Content area

|

Nervehelse

Selvhjælpsråd fra 1908

Forfatter(e)

Daniel Henschen

Cand.mag., ph.d. Daniel Henschen

E-mail: danielhenschen@gmail.com

Fireogtyve korte kapitler med overskrifter som »Vær tavs«, »Lær at dvæle«, »Hold måde«, »Hold orden«. En lille selvhjælpsbog, der angriber samtidens overfladiske kultur og krav om at være eksponeret i døgndrift, og som i stedet fremhæver de mennesker, der forstår at sætte pris på deres simple og konkrete arbejde – uanset hvor lidt inspirerende det måtte 
fremstå.

Lyder det bekendt? Nej, det er ikke en ny bog af den medievante psykolog Svend Brinkmann eller et resumé af hans populære bøger »Stå fast« [1] og »Gå glip« [2]. Anbefalingerne er hentet fra bestselleren »Nerve-Helse« [3], der er skrevet af lægen Frode Sadolin (1866-1951) og udkom i 1908. Og det samfund, bogen kritiserer, er det moderne storbyliv omkring forrige århundredeskifte. Alligevel giver bogens samfundssyn og praktiske råd et overraskende aktuelt perspektiv på vor tids debat om stress og mental sundhed.

Både »Nerve-Helse« og de to Svend Brinkmann-bøger handler om at styrke enkeltpersonen mod konstante krav om forandring og social performance.1 Og i alle tre bøger handler det om at styrke individet, ikke ved at dyrke det, men ved at frede det og give det en jævn og meningsfuld tilværelse. Når Brinkmann i »Stå fast« anbefaler, at man ikke lytter til sine mavefornemmelser og i det hele taget angriber den omsiggribende forestilling om et indre, autentisk selv, så råder Sadolin til, at den enkelte vender blikket udad mod verden og lever i og med sine vilkår:

»Lad spekulationerne fare og se på tingene omkring dig, bliv de mennesker var, du lever imellem, du skal ikke skabe en verden aus innerem deines Bewustseins, du skal ikke lave en verden ud af din fattige grå teori, men du har en verden omkring dig, som du skal optage i dig, for at dit sind kan mættes ved dens fylde« [3 s. 49].

Også det ikoniske Brinkmann-begreb »nej-hatten« – opfordringen til at øve sig i at sige nej tak – omtaler Sadolin tidligt i bogen: »Det er mindre let at sige det afvisende nej end det godlidende ja, det er derfor noget man må øve sig i for at kunne det« [3 s. 21-22]. Andre steder anbefaler han, at man simpelthen tier stille, når verden trænger sig belastende på. Her fra indledning til kapitlet med den sigende titel »Vær tavs«:

»Hver gang du bliver urolig og utilfreds, så luk dig ind i tavsheden; når din nervekraft er ved at ebbe ud, så bliv tavs. Dyk ned i tavshedens havdyb, lad dens vande lukke sig over dig. Tavsheden er en broder til søvnen, kvægende som den for trætte nerver« [3 s. 38].

Sadolin var ikke nødt til at skrive om e-mails og påtrængende sociale medier, men han kendte til det konstante krav om at »være på«. Hans billede af et selskabsliv, hvor »Conversationen er skummet på selskabelighedens falske vover« [3 s. 61] peger på mekanismer, der i dag er i fuldt flor med Facebooks opbygning omkring digitale venskaber: »Selskaberne skaffer én en kreds af bekendtskaber, som svømmer i smil og venlighed, men som der ikke er en krumme virkeligt venskab i« [3 s. 61]. Frode Sadolins modsvar – der forekommer ganske aktuelt efter mere end 100 år – leveres særligt i kapitlet »Sky Selskabelighed«, som fremhæver de ægte, inderlige fællesskaber, og i kapitlet »Lær at dvæle«, som anbefaler, at man lærer at iagttage og være til stede i verden omkring sig uden at optræde eller stresse.

Foto: Et modtræk til storbyens snævre gyder og usunde etagebyggeri var de såkaldte havebyer, hvor bybefoldkningen skulle bo på betryggede afstand af den farlige stenbro. På billedet ses et prospekt til Frederiksholm Haveby fra 1916. Man ser København i baggrunden.

