Solveigs korte liv

Nora kom fra små kår i Norge og arbejdede i køkkenet på en restauration på Bakken. Hun blev kæreste med restaurationsejerens ældste søn, Karl, og gravid. Det var ikke en planlagt graviditet, og Karls forældre trådte til og forærede det unge par et lille hus i Roskilde med værksted, hvor Karl begyndte sin virksomhed som møbelpolstrer. Nora arbejdede til daglig i Neye og i weekenden som opvasker på Bakken. De nygifte fik datteren Solveig i 1915. 

Nora oplevede, når hun gik tur med datteren i byen, at folk stoppede hende og spurgte til den yndige pige med de lyse krøller. Tre år gammel, i august 1918, blev Solveig foreviget hos den lokale fotograf, som portrætterede hende stående på en stol i kjole, snøresko og sløjfe i håret.

I eftersommeren 2018 kulminerede første bølge af den spanske syge i Danmark. Solveig blev syg og døde efter få dages sygdom. Hun blev begravet den 20. september på Gråbrødre Kirkegård, som lå hundrede meter fra barndomshjemmet. Solveig var en af 15.000 danskere, som mistede livet på grund af den spanske syge.

Først syv år senere fik Nora og Karl sønnen Finn og datteren Grete. Forældrene bearbejdede tabet af Solveig på hver deres måde. Gravstedet fik en marmorbænk, som Karl dagligt besøgte for at ryge en pibe tobak og småsnakke med Solveig. Nora talte sjældent om den afdøde datter, men gemte på toppen af sit klædeskab en lille brun læderkuffert med datterens broderede kjoler, hagesmæk, små sløjfer og hendes røde tallerken. I dagligstuen hængte parret et stort foto af Solveig i guldramme. 

Erindringen om Solveig levede videre i familien. I begyndelsen af 1960’erne prydede fotoet af Solveig stadig den ene væg i Karl og Noras dagligstue. I samme periode begyndte barnebarnet Beth i 1. klasse på en nærliggende privatskole og spiste frokost hos bedsteforældrene efter skolegang. Her gik hun tur med farfaren til gravstedet på kirkegården, hvor de satte sig på bænken ved Solveigs gravsten. Om sommeren var der blomster ved gravstenen, som havde to duer øverst og inskriptionen »Vor lille solstråle«. Beth oplevede den daglige tur til kirkegården som et trygt og hyggeligt besøg, hvor hun blev indviet i bedsteforældrenes tab.

Det var i første omgang Karl, som viderefortalte historien om Solveig, og efterfølgende Solveigs lillesøster Grete. Hun bevarede også kufferten med tøjet, hvoraf en hagesmæk og et broderet pudebetræk gik videre til næste generation som mindegenstande. 

I dag lever fortællingen om Karl og Beths besøg til gravstedet videre hos oldebørnene, som alle kender historien om Solveig. Ikke længere som et familietraume, men som en kær erindring om et tidligere familiemedlem.

Tak til læge Beth Lilja for erindringer og portræt af Solveig.