Mistillidsvotummet til Styrelsen for Patientsikkerhed samlede over 9.000 underskrifter. Det svarer til ca. en tredjedel af Lægeforeningens medlemmer, men protestbevægelsen er endnu mere massiv, end underskriftindsamlingen lader ane. Den er dog også mere nuanceret.
»Jeg har aldrig nogensinde oplevet sådan noget før. Det er aldrig set«.
Ordene er Gert Bruun Petersens, og de handler om den bølge af protest, der har rejst sig blandt læger mod Styrelsen for Patientsikkerhed.
Han burde vide det. Gert Bruun Petersen er 83 år, og indtil årsskiftet arbejdede han stadig, nemlig som læge ved Østjyllands Politi i Aarhus. Hans lægeliv strækker sig over 54 år.
Han er blandt de læger, der har skrevet under på det mistillidsvotum til styrelsen, som overlæge på OUH, Kristian Rørbæk Madsen, har forfattet. Det er »sagerne«, som mistillidsvotummet opremser, der har bevæget ham til det, men også andre sager, som han selv kender til, bl.a. via bestyrelsesarbejdet i Foreningen af Pensionerede Læger.
»Folk bliver jo meget bekymrede, for hvornår laver de fejl, som måske egentlig ikke er fejl, men bliver betegnet som sådan? Så risikerer de at få styrelsen i nakken og eventuelt politianmeldelse. Det er næsten ikke til at bære«, siger han.
»Jeg er glad for, at jeg ikke længere er i det game«.
I den anden ende af det erfaringsmæssige spektrum befinder Emil Ejersbo Iversen sig. Han blev læge i sommeren 2016 og er nu reservelæge på Akutafdelingen på Sjællands Universitetshospital, Køge.
Han har også skrevet under, men det var ikke nogen helt let beslutning, fortæller han.
»Det er en svær sag. Min opfattelse er, at protesten i virkeligheden er udtryk for mange års frustration over at arbejde i et sundhedsvæsen, som i stigende grad holder dig fra at udføre dit arbejde til en standard, du føler, du kan stå inde for«.
Emil Ejersbo Iversen tvivler på, om en eventuel omorganisering af det arbejde, Styrelsen for Patientsikkerhed udfører, kan ændre meget ved situationen.
»Jeg tror, at der er prikket hul på bylden, og at det kommer til at tage lang tid at vende situationen, hvor mine kollegaer i stigende grad søger til udlandet eller i industrien. Det er ikke gjort med bare at reorganisere styrelsen«, siger han.
Jeg har ikke selv skrevet under, da jeg syntes, det er lidt for langt fra min hverdag med den enkelte patient... (Men) mine unge kolleger er meget bekymrede. Overlæge Jakob Greve Carlsen, Akutafdelingen, Universitetshospital Sjælland, Køge
Og tilsyn skal der jo være.
»Vi skal have en styrelse, der holder øje med, at tingene bliver gjort ordentligt, og ikke kun skrider ind, når f.eks. en psykiater bliver rykket rundt 15 gange og måske forårsager tab af menneskeliv. Det skal også være en opsøgende styrelse, men det skal ske med fornuft og i dialog med lægerne«, siger han.
Han synes, at situationen er uholdbar og i sidste ende kan risikere at gå ud over patientsikkerheden.
»Jeg mærker især på de sociale medier blandt os læger en angst, som ikke nødvendigvis er rationel. Der er 12 læger, der er blevet anklaget, og det er nok ikke rationelt at tænke, at det kommer til at gå ud over lige dig. Som læger er vores vigtigste redskab vores objektivitet, og hvis der træder et element af irrationalitet ind, så handler du ikke i samme grad objektivt«, siger Emil Ejersbo Iversen
De fleste af de klagepunkter, som mistillidsvotummet remser op, er hentet fra hospitalsverdenen, men et enkelt har særlig adresse til almen praksis: kravet om registrering af »behandlersted« og gebyr for bl.a. læger, der arbejder i lægevagten og læger, der af og til assisterer ved f.eks. sportsstævner.
Det er nu ikke kun den sag, der har fået praktiserende læge Christian Tørring fra Odense til at skrive under, men den bidrager.