HVOR KOMMER TANKERNE FRA?

Når der er ligheder på tværs af et århundrede, skyldes det næppe, at Svend Brinkmann har læst Frode Sadolins bøger. Det er mere oplagt at søge fællestræk i tiden: Omkring begge århundredeskifter synes mange mennesker, at de befinder sig midt i grundlæggende forandringer af menneskelivet. Sadolins generation havde ikke digitaliseringen at forholde sig til, men derimod en kommunikationsrevolution med aviser, telefoner, reklamer og radio. Industrialiseringen havde for længst vendt op og ned på datidens arbejdsmarked, mens stærke globaliserings- og urbaniseringsstrømninger var i fuld gang.

I dansk historieskrivning har man dyrket århundredeskiftets moderne storbysamfund med det elektriske lys, cafeernes intellektuelle elite og industriernes arbejderbevægelse. Men for nogle var fintfølende flanører og hulkindede proletarer hver for sig tydelige udtryk for en forkert retning i den menneskelige udvikling. Der herskede en udbredt opfattelse af, at modernitetens stillesiddende eller repetitive arbejde, det stressfyldte og uhygiejniske byliv og den moderne kost førte til både somatiske og psykiske lidelser. I det lange perspektiv frygtede mange både blandt læger og den øvrige befolkning den såkaldte degeneration – at et individs levevilkår sled på nervesystemet og gennem arv gjorde, at kommende generationer kom til at lide under samtidens dårligdomme.2 »Nervesundheden«, som Frode Sadolins bog ser som et ideal, sigter derimod mod en af de mest omtalte og frygtede umiddelbare konsekvenser af det usunde liv: de dårlige nerver eller neurastenien.

DE DÅRLIGE NERVER

Begrebet neurasteni blev allerede introduceret i slutningen af 1700-tallet [4], men det blev for alvor slået fast i 1869 af den amerikanske læge George M. Beard (1839-1883) som en samling af mere eller mindre forskelligartede symptomer, hvoraf nogle af de centrale var humørsvingninger, manglende initiativ og træthed.

Mellemregningen var klar, selvom den ikke holder for nutidens neurologiske viden. Den mest udbredte forklaring på det moderne menneskes nervesvaghed lød: Nervetrådene blev slidte og irritable, hvis de blev brugt for meget, og det måtte jo uvægerligt ske i det evigt omskiftelige og sansestimulerende storbyliv. I de sidste årtier af 1800-tallet fik neurasteni karakter af en egentlig epidemi, hvor tusinder af europæere og amerikanere blev ramt, og hvor velhavende storbyboere lod sig indlægge eller tog på sanatorieophold for at lade nerverne falde til ro. Der var variationer i opfattelsen af mekanismerne, men det sidste var de forskellige skoler enige om; det moderne liv var årsagen til lidelsen.

I Danmark blev kendskabet til diagnosen i høj grad udbredt af brødrene Knud Pontoppidan (1853-1916) og Henrik Pontoppidan (1857-1943). Den første, som var en fremtrædende psykiater, havde i 1886 udsendt den lille afhandling »Neurasthenien. Bidrag til Skildringen af vor Tids Nervøsitet« [5], og som overlæge ved Kommunehospitalets sjette afdeling og docent på Københavns Universitet var han med til både at tegne kriterierne for sygdommen og at tilrettelægge behandlingen af den. Hans lillebror, den nobelprisvindende forfatter Henrik Pontoppidan, lod til gengæld diagnosen spille en afgørende rolle i mange af sine romanværker, og han var dermed en del af en kulturel strømning, som gjorde neurastenien til noget nær en modesygdom. Nervepåvirkning var jo udtryk for stærk modtagelighed for sanseindtryk, så for forfattere som franske Marcel Proust (1871-1922) og vores hjemlige Herman Bang (1857-1912) blev nervøsitet nærmest et adelsmærke, som dokumenterede, at man opfangede verden mere fintfølende end andre dødelige, og at man befandt sig præcis der, hvor tingene skete. De tyndslidte nerver er beskrevet i en lang række kultur- og litteraturhistoriske værker som en nøgle til at forstå perioden omkring forrige århundredeskifte.3

Det er oplagt at spørge, om neurastenien var et kulturfænomen snarere end en medicinsk lidelse – og om de psykiske og somatiske symptomer, som man oplevede i datiden, lever videre i form af diagnoser som stress, udbrændthed, kronisk træthedssyndrom osv. Sagen er nemlig, at neurasteni som selvstændig diagnose forsvandt så godt som fuldstændigt i løbet af 1900-tallet – fra 1960’erne optrådte den kun sporadisk i klassifikationssystemer og lærebøger [6].

