Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed som gæstfrihedens sted

Kunsten i dens mange modaliteter har i alle kulturer været en måde at organisere, formidle og diskutere menneskelige erfaringer på. Der har de seneste årtier været tiltagende fokus på kunst, kultur og sundhed, både somatisk og psykisk, som også internationalt har stor bevågenhed og spås en vigtig rolle i fremtidens sundhedsindsatser [1]. Især er det fremhævet, at kunsten og kulturen kan bidrage til at løse opgaven med epidemien af psykiske lidelser, som WHO forudser som en af de største verdensomspændende sundhedstrusler. Kunst og kultur har i empiriske forsøg vist sig at kunne reducere milde former for angst og depression og vist sig som lovende adjuverende behandling i psykiatrien, hvilket har været baggrunden for etablering af forskningsprogrammet REWRITALZE [2-8] og Foreningen for kunst og mental sundhed, som bl.a. med midler fra finanslovens reserve skal vokse sig til et nationalt videns- og kompetencecenter. Det har været afgørende for os, at et sådant center ikke ligger under hverken kultur- eller sundhedssektoren, men får lov at blive født som sit tredje sted, midt imellem de to, hvor de to fagligheder kan vægtes ligeværdigt fra starten af.

Der er nemlig mange misforståelser, der kan opstå i krydsfeltet mellem kunst, kultur og sundhed, der med tiden er rykket langt fra hinanden som vidensfelter, forklaringsrammer og logikker. Sundhedsvidenskaben kræver evidens, imens kunst og kultur kræver meningsfuldhed og klarhed i konceptualiseringen. Inde fra psykiatrien som videnskab kan det være frugtbart at kigge tilbage på nogle af de oprindelige diskussioner omkring psykiatriens objekt og deres ætiologi. Her ledte man f.eks. i mange år efter en infektiøs agent (en »skizokok«) eller hormonale ubalancer, der kunne forklare sindssygens spraglede symptomatologi, hvor man senere har kunnet isolere de rent hjerneorganiske deficit som epilepsi, demens og patologi, der kan tilskrives rumopfyldende processer. Tilbage er så de såkaldt idiopatiske psykiske lidelser, som der fortsat ikke er solide ætiologiske modeller for, og det er værd at give en tanke, idet psykiatrien har udviklet sig mere og mere i en neuroreduktionistisk retning. Her kan det være interessant at kigge på udviklingen af klinikken som samfundsinstitution.

Inden lægevidenskaben blev født, lå sindssygeomsorgen og spørgsmålet om helbredelse i kirken, der også leverede de spekulative og religiøse rammer for forståelse af sygdommes ætiologier. I dag bliver præster uddannet i »sjælesorg«, ligesom der stadig uddannes diakonisser, som oprindeligt var nonner med sygeplejerskekompetencer. Den ånd ligger stadig i bygningen, hvor Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed holder til i den gamle Sct. Elisabeth Stiftelse, der som gammelt nonnekloster, der senere fungerede som geriatrisk sengeafsnit og nu huser psykiatriske ambulatorier, rummer hele psykiatriens historik. Som et kunstnerisk center inde i psykiatrien er det vigtigt for os at fokusere på nogle af de konceptuelle udfordringer, der ligger i dette felt. En af de vigtigste ideer i etableringen af centeret er at åbne en platform mellem de humanvidenskabelige og sundhedsfaglige felter, og her er det en løbende diskussion at fokusere på medicinens historiske rødder som humanvidenskabelig disciplin. Det ligger i medicinens fødsel, der sker ud af en sær sammenblanding af teoretisk humanistisk spekulativ viden og lavpraktisk håndværk, der i Danmark i 1787 for første gang etablerede en lægeuddannelse med en forening af de to vidt forskellige discipliner. Det var de akademiske medicinere fra universitetet på Vor Frue Plads og barberkirurgerne, som havde været dem (med de skarpeste knive), der havde foretaget datidens kirurgiske indgreb, primært åreladninger og amputationer. Dette skisma lever stadig i lægevidenskaben, som hhv. de medicinske og kirurgiske specialer – men også det faktum at begge altid har være en mellemmenneskelig disciplin. Et spørgsmål, der er højaktuelt med udvikling af telemedicinen, for kan man helt sætte lægen ud af ligningen og overlade behandlingen til robotter og algoritmer? Lægekunsten har siden Hippokrates været et spørgsmål om rette kur i rette mængder på rette tidspunkt og til rette vedkommende. Dette er stadig essensen i klinisk beslutningstagen, som kræver en erfaringshorisont ud over den rent faglige. Og her er det vigtigt at erindre lægevidenskabens humanvidenskabelige fundament, både som mellemmenneskelig praksis og som akademisk disciplin, der ikke kun involverer studiet af biologiske faktorer, men også det hele menneske, hvis neuroreceptorer er indlejret i en psyke, i en familie, i et samfund og en global kontekst, der kræver viden fra mange forskellige fagområder [9].

En grundidé i etableringen af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed er at genoptage en historisk tradition for at se psykiske sygdomme, som noget der foregår i et helt menneskes system. Og her er det oplagt også at fokusere på hospitalet, klinikken som et sted, hvor man samler syge, og hvor man har en ide om, at sygdomme kan kureres. Men sådan har det ikke altid været.

