Hvorfor skal vi leve?

Jeg møder fotograf Klaus Bo i en baggård på Vesterbro, hvor han lige er flyttet ind. Vi går op ad en brandtrappe og finder et forladt bord med et par væltede stole, som vi rejser op. Klaus er en forholdsvis lille og væver mand med et venligt og imødekommende blik. Han taler ivrigt og med en smittende entusiasme gennem hele interviewet.

Klaus, du har rejst rundt i hele verden i 12 år for at tage billeder af døden. Og du har brugt en større del af din egen formue på dit »Dead and Alive Project«. Hvorfor?

»For det første er jeg bare meget stædig«, siger Klaus med en høj latter. Hvis jeg sætter mig noget for, så gør jeg det.

Jeg har altid rejst rundt i verden, også før dette projekt. På et tidspunkt troede jeg, at jeg skulle være krigsfotograf eller dokumentere efter­virkningerne af katastrofer og krige. Men det blev ligesom »ind ad det ene øje, ud af det andet«. Vi bliver plastret til med fotografier i massevis i medierne. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave noget, der havde en blivende værdi og ikke bare var en del af nyhedsstrømmen.

Det var nogle af de tanker, jeg gik og rumlede med, og så kom det lidt af sig selv efterhånden.

Sideløbende med mine udenlandsture har jeg også altid sat pris på at dokumentere i mit eget nærområde, altså Vesterbro. Jeg var optaget af overgangstiden under byfornyelsen, hvor jeg ville fange nogle af »originalerne« – sagt på en meget kærlig måde, tilføjer han straks. I det forløb kom jeg forbi en kæmpestor moské på Vesterbro, som der ikke rigtig er nogen, der kender. Den levede et meget tilbagetrukket liv, helt bevidst, tror jeg. Det var i 2002, lige efter 9/11. Den ligger pudsigt nok på Amerikavej! Klaus griner igen sin smittende latter. Dér fik jeg så lov at følge livet i moskéen under ramadanen. Og så en dag var der en ældre, vellidt herre, der var død, og som skulle sendes »hjem« til Pakistan for at blive begravet i indviet jord. Men inden da fik jeg lov til at følge ceremonierne i moskéen og dokumentere dem med mit kamera. Det er en kæmpestor moské. Jeg tror faktisk nærmest, der kan være 1.000 mennesker i den. Den var helt propfyldt med mennesker, og man skulle kæmpe lidt for at komme helt hen til kisten. Den døde lå i en zinkkiste med glaslåg, og så var der rosenblade spredt rundt om hans hoved. Jeg fik taget en masse billeder. Det var dengang, man fotograferede på film, som jeg skulle hjem at fremkalde. Jeg tænkte nok, at jeg havde fået et godt billede. Og det skulle vise sig at holde stik. Jeg havde et billede af en 8-10-årig dreng, der stod og kiggede ned i kisten. Det, der slog mig, da jeg så på det billede, var, at der ikke var antydningen af frygt eller angst at spore i hans ansigt. Hans blik var ren nysgerrighed og intet andet.

Jeg ville meget gerne vide, hvad der foregik inde i hans hoved.

På det tidspunkt var døden et meget større tabu, end det er nu. Der er sket meget over de seneste 20 år.

Så det var dér, du besluttede dig for at gøre døden til dit motiv?

Nej, men det var én af flere ting, der fik mig til at tænke på, hvor tabuiseret vores forhold til døden er. Det var i øvrigt første gang, jeg selv så et dødt menneske. Jeg var meget spændt på, hvordan jeg ville reagere. Men det generer mig ikke, så længe det er en naturlig død.

Der skete noget andet nogenlunde på samme tidspunkt, som også påvirkede mig. Jeg havde en meget kær veninde, som jeg var meget forelsket i, der døde af en hjernetumor. Og der oplevede jeg den afstandtagen, som jeg tror, mange udsættes for, når der er én tæt på, der dør. Folk ved ikke, hvad de skal sige, tror jeg. Mange, også jeg, oplever at sidde alene med denne her sorg. Jeg havde selvfølgelig mine tætte venner, men jeg var meget, meget alene i den periode. Og det er der vel mange grunde til. Jeg tror, at en af dem er, at vi har mistet sproget for det, der sker.