Psykiateren Mogens Mellergård har i Bibliotek for Læger underkastet neurastenien en lægefaglig analyse, og han konkluderer bl.a., at sygdommen »mangler diagnostisk specificitet« [6 s. 151]. Men da »Nerve-Helse« udkom i 1908, var dårlige nerver som konsekvens af det moderne samfund et accepteret faktum. For nogle var løsningen lægebehandling, og op til 40 patienter årligt blev indlagt med diagnosen på Kommunehospitalet i København.4 Knud Pon-toppidans arbejde i den retning blev ubarmhjertigt fremstillet af forfatteren Amalie Skram (1846-1905) i romanerne »Professor Hieronimus« og »Paa Sct. Jørgen«, der begge udkom i 1895 [7].

EN SUND SJÆL I ET SUNDT LEGEME

For Frode Sadolin indgik kampen for de sunde nerver i et generelt syn på verden, hvor det naturlige liv, den sunde krop og den åndelige ligevægt var i centrum. I midten af 1890’erne havde Frode Sadolins bror, Gunnar Sadolin (1874-1955), været med til at grundlægge kolonien »Hellenerne« på Røsnæs ved Kalundborg. Her levede en gruppe unge kunstnere og intellektuelle om sommeren, nøgne eller i hjemmesyede tunikaer, mens de dyrkede samværet, kroppen, naturen og kunsten. De ville noget nyt. Eller som Frode Sadolin udtrykte det kort efter grundlæggelsen:

»Fin-de-Siècle dekadencen har raset ud hos os. Denne onde Syge, der som en Influenza trænger sig ind over alt, kvalte Modet og lammede Viljen, den er atter draget bort, og Ungdommen her inde er i Rekonvalescens modtagelig for Renæssancer« [8 s. 22].

»Fin-de-Siècle dekadencen« indebar kort sagt nogenlunde det samme som diagnosen neurasteni: kvalt livsmod og lammet vilje. Det er helt grundlæggende i det lys, man skal se den bog, han udgav fjorten år senere. »Naturlighed« var et middel, som flere og flere tog til sig, som et svar på følgerne af det industrialiserede storbysamfund, uanset om de anså nervebelastningen som dets værste følge, var grebet af degenerationstanken, frygtede åndelig forarmelse eller var bekymret for naturen.

Idrætsreformatoren J.P. Müller (1866-1938) så sig omgivet af stillesiddende kontormennesker og fik verdenssucces med bogen »Mit System« [9], der anviste sunde og naturlige kropsøvelser – illustreret af Müller selv i minimal eller helt manglende kropsbeklædning [10]. Sadolins lægekollega Mikkel Hindhede (1862-1945) så problemer i den moderne kost med det umådeholdne kødforbrug, og han drog på sommerophold i tyske vegetarkolonier, hvor han tillige dyrkede nøgenkulturen – og vendte hjem med planer for nye ernæringssystemer og havebyprojekter [11]. Kvindesagsforkæmperen Johanne Meyer (1838-1915) havde allerede i en årrække været vegetarisk pioner og teosof, medlem af datidens orientalsk inspirerede religiøse bevægelse omkring den russiske esoteriske okkultist og filosof Helena Blavatsky (1831-1891).

