Content area

|

Oh, at flyve som en fugl …

Ovartacis værker kan ses på Museum Ovataci i Aarhus og på www.ovartaci.dk
Forfatter(e)

Professor, overlæge, dr.med. Poul Videbech, E-mail: Videbech@dadlnet.dk

Neuropsykiatrisk Depressionsforskning, Psykiatrisk Center Glostrup

Som dreng kom jeg meget på Psykiatrisk hospital i Risskov og omgikkes patienterne, der jo var indlagt i lang tid. En af dem jeg mødte, var Ovartaci, som på det tidspunkt arbejdede på et stort projekt, nemlig at lave en helikopter af træ, som man kunne flyve i. Det at flyve var hans store drøm. Senere arbejdede jeg på hospitalet som studentermedhjælper og lagde mærke til de mange meget, meget smukke, stemningsfyldte og også lidt mystiske malerier, der hang overalt. Malerierne gjorde et dybt indtryk på mig. Der var også store og små dinosaurlignende bemalede figurer lavet af papmaché. Nogle af dem var i menneskestørrelse, andre ganske små. De sidste var såkaldte rygefantomer, som man kunne bruge til at ryge en cigaret med. Cigaretten sad på en bøjeligt rør, så man kunne dreje den og iagttage gløden, mens man røg. Dette skulle være en ganske særlig sublim nydelse. Jeg fandt ud af, at det var Ovartacis kreationer. Mange af dem er sikkert gået tabt, fordi han solgte dem til handlende i Århus, som videresolgte dem i deres butikker. Sikkert til overpris og som kunstgenstande importeret fra eksotiske lande.

 

I slutningen af 1970’erne mødte jeg Ovartaci igen. Han var gammel og svækket og sad i kørestol. Vi arrangerede en fernisering med hans billeder og statuer i overlæge Johannes Nielsens galleri, Galleri Gallo. Ovartaci var den gang ikke særligt kendt uden for hospitalets mure, bortset fra at Asger Jorn engang havde udtalt sig meget anerkendende om hans værker, som man kaldte art brut, dvs. »rå kunst« eller outsiderkunst. Men i virkeligheden er Ovartacis værker helt sine egne og ikke sådan at rubricere. Udstillingen blev godt modtaget af publikum: Der kom mange og så den, og den blev fint anmeldt i pressen. I 1979 opnåede Ovartaci ydermere den store ære at udstille sine værker på Louisiana ved Humlebæk. Udstillingen hed netop »Outsidere«, og en række andre store, psykisk syge kunstnere udstillede samtidig. Det var en umådelig glæde for Ovartaci, at hans værker blev vist frem på den måde og en ganske særlig oplevelse var det for ham, at han fløj til udstillingen (ganske vist med SAS og ikke i sin helikopter). Det var flere drømme, der gik i opfyldelse på én gang. På en måde er sammensætningen af udstillingen symptomatisk. Værkerne blev præsenteret som lavet af psykisk syge, som en fællesnævner, i stedet for bare at være udstillet som alle andre værker. Man laver vel heller ikke udstillinger af kunstnere, der alle har sukkersyge? Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt man kan se på Ovartacis værker, at han var psykisk syg, og måske endda stille diagnosen? Det mener jeg ikke, man kan. Selvfølgelig var der vigtige temaer (f.eks. kønsproblematik osv. som nævnt i Bo Møhls artikel), som gik igen i mange af værkerne. Selvfølgelig var værkerne påvirket af hans sindsstemning, da de blev skabt. Selvfølgelig er de lavet af en martret sjæl, for hvem det at frembringe kunst og være kreativ var lige så vigtigt som at få ilt og føde. Men hans kreativitet, den skønhed og de følelser, der ligger i hans værker rækker langt ud over »det skizofrene« og ind i det almenmenneskelige. Hans kunst er ikke bare et psykopatologisk studieobjekt, men langt mere end det, den er umulig at rubricere, men helt sin egen.

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer

Right side