»Der er grøde i den grønlandske psykiatri«

Inge Lynge, i 1971 blev du Grønlands første overlæge i psykiatri, og du har af samme grund et intimt kendskab til både de mørke og de lyse sider af det grønlandske samfund. Kan du sige lidt om den moderne psykiatris tidlige år? Hvordan greb du opgaven an, og hvad var det for udfordringer, du stod overfor?

Mine ansættelsesforhold var frem for alt temmelig specielle, for Lægeforeningen insisterede på, at det skulle være en overlægestilling, men det daværende Ministerium for Grønland betingede sig, at der ikke måtte stilles krav om en sengeafdeling. Mine opgaver var i løbet af det første år at komme med forslag til en psykiatrisk service for Grønland samt at arbejde som konsulent for det grønlandske sundheds-, social-, skole- og retsvæsen.

Det betød, at jeg behandlede de patienter, som havde psykiatriske problemer og var indlagt på medicinsk og kirurgisk afdeling, besøgte de distrikter, som ønskede konsulentbistand, skrev retspsykiatriske erklæringer, bistod Anstalten for Domfældte og deltog i den centrale kontaktgruppe mellem sundheds-, social-, skole- og retsvæsenet, som var forankret i Socialdirektoratet. Det var mange opgaver, men det gav mig også mulighed for at lære samfundet langt bedre at kende.

Selvom jeg allerede længe før min ansættelse havde studeret grønlandsk, blev jeg aldrig så god til det, at jeg kunne klare en fyldestgørende psykiatrisk samtale. Jeg fik derfor en fast tolk, som af interesse for arbejdet havde henvendt sig og tilbudt sin arbejdskraft. Hun var blevet interesseret, da jeg under et konsulentbesøg i Nordgrønland havde undersøgt en ung mand med hendes tolkebistand. Den unge mand holdt til i en kulbunke og turde ikke komme frem. Men det lykkedes mig at tale med ham, og han var tydeligvis psykotisk, men velbegavet og accepterede indlæggelse på det lokale sygehus, hvor han kom i bad, fik mad og påbegyndte antipsykotisk behandling. Denne tolk, Else Rosing, var et usædvanligt talent, og vi havde et glimrende samarbejde gennem alle årene. Hun var med, når jeg besøgte sygehusene på kysten, og hun blev min forlængede arm – hun besøgte fx de patienter, jeg havde talt med på afdelingerne, hver morgen og kom tilbage og gjorde mig opmærksom på det, hvis de gerne ville tale med mig igen, eller hvis hun fik indtryk af, at noget var galt.

Jeg var også heldig at få en dygtig sekretær, Birthe Pedersen, som var meget kendt med forholdene. Hun og hendes mand, en dansk lærer, som havde arbejdet mange år i Grønland, havde været hjemme på permission – noget, som tjenestemænd havde ret til hvert femte år – og skulle nu retur til Nuuk, hvor han var blevet ansat i skoledirektoratet. Derfor søgte hun job. Vi tre blev den første psykiatriske stab og havde et dejligt samarbejde.

Som efterspurgt indleverede jeg i 1972 »Skitseforslag til en psykiatrisk service for Grønland«. Den kortsigtede del af opgaven handlede om behovet for en midlertidig sengeafdeling i det tidligere Dronning Ingrids Sanatorium, som allerede under mit første grønlandsophold 1959-1961 havde skiftet navn til Dronning Ingrids Hospital, og som nu rummede en kirurgisk, en medicinsk og en tuberkuloserelateret afdeling. Der var efterhånden ganske få tuberkulosepatienter, så der kunne blive plads til at indlægge og behandle frivilligt indlagte og ikke SHAPE  \* MERGEFORMAT voldelige psykiatriske patienter. Når jeg var bortrejst, havde den medicinske overlæge behandlingsansvaret, og i øvrigt faldt de psykiatriske patienter ind under de medicinske reservelægers arbejdsområde. En noget usædvanlig konstruktion. Men det gik.

