Content area

|

»En stemning af tillid og sammenhold«

En samtale med historiker Gerda Bonderup om forskelle og ligheder mellem coronakrisen og den store koleraepidemi i 1853.

Bystyret havde lavet en plan for etablering af drikkevandsforsyning, renovation og gasledning. Det havde faktisk også bedt regeringen om hjælp, men sagen trak ud. De satiriske blade ville dog have gang i arbejdet, men vidste nok ikke, hvem der var skyld i forsinkelsen. Den snorkende kommunalbestyrelse hviler her på et leje af betænkninger fra de forskellige komiteer. Tegningen er fra 1852, året før den store epidemi (Det Kgl. Bibliotek).
Forfatter(e)

Af Christian Graugaard, chefredaktør, Bibliotek for Læger

Gerda Bonderup, du har beskæftiget dig indgående med skiftende epokers håndtering af smitsomme sygdomme, og din doktordisputats fra 1994 handlede om koleraens hærgen i Danmark i 1853. I disputatsen bruger du epidemien som et prisme til at forstå fortidens danske samfund, og du betragter så at sige epidemien både »oppefra« og »nedefra«. Men kunne du ikke lige begynde med at sætte scenen?
Jo, bestemt. Kolera havde indtil 1830 kun hærget i det indiske Gangesdelta, og sygdommen var totalt ukendt i resten af verden. Men så spredte den sig ad pilgrims- og handels vejene til hele kloden med social uro og oprør i sit kølvand. I 1831 døde der ca. 40.000 personer af kolera i Rusland, mens tallet var ca. 100.000 i Tyskland, Østrig og England tilsammen. Til  alles forbløffelse blev Danmark dog skånet, og det samme var tilfældet ved den anden kolera pandemi i 1848. Men da alt igen var faldet til ro, slog koleraen til i 1853, og det første offer i Køben havn blev en 19-årig tømrersvend. Den nærmeste syge var, så vidt vi ved, i Skt. Petersborg.
I1831 havde Danmark været et af de førende lande i kampen mod koleraen, og det gjaldt på en række områder. Med forbillede i den preussiske koleralov fra april 1831 – den første af sin slags i Europa – kom den ganske  restriktive kolera forordning af 19. juni 1831 på plads. Den indeholdt detaljerede bestemmelser om karantæne, renlighed og oprettelse af såkaldte sundheds kommissioner. Alle påbud blev rent  faktisk aktiveret, ikke mindst de vigtige sundheds kommissioner, der skulle styre slagets gang. Ifølge loven skulle karantæne brydere stilles for en standret, som amtmanden var ansvarlig for, og efter rettergangen skulle lovovertræderen straks skydes! Men koleraen drog heldigvis forbi.
Koleraen ramte Europa et par årtier før den bakteriologiske revolution, og derfor var sygdommens mikrobiologiske grundlag helt ukendt. Hvilke teorier herskede der blandt samtidens læger om koleraens baggrund og udbredelse?
Der fandtes to teorier i 1800-tallet, og lægerne ændrede i stor stil deres opfattelse af sygdommen omkring midten af århundredet. Der var under alle omstændigheder enighed om, at smitten kom udefra. Ifølge den første teori var smitstoffet (contagio) i fast form, og det bredte sig ved berøring. Ifølge den anden teori var smitten luftformig, den kom med østenvinden og omdannede sig først efter de lokale forhold til et endnu ikke farligt miasma. Det blev først fatalt, når den fordærvede luft ud fra de lokale forhold udviklede sig i retning af en bestemt epidemi. Hovedparten af landets førende læger var i 1830’erne contagionister, mens de i 1853 var blevet miasmatikere.

Også i 1800-tallet var opfindsomheden stor, når befolkningen forsøgte at beskytte sig selv mod den usynlige  dræber. Her en britisk satiretegning fra ca. 1832 (Wellcome Collection).Også i 1800-tallet var opfindsomheden stor, når befolkningen forsøgte at beskytte sig selv mod den usynlige dræber. Her en britisk satiretegning fra ca. 1832 (Wellcome Collection).