I centeret er vi optaget af at genforhandle idéen om hospitalet som et sted, der tilbyder gæstfrihed. Den etymologiske rod er fra det græske xenia over det latinske hospitium. Hospes kan på latin betyde både vært, gæst og fremmed. Oprindeligt betød selve ordet hospital husninger og landevejskroer, hvor fremmede rejsende var sikret gæstfrihed. I antik græsk-romersk kultur var xenia/hospitium en stærk kulturel kode, som forpligtede både gæst og vært, og brud på gæstfriheden var en synd. Det er faktisk grundlaget for Homers Iliaden, da trojaneren Paris som gæst forbryder sig mod denne lov (ved at stjæle værtens kone) og derved starter den trojanske krig.

Først i middelalderen fik hospitalet den klang, det har i dag, som institution, hvor man samlede de fremmede, og med klinikkens fremvækst af den kirkelige omsorg (somatisk og sjælesorg) fik et nyt fokus på helbredelse som noget, der ikke blev fortolket i en religiøs ramme. Men de første galeanstalter rummede en broget skare af »fremmede« lige fra kriminelle, handicappede, mennesker med organiske lidelser som epilepsi og syfilis til uopdragelige fruentimmere (på Salpetriere i Paris kunne borgere – mænd – komme og aflevere deres hustruer, hvis de ikke opførte sig ordentligt). De første psykiatere blev derfor kaldt alienists, som dem der skulle tage sig af de fremmede. Dog herskede der stadig et stærkt moralsk kodeks, hvor »helbredelse« var lig med et dydigt liv (bestemt af de herskende mænd), og i mangel af kurative tiltag var »behandling« lig med disciplinering (hygiejne og aftenbøn), men også arbejds- og kunstaktiviteter, der altså har haft en plads i psykiatrien altid.

Spørgsmålet er, hvor pleje, omsorg, heling ligger i dagens moderne samfund. Kirken og hospitalsvæsenet er to steder, men kan museet og kunstens rum også bidrage her? Som rum til kontemplation, fællesskab og social forandring? Med etableringen af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed ønsker vi at skabe et institutionelt mellem-rum. Et hybrid rum inde i psykiatrien, en lille lomme af ømhed, hvor vi kan genforhandle hospitalet i dets oprindelige etymologiske betydning som et rum, der er gæstfrit over for det fremmede. Ikke fremmed som det socialt ekskluderede, men det fremmede i dig, i mig og imellem os, som kunsten måske på en særlig måde kan tydeliggøre og facilitere dialoger omkring. Et rum, hvor gæstfriheden er en lov, et bud, og invitationen sker i og med kunsten som et fælles tredje vi kan mødes i og omkring.

Noget vi diskuterer meget internt, er de mange former for økonomier i verden. Den monetære værdi er blevet den dominerende i det senkapitalistiske samfund. Men der findes også andre former for kapital. Der er den kulturelle kapital, som også er et omtalt begreb. Og så er der de mere skjulte: de sociale arvemæssige og genetiske kapitaler. Der er divergerende livsomstændigheder, vi ikke selv bestemmer over, som f.eks. traumer eller belastninger, der kan stille individer dårligere og give underskud på den personlige økonomi helt fra barndommen. Man kan være uheldig at have underskud på alle disse økonomier, der jo alle hænger sammen, og som kan gøre det svært at genetablere en balance mellem krop og sind, mellem selv og andre og mellem selv og samfund. Vi tror på, at ømhed, eftertænksomhed og venlighed også er stærke økonomier i det mellemmenneskelige rum, og at det er noget, man kan mobilisere i og imellem mennesker, hvor kunsten på en særlig måde kan bidrage til dette, hvis det får lov at være en fri kunst opdyrket i miljøer, hvor gæstfriheden er et bud. De logikker, der hersker i vores vestlige kulturkreds, er blevet konkurrencen og præstationens logikker med fokus på det stærke, rationelle og produktionsdygtige individ. Her kan det føles tungt og vanskeligt at følge med, hvis man i forvejen har en personlig økonomi, der er i ubalance, f.eks. ved at have et anderledes nervesystem, en traumatiseret fortid, dårlige gener, sparsomt netværk. Vi tror på, at man kan mobilisere meget vigtige økonomier som omsorg og samhørighedsfølelse i og imellem mennesker igennem arbejdet med kunst i et center, hvor man er ventet og velkommen, og gæstebuddet er helligt. Vi tror også på, at store forandringer kan starte i de mindste bevægelser, en venlig gestus eller en ømhed, der kan vise sig i de mindste detaljer, som bliver vigtige på den store skala. At der er en anden, der har lavet kaffe om morgenen eller tømt skraldespanden. At den ved siden af har tid til en venlig snak, om alt det, der kan være svært at være alene med, men også om livet i al almindelighed.

Den danske digter Asta Olivia Nordenhof har sagt, at psykiatrien trænger til at blive drømt helt forfra. Det har vi mulighed for i Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed, hvor gæstfriheden over for det fremmede er et bud, og hvor lægekunsten stadig er en mellemmenneskelig disciplin. Forhåbentligt til inspiration for både kunsten og hospitalet.