Over 30 år med danske Læger uden Grænser

Mens den nigerianske borgerkrig, bedre kendt som Biafrakrigen, i 1967-1969 drev hundredtusinder af mennesker på flugt og ud i ekstrem hungersnød, stod verden over for en krise, der handlede om mere end at sikre humanitær nødhjælp. Krigen kostede alt for mange menneskeliv. Nøden eskalerede, mens humanitære organisationer og filantroper arbejdede for at få mad, medicin og sanitære produkter ind til civilbefolkningen. Men nødhjælpen nåede ikke altid frem. Den blev blokeret, tilbageholdt og misbrugt af de stridende parter. 

De humanitære nødhjælpsorganisationer arbejdede dengang under et klart mandat: neutral nødhjælp i stilhed. Men en gruppe franske læger og journalister, som forsøgte at arbejde under disse forhold, kunne ikke acceptere, at tusinder af mennesker skulle lide og dø i stilhed. Derfor gik de sammen om at skabe den medicinske nødhjælpsorganisation Médecins Sans Frontières, der udover at levere medicinsk humanitær nødhjælp også skulle bære vidnesbyrd om de uhyrligheder, de så, og forsøge at råbe verdenssamfundet op. På den måde håbede de på at kunne gøre en endnu større forskel.

Médecins Sans Frontières blev skabt ud fra den overbevisning, at alle mennesker har ret til lægehjælp uanset køn, race, religion, trosretning eller politisk tilhørsforhold, og at de medicinske behov for den enkelte patient vejer tungere end respekten for nationale grænser. Med dette udgangspunkt blev organisationen grundlagt i 1971.

De næste årtier voksede organisationen sig større internationalt, og i 1993 blev den danske afdeling stiftet af Camilla Bredholt med Jens Hillingsø som første formand. Den danske afdeling af Læger uden Grænser kunne således holde 30-årsjubilæum sidste år [1].

I det følgende lader vi Læger uden Grænsers historie blive fortalt gennem Søren Brix Christensens og Vibeke Brix Christensens oplevelser fra felten. De er begge uddannet læger og deres lillebror Jakob er uddannet økonom. Alle tre har været udsendt af Læger uden Grænser, og så har de været engagerede i organisationen i over 25 år. Søren var blandt andet formand igennem ti år, Vibeke har været bestyrelsesmedlem og Jakob har været økonomisk rådgiver for bestyrelsen.

Når virkeligheden overgår fantasien

Søren hørte om Læger uden Grænser i 1994, da den unge læge Kim Jakobsen blev sendt til So¬malia. 

Søren: I mine øjne var Læger uden Grænser en organisation, der skabte vigtig forandring gennem handling – og den forandring kunne jeg blive en del af, hvis jeg blev udsendt efter min turnus. Jeg var motiveret og havde et stort ønske om at være med til at bygge organisationen op og gøre en forskel for mennesker, som ikke havde adgang til lægehjælp. 

I 1996 fik jeg muligheden for at komme til det sydlige Sudan, nu Sydsudan, som stod midt i landets anden store borgerkrig.

I 2023 var »den sorte feber«, parasitsygdommen kala-azar, på årets liste over glemte kriser. Netop behandling af denne infektionssygdom arbejdede jeg med i Lankien i seks måneder i 1996. Jeg var med til at opbygge et primært sundhedsvæsen med klinikker og et hospital i nærområdet. For der var intet i forvejen, og kala-azar-klinikken blev rejst i skyggen af et stort akacietræ på den tørre savanne. 

Det halve år i Sydsudan var det hårdeste og mest udfordrende i mit liv. Men det var også det mest givende. 

