Ærespris til bannerfører for snusfornuft, evidens og lighed i sundhed

Da Hanne Rolighed Christensen i 1982 som blot 24-årig kandidat begyndte på Lungemedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, blev det hurtigt klart, at hvis man ville høres, kunne det være nødvendigt at råbe op.

»Jeg var ung og ikke ret høj, og dengang var der ikke mange kvinder på afdelingen. Dygtighed alene gjorde det ikke. Hvis ikke jeg selv tog ordet og gjorde opmærksom på mig selv, kom jeg ingen vegne«.

Siden dengang har Hanne Rolighed Christensen, der indtil marts i år var cheflæge på Klinisk Farmakologisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, i den grad været synlig og har sat sin signatur her, der og alle vegne inden for anvendelse og prioritering af lægemidler. Og det i en sådan grad, at hun er dette års modtager af Lægeforeningens Ærespris.

»Længe før det blev et politisk buzzword, har du talt prioritering og haft fokus på den evidensbaserede og patientorienterede behandling og lagt meget vægt på, at patienterne skulle have ensartede tilbud på tværs af geografi. Ligesom du igennem dit arbejde i Den Regionale Lægemiddelkomité i Region Hovedstaden samt i Medicinrådet har praktiseret lighed i sundhed«, hedder det bl.a. i Lægeforeningsformand Camilla Rathckes motivation for Æresprisen.

Det, man ofte forbinder med Medicinrådet, er, at I har vendt tommelfingeren nedad og gjort alvorligt syge mennesker kede af det. Det er ikke lighed i sundhed, I er blevet hyldet for at fremme?

»Jeg er meget glad for den formulering i Camillas motivation.

Som daværende formand for Tværregionalt Forum for Koordination af Medicin kunne jeg bl.a. se, at patienterne ikke altid havde lige adgang til behandling. Og i Medicinrådet har det også været vigtigt for mig at holde tungen lige i munden, så vi også der forsøger at være retfærdige og ikke sige ja til noget, som har mindre dokumenteret effekt end det præparat, vi for tre måneder siden sagde nej til.

Det opfatter jeg ikke som ondt og koldt – som det ofte fremstilles i medierne. Det kan derimod være meget patientvenligt. Men ja, vi har i både befolkningen, blandt politikerne – og til tider også i egne rækker – haft det ry, at vi ofte siger nej, hvilket selvfølgelig har berørt mig meget.

Det har undertiden været en temmelig unuanceret debat, hvor man ikke har haft øje for, at vi jo har sagt nej for bl.a. at kunne sige ja til noget andet, der kunne gavne patienterne mere«.

»Jo, jeg har vaklet«

Hanne Rolighed Christensen har undertiden stillet politikerne et modspørgsmål:

»Hvorfor spørger I mig ikke, hvorfor vi har sagt ja til så mange anmodninger om nye lægemidler eller indikationsudvidelser uden at vide, om det reelt har hjulpet patienterne, og uden at vide, hvad bivirkningerne i virkeligheden er – ofte er evidensen jo ganske beskeden?

Og den tilgang er jeg så blevet inviteret ud for at udfolde yderligere.

Der er bunker af hensyn at tage. Diskussionerne går på, om det, vi får ud af at sige ja til: at et givet præparat skal være standardbehandling på danske sygehuse, står mål med, hvad det koster i forhold til effekt og bivirkninger.

Et helt andet spørgsmål er jo, hvorledes vi generelt vil prioritere. Det er et politisk spørgsmål, men man tænker selvfølgelig over det, når en livsforlængende behandling kan koste mellem 500.000 og 1 mio. kr. Skal vi bruge så mange penge i livets sidste fase, eller skal vi prioritere at anvende flere midler på f.eks. at restituere mennesker, der efter en ulykke eller en hjerneblødning har mindst 20 år tilbage?«

Har du aldrig vaklet, når I i Medicinrådet har sagt nej til et præparat, som I ved er det halmstrå, mange patienter klynger sig til, og som deres hospitalslæge måske også anbefaler?

»Jeg har været meget bevidst om, at der sidder patienter derude og afventer resultatet af vores møde og inderligt håber, vi siger ja. Derfor har jeg forberedt mig grundigt og vendt det medikament, vi skal tage stilling til, med andre læger på min afdeling.

Og jo, jeg har vaklet meget igennem tiden, for vi har for lidt evidens og for korte studier at træffe vores beslutninger på baggrund af. 

