At suturere i sjæle

Vi mødes i mikrokosmos

Vi befinder os i en lejr.

Den lille verden, der danner rammen for enhver udsendelse, hvor mange af de grænser, vi er vant til at navigere i hjemme, er ophævet fuldstændigt, men hvor hverdagen samtidig er båret af meget tydelige grænser. 

Rundt om lejren skyder såkaldte Hesco-bastions op og udgør en mur. Store trådnetsmoduler fyldt med sand, flere meter tykke og flere meter høje, som beskytter lejren mod udefrakommende trusler og danner en klar grænse mellem uden for og inden for lejren, der kun kan krydses ved at køre ind og ud af hovedvagten og kun med tilladelse og årsag til at gøre det.

Fra det øjeblik soldaterne flytter ind i lejren, danner den ramme for hele deres døgn. 

Der er ingen forskel på ugedagene, weekender eller måneder.

Man står op om morgenen, ifører sig den samme uniform hver dag, finder sin sikkerhedsudrustning og går ud og i gang med dagen sammen med de andre. 

Og de andre er der hele tiden. En del af udsendelsens præmisser i dette mikrokosmos er, at vi deler alt. Vi deler telte og containere, køjesenge og skabe. Vi er fælles om badefaciliteter og toiletter. Vi spiser sammen, står i kø, vasker hænder og spiser den samme mad alle sammen. Vi træner sammen i motionsrummet og træner meget, fordi der er tid til det. Vi løber sammen i cirkler rundt og rundt og rundt langs hegnet på indersiden af lejren, og selv når vi ønsker det, kan vi ikke fjerne os længere fra hinanden end lejrens afgrænsning tillader. 

Det er en mærkelig lille verden. Med kampvogne og artilleri og samtidig er den bygget op af elementer, der minder om det hjemlige landkort. 

Der er parkeringsområder, kontorer og kiosker. En politistation, hvor militærpolitiet holder til, og så er der et infirmeri, hvor lægerne, sygeplejerskerne og sanitetspersonalet holder til. 

Det er et liv, der er svært at forklare. 

Og deri ligger en selvstændig pointe i forhold til soldaternes velbefindende, som jeg vil komme ind på senere. 

Når jeg skriver det hele frem, ser jeg det tydeligt for mig, men jeg ved også, at mit billede af den verden er svært at give videre til dem, der ikke har beboet den. 

De vil ofte tro, den lille verden er præget af konstant utryghed og alvor, men jeg har sjældent følt mig mere tryg og rolig end under mine udsendelser.

For den lille verden gør også livet simpelt, fordi der er så meget, man ikke skal. 

Man skal ikke vaske sit tøj, men blot indlevere det beskidte i en pose og afhente det rent igen om aftenen. 

Man skal ikke handle ind, lave mad eller vaske op, men blot gå hen i »cook house« tre gange om dagen, spise og stille sit beskidte service. 

Man skal ikke hente børn, slå græs, deltage i familiefødselsdage, lufte hunde, pudse vinduer, vande blomster, pendle frem og tilbage, til fodboldkampe, i teatret eller hjælpe andre med at flytte. 

Tværtimod kan det slet ikke lade sig gøre. Og selv om det kan medføre et savn, er det også en helt enorm lettelse. Du skal kun tænke – på dig selv! 

Det eneste, du kan og skal, er at holde styr på dig selv, løse din arbejdsopgave og forsøge at finde en rytme på dagene. Du må forsøge at falde ind i lejrens puls og finde en måde at navigere i det vilkår, at du aldrig kan gå hjem. Vi er der i døgndrift. Du spiser morgenmad med dine patienter og deler køjeseng med din menighed. 

Afstand er ikke en mulighed. 

I den lille verden mødes lægen og feltpræsten.

Der er som regel kun én af hver, og det er min erfaring fra alle mine udsendelser, at de to ofte finder hinanden hurtigt og opbygger en tæt relation, både fagligt og socialt, og det kan der være gode grunde til, for selv om de to er udsendt med vidt forskellige fagligheder, er der mange vilkår, de deler. 

Et fremmedlegeme 

Både feltpræsten og lægen er udsendt som reservepersonel. I modsætning til soldaterne er vi civilister, som forlader vores civile arbejde for en tid for at overgå til Forsvaret. 

Mens mange af soldaterne allerede kender hinanden fra hverdagen hjemme, hvor de også er kolleger, må vi kæmpe lidt mere for at blive en del af enheden, blive et ansigt, de genkender i lejren, og finde vores plads i de sociale fællesskaber. 

