Skip to main content

Kommercialisering af sundhed på sociale medier – influencere, medicin og etik

Sundhed fylder stadig mere på sociale medier, men udviklingen er ikke entydigt gavnlig. Når grænserne for legitim viden forskydes, opstår nye udfordringer for både patienter og læger.

Foto: Colourbox

Emma Grundtvig Gram, ph.d., Afdeling for Almen Medicin, Københavns Universitet, emma.gram@sund.ku.dk 

7. okt. 2026
12 min.

En mand i 30’erne, Peter, henvender sig til sin almenpraktiserende læge med et ønske om at få målt sit testosteronniveau. Han har ingen specifikke symptomer, men forklarer at han gerne »vil vide, hvor han ligger«. Peter nævner ikke, at interessen er opstået via sociale medier; han ved godt, at det ikke nødvendigvis opfattes som en legitim kilde i konsultationen. Den almenpraktiserende læge vil måske genkende situationen, hvor en patient efterspørger en specifik test uden klassisk klinisk indikation. Men konsultationen peger også på noget andet: Patienters behov opstår ikke længere kun i kroppen eller fysisk, men formes også digitalt.

I Danmark er sociale medier i stigende grad en kilde til sundhedsinformation og mange orienterer sig online før de møder sundhedsvæsenet [1]. Øget sundhedsbevidsthed er umiddelbart en gevinst for folkesundheden, men når sundhedsinformation formidles gennem kommercielle og algoritmestyrede platforme, opstår der en række nye problemstillinger [2]. I denne artikel udfolder jeg tre eksempler på, hvordan markedsføring af medicinske tests på sociale medier kan føre til skade og nye udfordringer: helkropsskanninger, testosteronmålinger og fertilitetstests. Disse eksempler peger på, hvordan markedsføring af medicinske tests på sociale medier kan føre til overdiagnostik, øget pres på sundhedsvæsenet, nye former for evidens og etiske spørgsmål om informeret samtykke. Tilsammen peger de på, at sociale medier og influencere ikke blot formidler sundhedsinformation, men former sygdomsforståelser, viden og efterspørgsel [3]. Jeg vil samtidig pege på, hvordan denne udvikling er tæt forbundet med kommercielle interesser, hvor influencere og private klinikker i høj grad kapitaliserer på sundhed ved at promovere tests og behandlinger direkte til forbrugere med appel til håb og frygt [4].

Helkropsskanninger og overdiagnostik

Helkropsskanninger markedsføres på sociale medier som en måde at »finde sygdom i tide« og dermed redde liv [4]. Mange vil kende til Kim Kardashians posts om »the life saving machine« eller vores egen Adam Price, som på sin Instagramprofil beretter om, hvordan den +10.000 kr. dyre helkropsskanning er den »bedste julegave«, så man kan være sikker på, at man er lige så sund og rask, som man føler sig. Senest kalder iværksætteren kendt fra Løvernes Hule, Jesper Buch, skanningen for »et rigtigt serviceeftersyn« og for »risikostyring«. Når kendte personer deler erfaringer med helkropsskanninger, driver det troværdighed og legitimitet og kan bidrage til en opfattelse af, at de er nødvendige eller det ansvarlige valg [5]. På denne måde gøres den enkelte til ansvarlig for sin egen sundhed, at forebygge sygdom og værne om sit helbred [6] – og den dyre helkropsskanning fremstilles som en måde, hvorpå man som person kan opfylde denne pligt. Det, der sjældent fremgår på sociale medier, er, at en helkropsskanning som screening af raske personer ikke er evidensbaseret og har høj risiko for skade, såsom overdiagnostik og overbehandling [7-10]. Overdiagnostik betegner, overordnet set, påvisningen af en sygdom, som ikke havde forårsaget personen skade, hvis sygdommen ikke var blevet opdaget [11]. Det vil sige, at personen som udgangspunkt ikke oplever nogen gavn ved at blive diagnosticeret og potentielt behandlet. At blive overdiagnosticeret med en sygdom gennem en helkropsskanning, eksempelvis kræft, er ikke bare unødvendigt i en biomedicinsk forstand, men kan have alvorlige psykosociale konsekvenser og omkostninger for den enkelte [12]. Derudover medfører tests og behandlinger også et klimaaftryk og dermed en miljømæssig belastning [13]. Unødvendige tests vil også føre til flere tests som en del af den videre udredning, som lægger et yderligere pres på et i forvejen belastet sundhedsvæsen, hvilket kan føre til ulighed i adgangen til sundhed [12, 14].

