Selvmord i Grønland

Denne artikel tager udgangspunkt i Niviaq Korneliussens bog »Blomsterdalen« fra 2020 [1] og prøver at derefter at indkredse nogle temaer og undersøgelser, der ud fra forskellige synsvinkler søger at forstå, hvad der gør, at Grønland har så høj en selvmordshyppighed. Endvidere beskrives nogle af de mange tiltag på at nedbringe tallet, der har været gjort gennem den seneste 20-30 år. Emnet er omfattende og væsentligt, da Grønland har en af de højeste forekomster af selvmord i verden – og tragisk nok – allerhøjest blandt unge mænd i alderen 15-34 år.

Jeg har aldrig boet i Grønland, men er kommet der næsten årligt gennem mere end 20 år på kortere arbejdsbesøg som speciallæge i psykiatri. Dels i Nuuk, hvor den eneste sengeafdeling i Grønland er placeret på Dronning Ingrids Hospital, og dels som psykiater på kysten. Atten gange har jeg været psykiatrisk konsulent i Qaanaaq – den nordligste by i Grønland med ca. 650 indbyggere, 900 km til den nærmeste by Upernavik – flyforbindelse en gang om ugen i vinterhalvåret og to gange om sommeren. Der er midnatssol i fire måneder og tilsvarende vintermørke i andre fire måneder.

Det psykiatriske område i Grønland er organiseret med en sengeafdeling og en distriktspsykiatri i Nuuk. Herfra kan man i akutte situationer via telepsykiatri til de lokale sygehuse og sundhedscentre tale med patienter i resten af Grønland. Den psykiatriske konsulent kommer typisk en gang om året på besøg i en uge og ser her de patienter der er kroniske og retspsykiatriske samt nyhenviste, som ikke har akutte problemer.

Ved at skrive denne artikel er det er gået op for mig, at noget af det første, jeg har gjort, når jeg ankom til det lille sundhedscenter i Qaanaaq, var at finde mappen med dødsattester for at se, hvor mange selvmord der havde været siden sidst. Jeg så efter, om det var en, jeg kendte fra tidligere besøg, eller om jeg kendte familien. Det fortalte mig lidt om, hvad jeg kunne vente og indimellem gav det anledning til, at der på sundhedscentret blev arrangeret et åbent hus for borgere, mens jeg var i byen.

 I 2019 var der tre helt nylige selvmord blandt unge på hhv. 15, 16 og 17 år, og det viste sig, at der året forinden havde været yderligere tre blandt helt unge. Der var ikke mange oplysninger at hente fra dødsattesterne, to havde hængt sig og en anden skudt sig. Den lokale tolk, som jeg kender godt, fortalte historier om omsorgssvigt, alkohol og muligvis seksuelle overgreb hos de to. De havde begge været alkoholpåvirkede, da de døde, og der var rygter om skuffelser med kærester. Begge var tydeligt impulsive selvmord – uden afskedsbreve. Dog havde den ene filmet sit selvmord med sin mobiltelefon. En voldsom afsked rettet mod omverdenen, med såvel selvdestruktionen som vreden vendt indad. Det tredje selvmord var formentlig planlagt. Den unge mand havde boet på byens kollegium. Han havde gennem en periode isoleret sig mere og mere, var ikke kommet i skole, og i de sidste døgn han levede, var han slet ikke kommet ud af sit værelse. Som sædvanen er i Grønland, var han blevet ladt i fred, fordi respekten for selvbestemmelse over eget liv er meget stor. Med mit kendskab til hans forhistorie og den beskrivelse, jeg fik af hans adfærd igennem ugerne, før han hængte sig, var det sandsynligt at han led af en svær depression.

Det er fast rutine at spørge grønlandske patienter – ligegyldig hvad årsagen er til deres henvendelse – om nogle af deres nære slægtninge eller venner havde taget deres eget liv. Jeg har kun mødt ganske få patienter, der ikke svarede bekræftende på dette spørgsmål.

BLOMSTERDALEN

I efteråret 2021 modtog den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen Nordisk Råds litteraturpris for romanen »Blomsterdalen«, Naasuliardarpi der bl.a. satte fokus på selvmordsproblematikken i Grønland. Prisen blev overrakt af landsstyreformanden Múte B Egede. Pristildelingen blev bl.a. begrundet med bogens stærke skildringer af det postkoloniale samfund og af hverdagslivet blandt unge i Grønland med venskaber, kærlighedsforhold, familierelationer, længsel og afmagt.

Niviaq Korneliussen holdt en bevægende takketale, hvor hun skarpt kritiserede den manglende politiske gennemslagskraft, hvad angår forebyggelse af selvmord – ikke mindst blandt unge - i Grønland. Hun henvendte sig direkte til de unge – og begræd det tab af liv selvmordene medførte. Hun takkede dem, »der tog en dag til og en dag til«. Hun kritiserede, at systemet ikke gav muligheder for hjælp, når det var tiltrængt, og at de forskellige forsøg, der gennem årene har været på forebyggelse, ikke har været reelt bæredygtige over tid.

Men i modstrid med hvad Niviaq Korneliussen skriver, er der forsket meget omkring selvmord, og der er og har været mange forsøg på at nedbringe tallet, om end uden nogen overbevisende effekt. Problemet er meget komplekst, og de sædvanlige vestlige forståelses – og interventionsformer kommer til kort, måske netop fordi de kun i begrænset grad tager højde for de kulturforskelle, der eksisterer.

Men først lidt om »Blomsterdalens« forfatter. Hun er født i Nuuk i 1990 og flyttede som barn til Nanortalik (den sydligste by i Grønland). Selv voksede hun op i en god og tryg familie, men oplevede på tæt hold nogle af de sociale problemer, der også fandtes. Bl.a. oplevede hun, at en god ven og skolekammerat tog sig eget liv i en alder af 13 år. Når hun senere i livet gentagne gange stødte på selvmord blandt unge i venne- og bekendtskabskredsen, blev hun vred på det system, der ikke har kunnet bremse udviklingen, og om hun oplevede som opgivende. Hun er en moderne veluddannet grønlænder, er tosproget, har en bachelorgrad i samfundsvidenskab fra Grønlands Universitet og har læst psykologi i Aarhus. Hun debuterede i 2014 med en roman, Homo Sapienne, som handlede om livet blandt helt unge i Nuuk med stoffer, venskaber og satte bl.a. fokus på homoseksualitet. Hun bryder med tavshed og tabuer og fungerer som en form for ventil for det, der ellers ikke tales om, i alt fald ikke i det offentlige rum.