En af de oplevelser, der har gjort et særligt indtryk på mig, var, da en gravid kvinde havde gået i to dage for at få vores hjælp med noget hængende ud af underlivet. Hun var blevet lagt ind i en hytte, og i skæret af en lommelygte kunne jeg ganske rigtigt se hende med en navle¬snor hængende ud under kjolen. Vi vaskede hende, og jeg kunne mærke en svag puls i navlesnoren. Jeg tænkte, at barnet måtte ligge i hovedpræsentation, og at det ikke kunne fødes uden at blokere blodforsyningen i navlesnoren. Jeg husker tydeligt, hvordan hun lå på to opskårne majssække, og jeg selv lå på knæ og kiggede op mod barnets hoved. Jeg fik navlesnoren manøvreret op bag dets hoved og sat et vestimulerende drop op. Der var ingen dråbetæller, så det blev sat efter den hastighed, som jeg huskede fra en obstetrisk afdeling i Danmark. 

Imens fødslen fortsatte, var hele landsbyen samlet uden for hytten. Barnets hoved pressede sig på, og jeg assisterede det. Det var en velskabt pige, som vrælede højlydt. Der gik et sus gennem den ventende skare udenfor, og stilheden blev brudt af spændte stemmer. 

Men fødslen var ikke overstået. Endnu et barn var på vej. Jeg råbte: »Der kommer en mere!«, og endnu et sus kunne fornemmes hos det ventende publikum uden for hytten. Det næste barn gled let gennem fødselskanalen, og jeg kunne lægge endnu en fin og sprællevende pige op på moderens bryst.

Vi underbandt navlesnoren og hjalp moderkagen på vej. Et par timer med angst, sved og indre faglige diskussioner var nu veloverstået, og alle åndede lettet op. Moderen havde blødt en del, så vi hængte en pose med saltvand op og gik trætte hjem til vores egen hytte. Om natten drømte jeg, at begge piger var døde, og at det var gået helt anderledes. Det var heldigvis blot et mareridt, og næste dag besøgte jeg den trætte, men glade mor. Hun var gået hjem med pigerne, da jeg kom forbi på tredjedagen, men ved hytten sad en kvinde, der skulle hilse os fra moderen og fortælle, at begge piger skulle hedde Søren. 

Min oplevelse blev ti år senere inspiration til indgangshistorien på den danske DR-dramaserie »Sommer«. DR-produktionen ændrede dog tvillingefødslen til fødslen af et enkelt barn, da de mente, det ville være for dramatisk og utroværdigt med en tvillingfødsel. Således overgår virkeligheden ofte fantasien. 

Nobels Fredspris blev startskuddet til at reducere medicinsk ulighed.

Selvom mange måske har det indtryk, at Læger uden Grænser kun opererer i krigs- og konfliktzoner, kæmper organisationen blandt andet også for, at alle skal have adgang til livsvigtig medicin.

I 1999 blev Læger uden Grænser tildelt Nobels Fredspris som anerkendelse af organisationens »banebrydende humanitære arbejde på adskillige kontinenter«. 

Præmiepengene blev anvendt til at opstarte »ACCESS-kampagnen«, som arbejder for at skabe mere politisk og offentlig bevågenhed omkring adgangsbarrierer til medicin. 

Op gennem 1990’erne blev antiretroviral (ARV) medicin mod hiv udviklet, og den kunne dermed bremse infektionssygdommen aids. Behandlingen var dog meget dyr og kompliceret, så den var forbeholdt mennesker i den rige del af verden. Læger uden Grænser var derfor med til at advokere for, at prisen på behandlingen skulle ned, og i 2000 var den faldet mere end 99% [2].

En stor sejr for Læger uden Grænser og for patienter i den fattigste del af verden.

