Epidemibekæmpelsen hørte ind under Sundhedskollegiet, der stod under Justitsministeriet, og hvis medlemmer var ti af Danmarks mest ansete læger. Koleraforordningen af 1831 gjaldt som sagt stadig – med undtagelse af karantæne bestemmelserne. Københavns bystyre nedsatte Den Overordentlige Sundhedskommission, som bestod af stadslægen, politimesteren, borgmesteren og to herrer fra magistraten. Den fik totalt frie hænder og tog straks fat på sine opgaver: Foruden etableringen af de nævnte distriktssundhedskommissioner og anmeldelsesbureauer i byens fattigdistrikter bestemte de, at der skulle være fuld offentlighed om antallet af døde og nye smittede. De tal stod – præcis som i dag – at læse i landets aviser.
De syge blev i begyndelsen bragt til sygehusene og især til Almindelig Hospital, som var de fattiges plejehjem med en stor sygestue. Siden har alle været enige om, at det var en alvorlig fejl at bruge dette sted, som man rent ud kaldte for et »koleradepot«. Et par lazaretter blev indrettet i byens arbejdshuse, men de var af lige så dårlig kvalitet. Først da man begyndte at bruge nedlagte skoler og oprettede et egentligt epidemihospital, blev det noget bedre. Efter at have fjernet de syge flyttede man de raske fra de befængte boliger til en nedlagt fabrik og til private huse, men det forslog slet ikke. Så opstod ideen op om, at livgardens kaserne i Gothersgade kunne bruges til formålet. Det brød militæret sig bestemt ikke om, men da det blev stillet i udsigt, at garden kunne genhuses på Frederiksberg Slot, fik piben en anden lyd. Det krævede dog længere tids forberedelse, fordi møbler, billeder og andet værdifuldt først skulle flyttes eller dækkes til.
Det var her, at aviserne og de satiriske blade blev utålmodige og krævede en enkelt stærk mand – en handlekraftig »diktator« – som leder for kolerabekæmpelsen i stedet for den svage Overordentlige Sundhedskommission. Siden oprettede man to midlertidige teltlejre, en på Glaciet og en på Christianshavns eksercerplads.
Da befolkningen var bange for at komme på hospitalet, holdt lægerne lidt igen med lazaretindlæggelserne. De bad til gengæld justitsministeren om at tillade ligfølge, da denne gamle tradition kunne give befolkningen trøst og tryghed. Borgerforeninger sørgede for, at de fattige kunne få sund og nærende mad. Dovent øl kunne byttes til friskt, og der blev anbefalet forskellige former for medicin.
Et opråb om frivillige læger og borgere til husvisitationer blev indrykket i dagbladene, og der meldte sig 128 læger og medicinstuderende og flere hundrede almindelige borgere. Disse frivillige oplyste folk i side- og baghusene om renlighed og indberettede tilfælde af kolera til anmeldelsesbureauerne. Mange af visitatorerne var kendt som pæne folk fra forhuset, og de kom altså selv i stedet for at sende en karl.
Alt dette skabte tilsammen en stemning af tillid og sammenhold, og socialt oprør lå danskerne fjernt.
Var det en harmoni, som varede ved?
Man kan nok ikke tale om, at der ligefrem herskede harmoni, for aviserne holdt et vågent øje med alt og alle. I provinsen sluttede pressen stort set op om myndighederne i deres eget bystyre og i deres lokale sundhedskommission, men man kritiserede til gengæld gerne forholdene i andre byer. I København var pressen delt i en regeringstro og en oppositionel fløj. Godt nok støttede selv oppositionsaviserne de ansvarshavendes skridt, men de gjorde det primært for ikke at gøre befolkningen bange. Da det nationalliberale Fædrelandet fortsatte sin sædvanlige uforsonlige og polemiske stil, blev redaktionen hurtigt irettesat af de andre aviser. Nu gjaldt det om at bevare en rolig og udramatisk tone!
De fleste fra den almindelige befolkning fulgte de givne ordrer, når man lige ser bort fra anbefalingerne om at afholde sig fra druk. Dog var der især i begyndelsen enkelte grupper eller personer, som protesterede: Ligbærerne ville ikke lægge ligene i kisterne, og vognmændene nægtede at køre de syge på hospitalet. Men når lægerne så fortalte om miasmerne og om, at ligene og de syge ikke smittede, gik det nogenlunde. I særdeleshed virkede husvisitatorerne som sagt beroligende og tillidsvækkende. I sidste ende var det store flertal enige om at trække på samme hammel, og jeg mener, at koleraen kan bruges som en slags historisk sonde, der afslører et ganske stabilt og autoritetstro 1800-talssamfund.
Hvordan opfattede man egentlig lægestanden under kolerakrisen?
Lægerne opnåede på ingen måde heltestatus, selvom det var dem, der havde ansvaret for reglerne, og selvom den politiske ledelse og befolkningen som helhed havde tillid til dem. Men vi må nok dele befolkningen i to grupper, nemlig borgerskabet og de øvrige 80-90 procent, som tilhørte de underprivilegerede klasser. Borgerskabet var helt på linje med lægernes påbud og nærmest hysterisk optaget af sygdomssmitte, især i forhold til maden. Det store flertal spiste derimod alt, hvad de kunne få fat på, og lægerne stod totalt uforstående over for folks sorgløshed. De trak i afdødes tøj og lagde sig i deres endnu varme seng, og de var ofte fordrukne. Men husvisitatorernes papirer viser, at folk i det store og hele gjorde, som der blev sagt, og at de var taknemmelige for lægernes og myndighedernes indsats.
Desværre har vi ingen skriftlige kilder – hverken breve, dagbøger eller erindringer – fra det store, fattige befolkningsflertal, der knap nok kunne skrive. Den eneste kilde, jeg har fundet, er en række akvareller af Heinrich Gustav Ferdinand Holm (1803-1861), kaldet »Fattig-Holm«. Han havde efter at være blevet flyttet ud af sin ringe bolig boet i den nyoprettede teltlejr på Christianshavn, og der ser det egentlig ganske muntert og afslappet ud. Vi har mange beskrivelser af de fattige, men de er skrevet af besøgende på renlighedsvisit. De var rystede over det, de så, og de kunne knap nok skjule deres foragt. Som nævnt er det dog indtrykket, at når folk først blev »belært« af myndighederne, gjorde de, hvad de blev bedt om.