»Jeg er it-vagtchef i lægevagten i Region Syd, og vi havde løse lægevagter, der pludselig skulle registreres og betale. I det hele taget er den måde at finansiere en styrelse på forrykt. Det burde være en politisk finansieret styrelse«, siger han.
Hospitalssagerne har også spredt nervørsitet i primærsektoren.
»Tidligere fik man måske en næse eller allerværst tre, så man kunne blive hængt ud – det kunne jeg leve med – men nu er der undertoner af, at man kan blive politianmeldt og sagsøgt for noget, der ser ud til at være relativt små forseelser. Det er lige så skræmmende for os som for hospitalslægerne«, siger han.
De tre læger er blandt de mange tusind, der har skrevet under på mistillidsvotummet, som 22. januar blev overrakt til styrelsens direktør Anne-Marie Vangsted. Det skete på OUH, efter at hun havde været på en 20-timersvagt med Kristian Rørbæk Madsen. Der var 9.037 underskrifter den dag. Siden har en trukket sin underskrift tilbage af personlige årsager. Enkelte af de mange navne genfindes ikke i hverken Lægeforeningens medlemsregister eller autorisationsregistret – initiativtagerne er undervejs med en opdateret liste kontrolleret mod autorisationsregistret – men det står til troende, at utilfredsheden er massiv.
Men selv om underskriverne er mange, udgør de ikke et flertal af Lægeforeningens 29.607 medlemmer (opgjort pr. 29. marts 2017 på læger.dk), men underskriverne udgør ca. 30 pct. Hvad med resten? Har Styrelsen for Patientsikkerhed et hidtil ukendt fankorps blandt lægerne, som er uenige i protesten?
Ugeskriftet gik på jagt efter det tavse flertal og sendte følere ud både via formelle linjer, f.eks. Lægeforeningens og de forhandlingsberettigede foreningers regionale repræsentationer, foruden personlige kontakter.
Responsen var overvældende, først og fremmest fra overlæger. Vi gennemførte omkring 30 interview og/eller mailkorrespondancer, og ingen af lægerne gav udtryk for direkte modstand mod protesten. Mange havde ikke skrevet under af rent praktiske årsager.
»Grunden til, at undertegnede og mange af mine kolleger ikke har underskrevet protesten, er, at vi ikke har vidst hvor og hvordan, man kunne deltage. Er enig i de synspunkter, der fremføres i protesten«, forklarer overlæge Jacob C. Lorenzen, Øre-næse-hals Afdelingen på Sygehus Sønderjylland, Sønderborg.
Den melding går igen og igen blandt de læger, Ugeskriftet har talt eller mailet med. Og dermed er forklaringen også, at nok kan men nå langt ud med f.eks. protestbevægelser, når man anvender de sociale medier – denne havde sit udspring på Facebook – men den metode har også sine begrænsninger. Selv når læger faktisk er til stede på disse medier.
Jørgen Byg, overlæge på Medicinsk Afdeling på Sygehus Sønderjylland, Aabenraa fortæller f.eks., at han har »en død profil på Facebook til sjældne sammenkomster med gamle soldaterkammerater eller klassejubilæum«.
Han fandt frem til underskriftindsamlingen via en bekendt på OUH, som inviterede ham til at skrive under – hvilket han gjorde.
Han synes, at en sådan indsamling kunne gøres smartere.
»Det ville være bedre, om man ved en anden lejlighed startede en slags kædebrev, der kunne underskrives med f.eks. vores autorisations-ID«, mener han.
Fakta
Noget tyder altså på, at protestbevægelsen er endnu mere massiv, end underskriftindsamlingen lader ane. Men den er utvivlsomt også mere nuanceret.
Nogle læger føler f.eks., at de mangler viden nok om de enkeltsager, der udgør baggrunden for protesten, til at skrive under.
»For det første kørte det i starten meget på Facebook, og det bruger jeg ikke, så der gik nogen tid, før jeg fandt ud af, hvad det drejede sig om. Og dybest set så kendte jeg ikke sagen i detaljer, selv om jeg havde fulgt med og læst forskellige steder. Der er heller ikke faldet endelig dom endnu«, siger Thomas Hahn, ledende overlæge på Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Horsens, som har afholdt sig fra at skrive under.