Hvilke midler blev der taget i brug for at inddæmme koleraen, da den så endelig kom? Og var der enighed i lægestanden om, hvilke forholdsregler som var de klogeste?
Muligheden for karantæne havde man faktisk afskaffet i 1852 – for lægerne troede ikke længere på dens virkning, og regeringen og borgerskabet syntes, at den var for indgribende og dyr. Jeg har blandt de medicinske autoriteter kun fundet enkelte ældre læger, der var i tvivl om fornuften i at ophæve muligheden for karantænesætning, og dem kunne man let vende det døve øre til. 
Ellers bibeholdt man de fleste af 1831-lovens restriktioner, idet der under alle omstændigheder var fokus på renligheden og organiseringen af Den Overordentlige Sundhedskommission, der var gået i hi efter 1832. Kommissionen genopstod i 1848, og den reetablerede distrikts kommissioner med dertil hørende anmeldelsesbureauer. Oplysning om renlighed og hjælp til kolerapatienter blev genoptrykt og sat i aviserne og husstandsomdelt. Der skulle findes lazaretter til de syge, og de raske skulle flyttes ud, mens deres boliger blev grundigt renset. Alt faldt dog i søvn igen, men vågnede brat til live i 1853. 

Det var især byernes tætbebyggede slumkvarterer, som var ramt af kolera, og det var her, at næsten ni ud af ti syge kom fra. Det kan man fx læse om i Vilhelm Bergsøes store roman »Fra Piazza del Popolo« fra 1866. Kan man sige, at denne indsigt blev startskuddet til den moderne socialmedicinske bevidsthed om sammenhængen mellem levevilkår og sygelighed? 
Nej, det kan man nok ikke, for allerede hundrede år tidligere havde man opdaget, at fattig dom og sygdom hang tæt sammen. Det var i merkantilismens tidsalder, da de nye manufakturer havde brug for mange og billige hænder. Demografiske undersøgelser blev sat i gang, og sygehuse blev opført, fx Det Kgl. Frederiks Hospital i Bredgade, som stod klar i 1751. For i slumkvarterernes trange boliger kunne folk ikke blive behandlet endsige blive raske igen. Det Medicinske Politi blev født, og man oprettede en sundheds styrelse, Collegium Medicum, som i 1803 blev omdannet til Sundhedskollegiet.
Men epidemien i 1853 fik naturligvis indflydelse på danskernes generelle hygiejnestandard, hvilket vi måske kan vende tilbage til … 
I mange internationale analyser har man set, at epidemier fører til politiske spændinger og til en tillidskrise mellem autoriteter og befolkning. Men din forskning viser et helt andet billede: Et samfund i balance, baseret på enighed og tillid … 

En læge tilser en bedrestillet borger med kolera. Det var de færreste, der havde samme mulighed for privat lægebesøg, og i en tid uden antibiotika og væskebehandling var det generelt meget lidt, lægerne kunne stille op mod den voldsomme diarrésygdom. Dødeligheden var af samme grund betragtelig (fransk satiretegning fra ca. 1850, Wellcome Collection).En læge tilser en bedrestillet borger med kolera. Det var de færreste, der havde samme mulighed for privat lægebesøg, og i en tid uden antibiotika og væskebehandling var det generelt meget lidt, lægerne kunne stille op mod den voldsomme diarrésygdom. Dødeligheden var af samme grund betragtelig (fransk satiretegning fra ca. 1850, Wellcome Collection).

