Når hverdagen online udfordrer fysisk nærvær

Rammerne for at være ung i dag har ændret sig ganske markant med udviklingen af det sociale liv online – og det tilmed med en fart, som ikke tidligere er set. Hvordan påvirker det de unges trivsel? Og kan nærhedsetikken bidrage med indsigter, som er svære at indfange gennem kvantitative mål? 

I denne artikel ser vi på, hvordan begrebet nærhed kan forstås og udfordres i en tid, hvor en stadig stigende del af unge sociale liv foregår online. Vi fokuserer særligt på, hvordan rammerne for tillid og sårbarhed, ansvar og omsorg ændres, efterhånden som ungeliv foregår online – herunder, hvordan fysisk nærhed og dannelse har betydning for, at unge mennesker trives. Vi anlægger derfor et nærhedsetisk perspektiv på unges hverdagsliv.

En onlinehverdag 

Danske unge har et relativt højt skærmforbrug i forhold til børn og unge i sammenlignelige lande [1]. Unge mennesker har taget digitale værktøjer til sig i så hurtigt et tempo, at vi ikke længere kan betragte unges psykologiske og sociale funktioner som uafhængige af deres onlineaktiviteter. På trods af den stigende interesse i spørgsmålet om sammenhængen mellem unges trivsel og deres onlineliv og -relationer har man imidlertid ikke kunnet påvise nogen entydig sammenhæng mellem omfanget af unges brug af onlinefora og trivsel. En rapport fra VIVE stiller spørgsmålet, om unges digitale adfærd kan bidrage til at forklare, hvorfor vi gennem de senere år har set en stigende andel unge, som mistrives. En delanalyse viser en beskeden sammenhæng mellem et højt skærmforbrug og gruppen af unge med alvorlig mistrivsel. Men hverken analysen eller et systematisk litteraturreview i samme rapport kan afgøre, om mistrivslen kommer af det store skærmforbrug, eller om det snarere er pga. af mistrivsel, at nogle unge bruger mere tid online [2]. For de unge er det digitale rum og hverdagsanliggender samtidig forbundne i en kompleks konstellation, hvor det kan være svært at adskille det ene fra det andet, når vi ønsker at undersøge mulige grunde til unges mistrivsel [3]. Dette peger på et behov for at se på flere facetter af udviklingen i unges onlineadfærd og stigende mistrivsel, der rækker ud over det rent kvantitative.

Brugen af sociale medier har indflydelse på, hvordan unge socialiserer i dag. Et dansk studie fra 2019 viser, at brugen af sociale medier har både fordele og ulemper for unge [4]. Sociale medier hjælper unge med at holde kontakt med venner og kan virke inspirerende og motiverende, men kan også skabe både stress og ensomhed [4]. Vi er i denne artikel særligt interesserede i, hvordan forskning viser, at sociale medier erstatter den traditionelle ansigt til ansigt-socialisering, som tidligere generationer kender det. I forskningen omtales dette fænomen som displacement of face-to-face socializing [5], som beskriver, hvordan unges øgede tid online giver mindre tid og fysisk nærhed sammen med venner og familie.  

Når sociale interaktioner i høj grad sker via digitale medier, kan det have konsekvenser for de unges følelse af tilknytning til deres jævnaldrende, hvor det bliver en anden måde, man »omgås« hinanden på. Men det kan også have konsekvenser for de unges kontakt til nære familiære relationer, som minimeres betydeligt. Ligesom de unge ikke behøver opsøge deres venner fysisk, men dog bibeholder kontakten online, vil den daglige tætte kontakt til familiemedlemmer, herunder forældre, i stigende grad mindskes. En risiko er, at den del af den unges udvikling og sociale dannelse, som foregår gennem den tætte omgang med familien, udebliver – og dermed svækkes den nærhed, som skaber grundlaget for fortrolighed og støtte i situationer, hvor den unge har særlig brug for dette. Og offlinerelationer er vigtige. En anden rapport fra VIVE har fundet en sammenhæng mellem trivsel og de unges rapporteringer om sociale relationer: »Unge, der trives godt, beskriver relationerne til venner og forældre i positive termer; det gør unge i mistrivsel ikke. De føler sig oftere ensomme og oplever ikke at få den nødvendige opbakning, støtte eller fortrolighed derhjemme fra« [1]. Særlig central er her oplevelsen af familien som et trygt udgangspunkt, der tilbyder støtte og fortrolighed. 