Det gør ikke situationen lettere, at kliniske læger undertiden er lidt for gode til at anprise et præparat for at have vist ,enestående resultater’, inden det lander på Medicinrådets bord, og dermed får de hos patienterne måske skabt nogle forventninger, som ikke kan indfries.

Jeg har flere gange højt sagt, at jeg godt kan acceptere, at man godkender et præparat, hvis virkning er tvivlsom. Men forudsætningen er, at vi systematisk følger op på, om det rent faktisk viser sig at være til gavn for patienten – dukker der uacceptable bivirkninger op, og holder effekten, efter et præparat er taget i brug?

Den opfølgning har vi hidtil kun foretaget i begrænset omfang og helt sporadisk, men det er muligt i langt de flest tilfælde. Og det skylder vi patienterne.

Patientorganisationerne kunne jo også kæmpe for deres patienter ved at værne deres medlemmer mod at blive unødige forsøgskaniner, selvom jeg selvfølgelig forstår, at mange patienter mener, at de intet har at tabe.

Men det er evident, at vi ikke har råd til det hele. Og som klinisk farmakolog mener jeg, at jeg har en forpligtelse til at klæde politikere, administratorer og klinikere på. Så kan de være enige eller uenige, men debatten må vi have«.

Mod alle odds

Hanne Rolighed Christensen modtager ikke mindst Æresprisen, fordi hun med sit »enestående arbejde og store engagement« med at udvikle klinisk farmakologi og være bannerfører for rationel farmakoterapi, og fordi hun har »en særlig evne til at skabe debat og få sat fokus på patienterne og behandlingskvalitet«.

Allerede som ganske ung sad hun med i flere råd og nævn, der beskæftigede sig med lægemidler.

Og sammen med sin mentor, netop afdøde Jens Peter Kampmann – senere bl.a. stifter af og chef for Institut for Rationel Farmakoterapi – fostrede Hanne Rolighed Christensen specialet klinisk farmakologi, et ungt speciale på bare 28 år.

»Jeg har stået på skuldrene af Jens Peter Kampmann, der lavede en stor del af forarbejdet. Vi var en lille gruppe, der var frontfigurer, og selvom det er mig, der modtager prisen, er det i høj grad også en anerkendelse af ham og af specialet.

Jeg er utrolig glad og beæret over at modtage en så fin pris, for det lå bestemt ikke i kortene, at det ville lykkes at gøre klinisk farmakologi levedygtigt. Der var mange odds mod os fra start. De færreste kunne se, hvilken rolle vi skulle kunne spille. Apotekerne og farmaceuterne var i gang med at etablere deres kliniske farmaci, og var vi nu på strandhugst hos dem?

Samtidig havde lægerne en opfattelse af, at det jo var dem, der bedst kendte de lægemidler, de anvendte til deres patienter, og skulle vi nu kigge dem i kortene? Dertil kom, at vi var et speciale uden patienter, senge og patientforening – vi var blot nogle små afsnit placeret fem steder i landet.

Så jo, vi skulle i høj grad legitimere vores eksistensberettigelse og gøre os fortjent til respekt.

Jeg var dog ikke et øjeblik i tvivl om, hvad vi kunne bidrage med, og for at dæmme op for den skepsis, vi blev mødt med fra mange kanter, måtte samarbejder og projekter etableres med de kliniske afdelinger, bl.a. om bivirkninger og interaktion mellem lægemidler, ligesom jeg måtte skaffe penge og lave PR for specialet«.

Da Hanne Rolighed Christensen i 1997 blev ansat i den første overlægestilling i klinisk farmakologi på Bispebjerg Hospital, havde hun fortsat sin gang på Lungemedicinsk Afdeling halvdelen af tiden.

»Vi skulle jo se, om det kunne briste eller bære. Ministeriet gav penge til en femårig forsøgsperiode, så det var én lang eksamen, hvor jeg skrev artikler og også begyndte at undervise på flere speciallægekurser. Det spredte sig som ringe i vandet. Lægerne begyndte at søge til afdelingen af sig selv – også selvom jeg ikke kunne love dem en slutstilling«.

Da de klinisk farmakologiske enheder i Region Hovedstaden i 2009 blev fusioneret til én afdeling, blev Hanne Rolighed Christensen ledende overlæge (cheflæge).

»Vi kan godt klappe os selv på skuldrene over, at specialet nu har fundet sin plads, at kliniske farmakologer sidder med i alskens råd og nævn, og at der er søgning til specialet, som efterhånden også kan mønstre mange professorer. Vi skal ikke længere bruge energi på at forklare, hvem vi er, og hvad vi kan.

