Oktober 1943 – Bispebjerg Hospital

Den danske redningsaktion for jøderne under 2. verdenskrig var imponerende. Af de cirka 7.000 jøder, der boede i Danmark, overlevede omkring 99%. Ca. 7% blev deporteret til Theresienstadt-ghettoen, og ingen blev sendt til udryddelseslejrene som Treblinka eller Auschwitz-Birkenau [1, 2]. Dette står i skarp kontrast til skæbnen for jøderne i andre lande, hvor op til 90% døde som i Grækenland og Polen [3]. Disse bemærkelsesværdige begivenheder fortjener at markeres, og ved 80-årsjubilæet for redningsaktionen blev der den 8. oktober 2023 afholdt en særforestilling på Det Kongelige Teater, hvor flere af de overlevende var til stedeI. 

Kapellet på Bispebjerg Hospital (BBH) (Foto 1A og B) er kommet til at stå som symbol for denne redningsaktion, men at BBH kom til at spille en central rolle var ikke planlagt. Fra at facilitere en akut transport for 40 mennesker endte det med, at op mod 2.000 mennesker passerede hospitalet på vej til Sverige [4]. Deportationen af danske jøder blev iværksat natten mellem den 1. og den 2. oktober 1943. Imidler¬tid informerede skibsfartsattachéen ved det tyske gesandtskab i København, Georg Ferdinand Duckwitz (1904-1973), de to socialdemokratiske ledere H.C. Hansen (1906-60) og H.C. Hedtoft Hansen (1903-1955) – der begge senere blev statsministre – om den kommende aktion, så de kunne advare rabbiner Marcus Melchior (1897-1969). Han gav advarslen videre til menigheden i synagogen og sagde eksplicit, at medlemmerne måtte sørge for, at alle jøder blev advaret; mere end 50% af de mennesker, der ifølge de tyske Nürnberg-racelove gjaldt som jøder og skulle arresteres, var ikke medlemmer af menigheden [1, 2]. En forudsætning for, at aktionen lykkedes, var den gæstfrihed, der blev vist fra svensk side, uanset at det var usikkert, hvor længe der var behov for asyl både til jøder og andre, der frygtede arrestation. Her belyses de omstændigheder, der gjorde redningen af det store antal jøder gennem BBH i oktober 1943 mulig, og sygeplejerskernes centrale rolle i at organisere hjælpen fremhæves. 

BESÆTTELSEN AF DANMARK 1940-43

Besættelsen af Danmark den 9. april 1940 forløb først uden større afbræk i hverdagen [2]. Et af de områder, der blev berørt, var livet på syge¬husene [4, 5 s. 62-152]. Tyskerne lagde pres på myndigheder og sygehuse for behandling af de talrige syge og tilskadekomne tyske soldater, der kunne strømme til fra Europa. 

Modviljen over for besættelsesmagten øgedes gradvist, hvor lokale tiltag og stigende modstand blev etableret af flere organisationer. De danske jøder levede fortsat normalt og var ikke påtvunget at bære »jødestjerner«, registrere familierelationer eller formuer, og tyskerne intervenerede kun moderat i det danske samfund, der leverede industrivarer og især store mængder fødevarer til Det Tredje Rige [2].

Med stigende modstand indtraf det afgørende brud den 29. august 1943, hvor tyskerne stillede krav, som regeringen og Folketinget ikke kunne acceptere [2, 5 s.107-52, 6]. Samarbejdspolitikken var brudt sammen, og administrationen blev overdraget til departementscheferne. Baggrunden var, at tyskerne krævede »dødsstraf for sabotage og anden landsskadelig virksomhed« [2, 7]. Tyskland øgede Gestapos indsats fra den 15. september 1943, og forholdet mellem danskerne og besættelsesmagten blev præget af tiltagende konfrontationer. Deltagelsen i modstandskampen var således forbundet med betydelig risiko.

