Skip to main content

Menneskebiblioteket

cover

Af Lene Agersnap, chefredaktør

20. dec. 2023
13 min.

Mødet med bogen Filip, benamputeret

Jeg møder Filip på Nørrebro en tidlig morgen uden for Menneskebibliotekets Læsehave. Jeg ser ham bagfra og ved med det samme, at det er ham. En høj, sporty skikkelse med camouflagerygsæk og shorts. Shortsenes nederste kant forbindes til et par sorte joggingsko via to ben, der ser ud til at være lavet af aluminium. Gangen er fuldstændigt upåfaldende. Vi hilser og beslutter os for at sætte os ind i Læsehaven. Ronni Abergel, CEO i Menneskebiblioteket, kommer om lidt. Han har lige sms’et, at han har en teenager, der ikke vil ud ad døren.

Selfie Filip

Jeg forstår, at Filip har hørt om Menneskebiblioteket via sit netværk – han har en veninde, der kender en af medarbejderne. Imens vi smalltalker, går vi forbi en inskription, der er malet på noget træværk. »Unjudge someone«, står der.

»Hvorfor har du meldt dig som menneskebog?«, spørger jeg.

»Fordi min historie er ret unik«, svarer han og går i gang med at fortælle. Ordene falder let, han har fortalt lige den del af historien mange gange før, tænker jeg. Filip er født ind i Jehovas Vidner og brød ud som 18-årig, da han som homoseksuel ikke kunne rummes i den kultur. Sygdomsforløbet, der førte til den dobbeltsidige crusamputation, var også unikt. »Der var ingen, der troede, at jeg ville overleve«, siger han med et stort smil. »Først non-Hodgkins lymfom i 2020, kemokur og et nedbrudt immunforsvar. Så septisk shock to gange, DIC (dissemineret intravaskulær koagulation, dvs. et blødningssyndrom, red).

og hjertestop 3. marts 2020. Heldigvis står der en læge lige ved siden af. Jeg bliver genoplivet og lagt i kunstig koma i næsten seks uger. Da jeg vågner, er jeg ret omtåget. Jeg husker svagt, at jeg bemærker, at mine fødder er helt mørke eller måske snarere sorte. Jeg forsøger at gøre sygeplejerskerne begribeligt, at jeg gerne vil have dem vasket – jeg taler ikke rigtigt endnu, så det foregår via fagter og staveplade. Jeg bemærker, at hendes svar er undvigende«.

Filip forstår på en læge, der kommer forbi nogle dage senere, at hans fødder er mumificerede. Han er glad for, at den viden kom til ham gradvist, mens han var omtåget, for det ville have været svært at forstå på én gang. Der går relativt lang tid – fra marts til august – før amputationen finder sted. »Det var mig selv, der strittede imod«, siger han. Man skulle først finde ud af, om alt vævet var dødt, hvilket desværre viste sig at være tilfældet. Da en infektion stødte til, var amputation den eneste mulighed.

Undervejs er der nogle bemærkninger fra læge og sygeplejersker, som sidder fast. »En ortopædkirurg siger til mig, at jeg ikke skal regne med, at jeg nogensinde kommer til at gå igen«, siger Filip og er tydeligt påvirket af erindringen om det udsagn. »Det skal han ikke bestemme«, er hans helt umiddelbare reaktion. »Gad vide, om han også ville have sagt det til en anden patient, som så troede på det. Men for mig blev det en motivationsfaktor«. 

Som barn troede Filip på alt, hvad de voksne sagde – det var først senere, at han forstod, at der var rigtig meget, der ikke passede på ham. Han fik at vide, at det ikke gav mening at få en lang uddannelse, eftersom dommedag var lige om hjørnet, og der skulle være plads til religiøse handlinger. Vi bliver galgenhumoristisk enige om, at dommedag måske så småt begynder at kunne skimtes i periferien af synsfeltet. Så det kan være, at de ender med at få ret. Men Filip fik i hvert fald ikke nogen længerevarende uddannelse, han blev uddannet til at stå i butik, var en overgang butikschef i Netto og skiftede derefter til boligindretning. Kom tilbage i fleksjob, 20 timer i samme job som før han blev syg og har efter eget udsagn verdens bedste arbejdsplads. Også hele den kommunale sagsgang er gået upåklageligt, hvilket Filip tilskriver, at han hele vejen igennem havde et klart billede af, hvad han gerne selv ville. Og det lyttede man til på kommunen. Han er en mand, der tilsyneladende ikke kender til dårligt humør, men beskriver sig selv mere som en fighter. Han har kun sporadisk kontakt til sin familie, der ikke forstår hans homoseksualitet, men han opfatter ikke selv den manglende kontakt som noget større problem.

Menneskebibliotekets læsehave

Mangfoldighedstræning 

I mellemtiden er Ronni kommet til. Han er en lettere mørklødet, tætbygget herre omkring de 50 med en venlig udstråling. Han sørger for puder og drikkevarer til os.