Efterhånden overgik tuberkuloseafsnittet helt til psykiatriske patienter, og personalet måtte uden nogen omskoling modtage dem. Det gik faktisk overraskende godt, takket være afsnittets to ledende sygeplejersker, der begge var grønlandsk gift og havde børn, som var født og opvokset i Grønland. Det eneste, man ikke kunne klare, var, hvis patienterne blev voldelige. Så gemte de grønlandske sundhedsmedhjælpere sig. Men det skete heldigvis ikke så ofte. Første gang en patient sparkede nogen over skinnebenet, gik det ud over en dansk sygeplejerske, som kom fra et stort sindssygehospital i Danmark, hvor hun var vant til at bestemme. Så hun håndterede situationen myndigt og professionelt.

Forslaget om et midlertidigt psykiatrisk sengeafsnit med eget personale blev først realiseret, da afdeling A1 i 1980 blev åbnet som den første fløj i det nye Dronning Ingrids Hospital. Det var ikke helt uproblematisk. Vi planlagde efter at kunne lukke afdelingen af efter behov, men sent i processen meddelte arkitekten, at brandmyndighederne ikke tillod nogen form for aflukning. Der skulle altid være flugtvej gennem vinduerne. For at vi kunne beholde de patienter, der var psykotiske og til fare for sig selv eller andre, blev der indrettet to enestuer centralt i afdelingen, hvor der kunne monteres et fikseringsbælte på de faste senge. Vi fik endda – før det blev et krav i Danmark – indført, at der altid skulle være fast vagt ved en fastspændt patient.

Jeg indså hurtigt, at vi måtte have et uddannelsesprogram for de ansatte. En gang om ugen mødtes vi i arbejdstiden og gennemgik sygdomsbilleder og behandling, herunder sygepleje, beskæftigelse etc. En grønlandsk politibetjent lærte os om omgangen med potentielt farlige patienter, konfliktnedtrapning etc. Vores tolk oversatte både mundtligt og skriftligt, så personalet også kunne læse noget om de psykiske sygdomme.

De mere langsigtede planer blev aldrig realiseret. Og godt det samme. Her var jeg inspireret af Færøerne, hvor man var i gang med at bygge en stor sengeafdeling efter dansk model. Det brød blev slået for stort op! Der har senere været lavet andre mere langsigtede planer, men de er aldrig blevet realiseret. Man sender fortsat de mest sikkerhedskrævende – herunder en del retspsykiatriske – patienter til Danmark.

I 2000 forsvarede du disputatsen »Psykiske lidelser i det grønlandske samfund«. Hvad regner du selv for afhandlingens hovedfund?

Min konklusion på arbejdet var, at skizofreni og maniodepressiv psykose findes i Grønland under former og forekomster, der er sammenlignelige med dem i Danmark og andre lande. Foruden veldefinerede psykiske sygdomme er der mange tegn på en mere omfattende belastning af grønlændernes mentale helbred, herunder høj selvmordsrate og høj forekomst af alvorlig kriminalitet ved psykisk sygdom. Første indlæggelse af patienter med skizofreni skete i en yngre alder end i Danmark og ofte udløst af hashrygning.

Sygdommens forløb var ofte alvorligt. Desværre tror jeg, at det har en sammenhæng med den manglende kontinuitet i behandlingen. Distrikterne var ikke rustede til at fastholde patienterne i efterbehandling, så det afhang helt af de læger og sygeplejersker, der tilfældigvis var ansat på det lokale sygehus. I Qaqortoq gjorde vi den erfaring, at hjemmesygeplejen havde gode muligheder for at understøtte den psykiatriske behandling og den socialmedicinske indsats over for familier med alkohol- og samspilsproblemer. Hjemmesygeplejerske Ruth Lange skrev en meget fin rapport om sit arbejde, og hun flyttede senere til Nuuk som psykiatrisk distriktssygeplejerske. Hun gjorde et stort arbejde her, indtil hun tog initiativ til en grønlandsk sygeplejeuddannelse, som hun kom til at lede. Hun modtog fuldt fortjent Florence Nightingale-medaljen i 2003.

