Content area

|

Camilla Rathcke: »Vi skal forstå, at der er nogle, der føler sig svigtet«

Det er sagen, der ikke vil dø. I dette interview taler den nyvalgte lægeformand, Camilla Rathcke, om den svære arv, hun skal løfte efter Svendborgsagen. Sagen stak også sit hoved frem i valgkampen til formandsposten, og hun blev af flere set som systemets kvinde frem for kliniker. Den karakteristik afviser hun pure: »Jeg er kliniker, og det har jeg altid været«.
Formand for Lægeforeningen, Camilla Rathcke, fredag den 26. juni 2020. Foto: Claus Bech
Forfatter(e)
Bodil Jessen boj@dadl.dk

Uret er gået i stå. Klokken to sekunder i tre en tilfældig eftermiddag stivnede de smalle, sorte visere på urskiven over døren ind til formandskontoret i Domus Medica.

Men det behøver vi tydeligvis ikke at tolke for tyk symbolik ind i. Det er Camilla Rathckes første arbejdsdag på formandskontoret, og hendes strategi er ikke ro, status quo og regelmæssighed. Det store skrivebord er stadig rimeligt tomt, men hovedet er fyldt godt op. For der er store forventninger til den nyvalgte formand for Lægeforeningen.

Bakken med dagens frokost får lov at stå urørt på bordet – hun snupper en enkelt agurkestav – mens hun fortæller Ugeskrift for Læger og dermed de cirka 32.000 medlemmer af Lægeforeningen om sine tanker om at underkaste Lægeforeningens interne demokrati et kritisk kilometereftersyn og om sin plan for at forbedre lægers retssikkerhed mærkbart.

Camilla Rathcke køber ikke beskyldningerne om, at hun skulle være en kvinde af systemet frem for kliniker, og så taler hun også om arven efter Svendborgsagen, der skal løftes.

»Der ligger en svær sag på mit bord, som jeg skal håndtere. Og det kommer til at ske«, som hun siger.

At give og tage

Mange læger har efterspurgt en formand, der kan skabe sammenhold mellem læger med forskellige interesser. Det ønske blev også udtrykt af flere på Lægemødet – blandt andet dig selv. Men hvordan vil du helt konkret gøre det?

»Vi skal nu i gang med en større demokratiproces i Lægeforeningen, hvor vi skal se på vores opbygning og samarbejde. Vi skal ikke kaste alt op i luften og forandre for at forandre, men vi har nogle oplagte udfordringer. Mit mål er, at vi får en konstruktion, der tager højde for ubalancerne og for de forskelle i medlemsudvikling, vi oplever. Der er behov for at se på snitfladerne mellem foreningerne – hvorfor hører nogle læger til i den ene forening og ikke i den anden? Og der er behov for at se på den måde, vi træffer beslutninger på. Vi skal spørge os selv, om den beslutningsproces giver for stor indflydelse til nogle frem for andre«, siger Camilla Rathcke.

Hun tilføjer:

»Jeg synes, at jeg har fået et klart mandat fra Lægemødet. Jeg skal arbejde for at skabe sammenhold og fællesskab, og for at Lægeforeningen står samlet – og dermed stærkere. Det har jeg en klar forventning om,
at de forhandlingsberettigede foreninger er interesserede i, og jeg forventer, at de går konstruktivt ind i en forandringsproces, hvor det handler om både at give
og tage«.

Mener du, at det er et problem, at Yngre Læger om få år kommer til at sidde med flertallet i Lægeforeningen?

»Det er et problem, hvis man er bekymret for, at det flertal bliver brugt på en måde, der gør, at Yngre Læger altid egenhændigt vil kunne træffe de store, vigtige beslutninger. Vi skal tage fat på det, fordi den bekymring findes. Men samtidig vil jeg godt understrege, at jeg ser det som et lige så stort problem, hvis de mindste kan ,gidsle’ resten, for hvis der skal være konsensus om alle vigtige beslutninger, kan det forhindre fremdrift«.

Du siger, at du vil se på »snitfladerne« mellem foreningerne. Kan du nævne eksempler?

»Jeg vil se på alle foreningerne og balancerne. Man kan nøgternt spørge, hvorfor de 3.000 afdelingslæger, som er speciallæger, skal være medlem af Yngre Læger, når vi har en forening, der hedder Foreningen af Speciallæger. Det kan også virke mystisk, at vi har de ledende overlæger i Overlægeforeningen, når vi samtidig har en forening af lægelige chefer. Vi kan også altid diskutere, hvordan vi kan lave en mere glidende overgang fra Yngre Læger til PLO for de speciallæger i almen medicin, som er ansat i praksis, men som endnu ikke
er klar til at være klinikejere, selv om de har målet om at blive det. Og hvorfor har vi ikke de lægestuderende med? Jeg kender godt nogle af svarene på, hvorfor den nuværende konstruktion er, som den er, men er den langtidsholdbar? Det har jeg ikke alle svarene på, men jeg skal som formand kunne stille spørgsmålene. Vi er nødt til at spørge os selv, hvad der vil give mening og værdi på sigt«.

Læge dybt i maven

Hvad samler lægerne, og hvorfor skal de være i en samlet lægeforening?