Forpligtet på løfter og konventioner 

Både feltpræsten og lægen har et klart defineret mandat, en opgave, som måske skal udføres i en ny ramme, men som dog er den samme som den derhjemme. 

Lægen er først og sidst forpligtet på sit lægeløfte – præsten på sit præsteløfte. 

Tavshedspligten følger med. Til gengæld indgår vi ofte i krigen på andre vilkår end soldaterne i forhold til konventionerne og krigens love.

Støttefunktion 

Både feltpræsten og lægen har til opgave at støtte soldaterne. Vi hverken kan eller skal påvirke missionen direkte, men er sat i lejren for at tage vare på deres helbred og deres sjæleliv, så de kan løse deres opgaver hensigtsmæssigt. 

Vi er der for at tage vare på andre. 

Samarbejdet mellem feltpræsten og lægen falder som regel begge parter let og er båret af gensidig respekt og professionalisme, der ikke udelukker en social relation, der også kan være et frirum for begge parter, fordi modparten måske er det tætteste, vi kommer på en ligesindet – fagligt og strukturelt.

Men under alle disse faglige omstændigheder ligger der måske også noget helt andet, en funktion, vi udfylder, uden helt at være bevidste om det eller have fået den foreskrevet. Vi kan være med til at skabe en sammenhæng mellem lejren, soldaterne flyttede ind i, og hjemmene, de forlod. 

Suturering af bristede verdener

Den menneskelige identitetsdannelse er afhængig af en sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid. Det er et vilkår i verden, at tingene forandres, inkl. os selv, men der er nødt til at være nogle tråde, der rimper tingene sammen, så vi alligevel kan holde fast i en grundlæggende oplevelse af, at vi er det samme menneske på tværs af forandringerne. Menneskets celler fornys. Huden, hår og krop skifter farve, form og fasthed med tiden. Men forandringerne må ikke ske hurtigere, end at vi skal kunne vedblive at genkende os selv i spejlet.

Hvis alle trådene brister, går tiden i stykker inden i os, og identiteten udfordres. Et tydeligt eksempel herpå er et menneske, der lider af demens eller hukommelsestab, hvor tiden pludselig ikke hænger sammen, men bliver til brudstykker, der skaber kaos både for den syge og menneskene omkring. 

Jeg tror, der er noget fuldstændigt afgørende på spil her for soldater, og da det også har været det for mig selv, vil jeg bruge mig selv som eksempel. 

I 2009 var jeg udsendt som militærtolk, sprogofficer, til Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan i seks måneder. Da jeg kom hjem fra Afghanistan i 2009, havde jeg tilbragt et halvt år i undtagelsestilstand. Min verden havde i al den tid koncentreret sig et hundrede procent om Afghanistan: sproget, kulturen, menneskene og krigen. Livet i lejren sammen med de andre. 

Jeg vidste, hvem jeg var i den krig. Jeg stod op om morgenen og vidste, hvad jeg skulle, og hvorfor jeg gjorde det. Jeg havde vænnet mig til lugten af brændt affald, støvet overalt, der lagde sig så tungt, at jeg var stort set døv på mit ene øre, da jeg kom hjem, fordi øret var stoppet af en tyk skorpe af støv og voks, som min læge måtte løsne og fjerne for at give mig hørelsen tilbage. 

Solen, varmen og ørkenen. Uniformen. Minareternes bønnekald. Intensiteten og risikoen. Vejsidebomber, selvmordsbombere og sorgen over at miste kammerater uden at kunne begrave dem eller holde fri efterfølgende. 

Døgn efter døgn uden afstand til noget af det. 

Jeg kendte min plads i flokken og vidste, hvem jeg var lige der.

Og pludseligt landede jeg i Kastrup Lufthavn. Her mødtes jeg af en pølsevogn og charterrejsende med små børn i sommertøj. Jeg gik igennem toldområdet og konstaterede allerede der, at der var noget i mig, der skred og smuldrede. 

På den anden side af tolden stod den gamle verden repræsenteret af mennesker, jeg elsker, og som kender mig bedre end de fleste og har fulgt mig i længst tid. De var mødt op med flag og kæmpestore smil og lignede sig selv fuldstændigt. De var der for at tage imod mig og køre mig hjem til den gamle verden. Men det var mit gamle jeg, de ventede på. 