På grund af den klare sammenhæng med samfundsforandringerne i Grønland indeholder afhandlingen er bred beskrivelse af psykiske lidelser og sociokulturelle forhold i hhv. den førkoloniale tid, kolonitiden og tiden efter grundlovsændringen i 1953.

Din kollega Lise Mondrup skriver andetsteds i dette nummer af Bibliotek for Læger om den danske psykiaters særlige udfordringer med at finde vej gennem uigennemskuelige sproglige og kulturelle koder. Har det også været din oplevelse? Og er det et problem, at der stort set ikke findes grønlandske speciallæger i psykiatri?

Naturligvis var og er det meget ønskeligt, at vi får flere grønlandske læger, og at nogle af dem vælger at specialistuddanne sig i psykiatri. Som sagt var jeg afhængig af en tolk. Og jeg havde ikke påtaget mig jobbet, hvis der havde været en grønlandsktalende ansøger. Men det var dengang en situation, som patienterne var uhyre fortrolige med. Der fandtes simpelthen ingen grønlandske psykiatere overhovedet. Og de fleste unge grønlændere var ganske godt dansksprogede. Under samtaler skiftede vi ofte mellem grønlandsk og dansk. Det var også en stor, ja, afgørende hjælp, at min grønlandske mand og hans familie hjalp mig på vej.

Efter hjemmestyrets indførelse i 1979 blev grønlandskundervisningen meget forbedret, mens kompetencen i dansk blev noget svækket, så sprogproblemet er måske større i dag, end da jeg arbejdede i Grønland. Men en ting er sproget, noget andet er kendskab til patienternes kultur, samfund og levevilkår. Det er ganske rigtigt afgørende at have øje for, ikke mindst i psykiatrien.

Jeg har for øvrigt et stort ønske om at få gentaget skizofreniundersøgelsen med forløbet af første indlæggelser fra perioden 1980-1983. Vi kan kun håbe, at det går patienterne bedre, end tilfældet var med den første kohorte.

Hvor synes du, det grønlandske samfund og den grønlandske psykiatri er i dag i forhold til i begyndelsen af 1970’erne? Er du optimist?

Det er efterhånden mange år siden, jeg har arbejdet og forsket i Grønland, så for at besvare dit spørgsmål har jeg tilladt mig at bede min gode kollega Jonna Pleisner om hjælp. Jonna var overlæge, da sundhedsvæsenet blev overflyttet til hjemmestyret. Hun hjalp på flere måder til med, at mine undersøgelser kunne gennemføres, og hun deltog selv i studiets skizofrenidel. Uden hendes hjælp havde jeg ikke kunnet gennemføre projektet. Hun har i flere ombæringer været overlæge på Dronning Ingrids Hospital og er i dag en værdsat konsulent for afdelingen. Jonna skriver i en e-mail:

»Det grønlandske samfund, og dermed også den grønlandske psykiatri, har gennemgået en rivende udvikling siden begyndelsen af halvfjerdserne. Også i Grønland er der sket en forskydning af befolkningen, så et betydeligt antal i dag bor i Nuuk med 18.000 indbyggere eller ca. en tredjedel af landets befolkning. En anden tredjedel bor i de større byer Sisimiut, Ilulissat, Qaqortoq og Aasiaat, mens resten bor i de mindre byer og bygder. Der er stor forskel på, hvordan livet leves i Nuuk, i de større byer og i bygder.

Den psykiatriske afdeling A1 befinder sig fortsat på Dronning Ingrids Hospital med en reduceret sengekapacitet siden afdelingens start. Kapaciteten er i dag 12 sengepladser, heraf tre skærmede pladser. Ledelsen varetages af en ledende overlæge og en ledende oversygeplejerske i en områdeledelse, der råder over sengeafdelingen, et ambulatorium, distriktspsykiatrien i Nuuk, en konsulentfunktion for kystens sundhedspersonale samt en retspsykiatrisk afdeling under Aarhus Universitetshospital i Skejby. Begge stillinger varetages p.t. af personer, der er født og opvokset i Grønland. Den ledende overlæge er specialiseret i almen medicin med en grønlandsk speciallægeuddannelse. Denne konstruktion med en leder, som ikke er speciallæge i psykiatri, kendes også i Danmark og betyder, at det psykiatriske behandlingsansvar er pålagt afdelingens skiftende psykiatriske overlæge. Det er efterhånden en stabil flok af erfarne danske psykiatere, der arbejder på skift i afdelingen.