Søren: I 2002 blev jeg sendt til Khayelitsha i Sydafrika for at hjælpe med at starte de første klinikker med ARV-behandling. Udover at behandle ville vi også dokumentere, at det er muligt at behandle en kompleks infektionssygdom som hiv/aids i selv underfinansierede og nedslidte sundhedssystemer. Det lykkedes os, men det, jeg husker bedst fra dengang, er en oplevelse fra et informationsmøde i en »blikforstad« til Cape Town. Hiv var meget udbredt i området, men folk modtog ikke behandling. Det var kun medlemmer af parlamentet, politiet og militæret, der havde adgang til ARV-behandling, og mødet handlede om at få udbredt viden om hiv/aids og medicinen. Salen var proppet, og på podiet sad et panel af repræsentanter fra regering og patientorganisationer og diskuterede, hvorfor der ikke var råd til mere medicinsk hjælp til befolkningen.

Bagerst i den gamle gymnastiksal rejste en kvinde sig pludselig op. Hun fortalte, at hun for et år siden var blevet syg med hiv/aids og havde ligget syg derhjemme. Nu var hun kommet i behandling med medicin fra Læger uden Grænsers klinik, og hun kunne igen passe sit arbejde og brødføde sin familie. Hun spurgte panelet: »Hvordan kan I sige, at det ikke er omkostningseffektivt at behandle mig?«. Man kunne høre en knappenål falde til jorden. Ingen havde et svar på hendes meget relevante spørgsmål. Pludselig begyndte en ældre kvinde at synge den gamle antiapartheid-sang »Asoze Saphela Amandla (We Will Never Give Up)«. Hele salen stemte i og sang for livet og imod denne medicinske apartheid, som befolkningen var fanget i.

Oplevelsen var både voldsom og fantastisk, og den kan stadig give mig gåsehud. Jeg har fortalt historien overalt som en del af den vidnepligt, jeg har som en del af Læger uden Grænser, når vi ser uretfærdighed. Inden for ARV-behandlingen udviklede Læger uden Grænser efterfølgende behandlingsvejledningerne, som andre organisationer kunne bruge, og i dag er mere end 19 millioner hiv-positive patienter på generisk medicin til en pris på 45 dollars om året [3].

Kun ét barn ad gangen

Samme år som Søren var i Sydafrika, tog hans lillesøster Vibeke på sin første udsendelse med Læger uden Grænser til Sierra Leone. På det tidspunkt krævede deres forældre, at de ikke skulle udsendes på samme tid, fordi det var svært for dem at rumme de risici, der fulgte med.

Vibeke: Jeg havde hørt om organisationen via min storebror, og jeg husker tydeligt de breve, han sendte hjem, som kom med postfly hver 14. dag. Man kunne mærke blod, sved, tårer, hjertevarme og glæde gennem aerogrammerne. 

Jeg var fascineret af organisationens kerneværdier, som går ud på at tilbyde lægehjælp de steder, hvor behovet er størst – også dér, hvor andre ikke tager hen.

Jeg valgte at kombinere humanitært arbejde med en akademisk og klinisk karriere herhjemme og fik skrevet ind i mine lægekontrakter, at jeg havde ret til humanitær orlov.

Da jeg var i Sierra Leone i 2002, opsøgte teenageren Sulai en dag det hospital, hvor jeg arbejdede. Han var i store smerter, fordi han ikke kunne lade vandet – men værst af alt var han utroligt flov. Hans penis var blevet hugget af ved roden af rebeller under et angreb på hans landsby, og den stump, han havde tilbage af urinrøret, var vokset sammen. I angrebet havde han også mistet sin familie, og han ville aldrig kunne stifte sin egen. Han følte sig alene i verden og bad mig derfor om at give ham en overdosis anæstesimedicin, fordi han følte, at han ikke havde noget at leve for. Jeg frøs indeni over hans fortælling. 

Vi fik ham overtalt til at blive opereret og få etableret en kanal, så han kunne urinere igen. Derefter kontaktede vi en anden NGO, der sikrede ham en adoptivfamilie og en læreplads. Inden angrebet havde han ønsket sig at blive skrædder, og den drøm blev genoplivet, da han fik sit nye liv. Jeg gik ofte forbi hans nye hjem og blev mødt med varme smil. Inden jeg rejste hjem fra mine seks måneder i Magburaka, syede Sulai en lille ting til mig. At se ham sidde der bag sin symaskine så glad og stolt og med livslysten tilbage – det var en ubeskrivelig fantastisk følelse.

