Om diagnosens betydning

Karen Fastrup brød for alvor igennem med bogen »Hungerhjerte«. Bogen er en autofiktion. Her skildrer hun et psykisk sammenbrud, hvor hun bliver kortvarigt psykotisk efterfulgt af flere år med indlæggelser og ambulant behandling. Hun oplever at få flere forskellige diagnoser – bipolar lidelse og spiseforstyrrelse og til sidst diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderlinetype. Undervejs i forløbet beskriver hun angst, depression og selvmordsimpulser.

Fremstillingen er præget af såvel iagttagelse af sig selv som af omverdenen, herunder det sundhedsfaglige personale, medpatienter og pårørende.

Hun skildrer sine egne reaktioner på de forskellige diagnoser, hun får, og hvordan hun oplever et hierarki i forbindelse med diagnoserne. Hun skildrer også, hvad diagnoserne indebærer af holdninger og forskellige behandlingsprogrammer. Indimellem bryder hun sit narrativ med citater fra journaler og får her demonstreret afstanden mellem det kliniske sprog, der er blottet for emotionalitet, og det oplevede emotionelle. Hun er en skarp iagttager og holder et spejl op for læserne. Ikke underligt, at hun frem til coronanedlukningen var en meget efterspurgt foredragsholder, bl.a. på psykiatriske centre, hvor hun talte til patienter og personale.

Ved den første indlæggelse i 2015 fik Karen Fastrup et psykisk sammenbrud, hvor hun var i så svær affekt, at hun kortvarigt var psykotisk. På andendagen talte hun med en specialpsykolog, som sagde: 

»,Jeg tror du har en bipolar lidelse’. 

,Det er okay med mig. Så længe jeg slipper for borderline. Amagerdiagnosen, kalder min ven, der er bipolar, den, det er røvgevir og selvskade i det helt store udtræk. Diagnoser er rangordnede efter finhedsgrad. Min oldemor var bipolar. Bipolar lidelse ligger i den høje ende, det vil jeg gerne fejle’« [s. 20].

»Om eftermiddagen skal jeg have en samtale med en psykiater. Hun har en lang, flerfarvet hippiekjole på. Jeg kan godt lide hende. Jeg vil gerne undersøge nærmere om du er bipolar, siger hun og ser på mig. Det er du ikke sikker på? siger jeg. Nej siger hun. Jeg vil gerne have dig tilknyttet vores ambulatorium herude når du bliver udskrevet. Mit ben kører op og ned. Hvad kan jeg så fejle? siger jeg« [s. 38].

En måned senere modtager Karen en mail fra hippiepsykiateren, som bl.a. skriver:

»,I øvrigt er den test du har afleveret til mig helt entydig i at du har tilstrækkelig mange træk til at opfylde de diagnostiske kriterier sv.t. at have en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline type, hvilket jeg også selv efter vores samtaler har tænkt’.

Åh nej! Åh nej! siger jeg ………….. det er den diagnose, jeg har frygtet mest af alt. Den er uden håb. Den er en livslang dom. Den er frastødende«.

Karen og hendes søster, Anne, der er til stede, begynder at google diagnosen og læser i en af de lærebøger, Karen altid slæber med sig. Karen er meget belæst og søger viden for at forstå, hvad der bor i hende, og hvordan det hænger sammen. Med nettet som partner kan man få oplysning om snart sagt hvad som helst, og det gør, at man ikke mangler viden i sig selv, men forståelsen for, hvordan viden skal omsættes og tolkes i forhold til den enkelte.

»,Det er frygteligt! siger jeg. Vi er også manipulerende, siger jeg. Det står der rigtig mange steder’. Jeg ser desperat på hende. ,Vi?’ siger Anne. 

,Vi er omtrent de mest modbydelige mennesker der går på denne jord. Måske lige bortset fra dem med dyssocial personlighedsstruktur, psykopaterne, siger jeg’« [s. 87-88].

Senere fortæller hun næsten besværgende sin ekskæreste, at hendes diagnose er i den milde ende af spektret, så hun bliver rask igen.

Hun oplever diagnosen som at få en identitet: »En diagnose er en identitet. Det er bare det, at min er identitetsløs …. Jeg hamrer identitetsløs rundt i min identitetsløse diagnose, siger hun« [s. 108]. 

På et tidspunkt bliver Karen og hippiepsykiateren enige om, at hun har en spiseforstyrrelse. Atypisk bulimi. »Det atypiske er, at jeg ikke kaster op, for det kan jeg ikke finde ud af. – Jeg æder og hader mig selv og der er mad på mine nøgne bryster og de vokser indefra og bliver til kødklumper, der hænger fra mit skelet …«

Og Karen kompenserer ved at løbe, træne crossfit og i perioder helt undlade at spise.

Hun henvises til Psykoterapeutisk Center Stolpegård for at få behandling for spiseforstyrrelsen.

»Min tanke er at få banet en vej ind til Stolpegårds behandling for personlighedsforstyrrelse. For jeg har en fornemmelse af at spiseforstyrrelsen er en flod dannet af bifloder, og at vi ikke kan udtørre den før vandtilførslen fra de andre strømme er bremset« [s. 131].