Niviaq Korneliussen er om nogen repræsentant for unge grønlændere, der dels tager en grønlandsk identitet til sig, dels tager ansvar for deres samfund og prøver at vende de negative konsekvenser af landets i øvrigt rivende udvikling. Hun har et skarpt blik for, hvordan afmagten kan føre til en depressiv passivitet, som kan gribe et samfund, så man undlader at handle. Selv har hun bl.a. etableret en rejsende forfatterskole, hvor hun giver unge ikke mindst i yderdistrikterne en mulighed for gennem sprog at kunne udtrykke de følelser, de rummer, og derved få en ventil.

Jeg anmeldte bogen i Ugeskrift for Læger i 2020 [2] og skrev bl.a. »Blomsterdalen er vejen ud til kirkegården i Tasiilaaq i Østgrønland. Der, hvor de hvide navnløse trækors står i rækker, med blot med et nummer til identifikation. Alt for mange af dem rummer de jordiske rester af unge, der har taget deres egne liv«. »I bogen undersøger hun selvmordet som en del af kulturen, som en reaktion på ubærlige livsomstændigheder, på omsorgssvigt, på social kontrol, men også som en uforklarlig og uforståelig hændelse i en kultur, hvor det er uhyggelig almindeligt«.

Bogen falder i tre dele. I den første del, DE, drager den navnløse jegfortæller til Aarhus for at læse antropologi. Bogen skildrer tragikomisk, hvordan de medstuderendes fordomme står i kø, når hun ikke forstår deres sprogbrug og sociale koder, selv om hun taler flydende dansk. Også den tilbageholdenhed og langsomhed, der præger hende, og som er et kulturtræk, gør, at de opfatter hende enten som mindre begavet eller alkoholiseret. Udenfor er hun under alle omstændigheder og lukkes ikke ind i fællesskabet.

Selv har jeg fra personlige venner i Grønland fået bekræftet, at de har og har haft præcis den samme oplevelse – at interessen for hvem de er, og hvad de kan bidrage med fra deres egen kulturelle kontekst, er forsvindende lille.

»Blomsterdalens« anden del, DU, foregår i Tasiilaq, hvortil jegfortælleren er rejst, efter at hendes kærestes kusine har begået selvmord. Hun bor hos kærestens forældre, der er kærlige og omsorgsfulde. Her er den døde piges forældre også flyttet ind. Det synes at være en familie uden specielle problemer, men med stor kærlighed til den døde datter. De sørger i stilhed, kommer ned til måltider, men holder sig ellers for sig selv. Der er ikke meget sprog omkring sorgen, men omsorg. Familien rykker sammen, men det manglende sprog gør kæresten desperat, og hun jagter en forklaring, for dog at kunne forstå motivet til selvmordet, så det ikke blot står som en tilfældighed. Hun opsøger lægen på sygehuset, hvor hun i en hjerteskærende scene mødes af den depressive afmagt hos lægen, der afviser at kunne have gjort noget for at forebygge – »,der er jo så mange’, siger han«.

Bogens tredje del, JEG, er en forfaldshistorie, hvor fortælleren tager tilbage til Danmark, hvor hun splittet i rodløshed mellem de to kulturer helt mister fodfæstet.

Det er en genistreg ved bogen, at der, som en roman i romanen, er indskudt 45 korte kapitler, hver knyttet til et af det foregående års selvmord. I bogens første del er de klinisk beskrivende som fx: »37. Pige 15 år. Hængning uden for tømmerværksted«. (s. 75). I anden del af bogen tales der i de små tekster til den døde. »25. Der blev oprettet en Facebookbegivenhed da din familie skulle holde kaffemik til din begravelse. 56 trykkede at de ville deltage«. (s. 168). For så til sidst i bogens tredje del at lade selvmorderen selv få ordet med smerte og håbløshed »14. ,Min krop kan ikke engang bruges til prostitution’« (s. 257).

Det er af bogens mange styrker, at den ikke forfalder til entydige forklaringer, til gengæld skildrer den ensomhed, identitetssøgen, rodløshed og længsel, der findes i de isolerede samfund.

NOGLE UDVIKLINGSTRÆK I GRØNLAND

Grønland har undergået en betydelig udvikling på få hundrede år. Kolonitiden varede fra 1721 med Hans Egedes ankomst, til Grønland i 1953 fik status som amt og dermed blev formelt ligestillet med Danmark (selv om der reelt var betydelige forskelle). Det blev startskuddet til den begyndende modernisering, hvor demografi og levevilkår ændrede sig markant, og der skete en afvikling af det traditionelle samfund. Byerne voksede, boligblokke skød op og der udvikledes en industri – først og fremmest fiskeindustri. Bygderne affolkedes. Den amerikanske indflydelse under anden verdenskrig hvor Grønland var afskåret fra Danmark, og forsyningskæden gik fra USA, startede moderniseringen. Hjemmestyret fulgte i 1979 med stigende selvstændighed, og endelig kom selvstyret i 2009. Nuuk voksede eksplosivt og har i dag ca. 17.000 indbyggere ud af en befolkning på ca. 56.000.

Tasiilaq i Østgrønland og Thuleområdet i Nordvestgrønland blev først kolonialiseret i hhv. slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og udviklingen her har været meget forskellig fra Vestgrønland. Der er forskellige sprog (dialekter) i de tre områder.

Udviklingen har betydet en voldsom sociale transition, der mange steder også har ført til en manglende social integration. Begge dele nævnes som vigtige baggrundsfaktorer, når man søger forklaringer på den høje selvmordshyppighed. Ikke mindst i yderområder opleves tab af traditionelle værdier og dermed af værdighed og autonomi.

