Overvejelser om angst, bæven og litteratur
Skønlitteratur danner grobund for et æstetisk, kognitivt og emotionelt mellemværende mellem en læser, en forfatter og en tekst, og i læsningen foregår der en myldrende udveksling af både sanseerfaringer, refleksioner og følelser. Som læser spejler man sig i teksten, og i den gode læseoplevelse har man fornemmelsen af, at teksten også spejler sig en smule i én. Vi er til stede i tekstens univers, ligesom teksten er til stede i vores. Vi genkender os selv og føler, at teksten genkender os. Vi tiltrækkes og frastødes af teksten og mærker, at teksten tiltrækkes og frastødes af os. Vi har kort sagt at gøre med en samtale. En vekselvirkning. Et levende stofskifte, hvor noget af os løber over i teksten, mens noget af teksten løber over i os.I
Lægen Sigmund Freud (1856-1939) registrerede med bekymring, hvad han kaldte for »overføring« og »modoverføring« i psykoanalysens møde mellem analytiker og analysand: hvordan ubevidste følelser, fantasier og konflikter med største lethed lader sig projicere fra den ene til den anden og tilbage igen, og hvordan dette kan forstyrre og forurene den sunde terapeutiske relation. Men han konstaterede samtidig, at der er tale om en ustoppelig psykologisk myldretidstrafik, som heldigvis – i den dygtige terapeuts hænder – kan bruges konstruktivt. Til at blotlægge og granske det usynlige, det unævnelige eller det rent ud uhyggelige [1 s. 331ff].
Det er lidt det samme, der sker i mødet mellem læser og skrift: Den engagerende læseoplevelse er en »samskabelsesproces«, hvor tekst og eksistens løber om hjørner med hinanden, mens forbløffende, ukendte landskaber skyder op.
EN REJSENDE I HJEMVE
Mine egne skriveerfaringer har gjort mig pinligt bevidst om poesiens mentalhygiejniske potentialer, og med årene er det gået op for mig, hvor systematisk jeg i grunden skriver for at udligne en følelsesmæssig manko. I digtsamlingen »Rejsende i hjemve« (2018) finder man f.eks. denne modløse tekst fra en tilfældig sensommertirsdag, som vitterligt var svær at holde af:
»Det er dagen uden skygger,
et dødvande med glanende karper.
Det ender godt, siger jeg.
– – –
Det er dagen uden svar,
et modhagemørke, et
sammenrend af kolossale småting.
Godt det ender, siger jeg så« [2 s. 10].
Digtet skildrer et velkendt skisma mellem håb og fortvivlelse (mellem »Det ender godt« og »Godt det ender«), og for mig er poesien – både min egen og andres – et eksemplarisk værktøj til at forstå og acceptere eksistensens iboende og evigt lurende ambivalens. At sætte ord på det svære og besværlige kan i heldigste fald forvandle magtesløshed til handlekraft – det kan fremprovokere en næsten freudiansk katarsis, når det unævnelige nævnes, og det usynlige stadses op med metaforer og metrik. Når en diffus sjælelig konflikt genopstår som sorte, indiskutable bogstaver på det snehvide ark [3].
Det samme er tilfældet i et andet digt fra samme samling, hvor den simple sprogliggørelse af tingenes sørgelige forfatning udløser en resigneret optimisme, som om ikke andet får forfatterjeget ekspederet helskindet videre i teksten:
»Jeg er i den situation
at efteråret kom indefra,
at jeg vågnede stiv af skræk
i en stime af dårlige nyheder:
Stæren døde i nat, der gror
skimmel på parasollerne
og mine børn tumler med
gamle menneskers problemer.
Til gengæld ligner jeg noget
der er løgn. Så i den forstand
kan alt endnu ske« [2 s. 56].
Eller denne lille refleksion over forskellen på et menneskes forside og bagside, dets facade og mørke pulterkamre. Dets »forscene« og »bagscene«, som den canadiske mikrosociolog Erving Goffman (1922-1982) ville have kaldt det:
»Udendørs er man et skib på ti tusind tons
lastet med krudt og farvestrålende konserves.