I 1896 blev Dansk vegetarisk Forening stiftet, og den fik følgeskab af spisesteder, specialbutikker og tidsskrifter, der skulle udbrede det sunde og aktive liv som et alternativ til byerne og den tunge kødmad. På Syvendedagsadventisternes nystiftede Skodsborg Badesanatorium kunne de nervesvækkede komme til kræfter gennem ophold med vegetarisk kost, sol, havbade og frisk luft [12]. Vitalisme kalder man undertiden disse strømninger i tiden. Et mere præcist navn er måske en oversættelse af den tyske Lebensreformbewegung, der var den store inspira-tionskilde sammen med ligesindede bevægelser i USA og Storbritannien.5 Livsreformbevægelsen handlede om, at den individuelle forandring skulle lede til en gennemgribende reform af samfund og levevis. I dag forbinder man typisk disse retninger med den fysiske kropslige sundhed, men bevægelsen rummede også en psykologisk og social side foruden en åndelig dimension med stærk påvirkning fra så tilsyneladende forskellige størrelser som Adventistkirken, Teosofisk Samfund og Unitarisk Kirkesamfund.

I »Nerve-Helse« kommer meget af det til udtryk i et menneske- og samfundssyn, der som nævnt har flere lighedspunkter med pointerne i Svend Brinkmanns aktuelle forfatterskab, men også i en blanding af sociale råd om, hvordan man skal indrette sig, praktiske øvelser, som retter sig mod den personlige sundhed (ånd korrekt, spis ikke for meget og hold orden), og mere etiske eller psykologiske anvisninger (vær ærlig, koncentrerer dig og nyd den tilværelse, du har fået). Dertil føjer sig den dimension, som Sadolin lidt kryptisk kalder for »Alt for-skyld«: at engagere sig i andre.

Den kropslige dimension – med anbefalinger af fx naturisme, fysisk arbejde og åndedrætsøvelser – er både livsreformens fællesgods og en del af Sadolins særlige faglighed: I årene før udgivelsen af »Nerve-Helse« havde han kæmpet for at få sygegymnastik (datidens navn for fysioterapi) anerkendt, og han var blandt bannerførerne for både massage og aktivt udendørsliv i alle aldre. Nogle mener ligefrem, at det var ham, der for alvor indførte ordet »friluftsliv« på dansk, da han i 1906 udgav »Sommerbogen« [13, 14 s. 4], hvor en række åndsbeslægtede idealister forsøgte at lokke danskerne udendørs med alt fra svømning og den nøgenkultur, man i dag ville benævne naturisme, til høstarbejde og maleren Christen Lyngbos (1871-1968) reformdragt med sandaler og bare tæer [13]. Sadolin var dommer i nogle af landets første skønhedskonkurrencer, hvor de mandlige deltagere var nøgne, ligesom det meste af publikum. Som redaktør af Dansk Sundhedstidende lagde han distance til livsreformbevægelsens mere radikale linjer og markerede en pragmatisk sundhedslinje, der i slående grad minder om de anbefalinger for ernæring og aktiviteter, der gælder i dag.

Målet for Frode Sadolins projekt kan måske beskrives med et udtryk hentet fra Svend Brinkmanns bog »Stå fast«: det »decelererende individ«, der i hvert fald billedligt talt sagtner farten, lærer at koncentrere sig om tilfredsheden med tilværelsen, med andre mennesker, med det simple arbejdsliv og med den fysiske udfoldelse. Bemærk i øvrigt Sadolins meget nutidige stavemåde – med substantiver skrevet med lille begyndelsesbogstav og å i stedet for aa – som lå tæt på sprogforskeren Rasmus Rasks (1787-1832) anbefalinger. Det er næppe helt ved siden af at forestille sig, at Sadolin i tråd med sine idealer så det som en mere naturlig måde at udtrykke sig på end med den herskende, stivnede ortografi.

Foto: En sund sjæl i et sundt legeme. Frode Sadolin blev en pioner inden for børnegymnastikken i Danmark. Her er vi til gymnastiktime på Rådmandsgade Skole i 1897

ARVEN EFTER »NERVE-HELSE«

Hvis man vil forstå udbredelsen af disse tanker, er det vigtigt at gøre sig klart, at livsreformbevægelsen ikke – alene – var en subkultur og kun i glimt var egentlig oprørsk eller revolutionær. Frode Sadolin var en agtet samfundsborger ligesom sin mindst lige så idealistiske bror, der grundlagde og lagde navn til farvefabrikken Sadolin. Mikkel Hindhedes tanker dannede grundlag for den danske rationering under første verdenskrig, og Johanne Meyer kunne på samme tid være glødende kvindesagsforkæmper med tilknytning til arbejderbevægelsen, vegetar og dyrke både østlig og vestlig mystik.