Epidemibekæmpelsen hørte ind under Sundhedskollegiet, der stod under Justitsministeriet, og hvis medlemmer var ti af Danmarks mest ansete læger. Koleraforordningen af 1831 gjaldt som sagt stadig – med undtagelse af karantæne bestemmelserne. Københavns bystyre nedsatte Den Overordentlige Sundhedskommission, som bestod af stadslægen, politimesteren, borgmesteren og to herrer fra magistraten. Den fik totalt frie hænder og tog straks fat på sine opgaver: Foruden etableringen af de nævnte distriktssundhedskommissioner og anmeldelsesbureauer i byens fattigdistrikter bestemte de, at der skulle være fuld offentlighed om antallet af døde og nye smittede. De tal stod – præcis som i dag – at læse i landets  aviser. 
De syge blev i begyndelsen bragt til sygehusene og især til Almindelig Hospital, som var de fattiges plejehjem med en stor sygestue. Siden har alle været enige om, at det var en alvorlig fejl at bruge dette sted, som man rent ud kaldte for et »koleradepot«. Et par lazaretter blev indrettet i byens arbejdshuse, men de var af lige så dårlig kvalitet. Først da man begyndte at bruge nedlagte skoler og oprettede et egentligt epidemihospital, blev det noget bedre. Efter at have fjernet de syge flyttede man de raske fra de befængte boliger til en nedlagt fabrik og til private huse, men det forslog slet ikke. Så opstod ideen op om, at livgardens kaserne i Gothersgade kunne bruges til formålet. Det brød militæret sig bestemt ikke om, men da det blev stillet i udsigt, at garden kunne genhuses på Frederiksberg Slot, fik piben en anden lyd. Det krævede dog længere tids forberedelse, fordi møbler, billeder og andet værdifuldt først skulle flyttes eller dækkes til. 
Det var her, at aviserne og de satiriske blade blev utålmodige og krævede en enkelt stærk mand – en handlekraftig »diktator« – som leder for kolerabekæmpelsen i stedet for den svage Overordentlige Sundhedskommission. Siden oprettede man to midlertidige teltlejre, en på Glaciet og en på Christianshavns eksercerplads. 
Da befolkningen var bange for at komme på hospitalet, holdt lægerne lidt igen med lazaretindlæggelserne. De bad til gengæld justitsministeren om at tillade ligfølge, da denne gamle tradition kunne give befolkningen trøst og tryghed. Borgerforeninger sørgede for, at de fattige kunne få sund og nærende mad. Dovent øl kunne byttes til friskt, og der blev anbefalet forskellige former for medicin. 
Et opråb om frivillige læger og borgere til husvisitationer blev indrykket i dagbladene, og der meldte sig 128 læger og medicinstuderende og flere hundrede almindelige borgere. Disse frivillige oplyste folk i side- og baghusene om renlighed og indberettede tilfælde af kolera til anmeldelsesbureauerne. Mange af visitatorerne var kendt som pæne folk fra forhuset, og de kom altså selv i stedet for at sende en karl. 
Alt dette skabte tilsammen en stemning af tillid og sammenhold, og socialt oprør lå danskerne fjernt. 

Var det en harmoni, som varede ved? 
Man kan nok ikke tale om, at der ligefrem herskede harmoni, for aviserne holdt et vågent øje med alt og alle. I provinsen sluttede pressen stort set op om myndighederne i deres eget bystyre og i deres lokale sundhedskommission, men man kritiserede til gengæld gerne forholdene i andre byer. I København var pressen delt i en regeringstro og en oppositionel fløj. Godt nok støttede selv oppositionsaviserne de ansvarshavendes skridt, men de gjorde det primært for ikke at gøre befolkningen bange. Da det nationalliberale Fædrelandet fortsatte sin sædvanlige uforsonlige og polemiske stil, blev redaktionen hurtigt irettesat af de andre aviser. Nu gjaldt det om at bevare en rolig og udramatisk tone! 
De fleste fra den almindelige befolkning fulgte de givne ordrer, når man lige ser bort fra anbefalingerne om at afholde sig fra druk. Dog var der især i begyndelsen enkelte grupper eller personer, som protesterede: Ligbærerne ville ikke lægge ligene i kisterne, og vognmændene nægtede at køre de syge på hospitalet. Men når lægerne så fortalte om miasmerne og om, at ligene og de syge ikke smittede, gik det nogenlunde. I særdeleshed virkede husvisitatorerne som sagt beroligende og tillidsvækkende. I sidste ende var det store flertal enige om at trække på samme hammel, og jeg mener, at koleraen kan bruges som en slags historisk sonde, der afslører et ganske stabilt og autoritetstro 1800-talssamfund.
Hvordan opfattede man egentlig lægestanden under kolerakrisen? 
Lægerne opnåede på ingen måde heltestatus, selvom det var dem, der havde ansvaret for reglerne, og selvom den politiske ledelse og befolkningen som helhed havde tillid til dem. Men vi må nok dele befolkningen i to grupper, nemlig borgerskabet og de øvrige 80-90 procent, som tilhørte de underprivilegerede klasser. Borgerskabet var helt på linje med lægernes påbud og nærmest hysterisk optaget af sygdomssmitte, især i forhold til maden. Det store flertal spiste derimod alt, hvad de kunne få fat på, og lægerne stod totalt uforstående over for folks sorgløshed. De trak i afdødes tøj og lagde sig i deres endnu varme seng, og de var ofte fordrukne. Men husvisitatorernes papirer viser, at folk i det store og hele gjorde, som der blev sagt, og at de var taknemmelige for lægernes og myndighedernes indsats.
Desværre har vi ingen skriftlige kilder – hverken breve, dagbøger eller erindringer – fra det store, fattige befolkningsflertal, der knap nok kunne skrive. Den eneste kilde, jeg har fundet, er en række akvareller af Heinrich Gustav Ferdinand Holm (1803-1861), kaldet »Fattig-Holm«. Han havde efter at være blevet flyttet ud af sin ringe bolig boet i den nyoprettede teltlejr på Christianshavn, og der ser det egentlig ganske muntert og afslappet ud. Vi har mange beskrivelser af de fattige, men de er skrevet af besøgende på renlighedsvisit. De var rystede over det, de så, og de kunne knap nok skjule deres foragt. Som nævnt er det dog indtrykket, at når folk først blev »belært« af myndighederne, gjorde de, hvad de blev bedt om.