Albert Camus beskriver det meget præcist i sin roman »Pesten«, hvor den pestramte og isolationsramte by Oran i sidste kapitel åbnes, så de, der har overlevet pesten, kan gå ud i friheden. De bliver modtaget af dem, de elsker og savnede, og Albert Camus skriver om dem, at »de så ud til at tro, at pesten kan komme og gå igen, uden at menneskenes hjerte forandres«.

I tiden, der fulgte og i årene efter, selv i dag, hvor det er mere end femten år siden, jeg kom hjem fra Afghanistan, kæmper jeg for at finde tråde, der kan få de to verdener til at hænge sammen og få min fortid og min nutid til at hænge sammen på en måde, hvor begge verdener kan være i den. For der var ingen sammenhænge. Overgangen fra den ene verden til den anden var total. Der var ingen kroge i det danske landskab eller det civile liv, det afghanske kunne knytte an til.

Og selv, når menneskene omkring mig var villige til at lytte, var det umuligt at forklare. I lang tid havde jeg en fornemmelse af at bære en usynlig uniform under mit civile tøj. Jeg bar noget med mig, som var det vigtigste, jeg havde at sige om mig selv, men som ingen andre kunne se eller anerkende i mødet med mig. 

Jeg oplevede det samme igen, da jeg i 2023 var udsendt som feltpræst til England, hvor de danske soldater trænede ukrainere, der skulle sendes til frontlinjen. Jeg kom hjem fra England omkring halloween, og mine børn var i fuld gang med at forberede deres kostumer, men manglede falsk blod at smøre sig ind i. De bad mig købe falsk blod. Og jeg tog ind i en butik i København, der specialiserer sig i den slags. »Hvor har I falsk blod?«, hørte jeg mig selv sige til ekspedienten. Han pegede over på en reol i hjørnet, og på den reol stod der falsk blod i store flasker, små flasker og tuber. Jeg kiggede over på køen til kassen, hvor folk stod i kø for at købe falsk blod. Og så måtte jeg gå ud. Jeg var simpelthen ikke i stand til at købe falsk blod for 139 kr. Overgangen mellem de to verdener var for brat. Måske er dette eksempel et, som netop læger kan sætte sig ind i? Men det går ikke. Som soldat er man nødt til at kunne bevæge sig fra den ene verden til den anden uden at forklejne nogen af dem. Man kan ikke tillade sig at underkende de udfordringer, de hjemlige relationer har stået med: vasketøjet, influenzaen og julefrokosten, for den verden er lige så hel og virkelig som den anden, selv om proportionerne kan virke skæve.

Siden da har jeg tænkt meget over, hvad kontinuiteten betyder for soldater, og hvordan jeg som feltpræst kan hjælpe med at skabe den – skabe sammenhænge mellem de verdener, de skal træde ind og ud af, forberede dem på overgangene og give dem en forståelse af sig selv som hele mennesker, som de kan genkende i spejlet, uanset om spejlbilledet bærer uniform eller hawaiiskjorte. 

Jeg tror, både lægen og præsten kan være medvirkende til at skabe nogle af de tråde, der kan få soldaternes verden til at hænge sammen. Det er ikke en opgave, der indgår i vores funktionsbeskrivelse, men det er et usynligt potentiale, jeg mener, vi skal tage på os. Lad mig forsøge at konkretisere.

Æbleskiver og Bezzerwizzer 

Det er ikke kun de syge, der holder til på infirmeriet. Tværtimod er der en gennemgående tendens til, at infirmeriet udvikler sig til et vigtigt omdrejningspunkt for lejrens sociale liv, og heldigvis har jeg altid oplevet, at lægerne og det øvrige sanitetspersonel har ladet det ske og ind imellem endda fremmet processen. 

Det samme gælder præstens tilholdssted, og jeg tror ikke, det er tilfældigt. De søger et åndehul. De søger et sted, hvor det militære sprog, grupperne og rangen udfordres og blødes op af noget andet. Det civile islæt. For vi er fremmedlegemer, og i stedet for at se det som en udfordring, vi skal forsøge at overkomme ved at tillære det militære så meget som muligt, tror jeg, vi skal se det som en mulighed. 

