Medicin og kønspolitik

Egentlig er det lidt bagvendt, at den kunst at læge og genskabe det sunde liv altid er optaget af sygdom og med brug af diagnoser søger at indkredse sådanne tilstande. Ligesom det i en anden sammenhæng er sært, at manden i sine bestræbelser på at bestemme sit eget og qua patriarkatet allerede magtfulde køn navnlig har været optaget af kvinden og med afgrænsninger og stigma stræbt efter at sætte hendes natur på plads. De to spor kom lige fra Hippokrates og Aristoteles i antikken til Lombroso, Möbius og Freud omkring år 1900 til at hænge mere sammen, end godt er, idet kvinden i stigende omfang blev set som en sygdom, en afvigelse eller atavistisk afart af den livskraftige mand.

Det følgende giver nogle punktnedslag i den historie – en historie om lægevidenskabens medansvar for en fundamental kønsulighed. Når den i medicinsk perspektiv begynder med Hippokrates (460-377 f.v.t.), er grunden dels, at nogle af de ældste skrifter, vi har bevaret, stammer fra den hippokratiske skole. Dels at denne tidlige og ret spekulative lægevidenskab gik imod den folkelige forestilling om, hvor de små børn kommer fra. Det var nu ikke den om storken, men om det almindelige samleje, da man i agerbrugskulturen havde opdaget, at der var en sammenhæng mellem parring og fødsel ni måneder senere.

HIPPOKRATES

Den folkelige forestilling baserede sig på to basale erfaringer: at kvindens køn udskiller blod (menses), og mandens afgiver en lys substans, der snart blev kaldt sæd, da man i agerbrugskulturen antog, at den afgav det frø, der skulle til, for at noget kunne vokse op. Og at den lille krop, der kom til verden, var sammensat af noget mørkt/rødt og noget lyst/hvidt – kød og knogler (inkl. marv og hjernemasse). Samlejet rystede så de to stoffer sammen, og dermed var mand og kvinde knyttet sammen i en skabelsesakt.

Indtil Hippokrates med lægebrillen på næsen lagde andre iagttagelser til grund. De var formentlig tilskyndet af, at menses sjældent faldt sammen med samleje, da en gammel og tabustyret vane tilsagde manden at undgå kønslig kontakt, når kvinden var »uren«, dvs. var »forkert« og »farlig«, for blod ud af kroppen kunne føre til død. Heraf også de tidlige forestillinger om »besmittelse«, en stoflig overførsel af det farefulde og »onde«. Allerede her er kvinden relateret til livets negative værdi, og da manden er hendes modsætning, repræsenterer han – til alt held for sin sociale status – det »gode«. Det er en vigtig »natur«-stigmatisering, der går forud for Hippokrates.

Hans bemærkelsesværdige iagttagelse gik ud på, at kvinder ved lyst til samleje i vagina udskiller et sekret (lubricatio), som Hippokrates anså for at være kvindens stoflige bidrag vis-a-vis mandens sæd (sperma). Det udviklede sig til en teori om to slags sæd, kvindelig og mandlig sæd, og hippokratikerne antog endda, at begge køns sæd indeholdt såvel mandlige som kvindelige egenskaber – hvilket blev bragt i anvendelse for at forklare fremkomsten af f.eks. mandhaftige kvinder, hermafroditter og kvindagtige mænd [1 s. 27f]. Resultatet var, at mensesblodet blev droppet som grundstof, da det, modsat lubrikation, hverken er direkte knyttet til samleje eller til den seksuelle lyst, som hos manden også træder tydeligt frem.