Indendørs står man ved en opdigtet ræling
og brækker sig« [2 s. 62].
En problematik, som vil være de fleste læsere bekendt, og som jævnligt trænger sig på i mit eget liv. I digtet holder forfatteren så at sige sig selv ud i strakt arm og lader skriften gøre det hårde arbejde: at afsløre en social invaliditet som lattervækkende menneskelig.
SKRIFTENS VARME HÆNDER
Og det fantastiske er, at skriftens varme hænder ikke blot er forfatterens privilegium, men at gode tekster tilbyder et palliativt potentiale, som principielt er tilgængeligt for enhver. I mødet med litteraturens angst og bæven er der rig mulighed for genkendelse, spejling og identifikation – uanset om man nu genkender, spejler eller identificerer sig med en person, et karaktertræk, en gestus, en stemning, et budskab eller for den sags skyld et enkelt frapperende adjektiv. I litteraturen kan man slet og ret føle sig valideret som menneske. En god læseoplevelse kan både forklare og forløse, den kan lindre, trøste og forebygge truende ensomhed, fordi man til sin store lettelse opdager, at man alligevel ikke var alene hjemme. God litteratur tvinger os til at genforhandle historien om os selv, at se på verden med nye, transformative øjne. Der er en grund til, at autokratiske regimer smider forfatterne i spjældet som de første.
Hertil kommer, at skønlitterære behandlinger af kriser, modgang, traumer og angst også kan spejle følelser, som læseren aldrig har haft. I så fald handler det om at forstå sine medmennesker, om evnen til tolerance, empati og mentalisering. Her nærmer vi os selve den narrative medicins eksistensberettigelse [4, 5], fordi enhver form for »Hjælpekunst« jo – med mestertænkeren Søren Kierkegaard (1813-1855) – fordrer evnen til at finde den anden, »hvor han er, og begynde der« [6 s. 20]. »Dette er«, forklarede magisteren i 1859, »Hemmeligheden i al Hjælpekunst«:
»Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene« [6 s. 20].
Smukkere kan det ikke siges: Ethvert klinisk møde begynder med en ydmygelse, en medmenneskelig tilnærmelse. Som læger kan vi ikke slippe afsted med at være rene kødmekanikere og dippedutologer, vi må også påtage os rollen som sundhedsantropologer, der for en kort bemærkning drager på opdagelsesrejse i et andet menneskes liv. Det kræver ydmyghed, det kræver lydhørhed, og det kræver en veludviklet sans for solidaritet, som skønlitteraturen er som skabt til at stimulere. Selv er jeg overbevist om, at jeg er blevet en langt bedre, mere rummelig og mere nysgerrig læge og sundhedsforsker af at læse H.C. Andersen (1805-1875), Herman Bang (1857-1912), Henrik Pontoppidan (1857-1943), H.C. Branner (1903-1966), Tove Ditlevsen (1917-1976), Inger Christensen (1935-2009) og Henrik Nordbrandt (1945-2023). For nu at nævne nogle få af mine personlige danske favoritter.
AT LÆSE MED PATIENTERNE
I mit tidligere lægeliv inden for både dansk og grønlandsk ungdomspsykiatri havde jeg stor glæde af at læse digte og romaner om eller af sindslidende, og jeg har nydt at diskutere udvalgte tekster af f.eks. Michael Strunge (1958-1986), Simon Grotrian (1961-2019) og Pia Juul (1962-2020) – tre andre skandaløst afdøde yndlingsforfattere – med mine unge patienter. Det »fælles tredje« (det almene, principielle, eksemplariske, overpersonlige og neutrale rum, som litteraturen stiller til rådighed for os) gav anledning til mange fantastiske oplevelser. De fælles læseseancer skabte tryghed, frihed og samhørighed, fordi de for en stund destabiliserede magtrelationen mellem læge og patient og fjernede fokus fra hospitalshverdagens diagnoser og behandlingsplaner. Et frikvarter fra det begrænsede og begrænsende kliniske sprog.