Testosterontest og »evidens«-begrebet

På sociale medier markedsføres testosterontests i stigende grad som en screeningstest til raske mænd og som et redskab til at monitorere og optimere energi, præstation og maskulinitet [15]. Testosteronmangel er meget sjældent blandt yngre mænd, og screening er generelt ikke anbefalet [16-18]. Personlige fortællinger om træthed, nedsat libido og erektil funktion, små overarme eller manglende drive tilskrives lavt testosteron, og testosterontesten fremstilles som et »quickfix« til et godt liv, en stærk krop samt en dominerende og assertiv maskulinitet [15]. Ud over at testosteronbehandling estimeres til at have lille til ingen effekt på seksuel dysfunktion [19], bygger disse forestillinger også på en forenklet forståelse. På sociale medier forklares mandlig adfærd og krop som et direkte resultat af hormonel påvirkning, og hvor testosteron fremstilles som den drivende kraft bag konkurrence, reproduktion og dominans – en reduktionistisk idé, der tidligere er betegnet som »testosteron rex« [20, 21]. Herved fremstilles sundhed som et teknisk anliggende og kroppen som et system af målbare parametre med simple løsninger, hvilket overser de komplekse sociale og psykologiske dimensioner af sundhed. Herudover anses influenceranekdoter generelt som autentiske og genkendelige og kan have stor overbevisningskraft, selv i fraværet af klinisk evidens [22]. På den måde er personlige historier ikke blot illustrationer, men evidens i sig selv: med andre ord, en form for dokumentation til at støtte påstande om sammenhæng mellem symptomer og behov for medicinsk intervention. Hermed etableres nye evidenspraksisser, hvor subjektive erfaringer med krop og maskulinitet får status af medicinsk relevant viden og er med til at definere både problem og behov for intervention [23]. Resultatet er ikke nødvendigvis en afvisning af videnskaben men viser, hvordan parallelle sundhedsautoriteter skabes på sociale medier. Hvad der anses som legitim viden om kroppen, sundhed og medicin eller sandheder, skabes nu i rammerne af kommercielle interesser [24]. Dette kan have implikationer for patienters forventninger til kroppen, men også til mødet med lægen, herunder hvilke tests de forventer bestemte symptomer giver anledning til. Det kan udfordre lægens evidensgrundlag og autoritet, og det kan gøre det sværere for lægen at afvise ønsket om test uden at underminere relationen. 

Fertilitetstest og etiske udfordringer ved sundhedsoplysning

Antimüllersk hormon (AMH)-test markedsføres på sociale medier som »the egg timer« med håb om at kunne prædiktere raske kvinders fertilitet og sandsynlighed for graviditet [25, 26]. AMH-testen giver et mål for ægreserven og bruges oprindeligt i kliniske sammenhænge til at estimere kvindens respons på hormonstimulering ved eventuel ægudtagning i forbindelse med fertilitetsbehandling. Når testen markedsføres på sociale medier til kvinder mere generelt, tages den ud af denne kliniske kontekst og benyttes på en anden og raskere population, hvor testens egenskaber er anderledes [4, 27]. Dette fører til flere falske resultater. Et falsk positivt svar ville i dette tilfælde være lave AMH-værdier, som fejlagtigt indikerer en lav sandsynlighed for graviditet. Ud over en potentiel frygt for barnløshed, kan dette få kvinden til at bruge penge på unødvendig ægfrysning, herunder hormonstimulering og ægudtagning med risiko for bivirkninger, eller fremskynde graviditetsplaner unødigt. Et falsk negativt svar om høje AMH-værdier kan på falsk grundlag berolige kvinden om, at hun har rigeligt med tid til at blive gravid. Under empowerment-råb markedsføres AMH-testen til kvinder med løfter om at give kontrol over krop, sundhed og fertilitet, dog uden at evidensen understøtter noget af det [25, 27]. Disse kommercielle entiteter udnytter og tjener penge på den sårbare situation, som fertilitet er for mange kvinder, ved at tale til vores håb og frygt om fertilitet og sandsynligheden for at kunne blive gravid. Dette rejser væsentlige etiske spørgsmål om vildledning, informeret samtykke og kommerciel udnyttelse af kvinders sårbarhed i forbindelse med fertilitet.

