vi var hårdkogte og rutinerede, men under facaden ulmede vores gennemgribende usikkerhed. En usikkerhed, som til tider blev brugt til at holde de mere entusiastiske af os i kort snor.

9. SEMESTER OG FREM – EN VISMAND PÅ KANTEN AF GALSKAB

Jeg har set, lugtet og bevidnet alt fra hverdagens viderværdigheder til død, ødelæggelse og afgrundsdyb sorg, og jeg er stadig på studiet. Dog har jeg gennem denne færd tilegnet mig et kaffebehov på niveau med nationens samlede indtag og et til tider bekymrende nervøst tic. 

Forude venter mit magnum opus, min tur i sorteringshatten fra Harry Potter – end ikke jeg ved, om jeg ender i slaraffenland eller i Dantes inferno, men det vil tiden vise. 

Jeg lader mig ikke længere påvirke af blod og andre kropsvæsker eller af mine knuste drømme reflekteret i bagvagtens stetoskop. Jeg har en leksikonlignende samling af sygdomme gemt i hukommelsen, hvilket sjældent kommer til udtryk for mine patienter, da jeg i mit forsøg på at tilegne den viden ubevidst har ladet kassen med patientpsykologi stå i døren. »Burde jeg trøste patienten eller fortsætte med min differentialdiagnose?«. Denne komplekse filosofiske beregning ender ofte med sidstnævnte, meget til patientens ulempe.

Til trods for den hastigt fremadskridende undergang i form af faldende SU, inflation, krig og nattevagter har jeg fundet ro i mit virke. Jeg har fundet balance mellem privatliv og arbejdsliv. Et ækvilibrium, som kræver megen overvejelse og konstant vedligeholdelse, nærmest som det forbandede sølvtøj fra svigermor. Dog ved jeg, at der forude venter en endnu værre tilværelse. En tilværelse, hvor lægen både er tilskuer og musiker i hospitalets kakofoniske opera. En tilværelse, hvor det forventes, at jeg udøver mirakler iført en hullet uniform med korte hochwasserhosen og uformelige forvaskede sokker. Alt imens siver ressourcerne ud mellem hænderne på os som sand i et timeglas – hvert sandkorn er en sygeplejerske, en seng eller et flygtigt øjeblik af almindelighed. Administrationen bringer blot spreadsheets, som var de hellige skrifter, mens de beder til, at tallene kurerer de syge. Selv i den tilværelse vil jeg kæmpe for lige adgang til sundhedsvæsenet, selv om jeg nok ender med kun at kunne ordinere håb, da det trods alt stadig er gratis.

DET LÆGELIGE PRIVATLIVS MYSTIK OG PRAKTISKE KVABABBELSER

Hvad med privatlivet? Jo, ser du, kære læser, jeg har ihærdigt forsøgt at have et parforhold ad flere omgange med varierende grad af succes. Dog slog det mig en dag, at dette ganske rigtigt synes meningsløst, omstændighederne taget i betragtning. Således kom jeg frem til, at et stud.med.-parforhold i virkeligheden er en umulighed. Der er ikke plads til kvadratmetervis af makabre billedbøger, blodindsmurte kliniksko og søvnløse nætter ved siden af min partners velorganiserede palisanderskuffedarium og strukturerede søvnrytme. 

Og hvad så med mine ihærdige forsøg på adspredelse som nævnt i begyndelsen? Svæveflyet blev parkeret på jorden efter en brat opvågning i mødet mellem mine øjne og min bankkonto. Musikken lever og har givet meget til mit lægeliv. Jeg har fået en frimodighed og et frisind og en uhyggelig evne til at udstråle selvsikkerhed og tøjle mit kropssprog foran selv de mest næsvise patienter. Vægtene derimod har kun bragt gråd, tænders gnidsel og nætter på sofaen efter længere forhandlinger om køleskabets indhold. Skønlitteraturen har forvildet sig dybt ind i junglen af medicinske bøger på mine reoler. Hvor meget jeg end graver, synes jeg kun at få fingre i »Patologisk kompendium« eller »Urologi for begyndere«, hvilket ikke ligefrem kan betragtes som skønlitterært. 

KONKLUSION – ER DER HÅB FOR ENDEN AF KOLOSKOPET?

Den grumme konklusion, jeg er kommet frem til, er, at der kun findes ganske få sandheder her i tilværelsen: Min sande kærlighed tilhører mine trofaste træsko, liget i dissektionskælderen, som aldrig aflyser vores aftaler, og min telefon, som altid bimler med bagvagter, der forventer en uddannet læge i min ende af røret. 

Om 15 år vil medicin have udviklet sig til en surrealistisk konstellation, hvor AI leverer diagnoser hurtigere, end man kan sige: Googl det. Holografiske journaler og billeddiagnostik svæver over bordene som relikvier fra en science fiction-roman og lægerne, nu kendt som cybermunke, er afhængige af smartglasses. Ikke blot fordi de ikke kan huske deres patienters navne uden, men også for at minde dem om det menneskelige håndelag, de næsten helt har udliciteret til algoritmerne. Alt imens består de ældste mysterier i medicinen – nu viklet ind i et sirligt væv af mægtig teknologi og endnu ikke tættere på at blive løst. 

Jeg vil runde af med følgende: Jeg lærte hurtigt, at medicinens verden er mere som et labyrintlignende kloster fyldt med obskure mytiske skrifter begravet under et bjerg af umulige forkortelser, som kun de almægtige overlæger synes at forstå. Som nybegynder blot bevæbnet med gode hensigter nikkede jeg ærbødigt og håbede inderligt på, at ingen spurgte, hvad ekg egentlig stod for. Og så, som et møl draget mod lyset af ubegribelige kræfter, er jeg draget til det akutte – et sted, hvor gåderne fortier sig og bliver til action, og hvor man kommer helt tæt på livet og døden. Det er kaotisk og uforudsigeligt, og samtidig nærmest uhyggeligt simpelt: Når hele verden brænder, kræver det kun, at man ved, hvordan man skal slukke ilden. I sidste ende kom jeg frem til, at hemmeligheden bag specialevalget ikke var at betro sig til det speciale, der først fangede mig, men derimod at vælge det speciale, som matchede mit hjerte og min lægegerning.