En yderligere konsekvens af den stigende grad af onlineinteraktioner er, at unge skal forholde sig til sig selv på nye måder. Onlinemedier bevirker f.eks., at den unge oplever at være »på« hele tiden, fordi de fleste sociale medieplatforme kræver hurtig feedback i form af hurtigt skiftende indholdsfeeds, der kræver hurtige svar som »likes« og »retweets« (på X (tidligere Twitter)), »likes« og »delinger« (på Facebook), »brug« og »visninger« (på Snapchat) osv., hvor unge let kan føle sig pressede til at deltage og reagere på indhold fra deres venner [6]. Digitale medier medfører altså nye og anderledes typer af sociale forpligtelser, som er allestedsnærværende, hvilket betyder, at den unge får sværere ved at finde frirum til sig selv og mulighed for fordybelse. Sociale medier påvirker unges selvopfattelse og gruppeidentitet, da de på alle tidspunkter kan spejle deres egne liv i andres. Det forhold at være konstant »til stede« i andres liv og gøremål kan give anledning til flere og mere komplekse identitetsproblematikker end tidligere [4]. Hertil kommer, at andres, herunder venners, hensigt ikke altid er til at tyde gennem sociale medier eller andre onlineinteraktioner [6]. Dette kan bevirke, at unge oplever mistillid til informationer og intentioner fra andre, hvilket kan skabe usikkerhed både i de unges relationer og i deres selvforståelse. Igen fremstår de unges digitale liv som havende både positive og negative sider. På den ene side er det positivt at kunne opleve et tilhørsforhold til andre unge gennem sociale medier, f.eks. gennem digitale kontakter til venner eller særlige relevante fora og grupper online. På den anden side kan et socialt liv, som i høj grad leves online, også udfordre de unges følelse af tilhørsforhold, fordi de let kan blive hængt ud, føle sig anderledes, udenfor mv. [7].

Unges udfordringer i dag: Mindhelper-studiet

Vores udgangspunkt er foreløbige resultater fra et studie af en onlinebrevkasse, Mindhelper, hvor børn og unge mellem 13 og 25 år kan stille anonyme spørgsmål eller få råd om de bekymringer, de tumler med i dagligdagen. En del af studiets foreløbige resultater peger i retning af, at danske unge i dag oplever at have mange forskelligartede udfordringer, men at disse i nogen grad minder om de udfordringer, som unge har haft gennem generationer. Den åbenlyse forskel fra tidligere er, at unge i dag har mange flere muligheder for at søge og få hjælp, både online gennem chats, diverse uafhængige fora, etablerede fora for spørgsmål (f.eks. Mindhelper mv.) og i fysiske rammer, såsom åbne rådgivninger, psykologer, selvhjælpsgrupper mv. Adgangen til de mange muligheder for at søge råd og stille spørgsmål synes dog også at give anledning til, at meget, som vi tidligere anså for »almindelige« udfordringer eller bekymringer, kan komme til at fylde mere for de unge. 

I studiet optræder unge, som henvender sig med »tunge« og alvorlige problemer som f.eks. overgreb, vold, cutting og tanker om selvmord. Men langt hovedparten af de unge skriver ind med spørgsmål og problemstillinger, som er helt almindelige og forventelige dele i den fase af livet, hvor de skal udvikle en egen identitet, forholde sig til fremtiden og samtidig finde en plads i gode og nærende fællesskaber. Det kan være spørgsmål, såsom hvad den unge skal gøre, hvis kæresten taler med en anden, og man oplever jalousi, eller hvordan man rækker ud til en voksen, hvis man tumler med overvejelser om uddannelse, hvordan det går i skolen, eller hvorfor ens humør svinger. Andre typer spørgsmål, der fylder meget, omhandler unges oplevelser af ikke at kunne mærke sig selv – de er forvirrede over deres humør, der svinger, og de er bekymrede for, at der er »noget galt« med dem, når de ikke altid er glade. Herunder bruger en del unge meget tid på at undersøge eller opsøge hjælp til at finde frem til informationer, som kan hjælpe dem til at afgøre, om det, de oplever, er tegn på noget mere alvorligt som f.eks. depression eller angst. Et andet gennemgående tema er manglen på at have nogen at henvende sig til, når noget opleves svært, og følelsen af at have svært ved at åbne sig over for de nærmeste relationer, som er til stede i de unges hverdag. De unge oplever tvivl om, hvem de skal dele svære tanker med. 