Samtidig har institutionaliseringen gjort, at vi har taget døden ud af hverdagen. Der er de færreste, der dør derhjemme, modsat tidligere hvor man lå på sit dødsleje, og folk kunne komme for at tage afsked med én.

Og ved at snakke om døden blev vi mindet om, at vi selv er dødelige.

En sidste og afgørende begivenhed, der betød, at døden skulle blive mit emne, indtraf i 2009. Jeg var i Grønland sammen med den samlede danske verdenspresse, hvor Prins Henrik og Dronning Margrethe skulle lande i Upernavik. De forsøgte tre gange uden held. Derefter måtte de opgive, og så blev der pludselig tid tilovers. Så jeg begav mig ud på kirkegården. Der mødte mig det smukkeste syn. En helt igennem fantastisk kirkegård. Og jeg var så heldig, at der lige kom en tågebanke ind på det rigtige tidspunkt. Det fik jeg taget et virkeligt fint billede af.

I Grønland kan man ikke begrave nord for polarcirklen, så man stiller kisterne oven på jorden. Derefter klapper man mørtel og sten omkring og strør plastikblomster øverst. Kirkegårdene ligger på de smukkeste steder i bygderne, der hvor fangerne har udsigt over deres tidligere jagtmarker. Og da jeg havde taget det billede, tænkte jeg: »Det kan godt fotograferes, det her!« Det var det vigtigste for mig. Det skulle være visuelt, for jeg er jo fotograf. Du får ikke nogen anden begivenhed, hvor du på samme måde har alle følelser i spil, som omkring døden og til en begravelse.

Da jeg kom hjem, dannede jeg en gruppe. En fotograf mere, to journalister og en etnolog, som også var fundraiser. Og så gik vi ellers i gang. Vi snakkede og skrev og holdt møder i ét væk. Og snakkede med bestyrelsesmedlemmer fra store fonde for at høre, om de kunne støtte det. Men de bed ikke på, og efter et år blev jeg utålmodig. Sådan er jeg. Så må jeg selv tage ud at gå i gang. Kan man overhovedet få adgang til de her meget private begivenheder? Kan jeg fotografere det på en måde, så det er interessant at se på?

Hvor startede du?

Jeg tog til Haiti, et virkelig råt sted. Der brugte jeg to-tre måneder. Der gik 14 dage, så havde jeg det første ritual i hus. Og det var fint, men så hørte jeg om et andet meget, meget hemmeligt ritual, og det tænkte jeg, at jeg skulle prøve at fotografere. Det lykkedes så, to dage inden jeg skulle hjem, men det blev ret dramatisk, og jeg måtte pludselig flygte over hals og hoved. Når man blander overtro med analfabetisme, sker der nogle ret »sjove« ting. De troede, jeg var ved at uddanne mig til at blive hvid voodoopræst, og det, jeg manglede at lære, var dette (sidste) ritual, som er det allerhemmeligste. Og når jeg havde lært det, ville jeg vende voodooen mod den sorte mand igen. For de mener selv, at de har brugt voodooen til at slå Napoleons hær og til at frigøre sig for slaveriet. Så der ligger spændende oplevelser i det her!

Det lyder ret intenst og tidskrævende?

Det er lange ture, og det kræver, at man vinder folks tillid. Lyset og settingen skal også være rigtigt, og det styrer jeg jo ikke. Og jeg er meget kritisk. På Madagaskar var jeg til syv ritualer, men det var først til sidst, at lyset var rigtigt. Højlys dag kl. 12 er helt håbløst. Det skal helst være morgen- eller aftenlys. Så det tager ofte to-tre måneder med en 16-timers arbejdsdag.

Jeg rejser uden for normale turistområder, bor lokalt hos folk og transporterer mig lokalt også. Jeg kommer ikke ud i en eller anden firehjulstrækker. Så ville jeg aldrig få adgang. På Madagaskar var det bare op på nogle meget skræmmende mountainbikes og så ud ad et dirttrack. Og så varer det nogle gange helt op til syv timer, før jeg er fremme, og den egentlige arbejdstid starter. Der er ingen strøm, ingenting. Og til sidst skal man samme vej tilbage igen.

Du er »fluen på væggen«, når du fotograferer?

På mine billeder ser det ud, som om jeg ikke er der. Det er hele tricket. Måske fordi jeg selv er så lille? Vi smiler indforstået til hinanden, to små mennesker.