»Det er nogle frække stænger, du har der« siger han, henvendt til Filip »Der er nogen, der tænder på stål, så kommer man i mål«, fortsætter han drillende. Vi griner alle tre. Latteren virker ægte. Der er noget afvæbnende over Ronni Abergel, noget smittende uhøjtideligt. Man fornemmer, at han taler utvungent med alle, Ahmed, en gartner, der kommer forbi, en dame, der leder efter en adresse, hun ikke kan finde. Han taler med hele kroppen. Og løfter indimellem sin hvide T-shirt op for at tørre sit ansigt i varmen. At maven derved blottes, synes ikke at genere ham.

»Benene er nu lavet af aluminium«, replicerer Filip. Han har shorts på i dag, fordi det er varmt, og i anledning af at vi skal mødes. Han havde også shorts på til Copenhagen Pride. »Er det ikke noget med elefanten i rummet?«, vil Ronni vide. Filip bekræfter det. Det virker afdramatiserende, hvis folk kan se tæt på, hvordan det hele er konstrueret. Hvordan benstumperne sidder fast på protesen. Det, man forestiller sig, er ofte værre end virkeligheden. Han bliver tit stoppet på gaden. Ni ud af ti tror, at han har været soldat. Han fortæller en historie, der passer til lejligheden. Hvis folk vil have drama, så får de det.

Filips ben skrues af og på (Foto: Pressefoto)

Jeg spørger Ronni, om han vil sige lidt mere om, hvad der plejer at ske her i Læsehaven. »Vi er her for at udfordre forestillinger og fordomme – hvad er virkeligheden egentlig for Filip? Hvis du ikke på forhånd kender ham, vil benet fylde, indtil vi taler om det« 

Filip er enig. Her er det opgaven at tale om det. Hvis vi derimod sad fast i en elevator sammen, ville han forbeholde sig retten til at lukke for en samtale om sine ben, hvis han ikke lige orkede at tale om det. 

Men lige her i Læsehavens ramme giver det ro at fremlægge sin historie, formidle en subjektiv erfaring af et levet liv. Og historien er langtfra ens hver gang, for hvert menneske stimulerer nogle forskellige knapper.

Samtalen lever kun, hvis folk tør spørge. Hvis ikke de gør det, bliver det en remse. Filip kan også lånes ud som »homoseksuel« eller som »tidligere Jehovas vidne«.

I de to år Filip har været bog, har han desuden været til 10-12 events, som han opfatter som rigtig meningsfulde, f.eks. på socialrådgiveruddannelsen. På fredag går turen til et HK-arrangement med 100 mennesker i Nyborg. Der deler de bøgerne i grupper på fire til seks, så der er 15-20 bøger med. Menneskebiblioteket tager også ud til store firmaer og har også været på Bispebjerg Hospitals anæstesiafdeling. »Mangfoldighedstræning«, kalder Ronni det.

15 fordomssøjler

Der opstår en naturlig åbning i samtalen, og jeg spørger, hvordan idéen til Menneskebiblioteket overhovedet opstod. »Jeg var faktisk på sporet af den allerede som helt ung«, fortæller Ronni beredvilligt. »Jeg har altid været frustreret over, at der var så mange ting, man ikke måtte tale om. Jeg havde sådan en type mor, der sparkede mig over benet ved middagsbordet, hvis jeg bragte en samtale op, som hun ikke syntes var passende. Eller hvis jeg som lille dreng kom til at pege på en tyk mand. Jeg har altid været menneskeligt nysgerrig og gerne villet forstå andre. I 2000 var jeg med i organisationen ,Stop Volden’, som for andet år i træk blev inviteret til Roskildefestivalen for at lave et arrangement. Jeg fik den idé, at vi skulle invitere folk til at udfordre deres fordomme – ,lån en fordom’ – og så var det vores lille gruppe på fire, der sammen udviklede betegnelsen Menneskebiblioteket«.

Det blev en stor succes, som nu eksisterer i 85 lande. Alle samfund ved, hvad et bibliotek er. Den framing er ifølge Ronni Abergel væsentlig. Ideen er at skabe et trygt læringsrum under bibliotekskonstruktionen med bibliotekarer, bøger, lånere, læsere, læsehaver etc. Regler for udlån, udlånstid, lånerkort etc. I starten var der otte fordomssøjler, nu er der 15, nemlig alle de menneskelige måder at være på, som kan skabe grobund for fordomme, der kan udfordres i en dialog. F.eks. etnicitet, religion, social status, handicap, mentalt helbred, beskæftigelse osv. Det er et krav, at man skal tilhøre en gruppe, ikke en ekstrem. Har man f.eks. været bjergbestiger på Mount Everest, har det ingen interesse.

Ronni betoner, hvorledes ideen er blevet finpudset gennem alle årene, så konceptet står knivskarpt. »Vi har løbende etiske diskussioner i flere dimensioner af vores arbejde, f.eks. publicistetisk. Hvilke bøger skal vi udgive? Grænsen går ved, at man ikke må have gjort skade på andre. Pædofile, mordere, spritbilister etc. får et nej tak, for du kommer ikke ind, hvis du har haft forsæt til at skade et andet menneske. Du skal være ,unjustly stigmatized’ for at kunne udgives«.

