Den sorte død i 1300-tallet er legendarisk, fordi den bragte massedød til middelalderens uforberedte og forsvarsløse samfund. Set med nutidens øjne vidste lægerne ingenting om sygdommen. Efter 500 år udpegede lægevidenskaben så endelig mikroskopiske bakterier som årsagen til pest og andre dødelige epidemier.
Sundhedsvæsenets mulighed for at identificere bakteriesmittede udviklede sig i 1950’erne. I Danmark kørte de såkaldte hvide busser rundt til arbejdspladser og skoler for at gennemlyse befolkningens lunger og foretage tuberkulintest. På få år blev en million danskere undersøgt for tuberkulose i den allerførste nationale screening af en sygdom.
Under COVID-19-epidemien nåede massediagnostikken nye højder. 150 testcentre skød op i landets byer og gennemførte knap 20 millioner tests i epidemiens første år. Fremkomsten af såkaldte lyntest eller selvtest øgede den diagnostiske kapacitet yderligere. Større virksomheder som f.eks. Aarhus Universitet oprettede egne testcentre. Studerende og medarbejdere kunne i en pause teste sig selv i et nærliggende auditorium. På de smalle borde lå en vatpind, et testkit og en lille plastikpose til affald. Efter podning i begge næsebor dyppedes vatpinden i en lille plastikbeholder med testvæske, som efterfølgende dryppedes ned i testkittets prøvebrønd. Efter nogle minutter aflæste man resultatet og indtastede det i kviktestappen på mobiltelefonen.
Velfærdssamfundets mulighed for at organisere massetest af borgerne er uden fortilfælde. Den muliggjorde smitteovervågning fra dag til dag i hvert et hjørne af det danske samfund. Molekylærbiologien blevet tilmed en forbrugsvare, så smitteforskrækkede borgere selv kunne købe en lyntest i Matas inden den store familiefest. Endelig gav de nye redskaber epidemisk læring til befolkningen, som selv kunne følge smitteudviklingen i deres hjemby og kommune på Statens Serum Instituts hjemmeside. Eller sammenligne Danmarks smittetal med Sveriges eller USA’s på det globale Worldometer-site og reflektere over de enkelte landes succes med at fremme befolkningens smitteforbyggende adfærd.