»Spin« i forskning


Af Anders Haubart Madsen, Journalist på Videnskab.dk, ahm@videnskab.dk
Se her: Vilde resultater om forskning i sundhed – fordrejede og helt uden forbehold.
Som journalist på Videnskab.dk forstår jeg inderligt behovet for blikfang i formidlingen af forskning. Jeg sværger selv til den opsigtsvækkende nyhed, det skarpe citat – og det samme har jeg lagt mærke til, at både forskere og deres pressemedarbejdere gør. De formulerer sig i stigende grad sådan her: Se, hvor vilde resultater vi er kommet frem til!
Jeg ser på udviklingen med både glæde og gru. Det er befriende, at man gør op med idéen om forskeren som den geniale grubler, der kun formår at dele sin viden med fagfæller. Og langt hen ad vejen er det også gavnligt, at man får hjælp af en pressemedarbejder til at gøre nye fund relevante og vedkommende – både for befolkningens skyld, men også for bedre at kunne tiltrække de fonde og firmaer, som i sidste ende finansierer forskningen.
Men udviklingen indebærer også problemer. Det viser en række pressemeddelelser, som over en periode på omkring et år er landet i min mailboks fra en række prominente afsendere: Syddansk Universitet, Odense Universitetshospital, Københavns Universitet, Aarhus Universitetshospital og VIVE. Fra centre og forskere med høj troværdighed, hvis påstande og pressemeddelelser mange medier derfor viderebringer helt ukritisk. I min dækning af problemet har jeg fundet eksempler på undladelser af væsentlige usikkerheder, og jeg har været med til at afsløre overdrivelser og skråsikre påstande uden tilstrækkelige belæg. Efterfølgende er pressemeddelelser og udtalelser blevet trukket tilbage [1], og væsentlige nuancer er blevet føjet til. Det er selvsagt et problem for videnskabens troværdighed. Men det er især et problem, når det er journalister som mig, der må opdage og være med til at nedtone forskernes egne bombastiske udmeldinger.
Hele den her fortælling er ikke ny – og den har måske en naturlig forklaring. Tre af sagerne har nemlig en fællesnævner: De handler alle sammen om forskning, som ser ud til at bekræfte vedtagne sandheder inden for forskellige områder:
1. At det gavner helbredet at blive screenet for sygdom [2].
2. At fødevarer kan være usunde, hvis vi spiser dem »uden for sæson« [3].
3. At unge næsten er holdt op med at se deres venner fysisk i fritiden [4].
Jeg tror, vi alle har en tilbøjelighed til at se bort fra usikkerheder, når det gælder pressemeddelelser om ny forskning fra anerkendte afsendere. Især når budskabet i pressemeddelelsen ser ud til at bekræfte påstande, vi ofte hører i den offentlige debat.
Jeg kender det fra mig selv – jeg har også begået den slags fejl. Jeg har f.eks. gemt usikkerheden væk i bunden af en artikel om tidlig og meget usikker forskning i mænds seksuelle sundhed. Det handlede om et nyt studie, der viste, at en vegetarisk kost var forbundet med flere rejsninger, og der var tale om en sammenhæng – ikke en årsagsforklaring. Der var tale om forskere, der mente noget i en pressemeddelelse, som deres resultater egentlig ikke kunne underbygge, og forløbet rejste for mig et væsentligt spørgsmål: Er forskningen ikke netop til for at udfordre vores forudindtagethed? Og er journalistikkens rolle ikke lidt den samme?
Siden da er det noget, der har ligget i mit baghoved. Det er noget, der er dukket op, hver gang forskning ser ud til at bekræfte den opfattelse af virkeligheden, mange af os går rundt med. Lad mig nævne nogle eksempler. Og lad mig forklare, hvad der ifølge andre forskere, jeg har talt med, er gået galt i de tre konkrete sager, jeg har været med til at belyse på Videnskab.dk.
Den første sag handler om ældre mænd, der lever usundt [2]. En forskergruppe på Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital vil hjælpe mændene ved at sende dem til screening for hjerte-kar-sygdomme – ud fra en hypotese om, at det vil sænke deres dødelighed. Som sådan er formålet hæderligt, og forskerne bliver af andre forskere beskrevet som dygtige, deres resultater bliver bragt i et særdeles anerkendt tidsskrift. Men der er et men: Deres forskning viser, at screening generelt IKKE sænker dødeligheden blandt deltagerne. Alligevel udsender universitetet og forskerne en pressemeddelelse, som lyder sådan her: »Mænds liv bliver forlænget med helbredstjek«.
Hvorfor?