Sæd hører til den væskekategori, som inden for Hippokrates’ humoralpatologi kaldes slim og overalt skal stå i et afbalanceret forhold til gul galde, blod og sort galde, for at sundhed kan opretholdes. Ved samleje tilføres livmoderen gerne den nødvendige slim via den mandlige og kvindelige sæd, men udebliver den, må organet selv bevæge sig op i kroppen efter sædens udspring i hjernen. Dét skaber ravage, som nok kan forebygges ganske probat, men latent kan påføre kvinder en særlig lidelse, som terminologisk trækker spor frem til J.-M. Charcots arbejde på La Salpétrière-hospitalet. Da Sigmund Freud (1856-1939) kom hjem fra studier her og fortalte om en mandlig hysteriker, råbte en ældre kirurg til ham: »Men, hr. kollega, hvordan kan De sige sådan noget vås! Hystera er jo navnet på livmoderen. Hvordan kan en mand så være hysterisk?« [2 s. 47].

Så længe man ikke vidste besked med spermatozo (1677), æg (1827) og deres fusion (1876), kunne Hippokrates’ lære være rimelig nok, hvis ikke den i det 4. årh. f.v.t. havde givet kvinden en  større andel i tilblivelsen af nyt liv, end det udtalte mandssamfund brød sig om. Dels fordi det endnu befandt sig i en overgang fra dyrkelse af kvindelig frugtbarhed og Moder Jord-guder til en ny fremhævelse af skabelse og vækst i mandlig fallosskikkelse – og således var i en proces af omfortolkning i retning af maskuline værdier og symboler. Dels fordi der i dette tidsrum blev skabt tvivl om rimeligheden af patriarkatets undertrykkelse af kvinder samt af metøkere (fremmedarbejdere) og slaver – jf. Aristofanes’ krig og fred-komedie »Lysistrate« fra 411 f.v.t.

ARISTOTELES

Patriarkatets ideologiske redningsmand blev Aristoteles (384-22 f.v.t.), der lagde en ny kønsforståelse fast i skriftet »Om dyrenes formering«. Her er det ikke de to slags sæd, der står i centrum, men to slags blod: hhv. en slags basisblod, som kvinden repræsenterer (menses inklusive), og en særlig ilter type, som kun manden kan præstere, idet han i forbindelse med samlejet er i stand til at koge blod op til blodskum. Herved tilføjes – skabes – der »noget åndeligt« (pneuma, sjæl), og det er dét, der planter liv i kvindens blot nærende blod og krop. Heraf følger, at »kvinden så at sige er en impotent mand, for kvinden er jo netop kvinde ved en vis manglende evne, nemlig evnen til at omdanne næring til sæd« [1 s. 36]. Det kaldes potens, dvs. det, der har kraft og mulighed i sig. 

Det er en speciel tolkning af naturens luner, men den har et klart formål, nemlig at identificere hannen/manden med det aktive og hunnen/kvinden med det passive. Og her bliver opgøret med Hippokrates tydeligt, for af denne grund »er kvindens modstykke til mandens sæd ikke sæd, men et stof, som sæden skal arbejde med. Dette er præcis, hvad vi har fundet frem til, for menses er i sin natur i slægt med et mere primitivt stof« [smst.]. Empirien eller mellemregningen mangler, men konklusionen er klar: Mandens seksualitet, formeringsevne og hele kapacitet er aktiv, mens kvindens ditto er passiv. Og desuden: Sjælen er den aktive part, kroppen den passive – der må jo være forskel, som Aristoteles også påpeger.

Forestillingen om, at manden er den livgivende part i formeringen, mens kvinden blot er rugemor og et godt spisekammer, er ældre end Aristoteles, idet agerbrugskulturen i patriarkalsk regi for længst havde fostret idéen om manden som den, der planter frøet (sæden) i jorden (livmoderen) og lader det gro. Den træder tydeligt frem i Platons dialog »Timaios« fra ca. 360 f.v.t. og er første gang på spil i Aischylos’ tragedie »Forsoningen«, tredje del af »Orestien«, der blev opført på Dionysos-teatret i Athen i 458 f.v.t. – længere tilbage har vi ikke relevante kilder [1 s. 25, 30f].