Nogle gange vakte teksterne ingen genklang ved første læsning, måske udløste de snarere skuldertræk og himmelvendte øjne (som altid var værd at tale om). Andre gange var der øjeblikkeligt hul igennem, og patienterne lyste op, fordi digteren havde sat ord på noget, som ellers forekom uendeligt indviklet at forklare den tungnemme terapeut. Det kunne f.eks. være Simon Grotrians barske, nærmest haikuagtige selvmordsdigt »Grøn plasticpose« fra debutdigtsamlingen »Gennem min hånd« (1987):
»Grøn plasticpose
skal hænder
skal skal disse hænder« [7 s. 27].
Så var der ellers åbnet op for snakken: Hvad er det for en plasticpose? Hvorfor er den grøn? Hvad kan man bruge den til? Hvad er det, disse hænder måske/måske ikke skal? Og kender man ligefrem følelsen fra sig selv?
Eller Tove Ditlevsens digt »Med ingen –« fra 1969, syv år før hun tog sit eget liv:
»Med ingen kan
man dele
de inderste
tanker.
Det vigtigste
i verden
er man
alene med.
Det er en
varig byrde
det er en
sagte glæde
at her kan
ingen nå dig
og ingen
lukkes ind« [8 s. 43].
Der er nok at tage fat på i alle disse fantastiske og 100 % frit tilgængelige forfatterskaber. Nok af mulige spejlinger og identifikationer, hvis man selv har et uroligt sind eller gerne vil vide, hvordan det føles at have ét. Og det er jo netop det, litteraturen – og i særlig grad poesien – kan: Den kan blæse hverdagssproget, fornuften og logikken omkuld. Den kan synge og spidsformulere. Den kan optegne noget tavst og førsprogligt med ord.
Det samme gælder som tidligere nævnt for det at skrive. At forskyde, fortrylle eller forvrænge sin angst og sine traumer i et frit litterært format, hvor tabuer, konventioner og rationalitet for en stund suspenderes, og sproget er med på den værste. Skrivning kan være et personligt anliggende, som finder sted bag lukket dør. Eller det kan være del af en samtale, som involverer pårørende, medpatienter og behandlere. I et skriveværksted, måske. Et sproglysthus.
Litteraturen er økologisk og helt igennem bæredygtig, en behandlingsstrategi uden skyggen af bivirkninger. Den fås i håndkøb. Og faren for afhængighed tæller kun op.
BIBLIOTEKET HOLDER DØGNÅBENT
Jeg kan anbefale alle, der arbejder professionelt med mennesker, at læse digte, noveller og romaner (og desuden være en hyppig gæst på museer, i biografer, koncertsale og teatre), fordi kunsten kan åbne døre til det sære og fremmede og til det almenmenneskelige, som vi selv huser eller i hvert fald instinktivt forstår. Mennesket er en livslang brydning mellem en krop og en kontekst, og litteraturen peger som en skarp lommelygte ind i begge dele: det kropslige (som vi er fælles om, men alligevel udgør det mest unikke, vi har) og socialiteten (som forvandler os til mennesker, men alligevel kan forekomme så frygteligt umenneskelig).
God kunst har noget vigtigt at sige om begge dele, for kunsten indfanger med største selvfølgelighed eksistentielle og relationelle gråzoner, nuancer og mellemting, som selv den mest sensible faglighed har vanskeligt ved at få øje på, og som lægevidenskaben i århundreder har sat en ære i at rense ud. For læger kan litteraturen derfor være et vigtigt korrektiv til generationers positivistiske idealer om sandhed og objektivitet, som ganske vist har bragt os langt, men som også rummer kimen til misforståelser, fremmedgørelse og klinisk tunnelsyn.
Jeg vil kort sagt anbefale alle, som arbejder terapeutisk med syge og nødstedte mennesker, at læse skønlitteratur og bruge skriften som løftestang for autentiske samtaler om emner, der ellers er svære eller direkte umulige at tale om. At opsøge sin patient, »hvor han er, og begynde der«. Med litteraturen som isbryder og fælles kompas.
For verdensbiblioteket holder døgnåbent. Og du har en stående invitation.