Der er en ny psykiatrisk afdeling under projektering, og den skal efter planen stå klar i 2024 med plads til 16 patienter og fleksible muligheder for afskærmning i mindre afsnit. Det er planen, at aftalen om et antal pladser til retspsykiatriske patienter i Danmark fortsat skal gælde, når den nye afdeling bliver en realitet. Disse planer afspejler, at der stadig er en betydelig problematik med at rekruttere uddannet psykiatrisk personale til afdelingen i Grønland. Der er endvidere en udfordring med efteruddannelse af afdelingens personale, eftersom der er hyppig udskiftning. Dermed kommer A1 i vid udstrækning til at fungere som en afdeling, der tager sig af akutte problemstillinger, hvorefter patienter må udskrives til hjemmet og til opfølgning i det lokale sundhedsvæsen på kysten eller i distriktspsykiatrien i Nuuk.

Der er grøde i den grønlandske psykiatri og grund til optimisme. Det bliver spændende at arbejde i en ny afdeling, som forhåbentlig vil øge interessen for at arbejde i psykiatrien«.

Mange tak til Jonna Pleisner for den rapport. Hvis du kunne få lov til at indlevere en ønskeliste til både de grønlandske og de danske beslutningstagere, hvad skulle der så stå på den?

Jeg mener, at det er vigtigt, at der opretholdes et politisk fokus på psykiatrien i Grønland, både hvad angår sundhedsvæsenet og den lokale indsats i institutioner og kommuner. Det betyder, at planen om en ny psykiatrisk afdeling med enestuer og fleksible rammer til afskærmning må have høj prioritet.

Samtidig er der behov for en målrettet rekrutteringsindsats over for personale fra både Grønland og Danmark. I indsatsen skal der indgå tidssvarende boliger og muligheden for en løn, der også individuelt tilgodeser eftertragtede kompetencer. Det er ønskeligt med øget fokus på socialpsykiatrien, som den fx udøves i den socialpsykiatriske institution Aaqa (Nuuk) og i kommunernes socialforvaltninger via væresteder, boenheder og støttepersonordninger. Der mangler uddannet personale, og man savner et bedre formaliseret samarbejde mellem behandlings- og socialpsykiatrien.

Jeg ved ikke, hvordan det er gået med en tidligere eksisterende pårørendegruppe i Nuuk, men der er i hvert fald behov for et bredere folkeligt engagement i de psykiatriske patienter – i form af frivilligt arbejde for patienter og deres pårørende, som man kender det i Danmark. Et øget frivilligt arbejde i en patientforening ville kunne støtte op om de professionelles indsats og være med til at forebygge en trist social deroute med misbrug og kriminalitet blandt sindslidende i det grønlandske samfund. En bred oplysningsindsats, gerne med hjælp fra Psykiatrifonden, som har vist interesse for sagen, kunne få stor betydning.

Læs flere artikler fra Bibliotek for Læger nr. 2 / 2020

»En stemning af tillid og sammenhold«

»Skivestudenten« i en poliotid

BIBLIOTEK FOR LÆGER

Bibliotek for Læger er verdens ældste, endnu eksisterende lægetidsskrift, og det er udkommet i ubrudt linje siden 1809. Biblioteket fungerer i dag som Lægeforeningens kvartalsskrift for sundhedens historie, kultur og etik, og dets målgruppe er primært sundhedsprofessionelle samt andre fagfolk med interesse for medicinens humanistiske og metodologiske aspekter. Læs mere om Bibliotek for Lægers historie i  jubilæumsnummeret.