GALENS ÉTKØNSMODEL OG DENS EFTERSPIL I 1960’ERNES ORGASMEDEBAT

Galen (129-216) var som Hippokrates af græsk herkomst, men tog til Rom for at virke som læge og udbygge den hippokratiske tradition: såvel humoralpatalogien som læren om undfangelse via to slags sæd. Sæd var for Galen i øvrigt et mere centralt livgivende stof end blod, hvorfor han advarede mod et alt for udsvævende liv med tab af sæd til følge. Det var det synspunkt i hans væskelære, som senere blev taget op af den schweiziske læge S.A. Tissot (1728-1797), der indledte kampen mod onani, en aktivitet, der satte livskraften over styr og alene ved sin ophidselsestilstand tærede på hele nervesystemet, hjertet og sindet [3 s. 171ff].

Teorien om de to slags sæd, der i den livgivende funktion stiller mand og kvinde lige, blev af Galen udviklet til at omfatte en fysiologisk genital enhed, dvs. ét slags kønsorgan, blot udviklet på to forskellige måder. Som en linse kan være konveks, udadbuet, og konkav, indadbuet, kan mennesket have sit kønsorgan lagt ud af kroppen, organiseret udad (mand), og lagt ind i kroppen, organiseret indad (kvinde). Det er og bliver dog det samme organ, det har de samme dele (penis/vagina, skrotum/uterus, testiklerne/ovarierne) og udvirker samme resultat: dannelse og udskillelse af sæd, kulminerende i en ophidselse kaldt orgasme.

Det er en meget symmetrisk model, i filosofisk forstand udtryk for monistisk tænkning – modsat den dualistiske, vi ellers finder i antikken, i kristendommen og i vores egen tid [4 s. 25ff]. Det interessante, set med vor tids øjne, er, at den indskriver orgasmen som et moment i såvel mænds som kvinders seksualitet. Derfor skete der det, da Galens étkønsmodel trods alt brød sammen i slutningen af 1700-tallet, at den kvindelige orgasme forsvandt ud i det blå. For da ejakulation og orgasme hænger sammen, og det nye tokønsparadigme atter betoner forskellen mellem mand og kvinde i sin forståelse af seksualitet og forplantning, kunne orgasmen ikke få plads i kvindens natur – den falder jo heller ikke sammen med lubrikationen og lysten til samleje.

Det kan i sig selv overraske, at Galens étkønsmodel holdt så længe, men man skal næppe undervurdere den betydning, som tegningerne i Andreas Vesalius’ store fysiologiske atlas, »De humani corporis fabrica« (1543), fik – vis-a-vis det øgede antal hel- eller halvoffentlige dissektionsdemonstrationer, der blev almindelige fra begyndelsen af 1600-tallet [4 s. 70ff]. De var nemlig medvirkende til, at flere og flere fik syn for sagen og begyndte at tvivle på Galens model. Spørgsmålet om kvindens orgasme inden for den nye tokønsmodel efter 1800 trængte sig ikke videre på, og victorianismens kønsmoral, der især ramte kvindesynet, sørgede for at holde temaet irrelevant.

Faktisk skal vi frem til Alfred Kinseys kvinderapport »Sexual behavior in the human female« fra 1953, før dette spørgsmål begyndte at støje, og med W. Masters og V. Johnsons arbejde fra omkring 1960 blev den kvindelige orgasme, primært med relation til klitoris, skrevet tilbage i de medicinske lærebøger. Et måske overraskende eksempel på, hvor langsomt denne »genopdagelse« slog igennem, får man gennem Betty Friedans (1921-2006) vigtige kvindesagsbog »The feminine mystique« (1963). Her spurgte hendes sexskuffede brevkasseinformanter ikke om orgasme, men diffust om »sexual fulfillment« – og dét handlede ikke om at få børn [5 s. 228f].

