Content area

|

Lars von Triers tredje øje

Til efteråret er der premiere på den længe ventede afslutning af gyserkomedien »Riget«. Vi har talt med Lars von Triers faste fotograf, Manuel Claro, om ånd og ånder i filmens verden.

Forfatter(e)

Af Christian Graugaard, chefredaktør, Bibliotek for Læger

Jeg husker tydeligt, da jeg som nybagt læge så hele første sæson af »Riget« ved en personalevisning i Rigshospitalets store auditorium. Det var i 1994, og jeg kendte kun Lars von Trier som en smal instruktør, der lavede smukke og stilsikre, men også meget deprimerende film. Med »Riget« sprang han ud som lidt af en gøgler, der jonglerede med gakket humor og solide gys, som fik hele auditoriet til at skrige. Manuel Claro, du har været von Triers fotograf siden »Melancholia« (2011), og du stod også bag kameraet under optagelsen af »Riget Exodus«, som får premiere til efteråret. Hvad var det for en oplevelse?

                      At arbejde med Lars er altid en helt unik oplevelse. Hans manuskripter minder ikke om noget andet, jeg nogensinde har læst. Den måde, han griber fortællingen an på, er personlig og uortodoks. Alt det, jeg i sin tid lærte på Filmskolen og i øvrigt lærer hver eneste dag på andre produktioner, er stort set ubrugeligt, når jeg arbejder sammen med Lars. Man er nødt til at starte helt forfra.

                      Jeg lærte allerede på »Melancholia«, at den gode måde at samarbejde med Lars på, er at acceptere, at man ikke forstår, hvad man laver, indtil det øjeblik, hvor scenen udspiller sig foran kameraet, og alle de involverede fyrer den af i alle de retninger, de hver især føler er rigtige. Men i det øjeblik giver det hele så til gengæld – for det meste, i hvert fald – utrolig meget mening. Ikke nødvendigvis en form for mening, man kan sætte ord på – mere en skøn følelse af, at det her bliver godt på en rørende, sjov og interessant måde.

 

Hvad var dit eget forhold til »Riget«, før det blev besluttet at afslutte trilogien?

                      Jeg husker, at jeg nød de gamle sæsoner af »Riget« og elskede humoren i dem. Men rent filmisk var jeg på det tidspunkt mere optaget af Lars’ klassiske og mere stive værker som »Europa« og »Forbrydelsens element«, og jeg havde nok svært ved at se kvaliteterne i den bevidst sjuskede måde, »Riget« var filmet på. Det var først med »Idioterne«, at jeg for alvor forstod det geniale ved den stil. 

 

Du blev færdig på Filmskolen i 2001 og har siden arbejdet på et hav af store og små, brede og smalle produktioner. Er der forskel på at arbejde sammen med helt unge filmfolk og så at skabe billeder for nogle af verdens største instruktører? Går man til opgaven på en anden måde, når man arbejder sammen med mestre som Bille August og Lars von Trier – eller er der dybest set bare tale om et stykke håndværk, som skal udføres?

                      Som jeg nævnte før, er den store forskel på at arbejde med Lars og med alle andre instruktører, at jeg er nødt til at omfavne, at jeg ikke helt forstår perspektiverne i hans projekt, før scenerne udspiller sig for øjnene af mig. Med stort set alle andre instruktører – både unge og mere garvede – har jeg en meget klarere idé om, hvad vi laver, og jeg kan allerede i forberedelsesfasen byde ind med forslag og ideer, fordi materialet på en eller anden måde respekterer nogle vedtagne filmkonventioner. Sådan er det ikke med Lars. Her er man nødt til at acceptere et vist kontroltab.

                      Når man så går i gang med optagelserne, er der nok mere tale om et stykke håndværk, der skal udføres, som du siger. Der er en tidsplan, der skal overholdes, og en masse praktiske udfordringer, som skal løses. Men som sagt: det smukke ved Lars’ optagelser er, at man hver eneste dag ser scener udspille sig, som man ikke vidste var mulige og overhovedet ikke forstår, hvor kommer fra.

                      Det er klart, at når man laver en opfølger til en serie, som for mange nærmer sig noget mytisk og kultagtigt, er det forbundet med en vis præstationsangst, om man nu også kan leve op til forventningerne. Mit gæt er, at de mest garvede »Riget«-fans har digtet deres egen tredje sæson, som vores »Exodus« skal leve op til og konkurrere med. Men jeg føler, at den afsluttende del er både tro mod de gamle sæsoner og samtidig tager nye, saftige og nutidige temaer op. 

