Massemordets normalitet

Man har længe tolket de nazistiske forbrydelser som udtryk for en absolut ondskab, der blev begået af sadistiske eller psykopatiske gerningsmænd. I Jonathan Glazers film »The Zone of Interest« fra 2023, er det præcis denne udbredte dæmonisering af gerningsmanden, der udfordres. I stedet for at se de nazistiske gerningsmænd som psykologiske eller psykopatiske særtilfælde peger hans film snarere på massemordets uhyggelige normalitet, på det almenmenneskelige potentiale til at begå tilsvarende forbrydelser. 

“Our film shows where dehumanization leads at its worst. It’s shaped all of our past and present.” (Jonathan Glazer)

I

»Vi har truffet alle kunstneriske beslutninger med det formål at få os til at reflektere over, og konfrontere nutiden«, sagde den britiske filminstruktør Jonathan Glazer i sin takketale ved Oscartildelingen for filmen »The Zone of Interest« i marts i år. Ifølge Glazer har filmen, der følger lejrkommandanten fra Auschwitz Rudolf Höss og hans familie, og som tildeltes Oscar for bedste udenlandske film, et gennemført aktuelt sigte. Den handler ikke om at fortælle os »hvad de gjorde dengang«, men forsøger snarere at vise os »hvad vi gør lige nu«.^I Det er dehumanisering af, og hærdelse overfor andre mennesker, der ifølge instruktøren ligger til grund for både de voldsomme, historiske begivenheder, hans film handler om – og mange af de aktuelle udviklinger. Sidst i sin tale gav han et konkret eksempel: både Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023, og den Israelske hærs reaktion på dette angreb er for ham at se eksempler på samme form for afstumpethed og dehumanisering, som vi også forbinder med Anden Verdenskrig. Og som efterlader os med spørgsmålet om, hvordan vi som mennesker og som samfund reagerer: »Hvad enten det er de israelske ofre fra 7. oktober, eller ofrene for det kontinuerlige angreb på Gaza, de er alle ofre for denne dehumanisering, hvordan står vi imod?«.^II 

Glazers tale blev i de internationale medier mødt med såvel opbakning som voldsom kritik. Flere iagttagere har beskyldt instruktøren, der selv har jødisk baggrund, for antisemitisme, eller kritiseret hans henvisning til Holocaust i forbindelse med den aktuelle krig. Den ungarske filminstruktør László Nemes, der selv står bag en af de seneste årtiers mest opsigtvækkende film om Holocaust, Son of Saul fra 2015, kritiserede sågar Glazer for, at han med denne tale svigtede det ansvar, som enhver film om Holocaust fører med sig.

Det egentligt interessante i Glazers takketale er imidlertid ikke hans direkte henvisning til konflikten i Mellemøsten, men snarere hans underliggende henvisning til menneskenes potentiale for at begå den slags forbrydelser. Bagved filmen ligger nemlig antagelsen om, at disse forbrydelser ikke primært bør tolkes som konsekvens af individuelle brister eller psykopatiske tilbøjeligheder, men snarere som udtryk for et almenmenneskeligt voldspotentiale, rodfæstet i generelle mekanismer om dehumanisering og hærdelse. 

Filmens æstetiske valg skal læses på denne baggrund: Frem for at vise selve forbrydelserne, fokuserer Glazers film udelukkende på familien Höss og deres »ganske normale liv« i skyggen af dødsfabrikken. Lige fra starten er vi som tilskuere konfronteret med familiens dagligdag, udflugter i naturen, børnenes aktiviteter, aftensmaden, afslappede samtaler over en kop kaffe. Og som tilskuere er vi ikke mindst konfronteret med Hedwig Höss’ begejstring for blomsterne og swimmingpoolen i haven, der grænser op mod selve dødslejren, blot adskilt af en høj mur, der begrænser blikket og skjuler rædslerne på den anden side. De konkrete forbrydelser, der foregår på den anden side, holdes ude af familiens – og publikums – blik. Haven fremstilles af Hedwig Höss sågar som hendes eget »paradis«, som hun fuldstændig ignorerer, er bygget på hundredtusindvis af andre menneskers ubeskrivelige lidelse og død. I en af filmens mest skræmmende scener ser vi, hvordan en gartner fordeler aske som gødning på havens planter – aske, der efter alt at dømme må komme fra ligene af fanger, som for nylig er blevet myrdet på den anden side af muren. 

