Content area

|

Befolkningsinvolvering og folkesundhed

Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Forfatter(e)
Jens Byskov speciallæge i samfundsmedicin emeritusforsker Parasites and the Environment Parasitology and Aquatic Pathobiology Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet

COVID-19 er et eksempel på, at selv demokratisk valgte nationale regeringer ikke sikrer deres befolkninger tilstrækkelig information om beslutningers baggrund og begrundelse. Kendskab til befolkningens præferencer og forståelse er vigtig ved konkrete formuleringer af meldinger, krav og vejledninger. Som et minimum må sådanne udmeldinger fra sygdomseksperter og myndigheder tilpasses i samarbejde med repræsentanter for social-, adfærds- og formidlingsekspertise samt testes på repræsentanter for den befolkning, som de er rettet til. Det vil medvirke til nødvendige tilpasninger og øget ejerskab og motivation i befolkningen. En tværgående uafhængig ekspertise kan involveres uden forsinkelse, især hvis den allerede er etableret som en tværfaglig referencegruppe. Det svarer til, at en optimal effekt af en behandling kan mindskes voldsomt på samfundsniveau, hvis en række formidlings-, omkostnings-, tilgængeligheds- forståelses-, anvendelses- og optagsfaktorer ikke er optimalt tilgodeset. Det forudsætter, men kræver også mere end sundhedsfaglig ekspertise.

I den danske befolkning har respons på eksperters, myndigheders og politikeres råd og krav været godt og har virket effektivt. Der har dog været eksempler på nogle af de i første afsnit nævnte svagheder, som heldigvis har været begrænsede i Danmark. Kritiske røster har vedrørt noget skiftende vurderinger mellem skrækscenarier og mulighed for mere »almindeligt« epidemiafløb samt mangel på klar information om, hvordan befolkningen uden at afvente helt detaljeret vejledning individuelt kunne minimere egne vigtigste risikofaktorer som nærhed, antal og varighed af kontakt og håndbåren smitte, samt ved særlig risiko også supplerende smittehæmning som masker og skærme i forhold til egen eller de næres sårbarhed privat og i arbejdet.

Bedre formidling ud fra praktiske valgsituationer for de vigtigste faktorer kunne måske have besvaret fleres spørgsmål umiddelbart. Ærlig formidling er vigtig, da befolkningen vil gennemskue, hvis en mulig folkebeskyttelse som masker måske ikke meldes ud, fordi der ikke er nok optimale masker til blot det mest udsatte sygehuspersonale. Det kan fratage nogle sårbare mulighed for at skaffe andre masker eller måske blot sikre ekstra afstand eller fortsætte en isolation. Sundhedsgeneralister som almenpraktikeren Peter Qvortrup Geisling i DR hjalp nok folkeforståelse og medvirken bedre end andre ikke altid konsistente meldinger.

COVID-19-erfaringerne viser et behov for stærkere fælles indsats mellem Sundhedsstyrelsen, andre sektorer og befolkningen til at støtte strategien for at sikre sundhed for alle, som nu igen bliver styrket af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) under den nuværende generaldirektør. Strategiens og dens fem oprindelige ledende og samvirkende principper blev globalt godkendt under den danske WHO-generaldirektør Halfdan Mahler i 1987 og omfattede lige muligheder, tværsektorindsats, befolkningsinvolvering, forebyggelsesfokus og tilgængelig relevant teknologi. De består endnu, men blev mere marginaliserede under senere enkeltprogramstyringer, andre opdelinger og særinteresser, som tilføjede andre vigtige styrende mere administrative, men også konkurrerende principper for effektivitet, kvalitet, ligelighed, økonomisk baseret prioritering, privatisering, tiltagende specialisering og medicinsk teknologi-udvikling. Kriterier for prioritering imellem dem er der ikke enighed om. For bæredygtig folkesundhed synes en demokratisk befolknings medvirken nødvendig.

Sundhed for alle-strategien indgår blandt andet i WHO’s programmer for Health in all Policies samt One Health omfattende samspillet mellem sundhed for mennesker, dyr og miljø. Bedre involvering af befolkningen bliver endnu vigtigere for folkesundheden under det akutte behov for at begrænse forurening med drivhusgasser og beskyttelse af miljøet, hvis vi har vores efterkommeres sundhed og livskvalitet kær. En begrænsning af overforbrug kan være den akutte nødvendige indsats for at beskytte den måske ikke så fremtidige trussel mod folkesundhed, men som nævnt i første afsnit forudsætter det, men kræver også mere end sundhedsfaglig ekspertise . Sundhedssektoren har ikke ressourcer eller magt til at løfte alene, men den bør tage lederskab for bæredygtig sundhed ved meget stærkere at monitorere og konkret rådgive om prioritering af indsats mod de vigtigste sociale og miljømæssige determinanter for folkesundhed under en bæredygtig udvikling.

Folkesundhed er også en vigtig del af hovedmålet for bæredygtig fysisk, psykisk og socialt velvære i et bevaret miljø under de samlede 17 bæredygtige udviklingsmål. Der er behov for en ny mere overordnet tværfaglig struktur til at sikre det nationale respons på udviklingsmålene. Det vil supplere den nuværende sundhedsindsats og kan blive et dansk eksempel til efterfølgelse også internationalt.

Det vil også sikre bedre forebyggelse og kontrol af fremtidige epidemier.

Blad nummer: 

Right side

af Niels Rud Haagensen | 25/09
10 kommentarer
af John Vitger | 25/09
3 kommentarer
af Simon Bahn Glerup | 24/09
7 kommentarer
af Peter Matzen | 21/09
1 Kommentar
af Finn Vallø Hansen | 21/09
1 Kommentar
af Johan Ludvig Reventlow | 19/09
2 kommentarer
af Andreas Gothardt Lundh | 17/09
1 Kommentar
af Bjørn Søeberg | 17/09
33 kommentarer