Etablering af seks regioner/storkommuner har forstærket denne tendens. Eksempelvis blev Qaanaaq fra at være en lille selvstændig kommune nu en del af kommunen Avannaata med 1.200 km til regionsbyen Ilulissat. Og Tasiilaq på østkysten blev en del af kommunen Sermersooq med Nuuk som regionsby. Der er langt både geografisk og mentalt fra yderområderne til de større byer.

I Qaanaaq oplevede jeg, at man følte sig glemt, og at de tidligere så korte afstande mellem sygehus og socialforvaltning blev meget lange. Det lokalt ansatte personale havde en begrænset uddannelse. Det gav et faldende engagement. Ledere og medarbejdere fra regionsbyen kom på besøg få gange om året, således at deres kendskab til byen og dens borgeres vilkår var sparsomt, og det gav problemer med at føle sig forstået..

SELVMORD I GRØNLAND.

Inge Lynge var den første psykiater i Grønland, og den første til at undersøge forekomsten af selvmord [3]. Som undersøgelses- og forståelsesramme anvendte hun samfundsmæssige og psykologiske forhold og inddrog antropologi og kultur i analyserne. Hun skrev disputats om psykisk lidelse i Grønland fra 2000 [4] og gennemgår her selvmord i det traditionelle inuitsamfund, i kolonitiden og i nutiden. Det følgende er inspireret heraf.

I det traditionelle inuitsamfund

Selvmord var en ret og indimellem en pligt, når man blev gammel og syg og ikke ville ligge samfundet til byrde. I perioder med sparsom føde og sult formoder man, at selvmordsraten steg, men der er ikke kendte tal for det.

En form for traditionelt langsomt selvmord var at gå qivittoq (fjeldgænger) og forsvinde fra samfundet. Årsagen var ofte skam over nederlag, krænkelser eller kærlighedssorg. I de små tætte samfund var der udstrakt grad af social kontrol, gensidig afhængighed og kun mulighed for at være alene, når man var i naturen. Man kunne ikke som i Danmark forsvinde i storbyen eller rejse helt væk. Der var kun fjeldet, hvor overlevelsesmulighederne på sigt var ringe. Man har spekuleret på om de mange nutidige selvmord er en form for modernismens qivittoq, men Mondrup [5] argumenterer imod denne teori og siger, at mønstrene er forskellige, idet »Qivittoq var en integreret del af de sociale spilleregler og ofte relativt velplanlagte«.

Et par eksempler fra litteraturen og filmens verden tjener til illustration af det traditionelle selvmord:

I tredje afsnit af DR’s tv-serie »Borgen« [6] der har sat fokus på Grønland, findes en ung grønlandsk mand liggende død på bunden af en kløft ud til Isfjorden i Ilulissat. Den danske politimand konkluderer, at det er et oplagt selvmord. Den døde er en ung mand, der netop er blevet skilt, han har rod i økonomien, og er blevet fyret fra forsvaret. Så i en nutidig grønlandsk kontekst var der tilstrækkelig mange grunde til, at han ikke ville leve. Når man kender Ilulissat, ved man at den unge mand ligger i bunden af »kællingekløften« , kaldet sådan, fordi det var dér gamle kvinder, der ikke længere var til gavn i samfundet, i ældre tider kastede sig ud, måske hjulpet af en kærlig hånd fra en pårørende. Det er således ret usandsynligt, at en ung mand ville vælge den dødsmetode – så mere sandsynligt skydning eller hængning.

 I Ebbe Reich Kløvedals bog: »Den fremmede fortryller« fra 1995 [7], om Knud Rasmussens liv, beskrives en situation fra Thuledistriktet, hvor en gammel kvinde har sat sig ud i en fangsthytte langt væk uden proviant, fordi hun ikke længere kunne tygge og forarbejde skind og derfor ikke ville være til gavn i samfundet. Knud Rasmussen sendte en fanger ud til hende med nogle papirposer fra butikken og bad hende fange nordenvinden i poserne for at tæmme den. Herved genvandt hun betydningen for samfundet og vendte tilbage til fællesskabet.

I kolonitiden

Efter kristendommens indførelse og starten på kolonitiden, blev selvmord regnet som en synd og forsvandt i princippet, selv om en del nok var maskerede som ulykker. Viden om selvmord i kolonitiden stammer fra lægen Alfred Bertelsen, der under mange års arbejde i Grønland bl.a. indsamlede en betydelig mængde medicinalstatistiske oplysninger. For perioden 1890-1930 fandt han en selvmordsrate rate på 3-4 per 100.000. [8].

SELVMORD I NYERE TID

Selvmordsraten har gennem 1960’erne og 1970’erne været støt stigende og toppede i 1986 med en rate på 125 per 100.000. Senere er kurven faldet, men synes gennem er årrække nu at være stabiliseret på ca. 100 per 100.000. Samtidig har demografien ændret sig, så det i dag er de unge – især mænd, der dør for egen hånd, hvor det tidligere [9] især var midaldrende ensomme mænd. Samtidig er der også sket en geografisk forskydning, så de, der i dagens Grønland begår selvmord, overvejende bor i bygder og i byer i yderdistrikter som Østgrønland og Nordvestgrønland. Selvmordsraten i Nuuk var i slutningen af 1900-tallet den højeste i Grønland, men er siden faldet og er nu den laveste [10]. Der er en 20 gange højere risiko for at begå selvmord, hvis man er en grønlandsk mand mellem 15 og 35 år, end hvis man er ung dansk mand i samme alder [10]. Prævalensen for selvmordsforsøg er endnu højere specielt blandt unge kvinder i alderen 15-35 år [10]. For selvmordstankers vedkommende har hyppigheden siden midt i 1990’erne været konstant meget højt (13% for mænd og 14% for kvinders vedkommende) [10].