Selv om koncentrationslejrens rædsler aldrig vises direkte, danner de altså det bagtæppe, mod hvilken handlingen udspiller sig. De dukker på foruroligende vis op i lydsporet, hvor man gang på gang hører skud og skrig, og i billedernes baggrund, f.eks. når der bag muren vises røg fra skorstene, ofte mod den røde himmel, hvor lig brændes i krematorierne uden pause. Og samtidig hører det med til familielivets dagligdag, at Hedwig Höss helt selvfølgeligt afprøver pelsfrakker, som hun har overtaget fra de myrdedes bagage, hvis ikke hun lige finder skjulte diamanter i en tube tandpasta fra samme sted. 

II

For tilskuerne er denne »massemordets normalitet« svær at bære. Den virker i mange henseender mere foruroligende end de konkrete billeder fra massemordet, som de fleste af os, i dag, efterhånden er blevet konfronteret med mange gange. Samtidig åbner filmen for en grundlæggende diskussion om mekanismerne bag massemordet: En diskussion, der de seneste år har vundet udbredelse i den historiske forskning. Mens det i den umiddelbare efterkrigstid endnu var en udbredt tese, at de nazistiske gerningsmænd havde været patologiske enkelttilfælde, som intet havde at gøre med resten af befolkningen, hersker der i dag bred konsensus omkring den tese, at de nazistiske gerningsmænd var »ganske almindelige mennesker«. Ifølge den nyere forskning kom de fra alle sociale lag, og udviste næsten ingen psykologiske særegenheder. 

Som konsekvens er især spørgsmålet om, hvordan ganske almindelige mennesker kan blive til koldblodige gerningsmænd mere og mere påtrængende. Så længe man trygt kunne regne med, at der enten var tale om psykopater eller sadistiske afvigelser fra normen, der muligvis var resultatet af et bestemt miljø eller bestemte sociale påvirkninger, kunne spørgsmålet om vores egen potentiale til at begå tilsvarende forbrydelser nemt lægges til side. Hvis der er tale om ganske almindelige mennesker, er vi derimod nødt til at forholde os til det centrale spørgsmål: Hvilke mekanismer fører til, at ganske almindelige mennesker kan blive til gerningsmænd …? Og hvilke mekanismer kan muligvis forhindre det? 

I forskningslitteraturen stod længe to forskellige forklaringsforsøg over for hinanden. På den ene side intentionalisterne, der tog afsæt i tesen om, at mennesker især bliver til gerningsmænd på grund af ideologisk prægning, og altså bevidst har ønsket at begå deres gerninger – har »intenderet« dem; og på den anden situationisterne, der i højere grad fokuserer på »situative og sociale dynamikker«, altså på den umiddelbare erfaringer med at være i krig og deriblandt den gruppedynamik, der kan opstå i ekstremsituationer. »Lidt forsimplet sagt, bliver soldaterne ifølge den første tese til mordere, fordi de er overbeviste nazister, og ifølge den anden fordi de er soldater«, sammenfatter historikeren Johannes Hürter de to modsatrettede tolkningstraditioner. I dag fokuserer forskningen imidlertid mest på blandingsformer mellem de to forklaringsmodeller.^III