Dette er måske heller ikke i sig selv et nyt fænomen, men noget af det, resultaterne indikerer, er, at det er blevet lettere at lukke sig af fra andre og undgå nære relationer, fordi det i princippet stadig er muligt at have »kontakt« med omverdenen uden at bevæge sig ud ­fysisk. I forhold til tidligere, hvor de fleste unge ­efter længere tids ophold på værelset kom til at kede sig og naturligt opsøgte selskab og noget at lave, kan unge i dag blot åbne mobilen, og de er underholdt. Konsekvensen er todelt: For det første er det vanskeligere for andre at opdage, hvis den unge oplever noget som udfordrende, og for det andet behøver den unge ikke at henvende sig til sine nærmeste, når livet bliver svært, idet den unge også kan søge hjælp gennem onlinefora – med den risiko, at indholdet af det pågældende onlineunivers kan være med til at understøtte og forstærke den unges udfordringer (se f.eks. et amerikansk studie foretaget af Patchin & Hinduja om digital selvskade [8]).

Sammenfattende kan man således sige, at de udfordringer, unge kæmper med i dag, i mange henseender måske ikke er så meget anderledes end dem, som tidligere unge generationer stod overfor. Alligevel er der noget, som er markant anderledes, og som gør, at velkendte problemstillinger opleves som betydeligt større for de unge i dag. Mindhelper-brevkassen har netop som mål at tilbyde de unge et sted, hvor de kan henvende sig og få råd og vejledning, når de tumler med forskellige udfordringer. Brevkasser i forskellige former er ikke noget nyt fænomen, men hvorfor skriver unge i stort omfang ind til en brevkasse med helt ret almindelige, næsten dagligdags problemer? Hvorfor vender de sig ikke med det samme mod deres nærmeste, deres venner eller familie med deres problemer i stedet for at afvente en brevkasse med længere svartid?  

At møde den anden 

Vi er interesserede i spørgsmålet om, hvordan onlinehverdagens indtog blandt mange andre ting har påvirket børn og unges sociale liv og deres opfattelse af nærvær og muligheder for at få hjælp, når de har det svært. Det har en stor betydning for, hvordan vi kan tale om børn og unges oplevelser af sårbarhed, identitet, ensomhed, ansvar og omsorg. 

Bag denne interesse står en særlig gren af den filosofiske etik, som ofte omtales som nærhedsetik, fordi etikken her knyttes direkte til nærheden til og mødet med det andet menneske og det grundlæggende etiske ansvar, som viser sig i dette møde. Positionen knyttes særlig til den fransk-litauiske filosof Emmanuel Levinas og den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup. Levinas pointerer, hvordan erfaringen af andre mennesker er helt anderledes end andre typer af erfaring, f.eks. erfaringen af ting. Når vi konfronteres med andre mennesker, så kalder disse enkelte mennesker på, at vi hilser på dem og adresserer dem – selve deres tilstedeværelse kalder på os og skaber en form for relation og et møde imellem os. For Levinas viser denne kalden sig særligt i ansigtet. I mødet med den anden kan vi prøve at underordne vedkommendes fremtræden til generelle kategorier: Det er en ung person, en læge, en studerende, en patient osv. Men den anden persons ansigt modsætter sig denne reduktion. Ansigtet møder os som noget unikt, som vi ikke helt kan indfange, og dette konfronterer os med vores ansvar for dette andet menneske, som helt unikt og en, der ikke kan erstattes. Som Levinas beskriver det, er ansigtet »betydning i sig selv«. »Dig, det er dig«, hvilket betyder, at »forholdet til ansigtet er umiddelbart etisk« [9]. 