Noget andet, jeg heller aldrig glemmer fra min udsendelse til Sierra Leone, er, hvordan vi fik den ene gravide kvinde ind efter den anden med maven sprættet op. Soldaterne i borgerkrigen underholdt nemlig sig selv med en leg, hvor de gættede på fostres køn. Én mand var særligt berygtet for lemlæstelsen, og han blev kaldt for »Bødlen«. Han havde gjort legen til en syg form for lotteri – og tjente dermed penge på sit barbariske spil.

En dag kom han selv ind med en livsfarlig skade. Det lokale personale på hospitalet tøvede først, indtil jeg overtalte dem til, at han skulle behandles som enhver anden patient. Selvom jeg havde mange overvejelser, stod jeg fast på mit løfte som udsendt for Læger uden Grænser: at alle har ret til lægehjælp. 

Ligesom min brors oplevelse med tvillingefødslen i Sydsudan blev brugt i dansk fiktion, blev hændelsen med bødlen også inspiration til en scene i filminstruktøren Susanne Biers film »Hævnen« fra 2010. I dramatiseringen valgte hun dog, at lægen skulle undlade at give medicinsk behandling og i stedet udlevere bødlen til lokalbefolkningen.

Prisen vi betaler

Vibeke: I 2004 skulle jeg til Afghanistan. Jeg havde fået humanitær orlov fra min ansættelse på Randers Centralsygehus og var i Mazar-e Sharif for at arbejde som læge i det bjergfyldte område. Her oplevede jeg for første gang, hvordan humanitære indsatser blev sammenblandet med militære operationer. Styrkernes køretøjer blev malet hvide, og de oprettede sundhedsklinikker i lokalområder for at indsamle information. Metoden, som vi i høj grad også ser under flere konflikter i dag, er med til at ophæve det helle, som medicinsk personale og nødhjælpsarbejdere normalt er berettiget til under krige.

Om det spillede en rolle i drabene på mine fem kollegaer, få uger efter jeg var kommet tilbage til Danmark, ved jeg ikke. De blev skudt i en af vores biler, imens de var på vej på arbejde. Kort tid efter blev jeg inviteret ind på Christiansborg for at tale om, hvordan civilt militært samarbejde (CIMIC) kan påvirke nødhjælpsorganisationers arbejde i konfliktområder. I mit oplæg lagde jeg vægt på vigtigheden af humanitær neutralitet, og at der selv i krige er internationale love, der skal overholdes af krigens parter.

Senere samme år, da jeg var udsendt til en flygtningelejr i Sydsudan, fik jeg et grimt indblik i, hvordan seksuel vold i høj grad kan bruges som våben mellem stridende parter i konflikter.

Da de lemlæstede kvinder ankom til vores teltklinik, troede jeg først, at jeg havde misforstået, hvad der var sket. Det var simpelthen for grusomt, hvad de berettede. Jeg lod mine patienter tegne, hvad de havde oplevet, fordi det var svært at snakke om. Min første kvindelige patient kunne slet ikke sætte ord på overgrebet, men hendes tegning talte sit tydelige sprog.

En anden af mine kvindelige patienter ville ikke amme sit nyfødte barn. En dag opdagende jeg, at hun i stedet klædte det af og skubbede det væk, når vi forlod flygtningelejren ved solnedgang. Det viste sig, at barnet var et resultat af en gruppevoldtægt.

På denne udsendelse havde jeg nætter, hvor det var svært at falde i søvn – og det var ikke de konstante lyde af skud, der holdt mig vågen. Det havde jeg vænnet mig til, hvor vildt det end lyder.