Det er klart, at jeg – ligesom flertallet af vores læsere, vil jeg tro – er ved at revne af spænding over, hvordan det skal gå, når ånderne igen leger kispus med patienter og personale på det hjemsøgte, gamle hospital. Men jeg ved jo, at du er en hædersmand, som ikke bryder dine tavshedsklausuler, så lad mig i stedet spørge dig, hvordan det var at arbejde on location midt i kongerigets travleste og mest myldrende hospitalsmiljø?

                      Ja altså, rent praktisk oplevede jeg, at Rigshospitalet elsker Lars og de to første sæsoner af »Riget«, hvilket gjorde vores arbejde til en kæmpe fornøjelse. Hjælpen var stor, og det skortede heller ikke på anekdoter, der kunne krydre serien endnu mere. Det at filme en tv-serie på en aktiv og levende arbejdsplads – og da særligt et supertravlt sted som Rigshospitalet, hvor vores arbejde absolut ikke måtte gå ud over den daglige drift – er en udfordring for alle … specielt for alle os, som synes, at fiktion er vigtigere end virkeligheden.

                      Men jeg følte fra dag ét, at vi var meget velkomne, og at der blev gjort det bedst mulige for at imødekomme vores tossede ønsker. For eksempel fik vi hjælp fra ansatte læger og sygeplejersker til at gøre vores – og nu kommer der en lille bitte spoiler – bizarre operationer så realistiske som overhovedet muligt. Vi fik også lov til at pynte op til jul og tænde juletræer på taget, selvom det var midt om foråret og derfor temmelig forvirrende for patienter, personale, besøgende og naboer.  

 

Det var jo ikke dig, men Eric Kress, som filmede de første to dele af »Riget«, så i hvor høj grad har du kunnet sætte dit eget præg på billederne? Var det vigtigt, at stilen fra 1994 og 1997 blev opretholdt? Og hvordan forbereder man sig i det hele taget på sådan en enorm opgave?      

                      Lars’ ønske var, at den nye sæson så vidt muligt skulle læne sig op ad de gamle afsnit rent stilistisk. Jeg vil sige, at vi i hvert fald forsøgte at holde fast i det bevidst æstetiske sjuskeri fra de første to sæsoner. I praksis endte vi dog på nogle punkter med at løse de tekniske opgaver på lidt anderledes måder, pga. den teknologiske udvikling siden 1990’erne, men måske også som en konsekvens af den arbejdsrelation, som Lars og jeg har opbygget siden »Melancholia«. Det er meget svært at kopiere en anden fotografs stil, specielt den måde et håndholdt kamera bliver betjent på. Kompositionerne, bevægelserne og den timing, man har i sine panoreringer, er altid dybt personlig. Til gengæld kan man godt stile efter at kopiere en bestemt form for energi … Og jeg tror faktisk også, at det var Lars’ primære ambition.

                      Den nye sæson er i højere grad end de to foregående filmet med to kameraer, det kan måske også mærkes? På en mere personlig note, havde jeg en dum køkkenulykke med en kniv midt i optagelserne, og den betød, at jeg kun opererede kameraet halvdelen af optagedagene – resten af tiden sad jeg ved monitoren ved siden af Lars og forsøgte at få vores skønne kamera-operators til at være sjuskede nok. 

                      Jeg håber, at de tre sæsoner rent stilmæssigt vil blive oplevet som en naturlig forlængelse af hinanden. Min ambition har i hvert fald været, at sæsonerne føles som én samlet serie, også om hundrede år, når vores oldebørn sidder og gyser, når de ser de mange timer i rap.

 

Som yngre stod Lars von Trier ofte selv bag kameraet, og alle ved jo, at han er en meget æstetisk og visuelt bevidst instruktør. Hvordan fungerede samarbejdet mellem instruktør og fotograf under optagelserne til »Riget Exodus«? Var der plads til overraskelse, leg og improvisation – eller kørte det hele på snorlige skinner?

                      Kernen i Lars’ metode er at skabe et rum for overraskelse og frihed, meget lidt er planlagt snorlige. Vi planlægger til et vist punkt, men der er altid en række ubekendte, som først bliver besluttet, når vi står der. Og »Riget Exodus« var nok endnu mindre snorlige, end de tidligere produktioner jeg har lavet med ham. 