Sagkundskaben prøvede under koleraepidemien at belære menigmand om sundere kostvaner, men især et liv uden brændevin bød mange imod (satiretegninger fra 1853, den ene fra vittighedsbladet Folkets Nisse).Sagkundskaben prøvede under koleraepidemien at belære menigmand om sundere kostvaner, men især et liv uden brændevin bød mange imod (satiretegninger fra 1853, den ene fra vittighedsbladet Folkets Nisse).

Men der var jo også læger, som stak halen mellem benene og forsvandt. Et eksempel er Carl Otto, som i mange år var redaktør af netop dette tidsskrift. Han forduftede sporløst og blev ligefrem efterlyst i aviserne. Det samme gjaldt præsten N.F.S. Grundtvig, og nationalhypokonderen H.C. Andersen var i månedsvis stiv af skræk … 
Ja, det er rigtigt. Men de toneangivende og ansvarshavende kunne ikke sådan slippe afsted med alt. Ved forseelser blev de, som jeg nævnte før, hængt ud i aviserne og de satiriske blade. I en tid uden sociale medier blev der endog lavet skillingsviser om dem. Med hensyn til Carl Otto var det nok mest borgerskabet, der morede sig over hans fejhed, eftersom de brede lag næppe kendte hans navn overhovedet. Med pastor Grundtvig fra Vartov har sagen nok været en anden, for han var en langt mere kendt skikkelse. Og stakkels H.C. Andersen, ja. Han lagde for en sikkerheds skyld en seddel på sit natbord med påskriften: »Jeg er kun skindød«.

Og så det oplagte spørgsmål: Hvilke tanker farer der igennem epidemihistorikerens hoved, når hun betragter den aktuelle kamp mod COVID-19 i Danmark og andre steder i verden? I forhold til fortidens epidemihåndtering er det så lighederne eller forskellene, der springer i øjnene? 
Der er faktisk forbløffende mange ligheder. Nok har vi andre teknologier til rådighed i dag, men det drejede sig dengang som nu om  renlighed. Under koleraen var der hverken fjernsyn eller internet, men avisernes detaljerede beretninger (understøttet af husstandsomdelte blade og frivillige visitatorer) løftede en lignende oplysningsopgave. Og også dengang lynuddannede man et stort korps af frivillige, både sundhedspersoner og lægmænd. Desuden er det interessant, at aviserne dengang ville have politidirektør Bræstrup som »diktator«, mens flere medier i dag omtaler sundhedsministeren som »kong Heunicke« og medicinaldirektør Søren Brostrøm som »corona generalen«.
Men der er den store forskel, at fx Tivoli holdt åbent i 1853, og at folk måtte færdes frit, så mange og så længe de havde lyst – også efter mørkets frembrud. Forfatteren Vilhelm Bergsøe, som du nævnte før, fortæller i sine erindringer, at han havde været med sin far i Tivoli, og da de på vej hjem gik oppe på voldene, stødte de ind i en mur af nysgerrige, der var stimlet sammen foran et af byens lazaretter, Frues Arbejdshus. Det var helt oplyst, og vinduerne stod åbne.