Jeg bruger også små kameraer, helt bevidst. Jeg fotograferer meget. Familierne skal vide, at det er det, jeg er der for. Ingen lange telelinser.

Når jeg skal fotografere en død, tænker jeg altid på, hvordan jeg selv ville fotograferes, hvis det var mig selv, der lå der i kisten. Så jeg prøver at putte empati ind der.

Er der en speciel oplevelse på alle disse ture, et særligt billede af døden, der i særlig grad har brændt sig fast?

Ja, det må man jo sige. Det sted, der står klarest i min erindring, og som jeg hele tiden vender tilbage til i tankerne, er et sted, der hedder Tana Toraja, som ligger på øen Sulawesi i Indonesien. Midt inde i junglen. Så snart du passerer over grænsen, er du »en af dem«. De ser ikke forskel på, om du er sort eller hvid. Du er velkommen uanset hvad, og der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved din tilstedeværelse. Heller ikke min, heller ikke det, at jeg tager billeder.

Det er en lille befolkningsgruppe på ca. 600.000 mennesker, som er animister – selvom hvis du spørger dem selv, ville de kalde sig kristne. De blev kristnet for godt 100 år siden af hollænderne. De holder stadig fast i deres gamle animistiske tro, »Aluk To Dolo«, som betyder »forfædrenes vej«. Jeg har aldrig været et sted, hvor man omfavner døden, som man gør der. For dem er døden en proces.

Den kan vare dage, uger eller endda år. Nogle gange bliver den døde sat i en stol i tre dage eller i en kiste i et åndehus. Og så er han der, indtil ritualerne går i gang. Undervejs bliver han forsøgt madet med kogte ris. Selve den fysiske død betragter de ikke som noget særligt.

Til begravelserne ofres der vandbøfler. Når man slagter den første, dør personen, der har brug for en vandbøffel til at komme ind i paradis.

Jeg fotograferede hjemme hos en mand, der lige havde mistet sin far. Hans mor var død fem år i forvejen og lå stadig – efter at være præserveret i formalin – i en åben kiste i et rum ved siden af. Man havde ventet med at begrave hende, til faren også døde. Begravelsen er det vigtigste ritual i deres samfund og vanvittigt bekostelig. Jeg har været til begravelser, der koster over en halv million. Man skal bygge en hel by, og så skal der slagtes helt op til 24 vandbøfler. Og da området er for lille til, at man kan have bøffelfarme, skal de importeres til lejligheden.

Man har også et andet ritual i samme område – ma’nene-ritualet. Der findes en lille befolkningsgruppe lidt længere oppe i højderne, der hvert eller hvert andet år tager deres præserverede døde frem. Så renser de dem – børster dem af for støv og spindelvæv – og giver dem nyt pænt tøj på. Derefter står de i solen og tørrer lidt. Og så har de en fest med dem. Putter cigaretter i munden på dem og tænder dem. Tager billeder af sig selv med de døde og kommer dem på Facebook.

Der er et lignende ritual på Yucatán i ­Mexico, hvor de finder de døde frem efter ca. tre år, og familien er med til at pille det sidste hud og hår af deres døde bedstefar eller bedstemor og lægge knoglerne pænt.

Hvordan udvælger du dine rejsemål?

Jeg har et stort landkort med nåle derhjemme. Der skal være både geografisk, etnisk og religiøs spredning. Jeg mangler stadig hele Nordamerika og Sydamerika. Nordamerika kommer til at handle om de moderne dødsritualer, inklusive de firmaer, der kryopræserverer de afdøde med henblik på at tø dem op i fremtiden.

Men forudsætningen for det hele er, at det skal være visuelt. Der er forskellige måder at fotografere på, og jeg skal så tæt på som muligt. I Varanasi i Indien, hvor der bliver kremeret 200 mennesker i døgnet, mødte jeg to andre fotografer, som havde været der længe. De syntes, jeg gik for tæt på. Det er et ret voldsomt sted med brændende lig, og man skal afbilde det på en eller anden måde, hvor det er til at holde ud at se på. Da jeg undersøgte de andre fotografers hjemmesider, så jeg, at de ikke havde taget billeder af et eneste lig. For mig gav det ingen mening overhovedet. Man kan jo ikke fotografere noget uden at vise det.

Hvilke tanker gør du dig af etisk karakter i forhold til at fotografere afdøde?