Werner Best (1903-1989), dr.jur. og SS-general, var Tysklands politiske chef eller »Reichsbevollmächtiger« i Danmark fra 1942 og indtil befrielsen. Han befandt sig blandt de centrale figurer i naziregimet og deltog blandt andet i mordene på SA-medlemmer (1934) i Sydtyskland under »De lange Knives Nat«, arrangerede mordet på mere end 10.000 polakker efter invasionen i 1941 som leder i Gestapo og tilsvarende arrestation af franske jøder [2]. Alligevel fortsatte Best det tyske styres samarbejde med de danske myndigheder. Samtidig godkendte Werner Best dog oprettelsen af »Schalburgkorpset«, som bestod af danskere med nazistiske sympatier. Korpset skulle fungere som hjælpepoliti til Gestapo i bekæmpelsen af modstandsbevægelsen, men alligevel steg antallet af sabotager og anden illegal aktivitet, og flere blev såret. Det betød, at hospitalerne fik til opgave at behandle disse patienter, hvilket krævede at sikre anonymitet og flytning til illegale opholdssteder uden for hospitalerne i rekonvalescensperioden.

De første forsøg på at oplyse om væsentlige forhold uden om den tyske censur blev iværksat i form af illegale flyveblade, blade og aviser [7]. Første nummer af Frit Danmark blev omdelt den 9. april 1942 efter duplikation i kældrene på BBH [8]. Da Mogens Fog (1904-1990), professor og overlæge i neurologi på Rigshospitalet, i december 1942 som medlem af Frihedsrådet måtte gå under jorden, skrev han et »åbent brev« mod besættelsesmagten, der fik stor betydning [7]. Brevet blev mangfoldiggjort på BBH og derfra transporteret i kufferter til Rigshospitalet, hvor adressering, frankering og afsendelse af flere tusinde konvolutter blandt andet til landets læger fandt sted.

BISPEBJERG HOSPITAL

BBH (Foto 2) modtog patienter fra 1913 i lyse, luftige og stille omgivelser i det nordvestlige hjørne af København [9]. Hospitalet bestod af seks sygepavilloner og flere bygninger med god afstand og et veludbygget tunnelsystem. 

Allerede i 1941 blev flere foruroliget over de tyske forholdsregler mod jøder i andre lande, og en kreds af læger på BBH sendte i begyndelsen af 1942 en skrivelse til de læger, der var tilknyttet hospitalet. Lægerne skulle love fortsat at støtte den danske regering, hvis den ville garantere, at der ikke blev iværksat forfølgelse. Af de 75 læger, der fik skrivelsen, skrev 64 under [10 s. 21 og 71]. I det andet nummer af Frit Danmark (maj 1942) havde 436 hospitalslæger i København skrevet under, hvorefter den blev sendt til Indenrigsministeriet [7].

Hospitalets sygeplejepersonale bestod den 1. april 1943 af en forstanderinde, en viceforstanderinde, en instruktionssygeplejerske og en husmor (Foto 3), som boede i den tidligere sygeplejebolig, hvor der nu overvejende bor sygeplejeelever. Desuden var der 20 oversygeplejersker, 130 assistenter, 170 elever, 57 vikarassistenter og 92 privatsygeplejersker [11]. De fleste sygeplejersker var ugifte og boede lige uden for hospitalet i de nye bygninger på Charlotte Muncks Vej (Foto 9), kun adskilt fra hospitalet af et 2,2 meter højt gitter lige over for hospitalets tidligere sygeplejebolig og på den anden side ud mod Tagensvej. Privatsygeplejersker – ansat gennem bureauer – gjorde tjeneste under vakancer og forfald. Der var i 1943 indlagt i gennemsnit 863 patienter, og der var omkring 1.000 ansatte. Arbejdstiden var på 48 timer ugentlig.

Da rygterne om en kommende aktion mod jøder kom i slutningen af september 1943, blev initiativet til »at lade hospitalerne gøre, hvad de kunne for at hjælpe« taget på Københavns Kommunehospital [12]. Her havde øjenlægen og visitator Steffen Lund (1906-1991) (Foto 4) tæt kontakt til tyske og danske myndigheder og især til tyske læger med henblik på fordeling og behandling af tyske patienter. Han søgte at holde værnemagtens soldater ude af hospitalerne, og bestræbelserne på at få den tyske overkommando til at oprette behandlingssteder forbeholdt tyske soldater lykkedes i vidt omfang. Flere »rent tyske« hospitaler blev oprettet. For eksempel blev en del af Frederiksberg Hospital afspærret til tyske formål, hvor der også fandtes den afdeling, hvor danske fanger blev »indlagt«, men som også fungerede som torturkammer for den tyske afdeling af Vestre Fængsel [12, 13]. Steffen Lund var derfor forberedt på at tage forholdsregler for at imødekomme forfølgelsen. Han fik en unik aftale i stand mellem de københavnske hospitaler om at modtage jøder og indlægge dem under falsk navn og med fiktive diagnoser [1, 8, 12, 14]. Som han skrev, føltes det som en naturlig opgave for hospitalerne at åbne deres porte for at skjule jøderne [12].