Ifølge de nyere tilgange har den konkrete situation en betydning, lige så vel som den til enhver tid i samfundet dominerende moral og de sociale forventninger til den enkelte. I forskningen taler man i denne sammenhæng om en normativ ramme, eller en orienteringsramme (Orientierungsrahmen), der, som vi ved af historisk erfaring, kan ændre sig i løbet af ganske kort tid. I løbet af ganske få år kan det altså komme til en forskydning i et samfunds moral, så det at dræbe ikke kun er legitimt, men nærmest bliver til et krav. I sin bog »Täter. Wie aus ganz normalen Menschen Massenmörder werden« (Gerningsmænd. Hvordan helt normale mænd bliver til massemordere) fra 2005 har den tyske socialpsykolog Harald Welzer forsøgt at kortlægge de bagvedliggende mekanismer. Ifølge ham starter alle folkedrab i den nyere historie med en moralsk og juridisk eksklusion af de senere ofre, som desuden typisk bliver fremstillet som en angivelig trussel for flertallet. På denne måde åbner der sig skridt for skridt en ny »normativ ramme«, i hvilken det kan være tilladt eller sågar påbudt at dræbe [1]. Massemordet forudsætter altså, »at den grundlæggende definition af ret og uret har forskudt sig, således at mordet på mennesker kan tolkes som ,godt’, fordi det tjener folkefællesskabets overordnede ve og vel« [1 s. 37]. På denne måde kan det altså blive »normalt« at begå handlinger, som »ifølge principperne i en universalistisk moral ville være forbudt« [1 s. 37]. 

I Glazers film er en sådan normativ ramme, der legitimerer og kræver massemordet, tydeligvis en del af normaliteten. Der findes hos ægteparret ingen umiddelbar tvivl om fremgangsmådens retfærdighed eller berettigelse. Snarere bliver selve massemordet ikke kun accepteret, men sågar set som en helt selvfølgelig normalitet, som man i øvrigt uden skrupler kan bruge til at fremme sin egen karriere med: Massemordet er ikke kun legitimt, men kan også hjælpe med at realisere de drømme om social opstigen, som f.eks. Höss-familien altid har drømt om. Det er ud fra denne kontekst, at Rudolf Höss mod filmens slutning fejrer sin nye udnævnelse til lejrkommandant, efter han en overgang er blevet sendt til Berlin med administrative opgaver. Det er på baggrund af det planlagte (og senere gennemførte) mord på de ca. 500.000 ungarske jøder, at han får lov til at komme tilbage til Auschwitz-lejren. Og der hersker ingen tvivl om i protagonisternes univers, at denne forfremmelse er et glædeligt og velfortjent skridt i den rigtige retning. 

I et historisk perspektiv afspejler Rudolf Höss’ karriereudvikling det veldokumenterede faktum, at millioner af ikkejødiske tyskere enten direkte eller indirekte profiterede fra Holocaust. I filmen er denne profitdagsorden desuden suppleret med en fortælling om massemordets historiske nødvendighed. Og det er nok denne fortælling, der efter alt at dømme ligger til grund for det ligeledes veldokumenterede faktum, at mange tyske soldater var i stand til at dræbe selv i situationer, hvor de konkrete handlinger var i konflikt med deres følelser. Konfronteret med situationer, hvor ganske almindelige tyske soldater fik lov til at vælge, om de ville deltage i massenedskydninger af børn og kvinder – der findes ingen rapporter om, at nogen blev direkte tvunget til at deltage i den slags massakre – valgte et overvældende flertal at deltage i massemordet, selv hvis de følte ubehag eller afsky ved selve gerningerne. Ifølge Welzer myrdede de, fordi de anså det som del i deres professionelle rolle som soldater: »De myrdede så at sige ikke som personer, men som bærere af en historisk opgave, bag ved hvilken deres personlige krav, følelser, modstand, nødvendigvis skulle træde i baggrunden. Det vil sige, at de myrdede ud fra en subjektiv distance til den rolle, som de skulle udføre« [1 s. 38].

En af de mest uhyggelige tendenser i denne forbindelse er gerningsmændenes udbredte følelse af være »forblevet anstændige«, selv hvis de havde ansvar for forfærdelige massenedskydninger og mord [2]. Typisk finder vi narrativer hos gerningsmænd, hvor de tolkede deres rolle som nøgtern og ansvarligt, midt i en kaotisk verden. Der findes sågar beretninger om soldater, der bevidst kun skød børn, idet de angiveligt ville spare disse for lidelserne ved et liv uden forældre. 