Få år senere tog temaet om kvinders orgasme en mere eksplicit drejning, idet diskussionen kom til at handle om den relativt passive vaginalorgasme vs. den mere aktive klitorale. I Danmark gik forfatteren og journalisten Mette Ejlersen (1916-1995) til kamp for sidstnævntes fremtrædende rolle i debatbogen »Jeg anklager« (1967), og dén diskussion satte sig spor i såvel brugsbogen »Kvinde kend din krop« (1975) som i Preben Hertofts (1928-2017) grundbog »Klinisk sexologi« (1976). I sidstnævnte hedder det med en elegant, underspillet formulering: »I vores kultur lægges der af begge køn megen vægt på, at kvinden opnår orgasme. Dette er et relativt nutidigt fænomen« [6 s. 60]. Ligestillingskampen var nået til den seksuelle nydelse.

LOMBROSO – EN MAND MELLEM FRENOLOGI OG DEGENERATIONSTEORI

Fra Galen til den italienske læge, psykiater og kriminolog Cesare Lombrose (1835-1909) er der et tidsspand på 1.700 år, så der er en del udviklinger i lægevidenskaben, vi her springer over, da de ikke fik afgørende konsekvenser for synet på de to køn. Til gengæld blev Lombroso en af de meget støjende helte, som eftertiden snart ønskede at glemme.

Lombroso, kandidat fra universitetet i Pavia, var tidligt blevet optaget af frenologien – karakterologi baseret på kraniemålinger, ret beset en pseudovidenskabelig metode, der dog allerede havde tjent den franske læge Paul Broca (1824-80), som sammen med sin tyske kollega J.F. Blumenbach (1752-1840) lagde grunden til den nye biologiske racelære. Lombroso var desuden inspireret af sin egen tids degenerationsteori, der byggede på J.-B. Lamarcks (1744-1829) udviklingslære om erhvervede egenskabers nedarvelighed – i dette tilfælde især hvad angik sygelige og derouteprægede egenskaber.

Sådanne kom sig gerne af fejlernæring og forurening (pellegra), men blev også tilskrevet storbyens alkoholisme, stoffer, promiskuitet og hektiske nervøsitet. Det var den franske læge B.A. Morel (1809-73), der i 1857 havde udgivet en større afhandling om menneskehedens truende degeneration, som begyndte som sindssygdom og åndssvaghed og efter fire generationer resulterede i sterilitet og slægtens undergang [7 s. 21ff]. Det var en spekulativ forestilling, som imidlertid hurtigt vandt gehør, bed sig fast og bl.a. ledte til eugenik (racehygiejne) og senere til nazisternes eutanasi og folkemord.

Lombroso var allerede omkring 1860 ude med sine måleinstrumenter, i starten for at sammenligne forskellige italienske folkeslag (racer), men snart fokuseret på afvigertyper som drikfældige, seksuelt afsporede – og forbrydere. Det resulterede i 1876 i hovedværket »L’uomo delinquente« (»Forbrydermennesket«, der kom i flere stærkt forøgede udgaver), og i 1893 blev det fulgt op af »La donna delinquente, la prostituta e la donna normale« – her omtalt som »Forbryderkvinden« og belyst ud fra den forkortede engelske udgave fra 2004 [7 s. 123ff].

FORBRYDERKVINDEN

Længe undgik Lombroso at anvende Morels udtryk »degeneration« og talte i stedet for om atavisme, dvs. en slags tilbagefald i arvegangen, men tanken og bekymringen var den samme, og »forbrydermennesket« inkarnerede den farlige atavisme. Der var i udgangspunktet især tale om mænd, men Lombroso blev mere og mere optaget af kvinden som forbryder. Som køn var den normale kvinde ikke direkte at bestemme som et tilbageslag, men nok som et evolutionært trin, der var gået i stå og derfor stod under mandens niveau på alle måder, moderskabet undtaget. Hvor »standset udvikling« i kriminalistisk perspektiv hænger sammen med den patologi, der føder forbrydere, er det i evolutionens gang blot et definitorisk træk, der adskiller den normale kvinde fra den normale mand [8 s. 37].