Løgstrups analyse tager også udgangspunkt i erfaringen, men analysen tager udgangspunkt i det, som foregår i relationen mellem mennesker og er derfor særlig relevant i denne sammenhæng. I Løgstrups absolutte hovedværk, »Den etiske fordring« [10], søger han at vise, at det er en del af vores liv, at vi møder andre i en allerede givet tillid – en tillid til, at den anden taler sandhed, ikke vil os noget ondt, tager vare på os, hvis vi virkelig får brug for det osv. Hvis vi manglede denne tillid i mødet med andre, og hvis vi altid var nødt til at basere vores relationer på konkrete vurderinger af andres sandsynlige troværdighed, så ville det blive nærmest umuligt at gøre de mest almindelige ting, at bevæge sig omkring (Vil den anden overfalde mig?), at indgå i en samtale (Vil den anden lyve?), at skabe relationer (Vil den anden snyde, manipulere, misbruge mig?) osv. At vi møder andre med og i tillid indebærer altså, at vi udleverer os selv og bliver sårbare for potentiel misbrug af denne tillid. I tilliden har det ene menneske magt over det andet og får dermed også et helt grundlæggende etisk ansvar for at tage vare på den anden. 

For Løgstrup er tilliden kilden til etik i den allermest grundlæggende betydning af ordet. Løgstrup udfordrer dermed ideen om, at etik kun handler om spørgsmål om, hvordan vi bør handle moralsk korrekt eller blive bedre mennesker. Det etiske, hævder Løgstrup, er allerede, ikketematiseret og overset – eller tavst, som han formulerer det – på spil i ethvert møde mellem mennesker, som et ansvar for at tage vare på det andet menneske og den tillid, som begge er afhængige af. Løgstrup er ganske bevidst om, at påstanden om en fundamental tillid mellem mennesker er kontroversiel; det er, som Løgstrup bemærker, »måske mærkeligt nok, men det hører med til at være menneske« [10]. Løgstrup giver også en grund til, at vi ofte overser tilliden, nemlig at den er så fundamental for vores liv, at den først bliver synlig, når den mangler. Når noget giver anledning til mistillid, eller når tilliden brydes, har vi i disse tilfælde en tendens til at ikke fokusere på det, som er fraværende, nemlig tilliden, men på alt det, som følger af tillidens fravær: mistillid, uret, overgreb og skyld. Men grundlæggende er det sådan, at det nære og sansede møde mellem mennesker også omfatter en grundlæggende erfaring af en prekær og skrøbelig, men også fuldstændig virkelig tillid.  

Nærhedsetiske perspektiver på en online-hverdag

Generelt peger nærhedsetikken på, at der er noget på spil i det erfarende møde med andre mennesker, som er grundlæggende for måden, hvorpå vi danner relationer til og tager ansvar for andre. Spørgsmålet er, hvad der sker, når unge i deres hverdag i stadig stigende grad går fra at have fysiske relationer til at have onlinerelationer til andre – herunder særligt, hvordan den grundlæggende og ikketematiserede tillid til den anden påvirkes i onlinerelationer.

En af Løgstrups pointer er, at vi, i vores almindelige, fysiske omgang med hinanden, bliver mindet om den grundlæggende tillid og vores udleverethed til og ansvar for det andet menneske. For en ung person, som har det svært, har det fysiske møde med andre dog både positive og negative sider. På den ene side kan andres blotte tilstedeværelse minde den unge om, at der er nogle relationer til stede omkring den unge, som også bærer et ansvar for, at den unge trives. Den fysiske tilstedeværelse af nære relationer vil helt konkret vise den unge, at der er nogen tæt på, i deres nærhed, som vil gribe og passe på den unge, når noget opleves svært. Det kan give tryghed, når den unge oplever, at mennesker i deres nærmeste omgangskreds lever op til deres ansvar. Men for de unge, hvis nærmeste ikke passer på den fundamentale tillid, kan offlinevirkeligheden komme til at fremstå uoverskuelig og måske endda paradoksalt nok ganske utryg – netop fordi nære relationer har så stor magt over dem. På den anden side kan andres fysiske tilstedeværelse dermed også være en stadig påmindelse om, hvor sårbar og afhængig man er. 