Det har ikke været let, men det har været indsatsen og sværdslagene værd. Det er et speciale, der blomstrer og vokser i alle regioner«, siger Hanne Rolighed Christensen og fortsætter:

»Men jo, jeg er da blevet set på som en skrivebordslæge, der er fjernt fra klinikken. Dog har jeg som speciallæge i både intern medicin og lungemedicin haft min gang i klinikken i 15 år, hvor jeg har været en af ,dem’ og taget min andel af vagterne. Og derfor har jeg stor forståelse for dilemmaerne i den kliniske hverdag«.

Ildsjæl, koryfæ, alenemor

Hanne Rolighed Christensen glæder sig over, at der i begrundelsen for prisen også er lagt vægt på de mere driftstunge indsatser, hun har været med til at etablere, og som understøtter de kliniske lægers arbejde. Herunder Giftlinjen, MedicinInfo, TrygMor, Bivirkningsmanageren, Tværregionalt Forum, Task Force, komitésystemet på lægemiddelområdet, fase 1-enheden på Bispebjerg Hospitals klinisk farmakologiske afdeling, hvor man for første gang afprøver medicin på mennesker og kan udføre lægemiddelforsøg på højt niveau. Og senest etableringen af Videnscenter for Børnefarmakologi og branding af Bispebjerg og Frederiksberg Hospital som medicinsikkert hospital.

Hvor det tidligere kun var læger, der kunne ringe ind til Giftlinjen, har det gennem de sidste mere end ti år også været en døgnservice for borgerne, som med over 40.000 årlige henvendelser har sparet sundhedsvæsenet »for mange unødige indlæggelser«.

I forbindelse med Hanne Rolighed Christensens afskedsreception tidligere på året blev hun hyldet for sin store arbejdsindsats og betydning for klinisk farmakologi, for at være en ildsjæl, et koryfæ, skarp – og skrap.

»Jeg har det tvetydigt med at få det prædikat hæftet på mig, og det har til tider gjort mig ked af det. Men det ,skrappe’ ligger formentlig i, at jeg nok har været meget direkte i min form og ikke pakket noget ind. Når det er sagt, er det min erfaring, at hvis en kvinde er velforberedt, analytisk og hurtig, kan man nemt få ,skrap’ hæftet på sig«. 

Uventet holdt Hanne Rolighed Christensens ældste datter en tale, hvor hun sagde, at hun ikke kunne genkende billedet af sin mor som skrap, og at hun og hendes søster aldrig havde oplevet at blive tilsidesat på grund af morens arbejde.

»Hendes tale var det allerstørste klap på skulderen, jeg fik den dag. Som alenemor en stor del af tiden var det selvfølgelig en overvejelse, jeg gjorde mig undervejs: Tog arbejdet for megen tid fra børnene? Jeg kunne ikke altid mønstre et skinnende og fotogent hjem. Og jeg kerede mig ikke, om der var bunker hist og pist, men var i stedet optaget af, om der var rart at være.

Som barn af kvindefrigørelsen tænkte jeg ikke så meget over work-life-balancen og alt det, jeg ikke kunne få tid til. Og heldigvis. For ellers kunne jeg have tænkt mig halvt ihjel. Jeg var bevidst om, at tilvalg ofte også fordrer fravalg«.

Efter pensionen fra cheflægeposten og alle de øvrige hverv er der kommet andre prioriteter i Hanne Rolighed Christensens hverdag:

»Min datter er ved at bygge hus, så jeg passer børnebørn, går lidt til hånde med bl.a. vask og madlavning. Og så sover jeg længere, drikker kaffe med veninder i flere timer, laver havearbejde, opholder mig mere i sommerhuset, er mere sammen med min kæreste og nyder den frihed, det er impulsivt at kunne beslutte sig for at tage på vandretur med en veninde«. 

Lægeforeningens Ærespris er på 35.000 kr. og gives til læger, som fagligt, forskningsmæssigt, uddannelsesmæssigt eller organisatorisk har ydet en særlig indsats, der kan inspirere andre læger.

Hanne Rolighed Christensen modtog Lægeforeningens Ærespris på årets Lægemøde i København fredag aften:

»Om jeg har trivedes med at gå forrest, ved jeg ikke, men jeg har nok ikke kunnet lade være – for patienternes skyld«.