Disse forskningsresultater peger på, at de nazistiske gerningsmænd forsøgte at legitimere deres handlinger ved hjælp af et bestemt normativt system. Præcis disse resultater er samtidig, som Welzer også udtrykker det, »endnu mere foruroligende for os end den udbredte forestilling at de nazistiske gerningsmænd havde haft en eller anden slags deficit i opdragelsen, eller at de blot var usædvanlig sadistiske, brutaliserede, eller noget i den stil« [1 s. 39]. I virkeligheden har det hele været langt værre: »De har simpelthen gjort det, som de troede at man forventede af dem. Og de har også gjort det, selv hvis disse eksterne forventninger gik imod deres egne fornemmelser, i så fald har de bare subjektivt distanceret sig fra den professionelle rolle, de mente at skulle udfylde« [1 s. 39].

III

For efterkommere af de nazistiske gerningsmænd er disse forskningsresultater beskæmmende. Men de kan også hjælpe med at forklare mange af de åbne spørgsmål, som de nazistiske gerningsmænd har efterladt. Igennem mange år havde jeg selv personligt en længsel efter at forstå, hvordan min bedstefar, Hitlers arkitekt og rustningsminister Albert Speer, på trods af sine mange åbenlyst sympatiske personlighedstræk, som jeg som barn stiftede bekendtskab med efter hans løsladelse fra fængslet, var i stand til at gøre sig skyldig i nogle af de værste forbrydelser, som mennesker er i stand til at begå.^IV Disse personlighedstræk, hans varme og empatiske udstråling, er tydeligvis på ingen måde en forhindring for de forfærdelige gerninger han havde på sin samvittighed. Ligesom familien Höss i Glazers film, har også han, som så mange andre, formentligt begået disse forbrydelser fordi han troede på nazisternes normative ramme, fordi han havde tillært sig en koldhed og nøgternhed, der hjalp ham med at legitimere disse handlinger. Og for mig er ikke mindst blikket på haven, på blomsterne og på familielivet, som Glazers film sætter i centrum, sigende: Ligesom familien Höss i koncentrationslejren Auschwitz har min bedstefar drømt om sit eget paradis på jorden, som han efter krigen ville bygge på en stor grund uden for Berlin, hvor han planlagde et kæmpe gods til sig selv og familien [3]. Godset skulle omfatte en monstrøs park og have – som tvangsarbejdere skulle bygge for ham, og med pengene, han på forbryderisk vis ragede til sig under krigen. I Speers efterladte dokumenter om dette haveprojekt fylder især beskrivelsen af blomster og frugttræer rigtigt meget. 

Samtidig ville det være alt for simpelt at se »The Zone of Interest« udelukkende gennem min egen familiehistories linse. Det egentligt uhyggelige er snarere, hvor hurtigt de nævnte normative rammer kan forandre sig, og hvor hurtigt mennesker er i stand til at acceptere eller sågar befordre en ny »normativ ramme«, som de anser for rigtig og nødvendig. Og denne tendens er ikke begrænset til nazismen. Den ligger, som tidligere nævnt, til grund for næsten alle andre folkemord i den nyere historie. Ofte er der tale om en lynhurtig udvikling, der ikke tager mere end ganske få år. Og når man først har etableret en fortælling om et mindretal, der angiveligt truer flertallet, skabes der en forventningsstruktur om en løsning på »problemet«, der med en uhyggelig indre logik peger på »fjernelsen« af dette angiveligt farlige og skadelige mindretal fra samfundet. »Fjernelsen« af dette mindretal fremstår pludselig som en historisk nødvendighed, en uundgåelig forsvarshandling, ja nærmest som en borgerlig pligt, der er rationalt begrundet. 