Det forklarer både kvindens ringere intellektuelle kapacitet og hendes svagere moralske sans, der netop viser sig, når hun går forbrydervejen eller blot lyver, intrigerer og pynter sig: »Kvinden føler derfor mindre, ligesom hun tænker mindre (…) alt i alt er den moralske sans hos kvinden, som hos barnet, laverestående« [8 s. 64/80]. Det er et biologisk tilvirket synspunkt, som kunne være hentet ud af Charles Darwins (1809-82) »Menneskets afstamning« (1871), hvor kulturfaktorer (socialisering, opdragelse, ideologi) kritikløst inkorporeres i den naturbestemte selektion [9 kap. 19-20]. Lombroso strammer sin egen dom op: »Den normale kvinde har mange karakteristika, der bringer hende på niveau med den vilde, barnet og derfor den kriminelle: vrede, hævn, jalousi og forfængelighed« [8 s. 81].

Kvindens forbrydernatur kommer således til syne, når hendes normale natur udarter, dvs. rammes af et atavistisk skred ud over det, der allerede adskiller hende fra manden. Dette patologiske skifte fremgår først og fremmest af hendes seksualitet og kønsdrift, der hos den europæiske normalkvinde ifølge Lombroso (og kollegaen Krafft-Ebing [10 s. 72]) gerne var diskret og sjældent meldte sig, hvis ikke der skulle avles børn. Den fatale udartning viser sig derfor som en lidenskabelig, lystbetonet trang til samleje, der i sin grænseløshed ikke går af vejen for promiskuitet – og dermed indvarsler prostitution og kriminalitet.

Som alle, der bygger på dogmer og fordomme, kommer også Lombroso ud i sære paradokser, og han må derfor leve med, at manden, der jo befinder sig på et artstrin over normalkvinden, er udstyret med en betydelig og sund seksuel appetit, samtidig med at den prostituerede forbryderkvinde på et trin under den normale udviser en lige så kraftig, men altså usund, ja, syg lyst til sex. Naturen er forunderlig, og mange normale mænd må takke lige så mange unormale kvinder for, at de ikke altid behøver at voldtage deres hustruer eller tyende. Man får let det indtryk, at det er visse kvinders atavistiske lyst til promiskuøse forhold, der skaber prostitutionen, og derfor kan man(d) kun konkludere, at »jo mere kvinder nedværdiger sig selv, og jo mere de synder, desto mere hjælper de samfundet« [8 s. 37].

Så hvad er problemet egentlig? Jo, at liderligheden sjældent står alene, men hos kvinden er nøje knyttet til den karakterbrist, man efter den engelske læge J.C. Prichard (1786-1848) havde lært at betegne som »moral insanity« – moralsk vanvid, senere kaldt psykopati og i dag »dyssocial personlighedsforstyrrelse«. Mens den normale kvinde er udtryk for en »moralsk evolution i retning af skabelse og forstærkning af ærbarhed«, dvs. en evne til at styre og inddæmme sin seksuelle lyst, er den »fødte prostituerede« blottet for »moderlige og familiemæssige følelser« og viser sig »samvittighedsløs i efterstræbelsen af sit begær«. Hun repræsenterer kort sagt »den fuldendte form for moral insanity« [8 s. 216].

Det er ikke pengene eller nøden, der skaber prostitution, men en dobbeltbrist i kvindens natur: begærets opbrud, moralens nedbrud. Tyveri, bedrageri, vold og drab forekommer naturligvis også som indikation på forbryderkvinden, men prostitution, inklusive en stærk tilbøjelighed til promiskuitet, er den mest nærliggende og almindelige udartning. Det har sine grunde ifølge Lombroso, for »prostitution står tættere på kvindens primitive adfærd, end kriminalitet gør« [8 s. 149]. Hans sygeliggørelse af kvinden var nærmest total.

ET PAR MISOGYNE EFTERFØLGERE

Som sådan lagde Lombroso direkte op til den unge og sexparanoide Otto Weininger (1880-1903), der i »Køn og karakter« (1903) vredt fastslog: »Kvinden er intet andet end seksualitet. Manden er seksuel og endnu noget andet« [11 s. 165]. Degenerationen kunne øjensynlig let forplante sig til manden, men det fik østrigeren Weininger ikke selv at se, for han tog sit eget liv, inden bogen – der overraskende fik stor succes – udkom. Og han nåede heller ikke at afslutte sine påbegyndte studier i medicin, så rigtig læge blev han ikke.