Men selvom hospitaler er store, er det begrænset, hvor mange fiktive patienter de kan rumme, og det videre perspektiv var at arrangere transport til Sverige, men hvordan de første transporter blev etableret, er ikke klarlagt. BBH’s betydelige rolle i forløbet kom som en reaktion på et akut opstået problem [4]. Stud.med. Ole Secher (1917-1993) (Foto 5) boede i den store hovedbygning på BBH (Foto 2), hvor hans far, Knud Secher (1883-1956) var overlæge og professor på medicinsk afdeling C. Den gruppe, som den 26-årige Ole SecherII var i, havde identificeret 40 jøder, som var strandet i en skov efter et mislykket flugtforsøg til Sverige [8, 10]. Secher foreslog, at de samlede jøderne på BBH i »et par timer«, indtil de kunne blive afhentet af en lastbil [4, 10]. BBH ville være egnet som opholdssted, da det ligger i udkanten af byen og har spredt pavilloner over et stort område med en separat udgang til Tuborgvej fra kapellet. Desuden gav hospitalets omfattende tunneler mulighed for, at en større gruppe mennesker ikke ville vække for megen opsigt. Aftalen blev, at de skulle mødes den 8. oktober 1943 kl. 9 ved hovedindgangen og gå som »ligfølge« til kapellet og derfra umiddelbart transporteres til Valby Station og videre til Falster [15 s. 71-77]. Hospitalerne var dengang nærmest stater i staten med portvagter, der overvågede, hvem der kom og gik. For at sikre, at arrangementet kunne gennemføres, blev det afklaret med Karl Henrik Køster (1909-1970) [4] (Foto 6), som ikke så noget problem i et kort ophold for et begrænset antal personer. Køster var 2. reservelæge på kirurgisk afdeling A og boede også i hovedbygningen. Ole Secher havde tidligere samarbejdet med Køster for at dække illegal radiokommunikation til England fra hospitalet [4, 8]. Måske var Køster også motiveret til at deltage i illegal aktivitet af sin mor, Frida Køster, finskfødt som Emilia Öbquist (1874-1956), der var oversygeplejerske ved den første Finlands-ambulance i 1918 og var med professor og overkirurg Ole Chievitz (1883-1946) i Finland 1939-1940 for Dansk Røde Kors [16, 17]. 

Planen med ligtoget har nok ikke været aftalt med direktionen, men tiltænkt at skulle foregå så diskret som muligt. Det kunne dog ikke undgå at vække opsigt, at paraden noget atypisk fandt sted om morgenen [4]. Mere alvorligt var det, at der i stedet for 40 kom ca. 150 personer, og ingen vidste, hvad der skulle ske med de øvrige [4]. Ledelsen kunne have valgt at smide dem, der ikke havde videre befordring, ud, og at afskedige Køster for at have forstyrret hospitalets drift i urimelig grad. Men der indtraf et mirakel. På psykiatrisk afdeling E fik oversygeplejerske Signe Højlund Mogensen (1904-1988), senere gift JansenIII (Foto 7) kendskab til problemerne på det nærliggende kapel og trådte i karakter [4, 15 s. 109-16]. Signe Mogensen hjalp med at sende de 40 med lastbiler og taxaer for derefter at gemme de tilbageblevne i undervisningslokalerne under psykiatrisk afdeling. Senere blev de resterende flygtninge sendt af sted i taxaer. Hun fik organiseret madlavning og overnatning til de ikkeplanlagte flygtninge [10, 15], og viceforstanderinde Agnethe Louise Korsholm (Foto 8) stillede sin lejlighed på Charlotte Muncks Vej 1 (Foto 9) til rådighed som center for den nødvendige organisation, og den blev kendt som »Centralen« [4, 15 s. 110-1]. Direktionen blev orienteret om Signe Mogensens initiativer og accepterede forholdene. Centralen blev hurtigt kendt som det sted, hvor jøder kunne henvende sig med henblik på flugt, og hvor man kunne aflevere penge til hjælpearbejdet [4, 10 s. 77, 14]. 