Hvornår er sundhedsinformation og sociale medier skadelige?

I denne artikel har jeg beskrevet tre eksempler på, hvordan sundhedsrelateret information og reklame på sociale medier kan medføre skade for patienter, folkesundheden og sundhedsvæsenet. Selv om disse eksempler afspejler mere generelle trends ved flere tests, som markedsføres på sociale medier [26], er det ikke altid entydigt, hvornår noget er misinformation eller reklame, og hvornår noget kan være skadeligt. Afvejningen mellem skade og gavn beror ikke alene på evidens, men også på moralske vurderinger af, hvilke former for evidens, skade og gavn der anses som relevante. I denne artikel har jeg fremhævet influencerens intention som centralt: Når sundhedsinformation formidles med et kommercielt formål om at sælge flere produkter til gavn for dem selv, så er det mindre moralsk forsvarligt at kommunikere sundhed på sociale medier og reklamere for medicinske tests [28]. Jeg har belyst potentielle skader med udgangspunkt i evidensbaserede bekymringer om testenes begrænsninger. Dog behøver information om sundhed ikke at være direkte falsk for at være skadelig eller problematisk. Kontekstløs eller selektiv information kan også bidrage til misforståelser og vildledning, særligt i områder præget af videnskabelig usikkerhed eller uenighed. Derudover kan information også fremstå som falsk, fordi det ikke endnu er bevist. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på forskellen mellem, hvornår der er evidens for, at der ikke er gavn, og hvornår der ikke er evidens for, hvorvidt noget er gavnligt. En detaljeret moralsk vurdering af dette ligger uden for rammerne af denne artikel, men influencere bærer et ansvar for den information, de vælger at videregive til deres følgere. Ikke desto mindre er det væsentligt at synliggøre potentielle skader, når sundhedsinformation om medicinske tests formidles uden tilstrækkelig kontekst og samtidig er drevet af økonomiske interesser. Dette kan nemlig bidrage til, at borgere overvurderer deres egen risiko for sygdom, eksempelvis for barnløshed, kræft eller testosteronmangel, hvilket fører til en sundhedsadfærd, som kan være til skade for dem selv og for folkesundheden [29].

Så hvad gør lægen? Og hvad kan vi gøre som samfund?

Tilbage i konsultationen med Peter bliver spørgsmålet derfor ikke blot, om en testosteronmåling er klinisk indiceret. Det bliver også et spørgsmål om, hvordan lægen skal forholde sig til behov, der opstår uden for klinikken – formet af normer, håb og frygt, samt kommercielle interesser på sociale medier. Lægens rolle er traditionelt at sikre, at patienter tilbydes undersøgelser og behandlinger, som gavner patienten uden at forårsage unødig skade. Men når patienters forståelse af sundhed og evidens ændres, opstår et etisk spændingsfelt: Hvordan tager man patientens bekymringer alvorligt uden samtidig at bidrage til overdiagnostik, unødig behandling og ressourcespild? Det er uden tvivl et delikat anliggende, der ikke er så sort og hvidt som at tage testen eller ej. Et dansk interviewstudie viser, at læge-patient-forholdet og samarbejde mellem læge og patient spiller en vigtig rolle i konsultationer om potentielle unødvendige tests eller behandlinger [30]. Måske ligger svaret derfor ikke kun i at fastholde evidensen og autoriteten i gatekeeper-funktionen, men i højere grad i at gøre evidensens usikkerheder, begrænsninger og kontekst tydelige – og i at bygge tillid gennem fordomsfri dialog om frygt og håb i sundhed.

Ud over de kliniske og relationelle problemstillinger, rejser disse trends også spørgsmål om, hvorvidt nuværende regulering og håndhævelse er tilstrækkelig: om der burde være strengere krav for kommunikation af sundhed, når der er kommercielle interesser på spil? Om definitionen af kommercielle aktører er tilstrækkelig i det nye landskab af sociale medier? Hvem skal overhovedet have lov til at kommunikere om sundhed? Problematikken peger også på behovet for kommunikation fra troværdige kilder såsom uafhængige videnskabelige selskaber og sundhedsmyndigheder. Særligt i kontekst af stigende brug af artificial intelligence (AI) og large language model (LLM), hvor pålideligheden i lige så høj grad er tvivlsom, og potentialet for kommerciel udnyttelse er betragteligt [31, 32]. 

