Kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop

Journalist og forfatter Pia Fris Laneth, født 1956, er cand.adm.pol. Hun har beskæftiget sig med kvindehistorie i mange år og er bl.a. kendt for sin prisbelønnede bestseller »Lillys Danmarkshistorie« fra 2006, der tager udgangspunkt i hendes egen familiekrønike. Fortællingen spænder over fire generationer og starter med oldemødrene, som er født i 1870’erne, går videre med mormor og farmors generation over mor Lilly og mostrene for at slutte med forfatteren selv, hendes søstre og kusiner.

På 640 sider kan man læse om de kolossale forandringer, der er sket for kvinderne i Fris Laneths familie gennem knap 150 år. Og en af de helt afgørende ændringer i den periode er, hvorledes livet har flyttet sig fra slid og slæb med idelige børnefødsler fra 15-50-årsalderen, da der opstod mulighed for prævention og i sidste instans ret til fri abort.

Jeg fanger Pia Fris Laneth på telefonen en kold januardag på vej til Irma (RIP). Stemmen er fuld af liv, og ordene står ubesværet i kø.

Pia, her i 2023 markerer vi 50-året for fri abort, et emne, jeg ved, at du har været dybt engageret i siden ungdommen. Hvad tænker du mon om, hvor de unge kvinder står i dag i forhold til retten til abort?

De unge i dag tager rettighederne »vidunderligt for givet«! Jeg kan give dig et eksempel: Da min steddatter gik i gymnasiet, spurgte hun mig en dag: »Pia, hvad var det egentlig, I var så vrede over, dengang du var ung?« Jeg kastede mig ud i en længere forklaring om retten til at bestemme over egen krop. Så stirrede hun på mig med alle tegn på undren og udbrød: »Jamen, hvem skulle ellers bestemme?«

Du var 16 år, da aborten blev fri i 1973. Hvordan blev du interesseret i det emne?

Forandringer af moderskabets vilkår – frivilligheden – er altafgørende for kvindefrigørelsen. Jeg kommer fra arbejderklassen, hvor kvinderne i generationer har haft tidlig seksuel debut, og uvelkomne graviditeter var mere reglen end undtagelsen. Jeg vidste tidligt, at jeg ville på universitetet og havde ingen intention om at skifte den drøm ud med et kørekort til en barnevogn. Betydningen af p-pillen og den fri abort kan ikke overvurderes. Hvis vi glemmer, hvad det har gjort, kan vi bare se tilbage på vores oldemødres liv eller på kvindernes situation i dag mindre privilegerede steder i verden og på selve den historie, der førte os hen til, hvor vi er nu.

Allerede efter 1. verdenskrig – i 1920’erne – slog forfatteren og kvindesagskvinden Thit Jensen til lyd for frivilligt moderskab. Hun havde været i Amerika, hvor hun blev inspireret af præventionsforkæmperen Margaret Sanger, som var en del af en større bevægelse, der gik ind for børnebegrænsning. Den handlekraftige, cigarrygende Thit Jensen vendte hjem med de nye, kontroversielle ideer og indledte en Danmarksturné, hvor hun advokerede for »Moderbeskytteren«, som man kaldte pessaret. Hun trak fulde huse, hvor hun kom frem. Både mænd og kvinder stimlede til. Nogle råbte ad hende, som hun stod dér, handlekraftig og med ordet i sin magt. Men flere lyttede, og rygtet vil vide, at fødselstallet faldt i kølvandet af hendes rejserute.

Omtrent samtidigt opstod Arbejderkvindernes Oplysningsforbund, som indledte oplysningskampagner om svangerskabsforebyggende midler. I Esbjerg stod en ægpakkerske, Minna Rasmussen, for en klinik, der tog mål til pessarer. Hun havde været i København og lært teknikken af den praktiserende læge, J.H. Leunbach, der i mellemkrigsårene ydede en betydelig indsats for at bistå mindrebemidlede med seksualoplysning, prævention og i nogle tilfælde også abort.

Senere var Thit Jensens abortmodstand i øvrigt anledning til, at hendes veje skiltes fra Leunbach og Arbejderkvindernes Oplysningsforbund.

Hvornår begyndte man at se provokerede illegale aborter i større stil?

Det er vanskeligt at sætte præcise tal på, men allerede i 1920’erne var begrebet en »berlinerrejse« nærmest synonymt med en abortrejse – vel at mærke for de priviligerede, der havde råd og mulighed. Også herhjemme fandt der et betydeligt antal illegale aborter sted op gennem 30’erne, 40’erne og 50’erne. I den offentlige debat vurderede eksperter og politikere, at det drejede sig om 14-16.000 årligt. Det nævnte jeg i en Genstart-podcast, hvilket fik affødte en rasende kommentar fra en præst, der med støtte i ph.d. Lau Sander Esbensens tal var nået frem til, at det »kun« drejede sig om 5-6.000 i 1960’erne, fordi så mange på det tidspunkt fik bevilget legal abort. Hvilket tal, der end er korrekt, finder jeg det svært at bruge ordet »kun«, når 10-15 kvinder hver eneste dag året rundt skal igennem et indgreb af den art under utrygge omstændigheder.