»Nerve-Helse« blev anmeldt i samtlige samtidens større aviser, og den udkom i løbet af få år i syv oplag og blev oversat til svensk, finsk, tysk og hollandsk. I dag er bogen stort set glemt, men spørgsmålet er, om det er helt fortjent?

Sammenligningen mellem Brinkmann og Sadolin har selvfølgelig sine begrænsninger. Brinkmanns stoicisme kan kun med meget god vilje genfindes hos Sadolin, og Brinkmann ville måske synes, at individets stræben efter det sunde liv kan nærme sig en form for narcissisme. Der er da også adskillige områder, hvor man kan mærke, at samfundet og tidsånden er forandret: Hvor Brinkmann anbefaler, at man skal fokusere på »det negative«, så skriver Sadolin, at »[m]an skal afstå fra sørgelige betragtninger« [3 s. 25]. De bagvedliggende tanker er dog næppe så forskellige, for Sadolin mente bestemt ikke, at man skulle afstå fra at være alvorlig, blot at man skulle lade være med at koncentrere sig om alverdens elendighed, som man alligevel ikke kunne ændre. Men formuleringen har samtidig en klang af den dyrkelse af begejstring og spontane livsytringer, som også gennemsyrede bevægelsen [8].

Et andet sted angriber Frode Sadolin klunketidens »menneskelige natugler«, der gemmer sig dagen lang »i stuernes tusmørke bag markiser og persienner« [3 s. 68]. Dette refererer også til et kernelement i livsreformbevægelsen, nemlig dyrkelsen af solen, vandet og den friske luft, som det bl.a. kom til udtryk i naturismen og hos J.P. Müller [10]. Sadolin mente, at neurastenien blev befordret af storbyens boligformer, hvor mange mennesker boede tæt sammen uden mulighed for et privatliv. »Det er her, at Livet for de fleste former sig paa en sundhedsstridig Maade, fordi det stiller Fordringer til vore Nerver, som overgaa, hvad de ifølge deres engang givne Organisation kunne yde uden at overanstrænges«, bemærkede Knud Pontoppidan [5 s. 4]. I Tyskland og Storbritannien havde det allerede længe været et argument for den voksende »haveby«-bevægelse, der agiterede for, at storbyernes befolkning skulle bo langt fra industrien i lave enkelthuse med have i landlige omgivelser. I Danmark blev opførelsen af de første havebyer påbegyndt få år efter udgivelsen af »Nerve-Helse« [15] her som i udlandet med støtte fra kredsene omkring livsreformbevægelsen [11, 15].

Den største forskel på dengang og nu er nok, at Frode Sadolin ikke mener, at det er alle, der har behov for bogens anvisninger: »De, der har de helse nerver, dem der gør det grove kropslige arbejde« [3 s. 43] går fri. De er sunde og rolige, ikke fordi de har mindre at tænke på – tværtimod, understreger Sadolin – men fordi de dvæler sundt i deres arbejde og i øvrigt opholder sig udendørs og bruger deres krop på en naturlig måde. Disse mennesker – i særlig grad landarbejderne – lever tættere på naturens idealer og er i mindre grad end fabriksarbejderne og funktionærerne berørt af det moderne samfund. En del af reformbevægelsens idealister fremstillede direkte deres tanker som del af en regelret landbokultur: Mikkel Hindhede beskrev sine radikale kostreformer som en tilbagevenden til den sunde og traditionelle landkost [11], mens Christen Lyngbo forklarede, at både hans provokerende barhovedede stil (en herre uden hat var chokerende omkring 1900) og senere naturisme var produkter af opvæksten på den jyske hede [16].

Det var især de intellektuelle og kontorarbejderne, der led under samfundskravene, mente Frode Sadolin. De blev nervøse, »nervevege«, og knækkede under samfundets mange krav. Denne opfattelse var som nævnt et gennemgående træk i synet på neurastenien, og den danske læge og nerveforsker Carl Lange (1834-1900) havde allerede i 1879 argumenteret for, at kun intelligente individer blev nervøse [17 s. 142]. Alligevel lød teksten på forlagets bogannoncer ved udgivelsen af »Nerve-Helse«: »Der findes ikke mange Mennesker uden at de er nervøse«.6 Noget af en parole, men meget rammende for en tid, der med titlen på et værk af den italienske neurolog Paolo Mantegazza (1831-1910) kunne kaldes for »Nervøsitetens Aarhundrede« [18].