Kun i inuitområder i Canada findes en tilsvarende høj rate, men tallet er dog er højt for alle arktiske folk [11]. Hansen og Noahsen skriver i artiklen »Sundhed og sundhedsvæsen i Grønland«, at der i 2018 var der 45 selvmord i Grønland, hvoraf en tredjedel af de døde var under 20 år – og enkelt helt ned til ti år. Langt de fleste var mænd. Samme år registreredes hos politiet 800 sager om selvmordsforsøg og trusler om selvmord med en mere ligelig kønsfordeling. Fra politiets statistik for 2020 er der 41 selvmord, 120 selvmordsforsøg og 1.200 registrerede trusler om selvmord. Afmagten over dette meget store og tragiske problem beskrives af Hansen og Noahsen lakonisk: »Sundhedsvæsnet har svært ved at forebygge målrettet. Selv om de, der begår selvmord oftere end andre har kontakt til sundhedsvæsnet forud for selvmordet har 2/3 ikke haft nogen kontakt. Forudgående psykisk sygdom er ikke dominerende i denne gruppe« [11 s. 42].

Som led i en befolkningsundersøgelse i Grønland blev der udfærdiget en særskilt rapport om det mentale helbred blandt unge 15-34 år [12]. Heraf fremgår, at forekomst af selvmordsforsøg og selvmordstanker er indgået i befolkningsundersøgelser siden 1993, og at andelen af 18-29-årige der har forsøgt selvmord inden for det seneste år har ligget på ca. 10%, samt at der ikke er sket nogen ændring i den periode. Der er en overvægt af kvinder. Ca. en tredjedel af alle unge havde oplevet selvmordstanker på et tidspunkt, og to tredjedele havde forsøgt selvmord.

Risikofaktorer

Der har været en række undersøgelser af risikofaktorer for selvmord. Suicidal transmission er en af dem. Fra befolkningsundersøgelsen af 15-34 årige fremgår det [12 ], at der var en sammenhæng mellem selvmordsforsøg og selvmordstanker og det er at have mistet nære familiemedlemmer eller venner til selvmord – også et tema i »Blomsterdalen«. Belastninger i opvæksten er en væsentlig prædiktor for såvel selvmord, som selvmordsforsøg og selvmordstanker. Det handler om alkoholiserede forældre, der ofte igangsætter en ond spiral af omsorgssvigt, vold og seksuelle overgreb [12]. Psykosociale forhold som uddannelse, arbejde og bolig spiller ind. Ensomhed, oplevelsen af meningsløshed og manglende betydning ses ligeledes som risikofaktorer [13].

Et autopsistudie

Lindholm og Pleisner [14] gennemgik de syv selvmord, der i 2011 havde fundet sted i Tasiilaq, som er det område i Grønland med den højeste hyppighed af selvmord, herunder ungdomsselvmord. Begge forfattere er overlæger i psykiatrien og har mange års kendskab til landet. Gennem et psykologisk autopsistudie er tilgængeligt materiale som politirapporter, dødsattester og sygejournaler på det enkelte selvmord gennemgået, og derved kommer man tættere på det enkelte selvmord. På undersøgelsestidspunktet skyldtes en fjerdedel af alle dødsfald i Tasiilaq selvmord. Autopsien viste, at mange af selvmordene var impulsive, uplanlagte og foretaget under indflydelse af alkohol, efter at en kæreste havde svigtet. Det kunne således tolkes som en affektreaktion. Andre risikofaktorer, som viste sig i dette studie, var svært omsorgssvigt i barndommen med plejeanbringelser og flere flytninger til følge, tab af nærtstående i barn- og ungdom – ofte til selvmord – adfærdsvanskeligheder i tidlig ungdom, boligproblemer gennem det meste af livet, løs tilknytning til arbejdsmarkedet, konfliktfyldte parforhold og vanskeligheder med forældrerolle, problematisk alkoholforbrug, tidligere selvmordsforsøg eller selvmordstrusler. Med andre ord var der betydelige psykosociale problemer forud for selvmordet. Forfatterne nævner, at selvmordene har en massiv påvirkning på hele samfundet. Men de skriver også, at samfundet også rummer mange med uddannelse, som er i arbejde, og de bemærker, hvordan de pårørende bærer deres tab med stor råstyrke og værdighed, som Niviaq Korneliussen også skildrer i »Blomsterdalen«. I studiet konkluderes det, at »Der er store uudnyttede menneskelige ressourcer i Grønland, der ikke må gå tabt«. Studiets konklusion peger på det modsætningsfyldte i det grønlandske samfund, som ofte forbises i en dansk sammenhæng, når rædselsberetninger som DR-dokumentaren, »Byen hvor børn forsvinder« vises.

TRADITIONELLE VÆRDIER I INUITSAMFUNDET.

I Inge Lynges disputats [4] er der et væsentligt afsnit om kultur og kulturbegreber. Hun definerer kultur som værdier, trosforestillinger og adfærdsmønstre, som inuitsamfundene lærte deres medlemmer for at ruste dem til tilværelsen, og hun lægger i sin afhandling vægt på den betydning den oprindelige kultur og dennes forestillingsverden har i det moderne samfund for at forstå psykiske lidelser, herunder selvmord.

Overlevelse under de ekstreme livsvilkår, med de meget små populationer har været helt afgørende, og her har fællesskabet været en helt bærende værdi. At blive sat uden for fællesskabet var lig med død. Til fællesskab hørte omsorg, gavmildhed og det at dele med andre. (Det er fortsat en god skik, at man kaster penge i grams, hvis der er noget, der skal fejres.)

Selv har jeg oplevet på den psykiatriske afdeling i Nuuk, at en ung mand havde fået udgang og da der samtidig var rygte om at der var kommet hash til byen foranstaltede han en indsamling blandt medpatienterne og købte ind. Da han kom tilbage med sit »bytte«, delte han solidarisk med alle uden skelnen til, hvem der havde betalt hvor meget.

Men samtidig var det vigtigt i de tætte, traditionelle samfund at kunne bevare sin personlige integritet, for når man var på havet alene i sin kajak, havde man kun sig selv at stole på. Derfor finder man også i dag i Grønland stor respekt for autonomi og integritet.

Det traditionelle samfund var som dagens samfund fuld af kontraster og modsætningsforhold. Det var svært at have kontrol over ret meget. Vejret, fangstdyrenes placering, den enkeltes dygtighed – og skæbnen med de usynlige magter spillede ind. Og i den store natur var de usynlige magter allestedsnærværende.

Konflikter var farlige og truende for fællesskabet. Skam og nederlag løstes bl.a. ved latter, hvor den, der skammede sig, kunne går forrest i fortællingen om sin dumhed.

