Kultur som en integreret del af vores sundhedsvæsen


Tania Dethlefsen, Direktør i Danske Hospitalsklovne, tania@danskehospitalsklovne.dk
I vores farverige klovnekontor i Københavns Nordvestkvarter venter jeg spændt og glad på at tage imod mine 128 kollegaer, der i dag skal samles til vores årlige strategidag. Der kommer 83 hospitalsklovne fra hele landet for at være sammen med de 38 sekretariatskollegaer, der har deres daglige gang på klovnekontoret. I Danske Hospitalsklovne er strategidagen altid en festlig dag. I år er den endnu festligere, da vi afslutter en femårig strategiperiode og træder ind i en ny for 2026-2030. Dagen er kulminationen på et år, hvor vi har arbejdet inddragende og legende med at udvikle vores nye strategi. Hvordan gør man så det? For mig er det altafgørende, at retningen for Danske Hospitalsklovne udvikles i tæt samarbejde med den virkelighed, vi er en del af, og i en legende og kunstnerisk kultur, som er det, de røde næser repræsenterer. Derfor har jeg i det forgangne år brugt meget tid på at deltage i klovnebesøg, haft inspirerende møder med medarbejdere, sundhedsfagligt personale, inviteret kunstneriske indspark ind og haft dialogmøder med både regionsrådsformænd, sundhedsminister, ordførere og hospitalsledelser i både somatikken og psykiatrien. Mange dage er gået med møder med erhvervspartnere og fonde, der sammen har formet den strategi, der skal løfte Danske Hospitalsklovne til at blive en strategisk velfærdspartner i vores sundhedsvæsen.
Hovedbudskabet er klart: Vi har hævet ambitionsniveauet og positionerer os nu som en strategisk velfærdspartner, der arbejder systematisk med kultur i sundhedsvæsenet. Igennem et tillidsfuldt og tværfagligt samarbejde udvikler og styrker vi indsatser for syge mennesker og deres familier. Det bygger på en grundlæggende overbevisning om, at hospitalsklovnefaglighed er en nødvendighed i sundhedsvæsenet – ikke en »nice to have«. Et konkret eksempel er vores tværfaglige MR-skanningsprojekt, hvor hospitalsklovne i tæt samarbejde med radiografer skaber trygge oplevelser for børn, der skal MR-skannes. Resultaterne er mærkbare: 88% af de medvirkende børn gennemfører en MR-skanning uden narkose, når der er en hospitalsklovn med i forberedelsesfasen og under skanningen. Andre eksempler er hospitalsklovnenes arbejde med brobygning og svære overgange for unge i psykiatrien, og vores nye Klovnbulance – et mobilt trivselstilbud for kronisk og langvarigt syge børn, udviklet i samarbejde med Aarhus Universitetshospital, Designskolen Kolding, Volkswagen Erhvervsbiler og med støtte fra Ole Kirk’s Fond. Vores nye strategi er et udtryk for en systematisk og vidensbaseret tilgang til kultur og sundhed: Kunst og relationer som en integreret del af velfærden, så flere børn, unge, deres familier – og nu også mennesker med demens, mødes af mere nærvær, leg og kreativitet i sundhedsvæsenet.
Strategidagen er ved vejs ende og slutter som den begyndte: i fællesskab. Med en fælles strategisang, der er skrevet af en klovnekollega. Der bliver sunget højt og endda flerstemmigt, imens der rundt i lokalet svæver papirsflyvere, hvor alle medarbejdere har nedfældet tanker om den kommende strategi. Flyv strategi – flyv ...
Et billede fra min hverdag, der er fyldt med røde næser, indsigtsgivende dialoger med samarbejdspartnere og skæve, kunstneriske indspark. Det vigtigste for mig, som direktør i Danske Hospitalsklovne, er netop at indfange alt dette og skabe en givende og tryg organisation, der sætter mærkbare spor hos de syge børn, familier og mennesker med demens, vi møder derude.