Samtidig viser historien, at den sideløbende dehumanisering ikke vinder genklang hos alle mennesker. Selv om historien viser, at et kæmpestort flertal af mennesker i næsten alle samfund under de rette betingelser er parate til at begå selv de værste forbrydelser, findes der altid undtagelser fra reglen. Der er altid nogle, som nægter at indordne sig i den nye normative ramme, og som nægter at deltage i de efterfølgende forbrydelser. I Glazers film er der f.eks. et af børnene, som på trods af den nazistiske opdragelse begynder at sætte sig til modværge mod massemordets normalitet: med afsæt i den reale historie om en af ægteparret Höss’ døtre, der under tiden i Auschwitz begyndte at gå i søvne, fremstiller filmen dette som en intuitiv modstandskraft, der viser sig i datterens drømme om at kunne hjælpe fangerne i lejren ved siden af. Og datteren står ikke alene i filmen. Hedwig Höss’ mor reagerer under et besøg i huset også på massemordets normalitet: efter hun først er begejstret over de paradisiske tilstande, som ægteparret Höss har fået skabt sig lige ved siden af lejren, kan hun efter en tid alligevel ikke holde fornemmelsen af det bagvedliggende massemord ud og rejser pludseligt igen, blot efterladende en undskyldende besked. 

Disse reaktioner er i filmen dog vist som undtagelser fra reglen. Og realiteten er desværre, at de nazistiske massemord i hobetal blev begået af ganske almindelige mennesker, der tydeligvis hurtigt kunne vænne sig til de mest forfærdelige handlinger. Den tyske filosof Axel Honneth har med rette omtalt disse begivenheder som det tyvende århundredes »antropologiske gåde«. Det er, ifølge Honneth, indtil i dag uforståeligt, hvordan især »unge mænd uden tøven kunne skyde hundredvis af jødiske børn og kvinder i hovedet« [4].^V 

Glazers film italesætter denne antropologiske gåde og de udfordringer, den fører med sig. Samtidig viser den, at læren fra de nazistiske forbrydelser, fra Auschwitz og Holocaust, ikke blot angår tyskere og efterkommere af de nazistiske gerningsmænd. Som de israelsk-amerikanske forskere Dany Levy og Nathan Sznaider engang har udtrykt det, handler erfaringen om Holocaust ikke kun om fortiden, men mindst lige så meget om nutiden og fremtiden. I en ny kosmopolitisk europæisk mindekultur bliver især »fremtiden for Holocaust (og ikke fortiden) diskuteret i absolut universelle antagelser: det kan ske for alle, til alle tider, og alle er ansvarlige« [5]. For os alle gælder det, uanset familiebaggrund, nationalitet eller herkomst, at vi hele tiden skal stille os kritisk over for vores egen tids fortællinger, og ikke mindst over for narrativer om et angiveligt truende mindretal, som flertallet skal forsvare sig imod. 

Skuespilleren Sandra Hüller, der i filmen spiller Hedwig Höss, udtrykte i et interview i Berliner Zeitung for nylig tilsvarende overvejelser. Da hun var barn, fortæller hun, troede hun endnu, at nazisterne havde været »monstre, eller en helt speciel menneskeart« [6]. I dag ved hun derimod, at ethvert menneske har potentiale til at »kategorisere, undertrykke og formentligt også til at dræbe« [6]. Men samtidig har enhver, tilføjer hun, også mulighed for at vælge, om de vil deltage i den givne dagsorden, og om de i sidste konsekvens vil blive til fascistiske eller nazistiske gerningsmænd. Om de, sagt på en anden måde, ønsker at acceptere andre menneskers død og lidelse som del i deres verdenssyn og karriereudvikling. Ja, nazisterne var mennesker ligesom du og jeg, afslutter skuespillerinden interviewet, men nej, man behøver ikke at blive sådan. Det er konsekvensen af de beslutninger, man tager hver eneste dag, hver eneste gang man tager stilling til verden og vores medmennesker.