Hvad var det, der gjorde, at aborten blev fri lige præcis i 1973?

Der var en udvikling i gang, der kom i små ryk, startende med en »nødretsregel« i 1930, som gik på, at abort kunne foretages, hvis kvindens liv eller helbred var i fare på grund af graviditeten. Senere, i 1937, blev dette udvidet med en etisk og eugenisk indikation (efter voldtægt eller hvis fosteret var arveligt belastet). Endelig tilkom der i 1956 en »defektindikation« – hvis kvinden led af fysiske eller psykiske defekter – lige som der skulle tages hensyn til »de forhold hvorunder kvinden må leve«. I 1970 kom en lov, som i praksis gav fri abort til unge under 18 eller kvinder over 38 med fire eller flere børn under 18.

Hvad var Mødrehjælpens rolle?

Mødrehjælpen udsprang af en stærk filantropisk bevægelse i sidste halvdel af 1800-tallet. Der var et mylder af organisationer, der samlet set i 1904 havde et hjælpeprogram på størrelse med Københavns Kommunes sociale budget. Mange frivillige sociale organisationer stammer fra den epoke. Oprindeligt var der to separate mødrehjælpsforeninger, hvis formål var at yde hjælp til selvhjælp til enlige mødre, bedrive lobbyvirksomhed for at ændre mødrenes vilkår gennem lovgivning samt at ændre samfundets syn på denne udsatte gruppe. De to foreninger blev lagt sammen i 1924.

I 1938 kom Mødrehjælpen på finansloven og blev en landsdækkende organisation, som ydede gratis svangerskabsundersøgelser til alle samt behandlede abortansøgninger og faderskabssager. Men da statslige organisationer dengang kunne gøre folk skeptiske, udvikledes der en sidegren, der var privat. Det øgede handlemulighederne og troværdigheden. I takt med at kravet om fri abort voksede, blev Mødrehjælpen i tiltagende grad beskyldt for at umyndiggøre kvinder. Organisationen blev nedlagt i 1976, da Bistandsloven samlede det sociale område i et enstrenget system.

Mødrehjælpen genopstod imidlertid seks år senere som frivillig organisation. To markante skikkelser havde særlig indflydelse på dette comeback, socialrådgiveren Hanne Reintoft og Vera Skalts, der var jurist. Skalts startede allerede i 1934 som forretningsfører for Mødrehjælpen. Hun bestred derefter posten som både kontorchef og direktør og har igennem årene siddet [TK1] med i talrige kommissioner og udvalg i Mødrehjælpsregi, lige som hun var en særdeles flittig skribent i tidsskrifter og aviser. Sammen med Magna Nørgaard udgav hun i 1982 bogen »Mødrehjælpens epoke«.

Samme år interviewede jeg hende til bladet Politisk Revy. Der fremkom hun med følgende opsigtsvækkende udsagn: »Inden for Mødrehjælpen gik vi jo aldrig rigtigt ind for helt fri abort. Vi havde den opfattelse, at en kvinde dybest set altid ønsker at fuldføre sin graviditet«

Vera Skalts var utrolig betydningsfuld for, at enlige mødre fik støtte og uddannelsesmuligheder gennem Mødrehjælpen. Men hun havde vanskeligt ved at slippe magten over gravide kvinders skæbne.

Skal vi udvide abortgrænsen?

I og med at der finder en misdannelsesskanning sted omkring 20. uge, der kan afsløre forhold, der medicinsk set vil kunne begrunde en abort, synes jeg, det er udtryk for en formynderisk holdning, at andre har mere ret til at bestemme over kvinden end hende selv i en sådan situation.

I Sverige er grænsen 18 uger, i Island 22 uger, i Storbritannien 24 uger. Det er svært at se, hvorfor grænsen skulle være lavere her i Danmark.

Er der en risiko for, at historien går baglæns?

Det er vanskeligt at forestille sig, at det sker i Skandinavien. Men det, der foregår i Polen og USA maner til eftertanke. Demokratiske rettigheder er ikke en selvfølge, og det er vigtigt, at vi er årvågne.

Mange ved ikke, at det stadig er abortloven fra 1956, der gælder på Færøerne. Der kan de ikke fejre 50-års jubilæum for den fri abort i år. Det burde være en national dårlig samvittighed – og ville det ikke være passende i jubilæumsåret at oprette en fond, som tilbød at finansiere færøske kvinders abortrejser til Danmark?