Måske er »Nerve-Helse« faktisk mindst lige så relevant i dag, hvor en langt større del af befolkningen lever sådan som de »uhelse« akademikere, hvis livsstil Sadolin fandt usund og unaturlig. Måske er det derfor, bogen stadig er værd at læse 111 år efter sin udgivelse. Tag fx Sadolins blik på det moderne menneske, der ikke evner fordybelse og nærvær:

»Folk, som i øjeblikket ikke har det mindste at gøre, i en sporvogn t.e., og som derfor kunde sidde helt afspændte og lægge mærke til et og andet, de kaster sig over ’Ekstrabladet’ eller et andet af de fuselholdige småblade og jager det igennem, eller de farer rundt med øjnene for at finde noget, der kan virke som irritament« [3 s. 17].

Det handler altså ikke kun om det at have travlt, mente Sadolin. Ligesom hos Svend Brinkmann handler det om den kultur, travlheden er indlejret i: Det er de krav og den betydning, vi giver det travle liv, som fostrer uligevægt, stress og depression. En del af opskriften på Sadolins og Brinkmanns succes er givetvis, at de begge optegner de vigtigste kulturelle kampzoner og giver det enkelte menneske en mulighed for at ændre på sit liv – omend Brinkmann meget tydeligt bruger selvhjælpsgenren ironisk.

Sadolin understregede, at den, der bliver ramt på nerverne, måske bare mærker noget, som i sidste ende vil gøre enhver syg, og hans anvisninger gælder derfor i virkeligheden alle. Men samtidig var han fuldt opmærksom på den dogmatisme eller fanatisme, der kan ligge indbygget i den slags projekter, han selv var eksponent for:

»En livsopfattelse rejses ikke i hast som en amerikansk skyskraber, den dannes langsomt ved en organisk vækst, og væksten sinkes ikke ved at nerverne hviler sig« [3 s. 12].

Frode Sadolin

Frode Sadolin tog lægeeksamen 1893. Han var tidligt ansat ved Kommunehospitalet og Blegdamshospitalet, men drev sin egen klinik fra 1896 til 1940. I 1890’erne var han tilknyttet kunstnerkolonien Hellenerne. Han var uddannet »gymnastikdirektør« i Sverige og var med til at indføre sygegymnastikken (fysioterapien) i Danmark. Han satte sit præg på faget fra 1890’erne. I 1902 var han medstifter af Selskab for Fysisk Terapi og Diætetik. Han var pioner inden for massage, bl.a. som medlem af Lægeforeningens massageudvalg og som forfatter til »Haandbog i Massage« (1914). Han arbejdede desuden med gymnastik og havde stor indflydelse på skole- og småbørnsgymnastikken i Danmark.

I 1896 grundlagde Sadolin tidsskriftet Dansk Sundhedstidende: Blad for Hjemmet og Fællesorgan for de kommunale hygiejniske Interesser, der var talerør for de nye sundhedsstrømninger og et moderat udtryk for livsreformbevægelsens tanker. »Nerve-Helse« udkom i syv oplag i løbet af det første årti, den blev oversat til svensk, finsk, hollandsk samt tysk og efterfulgt af bogen »Sjælerøgt« (1910).

Nervetrådene blev slidte og irritable, hvis de blev brugt for meget, og det måtte jo uvægerligt ske i det evigt omskiftelige og sansestimulerende storbyliv.