Jeg har mange gange siddet i Grønland og leet hjerteligt over andres ulykke. Jeg husker en historie om en sygeplejerske, der på vej ned til sygehuset i glat føre faldt og brækkede den ene arm. Hun gik tappert videre, men faldt så og brækkede den anden arm. Historien er absurd, og vi lo meget ad den.

Den rituelle trommedans, hvor de to kombattanter står over for hinanden med hver sin tromme og nedgør hinanden, mens tilskuerne kommer med tilråb, er en måde, hvorpå det er muligt at komme igennem en konflikt, samtidig med at det er god underholdning. Men man skulle videre – samfundet havde ikke råd til andet. Skamfølelsen var stærkt adfærdsregulerende, med latteren forblev man inden for fællesskabet. Med tavshed fulgte udelukkelse som det værste. Måske derfor var det så alvorligt at prøve at skjule, at man har gjort noget forkert – og er det for så vidt stadigvæk.

Selv har jeg har flere gange med en vis undren i Qaanaaq oplevet, at et personalemedlem meldte sig syg med den begrundelse, at han eller hun var fuld aftenen før. Her var intet stukket under stolen, og ingen var i tvivl om, at pågældende havde det rigtig skidt og ikke kunne arbejde.

Det socialt ubevidste

Traditionelle værdier i et samfund regulerer adfærd og transmitteres gennem generationer, selv om der sker tilpasning og udtynding. Sociologen og psykoanalytikeren Earl Hopper [15] beskriver, hvordan der i en civilisationsproces er en vekselvirkning mellem den historiske udvikling og samfundsstrukturen, og hvordan dette er med til at forme individets personlighed og adfærd. Han taler om det socialt ubevidste, fordi det ligger skjult på såvel samfunds- som individniveau. Han ser det som en del af menneskets liv med de begrænsninger, der ligger i kulturen i forhold til kommunikation og socialisering, som man ikke er bevidst om, enten fordi man benægter eller fortrænger det, eller fordi man ikke ser det som problematisk. Hoppers pointer er, at der ikke er teorier eller ideer, der udvikles tilfældigt, men at de altid stammer fra noget, nemlig historien, videregives gennem generationer, men skal forstås i en nutidig sociokulturel kontekst.

I disse år, hvor unge grønlændere går forrest i kampen for at tage deres grønlandske identitet tilbage, sker der en frisætning og den grønlandske kultur – som en nutidig og ikke etnografisk fortælling – får og giver betydning. Niviaq Korneliussen er en af de fremmeste eksponenter for dette – både gennem sine værker, og fordi hun selv skaber gennemslagskraft gennem sit arbejde.

MYTER, MAGI OG FOLKETRO I GRØNLAND

Sagn og myter spiller en stor rolle i den grønlandske fortælling om sig selv, som en del af de vedblivende kulturelle værdier, og mange af forestillingerne ligger stadig som en grundfortælling hos den enkelte.

Som barn lærte jeg begrebet qivittoq at kende via filmen af samme navn fra 1956 (som for øvrigt blev Oscar-nomineret). Den skildrer et idyllisk Grønland lige efter kolonitiden, hvor det havde fået status som amt. Venskabet med en dansk butiksbestyrer og en grønlandsk fanger, Pavia, er i fokus. Da Pavia vil forlade det traditionelle samfund for at tage danske værdier til sig, udstødes han, og skammen får ham til at gå til fjelds. Filmen får en lykkelig slutning, da Pavia redder et barns liv og fejres som helt i sit samfund. Timingen var ikke var tilfældig. Der var brug for at skildre et Grønland på vej ind i den moderne kultur. Men en qivittog kan hurtigt forandre sig fra en, der blot forsvinder, til at gå igen som ond og hjemsøge mennesker for at hævne sig.

Det indgår også i »Blomsterdalen«, hvor jegfortælleren som barn søger læge og siger, hun har lyst til at blive qivittoq og bare forsvinde. Her brugt som metafor for selvmordet. Lægens råd er, at hun går til kommunen – hvilket hun afviser, fordi der arbejder hendes bedstemor – eller ringe til en selvmordslinje (åbningstid mellem kl. 19 og kl. 21). I de små samfund er det svært at være anonym, og det begrænser lysten til at søge hjælp.

Mondrup [5] nævner, at der fortsat er mange forestillinger om ånder og spøgelser i Grønland, som har stor betydning. Der er boligområder i Nuuk, hvor folk nødigt vil bo, fordi der ligger en gammel gravplads nedenunder. Og selv har jeg mange gange oplevet patienter, der fortalte, at de var bange for spøgelser og følte sig hjemsøgte. Ikke sjældent kan forestillingen om at være besat af ånder og dæmoner danne en forklaringmodel for psykiske sygedomme og selvmord. Lynge [4 s. 12] skriver, at »Eskimoerne ikke skelnede mellem fysisk og psykisk sygdom« , og at »sygdom kunne opstå ved sjælevandring«.

I gyserfilmen »Qaqqat Alanngui« (Skygger i fjeldet) fra 2011 skildres en gruppe gymnasieelever der er taget på hyttetur langt inde i fjorden med masser af alkohol, da de overfaldes af en qivittoq, og det går gruelig galt.

 Jeg har hørt jægere fortælle, at de altid har en ekstra jagtkniv med, som de kan give som gave og dermed formilde en qivittoq, hvis de møder en.

Døden har været og er altid meget nærværende i det barske arktis, og forholdet til døden har stor betydning. Fx er det ikke usædvanligt, at man opkalder et barn efter en nylig afdød.

En patient i Qaanaaq fortalte, hvordan hun hele sin barndom havde været plaget af at være blevet opkaldt efter en, der kort før hendes fødsel havde begået selvmord, og hvordan moderen til den døde ledte efter spor af afdøde i hende. Da hun blev voksen, skiftede hun navn for at slippe for sin skæbne.