Andre forskere siger til mig, at der er en risiko for, at man bliver »gift« med sit felt. At man bliver en »at-forsker « frem for en »om-forsker«, illustreret ved at man søger at bekræfte sine hypoteser i stedet for at afkræfte dem. Det kan der være mange årsager til, men jeg vil gerne udpege to: penge og prestige. Hvis en forsker gerne vil have fondsmidler, er det ikke særlig smart at afkræfte virkningen af et indgreb, man har bygget hele sin karriere op på at udbrede.
Det andet eksempel handler snarere om presseafdelingens pres på forskerne [3]. På Københavns Universitet har en gruppe forskere en forestilling om, at det er usundt for mennesker at spise fødevarer »uden for sæson«, f.eks. at spise jordbær importeret fra Sydafrika i løbet af den danske vinter. Umiddelbart lyder det unaturligt – og derfor må det vel også være skadeligt. Hvem har ikke tænkt det samme efter at have set de kunstigt store, skinnende bær i supermarkedets kølemontre?
Problemet er, at forskerne er meget tidligt i processen med at undersøge deres hypotese. Det studie, som er omtalt i deres pressemeddelelse, handler om forsøg med mus. Studiet viser en sammenhæng mellem at spise vinterkost om sommeren og at få forstyrret sit søvnmønster. En sammenhæng, som forskerne kobler til en øget risiko for sygdom. Hvis man altså er en mus – og hvis man altså spiser en fed menneskekost, som er helt unaturlig at indtage for en mus.
Alligevel udsender universitetet en pressemeddelelse henvendt til mennesker: »Spiser du, som var det sommer året rundt? Det kan forvirre dit indre ur«.
Hvorfor?
Andre forskere fortæller mig, at de føler et øget pres fra deres egen lokale pressemedarbejdere – nogle, der i øvrigt er kommet flere og flere af – og de spørger: Kan du gøre din forskning relevant, aktuel, vedkommende?
Jeg forstår dem egentlig godt. Ofte stiller jeg selv de samme slags spørgsmål til forskere. Jeg er videnskabsjournalist og har derfor et særligt ansvar for at »oversætte« svært tilgængelig viden fra forskere, så vi alle får gavn af den. Det er bare ikke nok. Jeg har også ansvar for at spørge forskerne, om der egentlig er dækning for det, de siger, når de svarer på det, vi har spurgt dem om. Et ansvar, som jeg også håber, at andre journalister vil leve op til.
Andre gange er der tale om mere ubevidst »spin«. Det kan være en lille fejl, der pludselig bliver stor, da statsministeren gentager den i en tale til Folketinget.
I 2022 udgav socialforskningsinstituttet VIVE en pressemeddelelse om deres undersøgelse af unges samvær med hinanden [4]. Over halvdelen af de 11-19-årige drenge mødes ikke med deres venner i løbet af ugen, står der i meddelelsen. Og umiddelbart virker det troværdigt – det svarer til det billede, de fleste har af danske teenagedrenge: Et billede af skærmtrolde oplyst alene på et lille, mørkt værelse.
Selv statsminister Mette Frederiksen (S) ser sådan på danske drenge. Det afslører hun tre år efter VIVE’s pressemeddelelse, da hun siger sådan her i sin tale til Folketingets åbning: »Hele 60% af de 11-19-årige drenge ses i fritiden ikke med en eneste ven fysisk i løbet af en uge«.
Problemet er, at det er forkert. I flere år er VIVE’s formulering blevet citeret vidt og bredt i danske medier – blandt andet på Videnskab.dk (ups) – og nu er den også blevet delt af landets statsminister fra landets fineste talerstol. Men forskerne kan slet ikke sige noget præcist om, hvor meget drenge egentlig ser hinanden fysisk i deres fritid. De har kun en undersøgelse, som viser, at de ikke ses fysisk FLERE gange om ugen – og at det i øvrigt kun gælder samvær UDEN for deres faste fritidsaktiviteter: f.eks. fodbold og gymnastik.
Der mangler altså en række kritiske spørgsmål i den her fortælling: Kan en forklaring være, at unges samvær i højere grad end tidligere er bundet op på faste fritidsaktiviteter? »Kalenderbørn« kalder nogle forskere dem af samme årsag – og for at beskrive netop dén udvikling med, at unges fritid i stigende grad er skemalagt.
Kunne det omvendte derfor ikke være tilfældet om deres fysiske samvær; at de faktisk ser hinanden lige så meget som tidligere, måske endda mere? Det vigtige ved den her historie er: Vi ved det ikke. Usikkerheden er nemlig helt usynlig i debatten om de danske drenge, deres samvær og deres skærmtid. En debat, som igen og igen peger tilbage på VIVE’s pressemeddelelse.
Så hvad er det, der generelt går galt i de her sager?