Processen med at blive udgivet 

Hvis ikke man har det godt med at fortælle sin egen historie, skal man ikke være bog. »Potentielle bøger screenes grundigt«, fortæller Ronni. Der er en ansøgningsproces og et antal interview. »Hvis du virker som en balanceret, troværdig person med en relevant erfaring, bliver du inviteret på kursus, hvor du skal lære mere om dig selv og rollen som bog. Der er forskel på at være storyteller og en åben bog. Det skal være læserens spørgsmål, der guider, hvad den halve time med f.eks. Filip skal gå med. Folk, der er på en kampagnetur eller missionerer, kan ikke bruges. Det hænder, at de potentielle bøger får at vide, at det er for tidligt. Det er sjældent, at en bog bliver taget af hylden, men det forekommer. For selv om man som bog kan blive udfordret, er det erfaringen, at det også kan være enormt helende. Desuden kan man ved behov få supervision hos en frivillig psykolog. Der er også regler for, hvor tit man kan blive udlånt, for det duer ikke, hvis man bliver overeksponeret. Det skal ikke blive din identitet at være en bog«.

Ronni eksemplificerer det med sig selv. Han har indimellem optrådt som bog, når en anden har haft forfald. »Jeg hedder Ronni, mit emne er sorg. Jeg er enkemand, min hustru havde en hjertefejl, faldt om på en altan i Spanien og døde i mine arme, mens vores to børn lå og sov. Og jeg oplevede et enormt stigma, folk trak sig fra mig. ,Spørg mig, om alt hvad I vil’. Du skal bare selv finde en ny måde at fortælle det på hver gang, ellers bliver du træt af at høre på dig selv. « 

Jeg troede faktisk ikke lige der, at det var en ægte historie, der handlede om Ronni selv, men en tænkt identitet, han påtog sig. Derfor reagerede jeg ikke med den empati og indlevelse, som jeg ellers ville have gjort. Det var først bagefter, at jeg forstod, at det faktisk var Ronnis egen historie. Og måske var det også hans mening: at præsentere sin bogtitel objektivt, uden at lægge op til at jeg skulle smuglæse den.

Man fornemmer, at det er selve konceptet Menneskebiblioteket, der driver Ronni Abergel. Uden at dvæle ved den individhistorie, som tilfældigvis er hans egen, fortsætter han med at fortælle, hvad udbyttet er i den anden ende, hos lånerne. »Folk, der har overkommet mere end vi selv har, inspirerer os. Bekræfter os i, at modgang kan gøre os stærke. Privilegerede mennesker i høje stillinger bliver ydmyge, når de får et andet perspektiv på deres egne problemer. At du ikke kan gå med sandaler på stranden, fordi du har svamp i en tånegl, bliver udfordret af Filip, der kommer gående på sine aluminiumsben. »Nu må du tage dig sammen, er der mange, der siger til sig selv. Filip er ekstrem, fordi han er så visuel. Filip er en billedbog. Men han kan jo også lånes ud som homoseksuel. Enten det ene eller det andet. Vi tillader ikke, at man låner bøger ud på deres omslag. Det er jo ikke et freak-show«.

Founder Ronni Abergel (Foto: Pressefoto)

Forklædt som et gratiskoncept

Menneskebiblioteket reklamerer ikke for deres virksomhed, men folk hører om det i netværket. »Hvor skulle penge til marketing komme fra?«, spørger Ronni retorisk ud i byrummet. »Vi passer ikke ned i de forskellige kasser. Offentlige midler er målrettet folk med særlige behov og vi fusionerer jo mange grupper med særlige behov. Så når vi søger penge, får vi at vide, at de kun er til den og den gruppe og ikke den mangfoldighed af grupper, som vi repræsenterer. Så paradokset er, at vi, som netop gerne vil samle hele samfundet, ikke passer ned i samfundets kasser. Så vi får intet tilskud eller fondsmidler af betydning. Og desuden har vi forklædt os i et gratiskoncept. Ronni slår opgivende ud med armene: ,Har du måske nogensinde betalt på et bibliotek?’«.

»Til gengæld har vi udviklet en anden model. Det, vi laver, giver jo værdi, ellers sad vi ikke her efter 23 år. Folk glemmer ikke de møder, vi faciliterer, selv efter over 20 år, fordi deres menneskelige horisont udvides. Det er med til at løfte stigmaet væk fra de sårbare grupper. Så vi ser mennesket og ikke handicappet, hvis vi lige skal tage Filips eksempel.

Så for at kunne få penge ind, har vi lavet en anden model oveni med forskellige læringsformater: Læsesalen, læsehjørnet, Menneskebibliotekets bogcafe. Forskellige skalerbare formater, som kan tilpasses kontekster, f.eks. konferencer, pop up-events eller større læsegrupper. Dem sælger vi til samarbejdspartnere på forskellige niveauer. Typisk større firmaer, som finder os, fordi de tænker, at det vil være godt for deres mangfoldighedspolitik«.

Faktaboks

De 15 fordomssøjler

Faktaboks

Foreningen Menneskebiblioteket