Indgangene til tjenesteboligerne på Charlotte Muncks Vej havde den fordel, at de ikke kunne ses fra de omkringliggende bygninger – kun fra den tidligere sygeplejebolig på BBH, så trafikken kunne foregå også med taxaer, uden at andre kunne se det [5]. I kælderen under opgang 7 fik Signe Mogensen også indrettet et rum til at tage sig af lettere syge.

Det blev forsøgt at holde sygeplejeeleverne udenfor, men de kunne ikke undgå at vide, hvad der foregik. En sygeplejeelev, Ruth Andersen skriver i sine erindringer: »Under sygeplejeboligen var der en kælderdør. Der kom så en lastbil fuld af mennesker og holdt ved indgangen til kældrene, og de skyndte sig derned. Vi kunne stå og se det fra vinduerne, det var modbydeligt at se på. Vi så alle de bange mennesker komme listende, der skulle med overfarten til Sverige«^IV.

Køkkenbestyrer Sørine Kirstine Pedersen Beltoft (»Ninna« 1904-1973) sørgede for mad og drikke i døgndrift trods ofte meget upræcise oplysninger om antallet af dem, der søgte hjælp. Beltoft forestod også nødforsyninger og udleverede brød, smør, kaffe og mælk til flygtningene til brug under deres videre flugt [6, 15].

Men begivenhederne sluttede ikke her. Næste morgen fik Køster endnu et opkald fra portvagten: »Der er flere sørgende … mindst 200« [10]. Rygtet var spredt, at BBH gav mulighed for flugt, men indkvartering var et problem, før transport kunne arrangeres. Imponerende stillede alle omkring 130 sygeplejersker, der boede i et- eller toværelsers tjenesteboliger på Charlotte Muncks Vej, deres lejligheder til rådighed i den udstrækning, der ikke kunne findes plads på hospitalet eller i kældrene [9, 10], og også læger og andre funktionærer bidrog. 

Det blev dog også nødvendigt at finde andre steder, da tyskerne ville finde ud af, at der blev gemt flygtninge på BBH. Man fandt plads andre steder i byen, og der blev benyttet en villa i Hellerup foruden sygehjemmet Betania i Rigensgade [15, 16]. 

Aktionen på BBH inspirerede to dage senere til et lignende begravelsestog for ca. 100 flygtninge fra kapellet på Blegdamshospitalet med samme vellykkede udfald. Det blev arrangeret af professor i biokemi og ernæringsfysiologi Richard Ege (1891-1974), Rockefeller Instituttet på Juliane Maries Vej, og hans hustru Vibeke sammen med lægerne på hospitalet [5 s. 113, 12]. 

På BBH fik ambulancechauffør Jørgen Peter Knudsen (1915-1993) løst transportproblemet ved at arrangere kørsel af bl.a. Københavns Kommunes ambulancer og taxaer [10, 16]. Han blev taget ud af den ordinære tjeneste og arbejdede fuld tid med at transportere de flygtende. Konsekvensen blev, at han blev kortvarig fængslet og også tortureret, men uden at røbe noget [10]. 

Det kan undre, at den videre transport til Sverige skulle foretages så langt fra København som bl.a. Falster. En oplagt forklaring er, at i den akutte situation skulle forhåndenværende muligheder benyttes. Ole Secher havde en ven, Erik Kiersgaard (1915-1979) [18]. De var sammen danske mestre i roning, og Kiersgaard havde opgivet sit civile arbejde for at deltage i »Special Operations Executive« (SOE)-aktivitet i Tyskland (ledet fra Sverige) for at etablere »safe houses« i Nordtyskland, Sønderjylland og på Lolland-Falster for engelske nedskudte flyvere og andre på flugt til Sverige [6]. I den forbindelse må han have haft kontakt til interesserede skibsførere, men at skulle arrangere transport for en stor gruppe snarere end for enkeltpersoner krævede en større organisation. Ole Secher deltog sammen med lægen Poul Weber Kruhøffer (»Krøk«, 1914-2006) [7] (Foto 10), der i 1941-1943 var ansat på BBH, senere professor i fysiologi ved Københavns Universitet, og som havde forbindelse til en bankdirektør i Stubbekøbing, der hjalp med transporter fra bl.a. Hesnæs, da vandet var for lavt i Stubbekøbing havn. Også stud.med. Erik Wainø Andersen (1919-1988), senere overlæge på amtssygehuset i Gentofte deltog [4]. Gennem ruten over Falster blev omkring 800 af de personer, der passerede BBH, transporteret til Sverige, og der skete ingen uheld [8].

