Silikone

Genstandsredaktør Morten Arnika Skydsgaard
Vores forståelse af køn og seksualitet er i forandring, og det afspejler sig i sproget. Indtil for nylig har den binære opfattelse af seksualitet været definerende for det, som også kaldes for et heteronormativt syn på menneskets seksualitet. En voksende minoritet erklærer sig nu for nonbinære, queer, panseksuelle eller med andre nye betegnelser fra det sexologiske leksikon. Mangfoldighed er godt, og den er mere end blot en kulturel strømning. Vores mere flydende opfattelse af køn og kønsroller er forbundet med den medicinsk-teknologiske udvikling igennem de seneste 100 år.
Den moderne kirurgis gennembrud omkring 1900 fik betydning for 1. verdenskrigs hjemvendte soldater. Nogle veteraners ansigt var ødelagt til umiskendelighed, og her hjalp den tidlige plastikkirurgi med at rekonstruere hager, næser og andre ødelagte ansigtsdele.
I midten af 1900-tallet blev plastikkirurgi, også kaldet skønhedskirurgi, i stigende grad en vare. En mulighed, som førte til, at bl.a. amerikanske kvinder underlagde sig kniven for at forme deres køn og leve op til samfundsnormer om kvinders udseende. Omkring 1960 foretog nogle amerikanske læger silikoneindsprøjtninger i kvinders bryster, hvilket gjorde stripteasedanseren Carol Doda berømt i San Francisco for sin topløse dans med bryster, som ugentligt voksede sig større og større på grund af de hyppige injektioner. Teknikken at sprøjte silikone direkte ind i brysterne blev hurtigt forbudt på grund af dødsfald og blodpropper og erstattet af det mere driftssikre silikoneimplantat [1]. Det plastikkirurgiske mekka i New York inspirerede i 1980’erne den unge danske læge Jørn Ege (1955-2014). Han vakte opsigt i sit hjemland, hvor han indopererede 800-, 1200- og 1600-milliliters implantater i hvert af en kvindes bryster. Han blev også kendt som »penislægen« for sine penisforstørrende operationer og udviklingen af den mekaniske JES-Extender, som bærer hans initialer og sælges som et penisforlængende apparat.
I dag er skønhedskirurgi mainstream i Danmark og giver i bedste fald et øget selvværd for brugerne. Plastikkirurgien spiller også en stigende rolle for mennesker, som ønsker at skifte køn. Bryster kan fjernes eller skabes. Penis og testikler kan fjernes, og kønslæber og en vagina opbygges. Det er kirurgisk mere kompliceret at kønsskifte en kvinde til mand.
Så det biologiske køn og dets kropslige udtryk er ikke længere en skæbne, men også noget, som kan forandres med avanceret medicinsk teknologi. Vi ved ikke, hvor teknologiens grænser går, men kønnets veje er med teknologiens hjælp blevet uransagelige i vores fagre nye verden.