Blad nummer: 

Litteratur

  1. Brinkmann S. Stå fast. København: Gyldendal, 2014.
  2. Brinkmann S. Gå glip. København: Gyldendal, 2017.
  3. Sadolin F. Nerve-Helse. København: Hagerups forlag, 1908.
  4. Køppe S. Neurosens opståen og udvikling i 1800-tallet. Frederiksberg: Frydenlund, 2004.
  5. Pontoppiddan K. Neurasthenien: Bidrag til Skildringen af vor Tids Nervøsitet. København: Særtryk af Bibliothek for Læger, 1886.
  6. Mellergård M. Om at være syg uden at fejle noget: neurasteniens skæbne. Bibl Læger 2002;194:143-53.
  7. Lund M, Berg BM, Slæbo V. Amalie Skram og Knud Pontoppidan: et psykologisk drama. Bibliotek for læger 1992;184:33-91.
  8. Oelsner G, Hvidberg-Hansen G, red. Livslyst. Sundhed – Skønhed – Styrke i dansk kunst 1890-1940. Fuglsang: Odense Bys Museer/Fuglsang Kunstmuseum, 2008.
  9. Müller JP. Mit System: 15 Minutters dagligt Arbejde for Sundhedens Skyld. København: Tillges Boghandel, 1904.
  10. Bonde H. Sundhedsapostlen J.P. Müller. Bd. 1. 1864-1904. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2019.
  11. Halse S, Henschen D. Mikkel Hindhede og kampen om danskernes kost. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, januar 2020 (i trykken).
  12. Lodahl AB, Hansen J. Skodsborg Badesanatorium. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2018.
  13. Sadolin F, red. Sommerbogen: Vink og Vejledning til Friluftsliv, Luft- og Solbad, Sommeridræt og helsetjenlig Levemåde. København: Dansk Sundhedstidendes Forlag, 1906.
  14. Eichberg H. Friluftsliv under historisk forandring – bevægelse i modsætninger. https://www.researchgate.net/publication/242172902_Friluftsliv_under_historisk_forandring_-_bevaegelse_i_modsaetninger. 2005 (1. nov 2019).
  15. Ravn H, Dragsbo P. Havebyen: havebyer i Danmark, England og Tyskland før, nu ... og i fremtiden? Udviklingen af moderne byplanlægning fri fra slum og jordspekulation. København: Gad, 2017.
  16. Henschen D. Christen Lyngbo – oprør mod normerne i 1905. Magasin fra Det kongelige Bibliotek 2017;1:39-49.
  17. Møller JF. Biologismer, naturvidenskab og politik ca. 1850-1930 [ph.d.-afhandl]. København: Københavns Universitet, Det Humanistiske Fakultet, 2002.
  18. Mantegazza P. Nervøsitetens Aarhundrede. København: Wilhelm Priors Forlag, 1888.

 

Noter

  1. Se også Poul Bonnevies lille oversigtsartikel »Mentalhygiejne i Danmark 1908: nervehelse eller psykasteni« (Medicinsk Forum, 1988).
  2. Om degenerationsbegrebets udvikling, se Peter Thielsts bog »Degeneration: en idé og dens historie« (Det lille Forlag, 2016).
  3. Fx Radkau J. Das Zeitalter der Nervosität: Deutschland zwischen Bismarck und Hitler. München: Hanser, 1998; Gijswijt-Hofstra M, Porter R, red. Cultures of neurasthenia: from beard to the First World War. Amsterdam: Rodopi, 2001; Møller JF. Biologismer, naturvidenskab og politik ca. 1850-1930. København: Københavns Universitet, Det Humanistiske Fakultet, 2002; Zerlang M. Bylivets kunst. København: Spring, 2002; Thelle M. »Et Spejl med mange hundrede flader« – elektrificeringen af byen og kroppen omkring 1900. Kulturstudier 2015:31-54.
  4. Gennemsnit for årene 1890 til 1920 i Christensen LJ. Da nerverne blev elektriske. Tidsskrift for Historie 2009:3-11:9.
  5. Se fx Fritzen F. Gesünder Leben: Die Lebensreformbewegung im 20. Jahrhundert. Stuttgart: Frankfurter Historische Abhandlungen, 2006; Barlösius E. Naturgemäße Lebensführung. Zur Geschichte der Lebensreform um die Jahrhundertwende. Frankfurt am Main: Campus, 1997; Sven Halse har skrevet en kort, overordnet indføring i begrebet med udgangspunkt i den danske situation: Halse S. Vitalisme – fænomen og begreb. Kritik 2004;171:1-7.
  6. Annoncer i datidens større og mest københavnske aviser. Se fx Dagens Nyheder den 11. maj 1908, s. 3.

💬 0 Kommentarer

Tilføj kommentar