Forestillingen om sjælevandring findes i Grønland, som eksemplet viser. Jeg har med kollegaer drøftet, om der er nogen, for hvem forholdet til døden netop ikke er forbundet med angst, men at døden tværtimod kan være en trøst, fordi forestillingen er forbundet med sjælevandring. I så fald er døden ikke ophør og udslettelse, måske også et mindre svigt – fordi sjælen kan tage bolig andre steder og blive til liv hos andre.

For at blive angakok – åndemaner, den grønlandske shaman – måtte man først gå til fjelds og leve alene en tid i den store natur. Her mødte han sine hjælpeånder og lærte at kunne bevæge sig mellem tid og sted og kommunikere med den åndelige verden. Det er ikke lykkedes for kristendommen at ophæve denne magt som bl.a. flot skildret af Kim Leine i »Rød mand, sort mand« [16].

OM TAVSHED

Mondrup [5] har i artiklen »Sprog og tavshed i grønlandsk psykiatri – kulturspecifikke forhold i læge-patient-relationen« skildret tavsheden i den grønlandske kultur. Hvor vi danskere – ikke mindst københavnere – mener, at en pause i en samtale er pinlig og udtryk for, at relationen ikke fungerer, er det anderledes i Grønland. Her kan man ved kaffemik sidde helt stille, nyde maden, kagerne og samværet, indtil en samtale lige så stille begynder at folde sig ud. I mødet med patienter er der det samme mønster. Jeg lærte efterhånden at give god tid til afslutningen af en samtale, fordi det først var mod afslutningen, at det egentligt påtrængende kom i gang. Som Mondrup skriver, har vi som psykiatere en bestemt skabelon i hovedet, når vi taler med patienter for at få optaget den »rigtige« anamnese og stillet den rigtige diagnose, men det kan ofte være vanskeligt at opnå netop dette. Til gengæld kan der med tålmodighed og lydhørhed åbnes op for meget rige fortællinger om liv og traumer – om nydelse ved natur og ved den grønlandske mad, om fuglekonger som legetøj, før de blev spist, om spøgelser, om fangstrejser, om savnet af en kær afdød – så man som dansk psykiater føler sig beriget. Grønlændere har en rig fortælletradition, som viser sig i deres myter og sagn. Så tavsheden bereder rummet for fortællingen. Mondrup citerer Thisted fra bogen »Grønlandske fangere fortæller« [17]. Hun siger »Ord er magtfulde, den sandhed gælder ikke mindst i et samfund som det grønlandske, hvor ord fra gammel tid regnedes som langt mægtigere end fysiske handlinger«. »Tale er sølv, og tavshed er guld« er et ordsprog, der kan finde genklang i den grønlandske kultur.

Men det holder ikke rigtigt. Der er udpræget skam og tabuisering i forhold til selvmordstanker og til mennesker, hvis pårørende har begået selvmord. Dette medfører den ubærlige ensomhed. Når fællesskabet omkring ritualet ved begravelsen er overstået, er der skam og tavshed tilbage. Og det kan føre til en ond cirkel. Der er behov for at dele sine tanker, for at de ikke kun skal vendes indad.

Når jeg tænker efter, har jeg oplevet mange gange i Grønland at få en stilfærdig fortælling om en slægtnings selvmord, som efterlod mig meget berørt. Når jeg i min danske tradition tænkte, at jeg burde følge op og tilbød endnu en samtale, kunne det afvises med den begrundelse, at nu havde man jo netop fortalt sin historie, og så var der ikke så meget mere at sige. Så netop det, at historien kunne fortælles, indebar i sig selv en stor lettelse.

Jeg taler ikke grønlandsk og er derfor helt afhængig af tolkning. I periode har jeg i Qaanaaq været så heldig at have lokale tolke, som dels kendte sundhedsvæsnet, dels kulturen og samfundet, dels talte thulesprog. Der er ingen tvivl om, at netop samtaler på eget sprog har kunnet åbne for fortællinger, der blev mere spontane. Vort modersmål er alt andet lige derfra, hvor udtrykkene flyder friest. En god veninde fra Qaanaaq, der nu bor i Danmark og taler flydende dansk, engelsk og vestgrønlandsk, fyldte halvrundt og fortalte mig i telefonen, at hun havde den dejligste fødselsdag, fordi hun havde tre gæster, og de talte thulesprog hele aftenen.

FOREBYGGELSE

Man kan undersøge selvmord og selvmordsforebyggelse på tre forskellige niveauer.

1. Ud fra et samfundsperspektiv. Teorierne her handler bl.a. om dekolonialisering, om anerkendelse af en grønlandsk identitet og tilhørsforhold til den grønlandske kultur, om sociodemografiske forhold i samfundsudviklingen som boligmasse, arbejde, ændrede familiestrukturer i retning af en svagere tilknytning, adgang til fællesskaber som sport, kunst, uddannelse. Forebyggelsesinitiativer på dette niveau vil have til formål at ændre på skadevoldende forhold i samfundet (primær prævention).
2. Grupper i særlig risiko for selvmord. Årsagerne identificeres – som de i mange undersøgelsers enslydende fund: En opvækst præget af alkoholisme, der fører til omsorgssvigt, vold og seksuelle overgreb i opvækstårene, måske suppleret med selvmord blandt familiemedlemmer prædikterer en stærkt øget risiko for selvmord. Forebyggelsesinitiativer rettet mod sådanne grupper er indikeret forebyggelse. Unge mænd udsat for ovennævnte hændelser er i høj risiko. Der forsøges med initiativer rettet mod risikofaktorerne, som fx en stor indsats over for ofre for seksuelle krænkelser (sekundær prævention), bekæmpelse af alkoholmisbrug og vold.
3. Det individuelle niveau, hvor krænkelse, tab fx af partner, alkoholpåvirkning og psykisk sygdom yderligere indgår. Her satses især på individuelle tiltag som samtaler efter selvmordsforsøg (tertiær prævention). Identifikation af psykisk sygdom er ikke særlig velbeskrevet som prædiktor for selvmord, men må formodes at spille en rolle.

 

Af SDU-rapporten [12] fremgår det, at en fjerdedel slet ikke havde fået nogen form for hjælp efter et selvmordsforsøg, og kun 15% havde haft en professionel kontakt i sundhedsvæsnet. 50% havde kun fået hjælp fra venner eller familie. Her er der store huller i mulighederne for at hjælpe.