»Komorbid. Jeg har for længst lært den slags ubehagelige ord. Min spiseforstyrrelse er komorbid. Vi begynder med spiseforstyrrelsen, bagefter kan du komme i behandling for din personlighedsforstyrrelse« [p. 132].

Med indførelse af pakkeforløb i psykiatrien er det inden for de seneste 10-15 år blevet mere og mere almindeligt at behandle sygdommene hver for sig, selvom de hænger sammen. Det er præcist, hvad der sker for Karen, som har et skarpt blik for systemets inkonsekvenser. 

Undervejs i behandlingsforløbet får Karen det dårligere med depressive symptomer og alvorlige selvmordstanker. På den lukkede afdeling går det op for hende, at hendes økonomi er helt elendig, fordi hun med sin eksmand boede et par år i Tanzania, og nu hvor hun er syg og ikke kan arbejde, skal hun have offentlig forsørgelse. Det eneste, hun er berettiget til, er integrationsydelsen, der er betydeligt lavere end kontanthjælp. Hun skildrer nu, hvordan hun på afdelingen har en samtale med en afdelingslæge, der ikke tager hendes økonomiske problemer alvorligt, og som har aflyst socialrådgiversamtalen. Hun føler sig devalueret og desperat.

Afdelingslægen siger: »,Karen, nu lægger jeg ansvaret over til dig. Du har en husleje på 6300 kr. om måneden og du får 5000 kr. Det kan du godt se ikke hænger sammen vel? Du skal lære at tage ansvar, Karen’. 

Jeg rejser mig op. Jeg er ved at blive kvalt. I den maske, han mener ligner mig. Jeg ved, det er min borderlinediagnose, der gør det. Vi er manipulerende og ansvarsfralæggende i den gamle beskrivelse af sygdommen. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg flår i borderlinemasken og siger, at han ikke ser mig, men en forældet beskrivelse af min diagnose« [s. 150].

Karen forlader lokalet og råber: »,Jeg kan godt tage ansvar. Jeg har altid klaret mig selv’.« Hun er stærkt oprevet, græder. »Angstdyret spjætter, det overtager mine organer, trækker vejret gennem min mund«.

Skam er en væsentlig del af den stigmatisering, der knyttes til psykisk sygdom. Det skildres flere steder i »Hungerhjerte«. På lukket afdeling får Karen besøg og skal bede om lov til at gå en tur: »Jeg skammer mig over at være en, man besøger sådan et sted«.

Også borderlinediagnosen er svær for Karen at forlige sig med, fordi den er så skamfuld. Og skammen deles af medpatienter, hvor én siger: »,Jeg skammer mig så meget over min diagnose at jeg slet ikke kan fortælle nogen hvad den er’.«Men på det tidspunkt er Karen kommet længere, bl.a. gennem samtale med psykologen på afdelingen. »Jeg har set en forelæsning om borderline på YouTube, siger jeg. Psykologen siger der er mere knald på os. At mens andre er German, så er vi Spanish. Jeg smiler til hende. Det er da ikke helt kedeligt at være Spanish, vel? Sådan, sorthåret og lidenskabelig«.

Bogen slutter med en slags forsoning med diagnosen: »Min borderline diagnose er blevet det tomme hylster, der hænger på knagerækken inden for min dør. Jeg dasker til den når jeg går forbi - men der er ikke liv i den. Den hænger indskrumpet ved siden af min læderjakke«.

Efter et pakkeforløb for personlighedsforstyrrelse får Karen psykiateren til at tage stilling til, om diagnosen stadig er dækkende, og psykiateren skriver i journalen:

»Resume af behandlingsforløb: Pt. har deltaget i introforløb 6 gange med godt udbytte, og har efterfølgende deltaget i gruppe én gang ugentlig. Hun oplever sig efter kortere tid færdigbehandlet, og har det godt, og det aftales at hun afslutter forløbet.

Ad. borderline diagnosen: hun beskrives og beskriver sig stabiliseret i betydelig grad, Beskriver at være i stand til selvregulering også i belastende situationer: beskriver ex. Igennem de sidste 8 måneder at have været i stand til at være alene, uden kæreste og fungerer godt hermed. Kvalificerer næppe længere til diagnosen« [s. 266-267].

I perioden efter bogen var udkommet, hvor Karen var en meget efterspurgt foredragsholder, var jeg med hende flere gange. Vi førte samtale om at være syg og om hendes forståelse af sygdommen i eftertankens klare lys. Hun gav her en beskrivelse af hvordan hun nu kunne læse sit sind som et landskab med dybe dale og høje bjerge, med storm og uvejr og med solskin. Hun kender sit landskab og bliver ikke længere så forskrækket, når hun er i stormvejr, for hun ved, at det er forbigående, og det gør det lettere for hende at holde ud. Hun ved, at hun har et letbevægeligt sind, der i perioder kan byde på vanskeligheder, men at hun kan klare dem, og at hele hendes eksistens ikke er på spil, hver gang hun kommer i vanskeligheder.