I onlinerelationer er denne sanselige påmindelse om vores gensidige tillid og sårbarhed for hinanden medieret og dermed anderledes. Onlinerelationer er mindre konkrete og forpligtende, da de ikke på samme måde er knyttet til den mindre gruppe af mennesker, som omgiver én i hverdagen – ens familie og nærmeste venner – men rækker bredt ud til mennesker, man måske aldrig har mødt fysisk. Det, som online­relationer og -fællesskaber til gengæld tilbyder den unge, er et fristed eller et helle fra den stadige påmindelse om, at man er udsat og sårbar i mødet med andre. Når vi mødes online, kan vi, som Levinas gør opmærksom på, lettere reducere den anden til en kategori og mødet til noget alment. Online kan vi slukke efter forgodtbefindende og undgå at se den anden modsætte sig vores reduktion. Men dette fristed kommer med en pris, for den unge er på samme måde lige så sårbar over for selv at blive reduceret til en kategori. Det er f.eks. sådan, det kan ­føles, når den unge oplever, at kæresten »snapper«, »følger« eller kommenterer andres opslag/feeds hele døgnet. Sociale medier betyder også, at unge også ofte bliver konfronteret med de situationer, hvor de udelukkes fra fællesskaber, hvor de bliver »valgt fra«. Samtidig mangler onlinefællesskaber påmindelsen om, at andre kan tage vare på os, hjælpe os igennem det, som er svært – en påmindelse, som vi netop får gennem den daglige relation til og tilstedeværelse af et familiemedlem eller en ven. Man kan sige, at oplevelsen af både sårbarhed og tillid er mere tilbagetrukket i onlinerelationer, og at denne type relationer derfor er mere distancerede og måske mindre risikable, men også mere ustabile. Udfordringen er, at onlinekontakter mangler den stadige påmindelse om, at andre – i de gode relationer – tager ansvar for os og holder hånden under os, også når det er svært. 

Mere specifikt er spørgsmålet, hvad det betyder, hvis unge går til onlinerelationer eller -platforme med deres mere eller mindre »almindelige« ungdomsproblemer. I mange onlineudvekslinger og -relationer erstattes ikke bare det fysiske, men også det samtidige møde med den anden, fordi man »mødes« gennem asynkron kommunikation som f.eks. beskeder. Og i onlineuniverser, hvor unges sociale relationer er bygget op omkring, hvor mange »brugere«, »followers«, »likes«, »snaps« mv. de har, har det unikke i mødet med et andet menneske ingen særlig betydning. Online bliver vi kun sjældent konfronteret med ansigtet, og vi kan som oftest vælge det fra. Man kan med Levinas sige, at hverdagen online udspiller sig i en verden, hvor vi i mindre grad end i den fysiske virkelighed konfronteres med den anden som et unikt menneske – et menneske, der ikke kan erstattes, og som vi derfor har et ansvar overfor. 

Det kan da også være én af grundene til, at foreløbige resultater fra Mindhelper-brevkassen viser, at unge i stigende grad har sværere ved at række ud efter hjælp blandt deres nære relationer og i højere grad vender sig mod digital støtte. De unge i dag er måske i langt mindre grad »trænede« i at søge andre mennesker, ligesom det måske er sværere for dem at gøre sig selv sårbare i det direkte møde med den anden. Fordelen ved digitale brevkasser for unge mennesker er, at de undgår at skulle udstille sig selv og blive sårbare i de nære relationer, over for venner, familie eller andre. Samtidig er problemet dog, at man gennem digitale brevkasser kan risikere at forstærke de unges særlige form for »utrænethed« i sociale relationer, idet de unge tilbydes muligheden for at fritages fra at udlevere sig selv. De kan i stedet forblive anonyme i både overført og bogstavelig forstand. En konsekvens er, at tilliden til andre på en måde får en mindre betydning, fordi erfaringen af tillid i mødet med det andet menneske bliver sjældnere. For et ungt menneske, som lukker sig væk i sin onlinehverdag, er denne erfaring af grundlæggende tillid langt mindre præsent end i tidligere generationer, både i forhold til jævnaldrende og nære familiære relationer. 

Mindhelper-studiet peger ikke på, at unge mennesker er blevet langt mere sårbare eller har fået sværere psykologiske problemer end tidligere. Men studiet peger på, at de unge i stigende grad ikke har nogen i deres nærmeste kreds, som de kan gå til, når de har problemer, og at det efterlader dem i et tomrum, hvor de har svært ved at mærke sig selv. Unge mangler nære offlinerelationer, der kan tilbyde stunder, der øger deres opmærksomhed på andre og forpligter dem i mødet med den anden, en kontinuerlig nærhed, der kan understøtte en gensidig tillid, som de kan trække på, når livet bliver svært. Og lige netop dette er det selvsagt svært at hjælpe med online.