Teorier om suicidalitet lægger vægt på en kombination af betydningen af den sociale integration og den individuelle psykologiske stabilitet og resiliens, herunder baggrundsfaktorer (Francisco Alberdi, personlig meddelelse).

Netop det at have en konkret betydning er vigtigt for menneskers psykiske overlevelse – og her altså også fysiske. Det giver selvværd og dermed styrke. I rapporten om unges mentale helbred i Grønland [12] nævnes netop det lave selvværd som en risikofaktor for selvmord.

I statusartiklen »Psykiatriske lidelser i Grønland« af Alberdi Oleano og Rasmussen [18] nævnes familiens betydning for næste generations identitetsdannelse gennem sprog, normer og værdiladninger. De er også inde på, hvor vigtigt det er for en kultur, at der bevares træk fra den oprindelige kultur, for at man kan opnå nye kulturelle kompetencer, samt at hvis man stresser kulturen fx gennem nedvurdering eller ligefrem udryddelse af sproget, har det konsekvenser for psykisk helbred og giver negativ trivsel. Marginalisering er forbundet med psykopatologi. Deres konklusion var, at den bedste forebyggelsesstrategi mod psykisk mistrivsel og selvmord er sociokulturel integration.

Antropologen Janne Flora [19] har undersøgt selvmord med en kvalitativ tilgang. Baseret på feltarbejde i en nordvestgrønlandsk bygd sætter hun spørgsmålstegn ved, om det altid er godt at tale om selvmordet og at ville finde en forklaring. Og om netop ordenes magt ikke kan medføre, at det, der ikke må ske, sker. Tilgangen demonstrerer, hvordan man må søge ind i det kulturspecifikke for at indkredse årsagerne til de alt for mange selvmord i Grønland. De sædvanlige medicinske og samfundsvidenskabelige forståelsesmodeller er ikke tilstrækkelige. Forfatteren argumenterer for, at der især i de mere traditionelle dele af det grønlandske samfund, hvor selvmordsforekomsten er højest, er en anden opfattelse af den magt, der ligger i at sprogliggøre ting, ligesom Thisted har gjort. Hun introducerer begrebet ikke-viden, som negerer forestillingen om en enkel kausalitet. Det indebærer, at forsøg på at forsimple årsagerne kan gøre os blinde for det, der udløser et selvmord.

 I den vestlige kultur går vores søgen efter kausalitet netop på ønsket om at skaffe viden med en vis grad af sikkerhed. Vi kommer ikke uden om en etnocentrisk tilgang, hvor vi tillægger vore egne normer almen værdi, som vi anvender i vores forståelse af handlinger, der har udspring i en anden kultur. Således svarer vore fortolkninger måske ikke til den opfattelse, der er i Grønland. Det er nok svært at undgå, men som Inge Lynge skriver, »er det et dilemma, som ud over viden om den pågældende kultur kræver selvransagelse og selvindsigt« [4 s. 5].

Sundhedsvæsnet i Grønland blev hjemtaget i 1992, og der har siden været udført en række socialmedicinske befolkningsundersøgelser, der også inddrager selvmord og selvmordstanker. SDU-rapporten fra 2021 [12] er et bilag til den seneste befolkningsundersøgelse fra 2018.

Der har været flere udgaver af National strategi for selvmordsforebyggelse – senest 2013-2019. Nu er der igangsat arbejdet med en ny plan fra 2022.

Det grønlandske forebyggelsesråd, Pariisa, har gennem årene igangsat flere selvmordsforebyggende projekter, baseret på uddannelse af forebyggelseskonsulenter i de grønlandske byer, som inkluderer selvmordsforebyggelse, specifik indsats i sundhedsvæsnet og skolevæsnet, undervisning om selvmord i uddannelsesinstitutionerne samt støtte til udarbejdelse af lokale krise- og handleplaner ved selvmord.

Beregnet på selvmordsforebyggelse er der i 2020 – i samarbejde med Livslinien – etableret en national telefonlinje, Tusaanga telefonrådgivning, som er åben alle hverdage fra kl. 9 til kl. 22 samt fredag, lørdag og søndag nat til kl. 04.00. Af hjemmesiden fremgår det, at man kan ringe om ensomhed, traumer og selvmordstanker.

I en række byer har der i selvmordsforebyggende øjemed været ressourcegrupper af frivillige, som dels var opsøgende, dels kunne kontaktes.

Der har således været mange gode intentioner, men der blev ikke udarbejdet indikatorer, løbende evalueringer og opfølgninger. Det eneste, man ved, er, at tallene for selvmord og selvmordsforsøg ikke er ændret.

Fra mine erfaringer i Qaanaaq kan jeg konstatere, at der i perioder er et hårdt træk på de frivillige ressourcepersoner, og at de kun i få perioder er blevet støttet fra kommunen eller sundhedscentret. Det betyder, at gruppen går i opløsning, og en gang imellem, når der kommer friske kræfter, blomstrer op igen. Der er således ingen konstans i arbejdet. Det er også et problem de mindre steder, at alle kender hinanden og derfor selv rammes, når der sker ulykker eller selvmord, som også Niviaq Korneliussen beskriver.

Afmagten kender alle vi, der har arbejdet i Grønland. Ved mine seneste konsulentbesøg i Qaanaaq har jeg haft mulighed for at besøge skolen og tale med lærerne, som bad mig holde en time med de unge i 8.-10. klasse og tale om følelser om ensomhed og om, hvad man kunne gøre. Selvmord blev også nævnt – de var klassekammerater til de unge døde. De sagde som forventet ikke meget, men fulgte koncentreret med. Det vigtigste var, at alle deres lærere var til stede og ville følge op.

BESKYTTENDE FAKTORER

I 2022 er der nedsat en arbejdsgruppe, der skal udarbejde endnu en national strategi. Denne bygger i høj grad på principperne i rapporten »Mental sundhed og helbred blandt 15-34 årige i Grønland« [12].