Den simple forklaring er, at vi alle sammen har for travlt. Journalister bliver målt på klikkene, læsetid og konvertering til salg af abonnementer eller annoncer. Forskere bliver målt på antallet af citeringer. Begge faggrupper har krav om at udkomme oftere end tidligere, enten med journalistik i form af artikler, indslag, videoer og opslag på sociale medier. Eller som forskere i form af halvbagte videnskabelige artikler bragt i tvivlsomme tidsskrifter. Sådan er det. Udgivelser er stadig det vigtigste parameter for succes for begge faggrupper, vi skal udkomme for at være synlige og dermed forblive relevante. Jeg tror den forklaring er rigtig, men jeg mener også, at den er forsimplet. Og så er det i øvrigt svært at ændre på en struktur, der gælder forskere og journalister i hele verden.
Lad os i stedet sætte fokus på noget, vi kan være med til at ændre her og nu: Vi kan lære at forstå hinandens verden lidt bedre, lægernes, forskernes og journalisternes verden.
For forskerne handler det om, at de skal blive bedre til at formidle. Eller i det mindste forstå, hvad det vil sige at formidle på en god, vedkommende måde, som ikke kun handler om at lyde klog i sine kollegers ører. Man må stå fast på sin faglighed, sin usikkerhed og tvivl, men man må samtidig have øje for, hvad der fanger opmærksomheden i en travl, larmende hverdag, hvor vi alle bliver bombarderet med information. Så hvad virker opsigtsvækkende, og hvad kan have betydning for modtageren? Det spørgsmål skal man altid stille sig selv, især når det gælder sundhed.
Forskere er på en måde blevet den moderne tids guruer, det er dem, vi går til for at få gode råd om, hvordan vi bedst lever vores liv. Og jeg kan ikke se noget galt med, at de svarer: »Jeg synes, du skal gøre sådan her, men jeg ved det egentlig ikke, for jeg har ikke nok forskning til at vide det«.
Det samme gælder egentlig for journalisterne. For os skal usikkerheden også have mere plads. Problemet er bare, at vi sjældent ved, hvad vi ikke ved. Vi forstår os generelt ikke på videnskabelig metode, for det er ikke det, der er mest fokus på i vores uddannelse. Det er formidling. Og derfor ville det selvfølgelig hjælpe gevaldigt på alle problemerne med »spin«, hvis vi bare vidste lidt mere – lidt om forskellen på korrelation og kausalitet, lidt om konfidensintervaller og lidt om forskellen på hovedfund og sekundære fund.
Jeg skal være ærlig at sige, at jeg aldrig har lært om den slags på en skole. Jeg er bare god til at lytte, og jeg har lært alt, hvad jeg ved om videnskab ved at lytte til dygtige forskere og ved at stille de dumme spørgsmål. Hvordan ved du det?
Hvorfor er usikkerhed egentlig så »usexet« i formidling af sundhedsforskning? Hvorfor er det, at vi er bange for at skræmme folk væk med et forbehold eller to? Hvorfor det store fokus på absolutte svar? Jeg forstår det ikke, og jeg vil gerne knytte min undren til et aktuelt eksempel fra min egen verden. Videnskab.dk deler meget af sit indhold med andre medier, og forleden læste jeg en mail fra en redaktør på et af de medier. Mailen handlede om, hvilket indhold fra Videnskab.dk vedkommende bedst kunne lide – og det lød blandt andet sådan her: »Vi – og læserne også, tror vi – kan allerbedst lide de af jeres historier, hvor videnskaben er med til at slå noget fast – mere eller mindre. Ny viden«.
Redaktøren nævnte eksempler: »Brystkræftbehandling har halveret dødeligheden«. »Gennembrud: Astrofysikere finder universets manglende stof«. Og hvad kunne redaktøren så knap så godt lide? Alle de historier, der indeholdt »uenighed«, et »kan« eller et »måske«: »Psykiatere uenige om stor plan for psykisk syge«. »Træning af hjernen kan måske booste vores immunforsvar«.
Jeg refererer ikke det her for at hænge nogen ud. Jeg fremhæver den her mail, fordi jeg mener, den fortæller, hvad vi skal gøre op med for at undgå »spin« og brølere i formidling af forskning. For langt det meste forskning kan ikke sætte to streger under en sandhed. Videnskaben kan i højere grad belyse, hvad vi måske ved, og hvad vi ikke ved – og hvilke nye spørgsmål vi nu bør stille.
Det behøver vel næppe at blive understreget særligt tydeligt, hvor vigtig den tilgang er i den tid, vi lever i. En tid med mere og mere information, flere og flere løgne og unuancerede udmeldinger om sandheden. Her er det både forskerne og journalisternes rolle at udfordre vores opfattelse af virkeligheden – og det samme ansvar hviler på begge parter: at stille de relevante, kritiske spørgsmål undervejs.