Uddannet og praktiserende læge var til gengæld tyske Paul J. Möbius (1853-1907), der i en agtværdig faglig årbog fik publiceret en lille afhandling »Om kvinders fysiologiske evnesvaghed« (1900) – også den blev meget udbredt og opnåede adskillige udgaver. Kerneordet »schwachsinn« betegner en intelligens, der ligger mellem åndssvaghed og normal (mandlig) forstand, og dette »svagsind« skulle konstitutionelt være bestemt af nogle særlige hjernelapper, der »er ringere udviklet hos kvinder i forhold til mænd« og det endda lige fra fødslen af! [12 s. 7]. – Selve hjerneargumentet var i tiden meget anvendt, men var dog allerede sat grundigt på plads af filosoffen John Stuart Mill (1806-1873) i »Undertrykkelsen af kvinder« fra 1869 [1 s. 101].

Mod slutningen af Möbius’ afhandling viser det sig, at hans egentlige ærinde var – med slående argumenter – at modarbejde, at kvinder fik adgang til medicinstudiet: »Det synes mig langt vigtigere, at lægerne skaffer sig klare forestillinger om den kvindelige hjerne- og åndstilstand, så de begriber betydningen og værdien af den kvindelige evnesvaghed, og så de gør alt, hvad de kan, for i menneskeslægtens interesse at bekæmpe disse, feministers’ naturstridige bestræbelser. Det handler her om folkets sundhed, som bliver truet af de ,moderne kvinders’ forvildelse« [12 s. 17].

I Danmark var vi ikke så skræmte: Nielsine Nielsen (1850-1916) blev, som det vil være mange bekendt, optaget på medicinstudiet i 1877 og afsluttede sin kandidatgrad i 1885 – endda som den først immatrikulerede kvindelige studerende på Københavns Universitet. 

AFRUNDING OM FREUD

Lad mig slutte denne lille rundgang fra Hippokrates til Paul Möbius – fra 400 f.v.t. til tæt på vores egen tid – med et par bemærkninger om Freud. Han var uddannet som læge fra universitetet i Wien i 1881 og supplerede sin medicinske viden med grundige studier i datidens (noget famlende) psykiatri hos Jean-Martin Charcot og Hippolyte Bernheim i Frankrig, inden han rendyrkede den psykologiske terapi (de frie associationer) og teori (det ubevidste, det fortrængte).

Men i sin seksualteori (1905), i de metapsykologiske afhandlinger om narcissisme og driftslære (1914/1915) samt i skrifterne om den kvindelige seksualitet og psykologi (1931/1933) arbejder han klart psykologisk – og i nogen grad filosofisk – men ikke ud fra fysiologisk eller hormonal empiri. Han var sig i høj grad denne forskel bevidst, især efter bruddet med vennen og lægen Wilhelm Fliess omkring 1900. Så selv om freudianske kategorier som »penismisundelse« og »passiv libido« lyder helt medicinsk-kliniske, er det lutter psykologisk teori og modelarbejde. Og som sådan var der tale om hypoteser, hvoraf nogle centrale om køn og kønsforskelle for længst er blevet aflivet – både af de store adfærdsundersøgelser i 1950’erne og 1960’erne og af øget fysiologisk viden og mindre fordomsfuld spekulation.

Man må dog sige, at meget omkring forståelsen af kvindens seksualitet og personlighed op gennem det 20. århundrede ville være forløbet anderledes og have skabt færre komplikationer, hvis Freud ikke også ubevidst havde haft sine gamle fysiologiske briller på og udlagt klitoris som en mindreværdig penis, men dog et aktivt lystorgan, der ifølge naturens orden skulle »gå over« til fordel for den passive vagina. Og hvis Aristoteles’ pseudomedicinske kønsdogmer ikke havde haft så stor indflydelse på ham.