Er man interesseret i dette emne, kan man med fordel læse Deborah Cohens nye bog »Bad Influence: How the Internet Hijacked Our Health«. 

Summary

Commercialising Health on Social Media: Influencers, Medicine, and Ethics

Social media is increasingly shaping how patients understand health and sets expectations for their meetings with the healthcare system. The growing presence of commercially driven social media content introduces new challenges for clinical practice and public health. This article examines three examples of medical tests promoted on social media – full-body scans, testosterone testing, and fertility testing – to illustrate distinct but interconnected harms such as overdiagnosis and unnecessary interventions, the medicalisation of normal variation, and the exploitation of vulnerable populations through misleading information. Beyond questions of clinical effectiveness, the article argues that social media contributes to a shift in what counts as legitimate medical knowledge. Influencer narratives, often framed as authentic personal experience, function as forms of »evidence« that shape perceptions of risk, normality, and the need for intervention. In doing so, they create parallel health »authorities« operating outside traditional scientific and clinical institutions. These developments are closely tied to the commercialisation of health, where influencers and private providers have financial incentives to generate demand for tests and treatments. The article concludes that addressing these challenges requires not only adherence to evidence-based medicine but also greater attention to how trust, uncertainty, and medical knowledge are negotiated in a digital and commercial landscape.