Jeg troede i lang tid, at jeg som feltpræst skulle nærme mig soldaterne ved at tage deres sprog, værdier og adfærd på mig, men jeg har erfaret, at jeg derved svigter min opgave. Jeg er der for at være præst og føje mine ord til deres, og hvis ikke jeg tør gøre det af almenmenneskelig frygt for at falde uden for, løser jeg slet ikke min opgave. Vi er det sted, hvor de kan tale på en anden måde. Vi er det sted, hvor de kan tale med nogen uden for den hierarkiske struktur. Vi er dem, der taler om helt andre ting end det, de hele tiden taler med hinanden om, og vi er typisk også ældre, slappere og sære nok til, at de kan sænke deres parader. De søger en tråd hjem til den anden verden. Og den skal vi være bevidste om, hvordan vi kan skabe. Ikke for at blive lejrens hyggeonkler og -tanter, men fordi det kan have reel betydning for vores hovedformål – at sikre soldaternes ve og vel. Tit er der tale om helt små ting, som andre vil overse og skal have lov til at overse, men som kan få stor betydning. 

Vi kan være dem, der laver æbleskiver til jul, pynter op og spiller julemusik. Fødselsdagsflag. Fastelavnstønder. Sankthansbål. Påskefrokoster. Vi kan invitere til at spille brætspil, Bezzerwizzer og kortspil. Sætte sjove og romantiske film på. Arrangere quizaften med præmier. Vi kan snakke, lytte, grine og sørge for at udvide deres samtaler, så de indeholder mere end det, deres opgaveløsning afføder, så samtalerne ligner nogle, de kunne have derhjemme – med deres familier og venner. Som præst er ritualerne et stærkt kort til at skabe sammenhænge: adventskransen og Et barn er født i Betlehem. 

Sting for sting kan vi måske skabe små sammenhænge, som senere kan hjælpe i overgangen mellem ude og hjemme, soldat og civil, fordi vi minder dem om, hvem de også er og var, før de flyttede ind i lejren. 

Moralsk skade 

Der er stigende fokus på begrebet moralsk skade, og som feltpræst hilser jeg det velkomment, ikke kun fordi det kan supplere forståelsen af veteraners lidelser, men også fordi det forhåbentligt kan være et begreb, der danner bro mellem præsten, lægen og psykologen, idet det er et begreb, der knytter an til samtlige fagsprog. 

Jeg tror, vi har brug for den bro, for samarbejdet særligt mellem feltpræster og psykologer kan desværre være udfordret af manglende faglig anerkendelse begge veje, og hvad der nærmest kan ligne territoriale stridigheder angående soldaternes psyke/sjæl. 

Men hvis man skal handle præventivt i forhold til moralsk skade, tror jeg, man skal hjælpe soldaterne med at genbesøge deres moralske kompas under udsendelsen. Minde dem om, hvilket menneske de er på den anden side af krigen. 

Krig er en modbydelig og destruktiv kraft, der trækker alt med sig ned, medmindre man aktivt står imod. Krigen kan skabe forråelse i mennesker, hvis ikke der skabes et bolværk imod det. Det bolværk udgøres selvfølgelig af professionel uddannelse, gode førere, krigens konventioner og juridisk bevågenhed under udsendelserne, men det kan måske styrkes yderligere – med gækkebreve, julekalendere og en læge eller præst, der kalder én ved fornavn og taler til én på præcis samme måde som den præst eller læge, der taler til én hjemme og hjælper med at give plads til en del af mennesket, som krigen ikke må bemægtige sig. Og ud over at hjælpe soldaterne, kan vi måske også beskytte os selv.

Hjælp til selvhjælp 

En afgørende pointe, når man taler om udsendte præster og læger er nemlig, at de selv udsættes for samme risiko som dem, de skal hjælpe. Det er mine personlige skildringer et tydeligt udtryk for. Vi går aldrig hjem. Vi er sammen i døgndrift. Og vi har kun hinanden til at udgøre et socialt liv, så vi må udskrive samme medicin til os selv som til soldaterne. Præster og læger får også lejrkuller. 

Vi bliver kamptrætte og påvirkede af trusselniveauet. Vi sørger sammen med soldaterne, når de mister, for vi mister også selv. Vi savner vores pårørende. Føler svigt. Anfægtes af krigen og vores medvirken til den. Bevidner civile tab og katastrofer.

Problemet er bare, at vi befinder os yderst i fødekæden, og ikke har nogen at gå til, for der er ingen anden læge end os selv, og der er ingen anden præst end os selv. 

Derfor vil min sidste opfordring til læger såvel som præster udsendt med Forsvaret være at lytte til sine egne prædikener, bønner og helbredsmæssige retningslinjer. Og måske endda bruge samarbejdet mellem feltpræst og læge til gensidigt at udvide fødekæderne og være det sted i det mystiske mikrokosmos, hvor vi kan aflastes fra kun at være nogens præst og læge og selv få lov at være hele mennesker i hinandens selskab.