Nyt er det, at man forholder sig til kulturbegreber ved identifikation af beskyttende faktorer. Center for folkesundhed på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) har udviklet et kulturelt forankret sundhedsbegreb, der foruden biologiske og fysiologiske forhold tager udgangspunkt i sociale og ikke mindst kulturelle værdier. Beskyttende faktorer for sundhed, er krop, sjæl og ånd, natur, kultur, kalaalimerngit (den grønlandske mad), lokale værdier og styrker samt en række kulturelle variable som sprog, tilknytning til ældre generationer, tilknytning til opvækststedet, at bruge tid i naturen osv.

Beskyttelsesfaktorerne er i høj grad rettet mod social integration i den grønlandske kultur. Der indgår parametre som familietilknytning, og her nævnes specifikt bedsteforældrene, der netop har den grønlandske kulturelle forankring.

Resultaterne viser, at tilstedeværelsen af de kulturelle faktorer varierede efter bopæl, hvor specielt unge, der boede i bygderne, brugte tid i naturen og spiste mad fra egen fangst, mens de unge i byerne havde meget bedre mulighed for uddannelse og deltagelse i et bredere ungdomsliv, sport mv.

Tro på Gud er en del af den åndelige sundhed, som ikke mindst beskrives af den ældre generation. Citat: »Ånden kan også beskrives som en del af en handling, en være- eller tænkemåde, der kan kendetegne eller beskrive personer eller fællesskaber – altså som en del at den grønlandske stærke kulturånd og krop, sjæl og ånd som sammenhængende«. Sammenhæng er her nøgleordet, mistes oplevelsen af denne, mister man sig selv.

Familien i udvidet forstand spiller i det hele taget en stor rolle for tilknytning i Grønland. Den grønlandske kultur er knyttet op på naturen – jagt, fiskeri, vandring, bærplukning, tilberedelse og indtagelse af grønlandsk mad, mestring af det grønlandske sprog mv.

Her får en selvstændig grønlandsk identitet baseret på grønlandske værdier plads.

AFSLUTNING

Grønland er fuld af paradokser. Det er en fare, når man som dansker hører alle forfalds- og afmagtshistorierne kommer til at glemme at se på alt det, der fungerer. Styrken i de grønlandske værdier gør, at mange danskere taber deres hjerte til Grønland, til den overvældende natur, hvor man på en gang bliver meget lille og meget beriget. Venligheden og roen hos den grønlandske befolkning gør indtryk. Det gør også de mange initiativer – især fra den unge generation, der er ved at skabe et moderne Grønland i deres eget billede med virkemidler som litteratur, musik, protestsange, billedkunst, og konkrete symboler som tatoveringer. De unge skriver sig ind i en lang kulturel tradition i Grønland med erindringer, skønlitteratur, billedkunst, drama og musik, der ligeledes er identitetsskabende og fastholdende. Dertil er der en insisteren på politisk indflydelse (hvilket er blevet lettere med den storpolitiske interesse i Grønland og arktis) og en tilbageerobring af eget sprog. (Læg mærke til, hvordan vi i en dansk kontekst i dag benytter grønlandske ord som fx Inatsisartut for landstinget og Naalakkersuisut for regeringen).

Når vi ser på artiklens tema – selvmord og selvmordsforebyggelse – er der ingen tvivl om, at der er mange grunde til, at de hidtidige forebyggelsesstrategier har slået fejl, og at selvmordstallet er uændret. (Man kan dog få den tanke at forebyggelsestiltagene måske har været medvirkende til, at tallet ikke er steget).

Der har været satset på sekundær og tertiær prævention og i for lille grad på primær. Metoderne har været de kendte fra den internationale litteratur om forebyggelse, men måske med for lidt vægt på de særlige grønlandske forhold, herunder de små befolkninger, der gør, at ressourcepersoner hurtigt bliver slidt – ikke mindst hvis de er overladt til sig selv. Der er mange korttidsansatte i sundheds-og socialsektoren, der tager danske metoder og forståelsesformer med sig uden meget viden om de reelle forhold. Der er en klar mangel på grønlandske og grønlandsktalende læger, sygeplejersker, psykologer og socialrådgivere, som gør, at man er helt afhængig af tolkning. Den geografiske infrastruktur er vanskelig og vejret uforudsigeligt. Man kan kun sejle eller flyve i Grønland. Ofte må fly udskydes eller aflyses, og man vænner sig til at vente. Til gengæld kan der så handles meget hurtigt, når det skal være, vejret er til det, og muligheden byder sig til. Udtrykket immaqa (vi får se) kendetegner det forhold, at man aldrig ved, hvad der kommer til at ske, men at der altid sker noget.

Derfor kan det skift i perspektiv, som rapporten fra SDU lægger op til, være et væsentligt skridt på en bedre vej. Hvis ens liv og erfaringer har betydning ikke bare for en selv, men også for andre, er det en god grund til at leve.

Rapporten fra SDU understreger at langt hovedparten af de 15-34-årige lever gode og tilfredsstillende liv. Der er meget fremtidshåb i Grønland. Og de unge i Grønland insisterer på definitionsretten. De insisterer på at skabe en selvstændig identitet, der er forskellig fra den danske, således at vi kan danne mere ligeværdige og gensidigt berigende fællesskaber.

Et nyligt eksempel er filmen Tsumu, der havde premiere under CPH:DOX i marts 2022. Den foregår i Tasiilaq og viser, at der også er et andet billede af byen end DR-dokumentaren »Byen hvor børn forsvinder« fra 2019 viste. Den gav et rystende billede af unges vilkår i netop Tasiilaq, stedet for »Blomsterdalen«. Tsumu er til dels optaget af tre unge fra Tasiilaaq, der havde startet en teatergruppe og således var med til at skabe et andet liv i byen. Den skjuler ikke de mange problemer i byen, men viser at der stærke menneskelige ressourcer til stede, der fortjener hjælp og støtte.

Der er brug for, at vi i også Danmark ser begge sider af Grønland og anerkender de mange modsætninger, som udgør landet.

Anerkendelsen af Niviaq Korneliussen og »Blomsterdalen« er måske et skridt på vejen. Hun fungerer sammen med efterhånden mange andre som rollemodeller. Gennem de fortællinger god litteratur og kunst i det hele taget byder os, får vi et andet blik på Grønland. Men også på egne fordomme og blinde pletter.