På kirurgisk afdeling A’s operationsgang arbejdede sygeplejerskerne Ellen Marie ChristensenV (1913-98) (Foto 11A og B) og Vera Sander, der begge dagligt også var på Centralen [4, 8, 12]. Her var der flere udfordringer: De skulle holde overblik over, hvor mange personer der ventede på transport til Sverige, og hvor de til enhver tid befandt sig på hospitalet eller andre steder. Desuden skulle de holde styr på oplysninger om deres legemlige og psykiske tilstand, om transportruternes øjeblikkelige muligheder samt biler og penge til skipperne. Centralen havde desuden en forsyning med benzin, så bilerne kunne køre. I Centralen prioriterede de to sygeplejersker transporten efter, hvem der havde ventet længst, og hvem der var syg eller skrøbelig [4]. Desuden styrede de planlægningen af transporter og regnskab over de ofte store beløb, der var i »pengekassen« (en skotøjsæske), der kunne indeholde op til 100.000 kr. [4]. 

Da der opstod likviditetsproblemer, opsøgte sygeplejerskerne Vera Sander og Esther Fraas (født 1912) (Foto 3) [7] Kong Christian X (1870-1947) på Sorgenfri Slot. Det var nødvendigt, for kassen var tom, »- og de blev ikke skuffede« [4, 15 s. 110]. I alt modtog Centralen donationer på over 1 mio. kr. i løbet af de første uger af oktober [4, 8], svarende til ca. 30 mio. kr. i 2024. 

Organisationen af transportmulighederne for de flygtende var ikke alene i hænderne af de to sygeplejersker. Ud over den etablerede rute til Falster, som blev benyttet af de første BBH-flygtninge, blev der fundet flugtruter til de yderligere omkring 1.200 mennesker [2, 4, 8]. Formentlig har Centralen haft hjælp af Børge Outze (1912-1980), der som redaktør på Nationaltidende (siden af Information) havde omfattende forbindelser i erhvervslivet [2]. Da telefonerne kunne blive aflyttet, blev der ikke talt om jøder, men om handel med »kartofler« [2 s. 235, 19]. Også Steffen Lund holdt koordinationsmøder på Kommunehospitalets bibliotek hver dag kl. 9 [12]. Det er bemærkelsesværdigt, at der i løbet af de første uger af oktober var et så stort sammenhold hos BBH’s personale og de eksterne involverede, og at aktionen havde så stor opbakning i befolkningen.

AKTIVITETER EFTER 1943

Desværre gik det anderledes for cand.polit. Frits Johan Blichfeldt MøllerVII (»Den Røde Pimpernel«) (1913-1944), der havde været med fra starten, og som efter Køsters flugt til Sverige overtog koordineringen. Det lykkedes for ham at hjælpe flere hundrede personer (måske 500-1.000) over Øresund, men han blev stukket under en transport fra Asiatisk Plads den 3. februar 1944 og skudt [15]. 

Flere læger, sygeplejersker og andet hospitalspersonale deltog i forskellige sabotagehandlinger [5]. Lægen Erik Hagens (1909-1944), der var 2. reservelæge på medicinsk afdeling C, var tilknyttet BOPA, der gennemførte sabotager i København og omegn (Foto 12). Ved en aktion den 6. juni 1944 mod en fabrik i Glostrup deltog han ikke selv, men var med for tage sig af eventuelt tilskadekomne. Desuden fungerede Hagens som chauffør på en rutebil, der blev kapret for at køre tilbage til København. Undervejs blev de beskudt, og Hagens blev ramt i hovedet og døde, og en anden måtte overtage rattet [20].

Selvom transporterne af jøder var gennemført, fortsatte arbejdet på BBH med behandling af anonyme sabotører under slørede diagnoser og med transport af andre forfulgte til Sverige [20]. I et eksempel på en opdigtet sygehistorie nævner Ellen Marie Christensen [15] en sabotør, »der var blevet skudt gennem lever, lunge og nyrer«, hvor forklaringen blev, at manden »var faldet ned fra et bord, medens han havde slået billeder op, og i faldet havde stødt sig på en glasskål!«. 

Vi takker Frihedsmuseet, København, og museumsmedarbejder Sanne Christensen, Dansk Sygeplejehistorisk Museum for lån af foto og oplysninger.