Jeg fotograferer kun naturlig død. Og jeg er ikke ude på at fremstille nogen på en dårlig måde. Jeg har altid i tankerne, at den afdøde skal fremstå på en måde, som vedkommende selv ville billige. Jeg går så tæt på, som jeg kan, uden at overskride familiens grænse. Hvis de kan holde ud at se på det, kan det være, vi andre også kan lære noget af det. Der er ikke noget skræmmende ved et dødt menneske. På nogen som helst måde. Det med at tage afstand fra én, der er død, er noget, vi tillærer os, noget kulturelt betinget. Jeg har set børn trykke på den døde for at konstatere, ja, hun er død. Jeg synes, det er meget vigtigt, især for børn, det med at forstå døden. Det er en abstrakt ting, hvis ikke vi ser det selv.

Hvor går næste rejse hen?

Den går til Sydamerika, nærmere bestemt Surinam. Jeg ved ikke, hvad der præcis foregår der, men det finder jeg ud af.

Også himmelbegravelser står på listen. Jeg var i Nepal præcis med det formål, men det var for besværligt og for dyrt. Det er en unik begravelsesform, som findes ikke bare i Tibet, men også i Kina, Nepal og i Indien. Steder med bjergtoppe med over 4.000 meter. Over trægrænsen bliver det besværligt at kremere de døde, og du kan ikke grave i klippen. På den måde forestiller jeg mig, at mange ritualer har en praktisk baggrund. Men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal fotografere det, for det er ret drabeligt at se på, så det kan være, at det bliver ved idéen.

Faktisk synes jeg næsten, at det er mere spændende at komme hen nogle steder, hvor folk ikke på forhånd tænker, at der sker noget specielt. Som fx til en karaokebegravelse på Filippinerne. Det foregår i nogle små byer, som er præget af fattigdom, uden for Manila. Man stiller en karaokemaskine op ved siden af den døde, som så ligger der i nogle nætter. Folk kommer forbi, putter en mønt i maskinen og synger en sang for den døde. Lidt derfra er der et spillebord, hvor man spiller om penge, og overskuddet går til begravelsen. Jeg har et billede af en afdød, der ligger i en kiste, mens der er én, der står og synger for hende.

Får du nogen form for fondsmidler til dit projekt?

Nej, det gør jeg ikke. Jeg har solgt mit sommerhus, min bil og mit meget dyre Leica-udstyr for at finansiere det her. Jeg er gået lidt i stå, fordi jeg løb tør for penge.

Selvom jeg har det største fotografiske materiale af sin art i verden, kan jeg stadig ikke få fondsmidler eller anden form for støtte. Mine billeder har været bragt i National Geographic, Stern Magazine. New Philosophers’ Magazine, og Humboldt Museet i Berlin har brugt 10 af mine billeder i en bog. Så mit projekt har gang på jord, bare ikke så meget herhjemme. Jeg holder dog en del foredrag om det, nu også på engelsk, for jeg må ud over grænserne.

Hvad kan vi lære af dette?

For mange kommer døden som et chok. Hvilket er lidt absurd. Jeg synes, vi bør forholde os til vores egen dødelighed, mens vi stadig er i live. Også i forhold til vores pårørende. Hvad skal der ske med dig, når du er død? Nogle har stærke meninger og ønsker. Skal der være en stor fest? Eller vil du danses med i et stykke silke? Mange vil slet ikke tale om det. Det, jeg håber at bidrage med, er at hjælpe os til at holde op med at være så forskrækkede.

Ritualerne kan vi måske også lære noget af. I Danmark er begravelser oftest noget med en halv time i kirken og derefter to timers kaffe og kage. Og det var så det. Der er undtagelser, folk, der har en slags små altre derhjemme med minder fra afdøde slægtninge. Så man husker det gode liv, der har været, i stedet for at det hele skal være én stor tristesse.

Der er også en tendens til mere personlige ritualer. Børn, der tegner på kister. Tegninger eller billeder, der bliver givet til den døde. Jeg er i gang med et projekt sammen med en anden fotograf om dødsritualer blandt folk i Danmark. »Liv og Død« på Nikolaj Plads i København har haft en fast udstilling om det frem til 11. august i år. Det projekt fortsætter jeg med. Hvis der er nogen, der vil invitere mig hjem til »et eller andet«, er de mere end velkomne.