Det er Svendborgsagen, han mener – den sag, der om nogen satte protestbevægelsen i gang, hvor en ung læge først blev frikendt i byretten og siden i landsretten idømt en bøde for at have undladt at journalføre en mundtlig ordination samt følge den op. Sagen kommer for Højesteret i marts.
Desuden har Thomas Hahn en loyalitetskonflikt.
»Jeg er sagkyndig i Styrelsen for Patientsikkerhed, så også derfor var jeg lidt loren ved at skrive under. Ikke som sådan at jeg ikke kunne, men ville jeg? Selv om jeg er ærgerlig over, at vi har fået skruet et system sammen, som gør, at nogen uforvarende kommer i klemme. Og det fokus, der er på straf i stedet for læring, er mig meget imod«.
Den loyalitetskonflikt er flere inde på, og det er ikke så sært. Styrelsen oplyser, at den har ca. 600 læger tilknyttet som sagkyndige.
Men der kan være andre loyalitetshensyn.
Formand for Overlægerådet i Region Midtjylland, Vibeke Ersbak, har ikke skrevet under, fordi hun sidder i Lægeansvarsudvalget i Lægeforeningen.
»Det er ligesom at risikere at stille fællesskabet ringere. Når man nu repræsenterer Lægeforeningen i sådan et udvalg, er man tæt på ledelsen, og så skal man være lidt forsigtig og lade formanden være talerøret«, siger hun.
»Jeg er ikke blevet pålagt nogen linje – det er min egen vurdering, at hvis du står et centralt sted, så skal du være sikker på, hvilken kasket du får med. Hvis du skriver under på et dokument af den karakter, så er du ikke det sted længere«.
Hendes holdning baserer sig ikke mindst på hendes erfaring som tillidsrepræsentant (TR), som skal være »brobygger«, som hun kalder det.
»Hvis du skal bygge broer, er det ikke den bedste måde at angribe. Når du optræder som TR, skal du have åbenhed til begge sider, og står man offentligt frem på et forkert tidspunkt i en proces, mister man lidt af det tillidsforhold«, siger hun.
Dialog er bedre, mener Vibeke Ersbak, og det argument går også igen. Som Dorthe Gylling Crüger, administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt, påpeger, kan dialog godt være ganske effektivt.
»Jeg vælger altid at forsøge at komme med gode ideer til forbedringsforslag eller påpegning af bekymringsområder ad andre kanaler, helst direkte til ledelserne, når lejligheden byder sig, og det gør den jo heldigvis indimellem«, skriver hun i en mail.
Så vidt nogle af de mere generelle og principielle årsager. Men nogle læger har helt specifikke, nærmest personlige, grunde til at holde sig tilbage.
»Jeg tænkte meget over det og havde meget lyst til at skrive under. Men vi er under generel mistanke. Vi har f.eks. haft en kirurgisag, og vi har haft politianmeldt en sygeplejerske her på sygehuset«, siger ledende overlæge Benedicte Vibjerg Wilson, Medicinsk Afdeling på Nykøbing F. Sygehus.
Så i dag vil Benedicte Vibjerg Wilson helst holde lav profil på sit sygehus' vegne, i det mindste når det foregår på en ja/nej måde, hvor der ikke er mulighed for at få forbehold og nuancer med. Og da især, når Styrelsen for Patientsikkerhed er inde i billedet. Det skyldes ikke mindst sygeplejerskesagen.
»Da styrelsen kom på reaktivt tilsyn, blev den måde, de kom til os på, et personligt angreb på os, fordi vi ikke havde en bekymringshenvendelsesretningslinje. Det blev en følelse af, at der skulle findes nogle personer at stille til ansvar for det, der var sket. Det var ikke en neutral og undersøgende tilgang til opgaven, som man ville forvente af en myndighed«, siger hun.
»Vi har også haft risikobaseret tilsyn her fra styrelsen – det var et standardtilsyn på KOL-behandlingen, og her fik vi topkarakter hele vejen rundt. Det var en positiv oplevelse, men det andet … det sår, man får, heles ikke så nemt«.
Andre igen giver udtryk for et mere eller mindre udtalt ubehag ved massebevægelser på grund af risikoen for at blive spændt for en vogn, man ikke selv sidder ved rattet i.
Jeanett Bauer, Psykiatrisk Center København, opsummerer det på denne måde:
»Jeg har det generelt lidt stramt med den der flokmentalitet«.