 

Hvordan er atmosfæren i det hele taget på et set som »Riget Exodus« – er der plads til spas og fyraftensbajere, eller er det hele et toptunet maskineri præget af koncentreret alvor?

                      Jamen, koncentration og spas er skam ikke nødvendigvis modsætninger. Generelt vil jeg sige, at der er god plads til begge dele på Lars’ sets. Vi havde et relativt heftigt program i forhold til antallet af optagedage, så der blevet knoklet hårdt på for at få ting afviklet så fokuseret som overhovedet muligt. Og de fleste af os er jo nogle halvgamle røvhuller, der gerne vil hjem, når vi har fri. Så der var lidt langt imellem fyraftensbajerne, må jeg indrømme.

                      Lars har jo en velkendt sarkastisk humor, og den slags kræver et trygt og afslappet arbejdsmiljø for ikke at blive misforstået. Men fordi vi havde vi en del svenskere med på holdet, måtte vi indimellem »oversætte« intentionerne i hans jokes. Det blev som regel taget pænt imod, synes jeg …   

 

Og von Triers berømte hospitalsfobi? Kunne han overhovedet være til stede på settet, eller instruerede han fra sin autocamper på parkeringspladsen?

                      Fobien lever i bedste velgående, men langt de fleste dage troppede Lars op på settet og instruerede face to face. Camperen var der kun de dage, hvor vi filmede uden for Rigshospitalet. Men det er jo også lidt svært for ham at klage, når han selv har skrevet manuskriptet og henlagt handlingen til et hospital!

På fotografier fra optagelserne kan vi se mundbind og visirer overalt, og der er desværre ikke tale om rekvisitter. Var corona en plage, eller blev det tværtimod ét af de kreative benspænd, som von Trier elsker at udsætte sig selv og sine medarbejdere for?

                      Jeg tror godt, jeg må afsløre, at COVID-19 ikke er en del af »Riget Exodus«. Men rent lavpraktisk betød pandemien, at vi hver dag måtte møde op til test i vores egen skurvogn på parkeringspladsen, og at vi måtte bære navneskilte, så vi kunne kende hinanden til trods for maskerne.

                      Det er svært at finde på noget positivt at sige om at filme under en pandemi, og vi havde da også et par holdmedlemmer, som testede positive, hvilket gav irriterende udfordringer.

 

Afdøde Kirsten Rolffes – som jo spillede fru Drusse i de to første sæsoner – har fortalt, at skuespillerne dengang blev tilbudt »åndelig rensning« efter optagelserne, hvilket hun selv havde stor glæde af. Har du også været en tur forbi eksorcisten?      

                      Det syrede ved at optage gys med blod og chokeffekter er, at det meget sjældent er uhyggeligt at stå midt i. Det er mest af alt klamt og bøvlet. Mine største gys på settet var, når skuespillerne foldede sig ud, så man blev opslugt og henført af deres præstationer. Plus de overraskelser, som manuskriptet viste sig at gemme på.

                      Den form for eksorcisme, jeg fik brug for efterfølgende, var nok mere en slags arbejdsmæssig detox fra at have været dybt begravet og involveret i et crazy projekt i så lang tid. Den slags er altid både et mareridt og en lykkelig drøm. Men at være med på en Lars Von Trier-produktion er faktisk i sig selv en form for åndelig renselse … det er en konstant påmindelse om, at film kan være et magisk kunstnerisk medie, og at man er med til at skabe noget, der ikke ligner noget som helst andet i verden. Og for nogle af os fiktionstosser er det jo i høj grad med til at give tilværelsen mening. 

 

Og her på falderebet: Hvad skal vi glæde os mest til i »Riget Exodus«?

                      Hm. Jeg kan afsløre, at »Riget Exodus« i talende stund ikke er færdigklippet. Men jeg ved allerede, at I kan se frem til nogle lækre – dvs. lækkert sjuskede – billeder, nogle forrygende skuespilpræstationer og nogle vanvittige, absurde grin. Og jeg tror, at I vil blive udsat for mindst lige så mange gys og skøre, indsigtsfulde tosserier som i de foregående sæsoner. Men alt det er jo i forvejen hverdag for jer læger, er det ikke?

 

 

»Riget Exodus« får premiere på Viaplay til efteråret og vil derefter blive vist på DR. Fotografierne, som ledsager interviewet, er taget af Henrik Ohsten, undtaget fotografiet af Manuel Claro og Lars von Trier på, som er taget af Christian Geisnæs. Zentropa takkes mange gange for brug af fotografisk materiale.

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer

Right side