Frederik Harving er en af dem. Han har søgt og fået en dispensation, så han kan gå i gang med en hoveduddannelse i patologi, selv om han er ramt af femårsfristen - han blev færdig med sin KBU i første halvår af 2010.
I løbet af de efterfølgende år afprøvede han både sin gamle drøm om kirurgi, snusede til almen medicin som lægevikar i Norge og begyndte på et hoveduddannelsesforløb i nefrologi. Men de pressede vilkår i hospitalsvæsenet fik ham til at beslutte sig for et paraklinisk speciale.
”Jeg fik en generel utilfredshed ved at være på arbejde, ikke fordi specialet var uinteressant, men fordi man ikke får gjort det arbejde, man egentlig gerne vil. Der er dårlige forhold som kliniker”, siger han om sin tid med nefrologi.
Hvordan dårlige?
”Man når ikke at tale ordentligt med patienterne og de pårørende, og man tilbringer 80 pct. af sin dag foran computeren. Inden for patologien bliver vi ikke presset på samme måde af det administrative arbejde og registreringerne som andre. Her får man noget fra hånden”.
Tror du, dit forløb havde været anderledes, hvis femårsfristen ikke havde været der?
”Jeg tror, der er mange, som bliver færdige på studiet og træffer et valg om deres forløb på baggrund af det sted, de er i deres liv på det tidspunkt. Når de så når længere hen i livet, så ændrer det sig, og det gør deres overvejelser om speciale også. Det skete i hvert tilfælde for mig”.
Hvis du nu ikke havde fået dispensation til at søge patologi, hvad havde du så gjort?
”Nu bor jeg i Nordjylland, og på den måde har jeg nogle fordele, som dem fra f.eks. Københavnsområdet ikke har. Der er mange specialer, der stadig ville være åbne for mig (pga vakante intro- og hoveduddannelsesforløb, red.). Men der er også rigtig mange specialer, man ikke kan søge. Ens muligheder indskrænkes. Og havde jeg boet i en anden del af landet, så kunne femårsfristen have låst mig i et speciale, som jeg ikke ønskede. Hvilket er uheldigt. Af alle mulige grunde er der jo ingen, der ønsker uengagerede læger”.
Speciallæger dårligere rustet end før
Den måde at blive uddannet på kan godt vække savn ude på arbejdspladserne.
”Vi oplever jo, at kursisterne bliver yngre. Vi mærker, at de ikke har sideuddannelser, som vi var vant til førhen. Særligt i forhold til den kirurgiske del har de ikke et kompetenceniveau som førhen”, siger Jannie Dalby Salvig, ledende overlæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, Skejby.
”Det betyder, at det kan være svært at få tilstrækkelige kirurgiske kompetencer i speciallægeuddannelsen”
Hvordan det?
”Hvis vi sammenligner med for ti år siden, så havde mange sideuddannelser i kirurgi, måske anæstesi – nogle havde haft to introstillinger. De var på et andet niveau, når de startede i hoveduddannelse. Og jo højere niveau, kursisterne er på, når de starter, jo hurtigere avancerer de i deres hoveduddannelse. Vi oplever nu, at når man er meget grøn, når man starter, så er det en større udfordring at sikre, at man har de nødvendige kompetencer, når man er færdig som speciallæge. Vi har stort fokus på at sikre, at speciallægerne er i stand til at passe en vagt, og i forhold til de kirurgiske kompetencer kan det være nødvendigt, at de får yderligere erfaring for at kunne det”.
Hvad foretrækker du?
”Jeg synes, det er godt at have nogle læger, som også kender de specialer, vi arbejder sammen med. Patienterne fejler ikke altid kun én ting”.
Er der ingen fordele ved hurtigere forløb?
”For afdelingerne tror jeg, det er en fordel, at speciallægerne er yngre. Man får alt andet lige et højere kompetenceniveau i længere tid efter speciallægeuddannelsen. Det er godt for systemet. Vi andre var ofte 40 år, før vi blev speciallæger. Men for den enkelte, som bliver tvunget ind i et hurtigt specialevalg, synes jeg, det er et tab”.
Hver syvende i udlandet
Eksempler som Frederik Harvings er sjældne. Der er flere læger, der simpelt hen dropper den danske speciallægeuddannelse og finder alternativer. For eksempel ved at tage til udlandet.
Det kan naturligvis gøres allerede inden, femårsfristen begynder at tælle ned ved KBU-start, og tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at blandt kandidaterne fra 2008-2011 drog i gennemsnit hver syvende cand. med. - 14 pct. - til udlandet.
Det er langt langt højere end tidligere. I 2006 var der f.eks. kun 8 pct. af de nyuddannede, som udvandrede, og i 2007 var der 9 pct.
Udvandringen varierer dog. Den steg fra 2008, hvor fireårsreglen trådte i kraft, til og med 2010 og faldt derefter i 2011, hvor den landede på 11 pct. Hvilket dog stadig er højere end i årene umiddelbart inden, fireårsreglen blev indført.
Opgørelsen er baseret på en række punkt-undersøgelser, som gennemføres mellem fire og 19 måneder efter kandidatgraden og skal således tages med et vist forbehold.
Det er muligt, at tallene afspejler en tendens blandt de nyuddannede til f.eks. at afhjælpe studiegæld ved at tage vikarjobs i andre lande eller lignende, og at lægerne vender tilbage til Danmark igen på et senere tidspunkt.
Det er også muligt, at de i et vist omfang afspejler et optag på danske universiteter af især andre nordiske studerende, som vender hjem efter kandidaten.
"Men det underbygger det, vi tidligere har sagt. Nemlig at de unge læger søger andre veje, når man indfører sådan en tidsfrist, som f.eks. at tage til udlandet", siger Mads Skipper, formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning og medlem af Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse.
"Og flere er jo blevet citeret i tidens løb for at sige, at med fire- og femårsfristen har Danmark løst f.eks. Sveriges lægemangelproblem", siger han.
"Det er vigtigt at pointere, at der er tale om punkt-undersøgelser, og mange vil måske mene, at de vender tilbage. Men jeg tror da, at der også i tallet ligger nogle, der har taget beslutningen om, at Danmark ikke byder dem velkommen, så de tager et andet sted hen".