Vores lillebror Jakob har taget en anden karrierevej end os. Han er uddannet økonom, men ville også gerne bidrage til Læger uden Grænsers ambition om at skabe en positiv forandring i verden. Så i 2006 blev han udsendt til Darfur i Sudan, hvor han var økonomiansvarlig for et budget på mere end 45 millioner danske kroner. Han var også ansvarlig for, at regnskaberne blev udført i overensstemmelse med donorernes krav, og han havde tilsyn med fem af Læger uden Grænsers projekter i Darfur med 40 internationale og 400 lokale medarbejdere.

Læger uden Grænser bruger minimum 80% af alle indtægter direkte på nødhjælp, og det er vigtigt, at regnskaber føres af hertil uddannede personer.

Dér, hvor ingen andre er

I efteråret 2013 døde over 350 mennesker ud for den italienske ø Lampedusas kyst, da en overfyldt båd forliste. Ulykken skabte chokbølger i hele Europa, og EU’s medlemslande stillede sig hurtigt i frontlinjen med eftersøgnings- og redningsoperationer på Middelhavet, som flere og flere mennesker på flugt prøvede at krydse. Dengang opfyldte EU’s medlemslande deres forpligtelser i overensstemmelse med internationale konventioner på området. Men som antallet af mennesker på flugt over Middelhavet steg omkring 2015-2016, ændrede EU’s samlede tilgang sig til redningsarbejdet. EU fik et øget fokus på grænsekontrol og overvågning og stoppede deres humanitære redningsarbejde. I samme periode var der en massiv stigning i dødstallet på Middelhavet.

Som respons på EU’s nye tilgang øgede NGO’er deres redningsarbejde på Middelhavet, og Læger uden Grænser understøttede dette arbejde med egne redningsskibe. Og i sommeren 2016 besluttede Læger uden Grænser sig for ikke længere at modtage støtte fra EU-lande [1].

Som medicinsk nødhjælpsorganisation er vi nødt til konstant at tilpasse os efter behovene og målrette vores indsatser efter, hvor livreddende medicinsk nødhjælp ikke findes.

Siden 2015 har Læger uden Grænser derfor hjulpet over 88.000 mennesker med medicinsk humanitær nødhjælp på Middelhavet og været til stede på otte forskellige fartøjer i årenes løb. Vores medicinske personale på redningsskibene behandler i høj grad patienter med brændstofforbrændinger, hudsygdomme, respiratoriske infektioner samt andre fysiske og psykiske lidelser.

I dag står der 2024 på kalenderen, og vi slutter desværre, hvor vi startede: midt i krige, hvor militære styrker blokerer for nødhjælpen til civilbefolkninger, og hospitaler bliver angrebet og bliver en del af kampzonen.

I den bedste af alle verdener var der ikke brug for en organisation som Læger uden Grænser. Men over 50 år efter stiftelsen udfylder vi stadig medicinske tomrum i mere end 70 lande – blandt andet i Gaza, hvor den humanitære situation på få måneder har udviklet sig til en katastrofe. Her ser vi i høj grad, hvordan indskrænkningen af det humanitære rum blokerer for både det lokale sundhedsvæsens og nødhjælpsorganisationers muligheder for at redde menneskeliv. Og vi ser, hvor svært det er for organisationer at arbejde i en kontekst, hvor ikke engang hospitalerne er sikre. Det er en utrolig trist udvikling, som vi råber op om, fordi vi af erfaring ved, at stilhed kan dræbe.

I dag arbejder Jakob som økonom og CFO i en virksomhed, der undersøger nye lægemidler. Søren er praktiserende læge i Nivå, hvor der i hans konsultation hænger et billede af det store akacietræ fra kala-azar-klinikken i Lankien. Vibeke er overlæge på børneafdelingen på Rigshospitalet i København, lektor ved sektion for komparativ pædiatri og ernæring på Københavns Universitet og er samtidig medicinsk rådgiver for Læger uden Grænser.