Referencer

  1. Heath S. Patients trust social media over docs for health information, 2024. I: TechTarget. https://www.techtarget.com/patientengagement/news/366613215/Patients-trust-social-media-over-docs-for-health-information (27. mar 2026)
  2. Powell J, Pring T. The impact of social media influencers on health outcomes: systematic review. Soc Sci Med. 2024;340:116472. https://doi.org/10.1016/j.socscimed.2023.116472 
  3. Winters M, Wilhelm E, Pick J, et al. Navigating information space: the role of health-care providers in the health-information journey of patients. The Lancet Primary Care. 2025;1:100040. https://doi.org/10.1016/j.lanprc.2025.100040
  4. Nickel B, Moynihan R, Gram EG, et al. Social media posts about medical tests with potential for overdiagnosis. JAMA Netw Open. 2025;8:e2461940. https://doi.org/10.1001/jamanetworkopen.2024.61940
  5. Myrick JG, Willoughby JF, Francis DB, Noar SM. The impact of celebrity and influencer illness disclosures. Health Commun. 2024:39(14):3577-3580. https://doi.org/10.1080/10410236.2024.2326261 
  6. Kristensen DB, Lim M, Askegaard S. Healthism in Denmark: state, market, and the search for a “Moral Compass”. Health (London). 2016;20:485-504. https://doi.org/10.1177/1363459316638541 
  7. Martins da Fonseca J, Trennepohl T, Pinheiro LG, et al. Whole-body MRI for opportunistic cancer detection in asymptomatic individuals: a systematic review and meta-analysis. Eur Radiol. 2026;36:1813-1823. https://doi.org/10.1007/s00330-025-11976-5
  8. Ibounig T, Järvinen TLN, Raatikainen S, et al. Incidental rotator cuff abnormalities on magnetic resonance imaging. JAMA Intern Med. 2026:186(4):406-414. https://doi.org/10.1001/jamainternmed.2025.7903
  9. Wong P, Pollini T, Hernandez S, et al. Prevalence and size-based risk categorization of pancreatic cysts among asymptomatic individuals with screening MRI. JAMA Netw Open. 2026;9:e260983. https://doi.org/10.1001/jamanetworkopen.2026.0983
  10. Kwee RM, Kwee TC. Whole-body MRI for preventive health screening: a systematic review of the literature. J Magn Reson Imaging. 2019;50:1489-1503. https://doi.org/10.1002/jmri.26736 
  11. Carter SM, Rogers W, Heath I, et al. The challenge of overdiagnosis begins with its definition. BMJ. 2015;350:h869. https://doi.org/10.1136/bmj.h869
  12. Gram EG, Haas R, Niklasson A, et al. Less is more for patients, practitioners, public and planet: a taxonomy for the harms of too much medicine. BMJ Evid Based Med. 2025:bmjebm-2025-113874. https://doi.org/10.1136/bmjebm-2025-113874
  13. Lenzen M, Malik A, Li M, et al. The environmental footprint of health care: a global assessment. Lancet Planet Health. 2020;4:e271-e279. https://doi.org/10.1016/S2542-5196(20)30121-2
  14. Johansson M, Guyatt G, Montori V. Guidelines should consider clinicians' time needed to treat. BMJ. 2023;380:e072953. https://doi.org/10.1136/bmj-2022-072953 
  15. Gram EG, Mintzes B, Copp T, et al. Selling masculinity - a qualitative analysis of gender representations in social media content about “low T”. Soc Sci Med. 2025;118903. https://doi.org/10.1016/j.socscimed.2025.118903
  16. Crawford ED, Barqawi AB, O'Donnell C, Morgentaler A. The association of time of day and serum testosterone concentration in a large screening population. BJU Int. 2007; 00(3):509-513.  https://doi.org/10.1111/j.1464-410X.2007.07022.x 
  17. Defeudis G, Mazzilli R, Gianfrilli D, et al.  The CATCH checklist to investigate adult-onset hypogonadism. Andrology. 2018;6:665-679. https://doi.org/10.1111/andr.12506
  18. Wu FCW, Tajar A, Beynon JM, et al. Identification of late-onset hypogonadism in middle-aged and elderly men. N Engl J Med. 2010;363:123-135. https://doi.org/10.1056/NEJMoa0911101
  19. Lee H, Hwang EC, Oh CK, et al. Testosterone replacement in men with sexual dysfunction. Cochrane Database Syst Rev. 2024;1:CD013071. https://doi.org/10.1002/14651858.CD013071.pub2
  20. Fine C. The hormonal essence of the T-Rex? I: Testosterone rex: unmaking the myths of our gendered minds. London, England. Icon Books. 2017:118-137 
  21. Oudshoorn N. The marketing of sex hormones. I: Beyond the natural body: an archaeology of sex hormones. London. Routledge. 2003:81-110 
  22. Evrianti H, Wanti S, Asriadi, et al. Influencer marketing and purchase intention: the mediating role of trust. Indones J Bus Entrep. 2025;11:535. https://doi.org/10.17358/ijbe.11.3.535
  23. Raun T, Rom Rasmussen S. Selling manhood online. Cultural imaginaries of testosterone in the marketing of the nutritional supplement T8. NORMA. 2025;20:60-78. https://doi.org/10.1080/18902138.2025.2482287 
  24. Purnat TD, Wilhelm E, Lihemo G, Scales D. Trust is a verb: how to reimagine confidence in health systems. Health Promot Int. 2026;41(1):daaf235. https://doi.org/10.1093/heapro/daaf235 
  25. Copp T, Nickel B, Lensen S, et al. Anti-Mullerian hormone (AMH) test information on Australian and New Zealand fertility clinic websites: a content analysis. BMJ Open. 2021;11:e046927. https://doi.org/10.1136/bmjopen-2020-046927
  26. Gram EG, Copp T, Ransohoff DF, et al. Direct-to-consumer tests: emerging trends are cause for concern. BMJ. 2024;387:e080460. https://doi.org/10.1136/bmj-2024-080460
  27. Johnson A, Thompson R, Nickel B, et al. Websites selling direct-to-consumer Anti-Mullerian Hormone tests. JAMA Netw Open. 2023;6:e2330192. https://doi.org/10.1001/jamanetworkopen.2023.30192
  28. Carter SM, Degeling C, Doust J, Barratt A. A definition and ethical evaluation of overdiagnosis. J Med Ethics. 2016;42:705-714. https://doi.org/10.1136/medethics-2015-102928 
  29. Purnat TD, Wilhelm E. How health disinformation hijacks health narratives to make profit, erode trust, and score political points, and what to do about it. I: Disinformation. Springer. 2026:293-321. https://doi.org/10.1007/978-3-032-00480-2_16 
  30. Spalletta O, Green S. The gatekeeper's dilemma: unpacking the complexity of low-value care in general practice. Sociol Health Illn. 2025;47:e70034. https://doi.org/10.1111/1467-9566.70034 
  31. Tiller NB, Marcon AR, Zenone M, et al. Generative artificial intelligence-driven chatbots and medical misinformation: an accuracy, referencing and readability audit. BMJ Open. 2026;16:e112695. https://doi.org/10.1136/bmjopen-2025-112695
  32. Bean AM, Payne RE, Parsons G, et al. Reliability of LLMs as medical assistants for the general public: a randomized preregistered study. Nat Med. 2026;32:609-615. https://doi.org/10.1038/s41591-025-04074-y