Medicinsk blodbad

Den 5 cm lange og dekorerede sneppert i messing og stål ligger i et læderetui. Den var allemandseje for læger i Vesten fra middelalderen til midten af 1800-tallet. Christian Weisbachs (1684-1715) lægebog har 53 henvisninger til gavnlige åreladninger, mens Heinrich Paulizkys (1752-1791) lægebog har 23 henvisninger. Paulizky forklarer, at åreladning kan være skadelig, når den bruges i flæng. Han tilråder, at raske personer, som har brugt åreladning som forebyggelse af sygdom, bør trappe ud af behandlingen ved at forlænge pausen mellem hver åreladning et par måneder hver gang. Ifølge Paulizky kan åreladninger være nyttige ved f.eks. tandpine, ørepine og lungebetændelse, men også ved forgiftninger, sindssyge, blod i afføringen og indeklemt brok [1, 2].

Læger i Vesten opfattede udtømninger af kroppens væsker som livreddende helt op i 1800-tallet. Den stærke tiltro til udtømmende behandlinger var bygget på antikkens humoralpatologi, som forklarede en række sygdomme med manglende eller ophobede kropsvæsker i bestemte legemsdele. Blodansamlinger blev tolket som forstadier til betændelser i indre organer. Derfor kunne blodsansamlinger være livsfarlige. Samtidig havde antikkens hippokratiske medicin knæsat idéen om, at kroppen selv igangsatte helbredende processer som f.eks. næseblod ved blodansamlinger i hjernen eller kraftig sveden i slutningen af en febersygdom. Denne idé om helende udtømninger var knyttet til den terapeutiske hovedregel, at lægen skulle understøtte kroppens helbredende processer ved at årelade ved f.eks. en betændelse i lungerne eller hjernen.

Den franske læge Pierre Louis (1787-1872) vakte opsigt i 1835 med Recherches sur les effets de la saignée [Undersøgelser af åreladningens virkninger]. Louis viste med statistiske undersøgelser, at der ikke var forskel på åreladning tidligt end sent i en lungebetændelse. Patientens sygdomsforløb varede det samme antal dage ved begge behandlinger. Han var en del af det postrevolutionære Paris, hvor en række medicinske dogmer stod for fald. Den kritiske Louis satte dog kun spørgsmålstegn ved nytten af den tidlige åreladning og betvivlede ikke selve åreladningens effekt. Faldet i brugen af åreladninger skete gradvist i løbet af 1800-tallet. Organlæren vandt frem, og idéerne om den helbredende udtømmelse gennem kroppens åbninger forsvandt fra den vesterlandske medicin. Udtømmende behandlinger videreføres dog inden for den alternative medicin »naturopati«, som bl.a. bruger tarmskylninger.