Eller som overlæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Herlev Hospital, Jeannet Lauenborg siger:
»I mine øjne er det lidt som et kædebrev. Man sender det rundt til en masse, og så får man sat en masse i gang. Der er ingen tvivl om, at det kan have en effekt, og jeg vil ikke nedgøre det, men min personlighed gør, at jeg sjældent skriver under på sådan nogle ting«.
Hvorfor egentlig ikke?
»Jeg er nok lidt varsom, bl.a. på grund af mine udvalgsposter, med at gå med i noget, som jeg ikke helt kan gennemskue konsekvenserne af. Hvad er det for et prædikat, jeg får? Og så er der også spørgsmålet, hvilket fagligt grundlag, der er. Hvor meget af det er rigtigt, det ved vi jo i bund og grund ikke«.
I det hele taget foretrækker Jeannet Lauenborg også mindre højtråbende metoder.
»Det er blevet så moderne med protest, protest, og det tager jeg bare afstand fra. Jeg går mere ind for dialog. Så er der mange, der mener, at det kommer man ikke i hus med, og at man så må tage andre metoder i brug. Og det er der nogle, der har følt i denne her sag. Jeg benægter ikke de problemer og måske konflikter, der har været med styrelsen, men det er bare lidt imod min normale arbejdsmåde at gå ud med en stor megafon. Det fremmer ikke altid en proces at råbe meget højt«.
Endelig er der læger, der ganske enkelt ikke føler, at de forskellige »sager« med styrelsen berører dem særligt meget. En af dem er overlæge Jakob Greve Carlsen, Akutafdelingen, Universitetshospital Sjælland, Køge.
»Jeg har ikke selv skrevet under, da jeg syntes, det er lidt for langt fra min hverdag med den enkelte patient«, skriver han i en mail. Men han ved, at det fylder meget hos andre.
»De yngre læger taler meget om det og er ret bekymrede. Der er endda en, der overvejer at stoppe som læge på grund af den aktuelle 'opstandelse', og dét synes jeg, er bekymrende for den samlede patientsikkerhed. Mine unge kolleger er meget bekymrede«, som han skriver.
Det kan Bjarke Kryger tale med om. Han er uddannelseskoordinerende overlæge på Sygehus Sønderjylland.
Han får her fra helt unge læger, der skal starte i KBU-forløb, henvendelser, som er begyndt afspejle de ting, som lægeprotesten retter sig imod. Men ikke kun det – også den ledelsesmæssige holdning interesserer.
»Når vi f.eks. holder intromøde med dem, vil de gerne høre noget om, hvad indstillingen er til eventuelle tilsynssager. Vil vores direktør og de ledende overlæger bakke op, hvis det kommer til en sag? Og hvad er vores retningslinjer med hensyn til journalskrivning?«, fortæller han.
»Det er helt overdrevent i forhold til tidligere, hvor man ikke var så bekymret. Man gjorde det så godt som muligt og huskede at skrive en ordentlig patientjournal. Det var for patientens og ens egen skyld, at man gjorde et godt stykke arbejde – ikke for det tilfælde, at man skulle få klager«.
Hvad svarer du så?
»At her på sygehuset har de unge læger fuld opbakning, både fra ledende overlæger og direktører, hvis de på et tidspunkt skulle komme i klemme. Det, mener vi, er en del af et godt arbejds- og uddannelsesmiljø«.
Den nye indstilling hos de unge læger betyder et større tryk på f.eks. bagvagterne.
»Mit indtryk er, at der for øjeblikket er en øget opringningstendens, men det er ikke sådan, at det hele er væltet. Men det er træls, hvis de unge ringer hele tiden, fordi de føler sig truet af Styrelsen for Patientsikkerhed og ikke tør tage noget ansvar alene, for det presser hele systemet og kan på sigt få det til at bryde sammen«, siger Bjarke Kryger.
Han ville dog selv reagere på samme måde.
»Hvis jeg var ung læge i dag, ville jeg nok ringe en hel del mere, end jeg gjorde i sin tid«, siger han.
Hvad mener du om selve underskriftindsamlingen?
»Jeg har selv skrevet under – det er helt grotesk«.
Læs også: Lægerne bliver hørt
Læs også leder: Giv lægerne plads i et nyt tilsynsankenævn
