Skip to main content

Musik er medicin!

Glade Roskildedage anno 2019 med den legendariske Orange Scene i baggrunden. Billedet er taget, lige inden musikpladsen blev åbnet for den forventningsfulde offentlighed. Ved siden af forfatteren ses Thomas Jepsen, som er en af fire ansatte musikbookere (selfie).
Glade Roskildedage anno 2019 med den legendariske Orange Scene i baggrunden. Billedet er taget, lige inden musikpladsen blev åbnet for den forventningsfulde offentlighed. Ved siden af forfatteren ses Thomas Jepsen, som er en af fire ansatte musikbookere (selfie).

Marianne Ifversen

27. aug. 2019
3 min.

Musik er medicin. For Lou Reed var det i hvert fald: »My life was saved by rock´n roll«, hævdede han.

Jeg har altid elsket progressiv livemusik. Den, der kratter, overrasker, støjer og stritter lidt. Til tider til nogen fortvivlelse for mine omgivelser, bl.a. mine læsemakkere på medicinstudiet, som kunne se sig nødsaget til at deponere mine playlistebånd i den grønne skraldespand i Studenterklubben på Panum Instituttet.

Studenterklubben var også stedet, hvor jeg fra 1986 begyndte at booke bands til de fester, Husgruppen afholdt. Her blev jeg eksponeret for en fællesskabstanke, som vækkede både spejderånd og ildsjæl. Da jeg i 1988 mødte folk fra »Next Stop«-miljøet, forstærkedes min trang til at afprøve frivillighed i kulturlivet. De andre studerende holdt et halvt års orlov for at rejse, men jeg holdt bare en læsepause, hvor jeg arrangerede kæmpefest i B&W Hallerne og var med til at indtage Rust på Guldbergsgade og omdanne det til et kulturhus, inden vi i »Next Stop Sovjet« (sammen med Leif Skov fra Roskilde Festival) afholdt en kæmpekoncert i Moskva i 1989.

Den aktivistiske energi jeg oplevede i »Next Stop« var enestående. Den kan på en god dag sammenlignes med, hvordan alting kan gå i hak på en operationsstue eller i min egen medicinske verden, når desperat syge børn helbredes via et optimistisk og smidigt teamarbejde. Og den lever i bedste velgående på Roskilde Festival.

Så da Leif Skov i 1990 spurgte, om jeg ville være frivillig i Roskilde, var jeg ikke i tvivl. Siden da har jeg hvert eneste år været frivillig, aldrig som læge, men derimod som festivalildsjæl. Fra 1991 som booker i musikgruppen og siden 2016 som bestyrelsesmedlem for Foreningen Roskilde Festival. Det er den almennyttige forening, der arrangerer festivalen og donerer hele sit overskud – for tiden ca. 18 millioner kr. årligt – til arbejdet med bl.a. udsatte børn og unge.

Her kan jeg være med til at sikre, at festivalen ikke forfalder til at plukke de lavest hængende frugter, som sjældent er de mest bæredygtige. Og jeg kan være med til at sikre, at der hvert år er ca. 85.000 betalende publikummer, som kan få en musikalsk, social og politisk dannelsesrejse, som ikke findes andre steder i verden. En musikalsk dannelsesrejse, som ifølge Johan Olsen, forsanger fra Magtens Korridorer og ph.d. i biologi, vækker en følelse af solidaritet, samhørighed og fællesskab i en tid, hvor individualiteten hyldes. Det er for mig en vigtig samfundsmæssig medicin.

På det personlige plan er det også en vigtig medicin, da jeg både gennem mit frivillige arbejde og mine egne musikoplevelser kan samle mental ballast til at håndtere de børn med livstruende sygdomme, jeg møder i mit arbejdsliv.