»Et Glas kjøbenhavnsk Drikkevand seet under Mikroskopet«. I dag ved vi, at kolera skyldes den vandbårne bakterie Vibrio cholerae, og at sammenblanding af spildevand og drikkevand er en væsentlig årsag til smitteudbrud (samtidig satiretegning).»Et Glas kjøbenhavnsk Drikkevand seet under Mikroskopet«. I dag ved vi, at kolera skyldes den vandbårne bakterie Vibrio cholerae, og at sammenblanding af spildevand og drikkevand er en væsentlig årsag til smitteudbrud (samtidig satiretegning).

Kan man sige noget om, hvordan koleraepidemien forandrede det danske samfund? Og har du et gæt på, hvordan coronakrisen vil forandre os?
I 1800-tallet blev man uden tvivl renligere, selvom det kunne være svært at få øje på hos den enkelte. Men den offentlige renlighed kom på plads med vandværker, ny byggelov om retirader, sygehusbyggeri og kloakvæsen. Permanente Sundhedskommissioner skulle senere administrere den offentlige renlighed. Foreninger og selskaber blev stiftet for at hjælpe til. Der er for eksempel historien om Brumleby, hvor jeg jo ved, at du bor …
Allerede den 1. juli 1853 havde seks af hovedstadens mest ansete læger dannet en Forening mod Choleraens Udbredelse, siden slet og ret kaldet Lægeforeningen. Fem dage senere kunne man i avisen læse en invitation til deres »Standsfæller« – og siden også til medicinstuderende – om at slutte sig til og gå på husvisitation. Der meldte sig 128 personer, og de gik straks i gang. Da koleraen var ved at løje af, viste det sig, at mange af de fattige ikke længere havde tag over hovedet, for rengøringen af deres boliger trak ud, og de midlertidige teltlejre blev efterhånden nedlagt. Så tog Lægeforeningen fat igen, og man fremlagde en formidabel plan om et socialt boligbyggeri uden for Københavns volde, og man ville endda selv donere et anseligt beløb til byggeriet. Den Overordentlige Sundhedskommission var begejstret, men mente, at man måtte indhente accept fra bystyret. Her var man dog ikke umiddelbart til sinds at give sin velsignelse, fordi sagen hørte under »den egentlige Fattigforsørgelse«. Så tog Lægeforeningen selv affære, forhandlede med håndværkerne og slog sig sammen med den største borgerforening, Centralkomiteen, grundlagt under treårskrigen. Lægeforeningen fik overtalt kommunen til at stille byggegrunden på Øster Fælled gratis til rådighed, og allerede sidst i 1853 stod de første to toetagers rækkehuse i Lægeforeningens Boliger – i dag Brumleby – færdige med 16 små lyse og luftige lejligheder på 25 kvadratmeter hver. I de følgende år blev det til i alt 250 lejligheder.
Så måske er noget af det allervigtigste, at en krise dengang som nu skaber et sammenhold og en ansvarsfølelse, der får folk til at yde en ekstraordinær hjælpeindsats, som i værste fald kan koste dem livet. Da man under den nuværende coronaepidemi søgte hjælp i befolkningen, meldte der sig alene i Region Hovedstaden 2.500 sundhedsfagpersoner, især studerende og pensionister, i løbet af blot tre dage. I Aarhus var man efter 17 timer oppe på 1.500 personer, og i Region Midtjylland kunne man efter tre ugers forløb melde om 5.000 frivillige. Lad os håbe, at noget af dette samfundssind og personlige engagement vil overleve coronakrisen, ligesom det på mange måder gjorde i 1853.

 

Læs flere artikler fra Bibliotek for Læger nr. 2 / 2020

»En stemning af tillid og sammenhold«

»Skivestudenten« i en poliotid

»Der er grøde i den grønlandske psykiatri«

BIBLIOTEK FOR LÆGER

Bibliotek for Læger er verdens ældste, endnu eksisterende lægetidsskrift, og det er udkommet i ubrudt linje siden 1809. Biblioteket fungerer i dag som Lægeforeningens kvartalsskrift for sundhedens historie, kultur og etik, og dets målgruppe er primært sundhedsprofessionelle samt andre fagfolk med interesse for medicinens humanistiske og metodologiske aspekter. Læs mere om Bibliotek for Lægers historie i  jubilæumsnummeret.

 

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer

Tilføj kommentar