»Lægestanden er enormt stærk, når vi formår at stå sammen. Lægerne har lægefagligheden til fælles, og den ligger dybt i maven på os – fra den yngste læge til den estimerede professor, uanset hvilket speciale vi har. Det, vi indimellem kan glemme, er, at vores forskellige tilgange til sundhedsvæsenet faktisk er en meget stor styrke. Det er en styrke, fordi vi samlet favner hele sundhedsvæsenet, det primære og det sekundære, hvad enten det drejer sig om diagnostik, behandling, forskning, udvikling af nye behandlingsmetoder eller lægelig ledelse. Det er da enormt stærkt«.

Andreas Rudkjøbing advarede i sin afskedstale på Lægemødet mod at lade de interne uenigheder fylde for meget. Frygter du, at uenighederne er så store, at Lægeforeningen splittes?

»Nej. Det frygter jeg overhovedet ikke. Det kan godt være, at folk kan sidde rundt om et bord i Lægeforeningen og være meget uenige om et politisk udspil, men ude i baglandet blandt medlemmerne er der et meget tydeligt ønske om en stærk lægeforening. Det gør, at vi alle sammen er forpligtet til at holde sammen, for ellers er vi ikke vores opgave voksen. Jeg kan sagtens se, at vi kommer til at forandre, og jeg kender jo til ønsket i Yngre Læger og Overlægeforeningen om at slå sig sammen, men det forpligter også de to foreninger i forhold til fællesskabet. Og jeg er helt sikker på, at det fællesskab bliver under paraplyen Lægeforeningen«, siger Camilla Rathcke.

Vil vi komme til at se konkrete politiske udspil fra Lægeforeningen, for eksempel om en sundhedsreform?

»Ja, det synes jeg da klart, at vi skal forvente, at Lægeforeningen kommer med.
I det hele taget kan man roligt regne med, at Lægeforeningen vil tale med en stærk stemme på mange områder«.

De brodne kar

Foto: Claus BechFoto: Claus Bech

Egentlig ville hun slet ikke være læge. Men på Nørre G i Brønshøj i start-90’erne trak biologitimerne i den unge Camilla Rathcke, og hun blev især fanget af opbygningen af den menneskelige organisme, DNA, immunologi og hele blodtypesystemet.

Efter studentereksamen læste Camilla Rathcke biologi et år – »og det var forfærdeligt«. Så begyndte hun på medicinstudiet, for så kunne hun altid skifte til humanbiologi på kandidaten og blive forsker.

Sådan var planen. Men sådan kom det ikke til at gå.

Nu er hun formand for Lægeforeningen. Og en dag skal også Camilla Rathcke op at hænge på væggen på gangen lige uden for formandskontoret. Her vil hun indtage en historisk plads som den første kvindelige formand i rækken af sort-hvid-fotografier af lægeformænd siden Frederik Ferdinand Mourier i 1857.

Men først har hun meget, hun skal nå. En hel del faktisk. En af topprioriteterne – hvis ikke den absolutte top – er at få forbedret lægers retssikkerhed. Camilla Rathcke er godt klar over, at lægerne efterspørger,
ja nærmest kræver resultater af hende på dette område. Og på talerstolen på Lægemødet spillede hun da også stærkt ud med sit ønske om at nedlægge Styrelsen for Patientsikkerhed.

Men hvordan forbedrer det lægers retssikkerhed at nedlægge styrelsen?

»Jeg vil ikke have et tilsyn, der kriminaliserer helt almindelige, hårdtarbejdende og samvittighedsfulde læger. Jeg vil have et tilsyn, der gør lægerne bedre ved åbent at hjælpe os med at lære af de fejl, der sker. Det er vigtigt, at vi har et fagligt stærkt tilsyn i Danmark, som kan finde de få brodne kar iblandt os; de læger, som gentagne gange behandler forkert – måske endda mod bedre vidende – og som kommer til at skade patienterne. De er få, men de findes, og de var blandt årsagerne til, at strammerpakken blev indført i 2016. Men i dag er jeg ikke længere sikker på, at tilsynet finder de brodne kar iblandt os«.

Tilsyn og tillid

Hvordan opfatter du tilsynet i dag?

»Vi har fået et sundhedsvæsen, der i stigende grad vil lukke sig om sig selv, fordi lægerne er blevet bange for at begå fejl, og fordi de er bekymrede for, hvad der vil ske, hvis de fortæller om deres fejl. Lægens fokus skifter således fra patienten til lægens egen bekymring for klage- og tilsynssager. I sådan et system er der stor risiko for, at fejl ikke bliver afdækket, og utilsigtede hændelser ikke bliver indberettet. I sidste ende betyder det, at vi ikke har gjort en hujende fis for patientsikkerheden. Styrelsen for Patientsikkerhed har på en række punkter fejlet stort og har ikke leveret det, vi alle sammen forventede: bedre patientsikkerhed. På mange måder er vi slået tilbage til tiden, før vi opbyggede systemet med utilsigtede hændelser«.

Mener du da ikke, at vi har et lærende system i dag?

»Jeg kan være bekymret for, om det er tilstrækkeligt lærende. For vi har fået en myndighed, som i den grad vækker aversion i sundhedsvæsenet. Det er mit belæg for at sige, at jeg ikke tror, at Styrelsen for Patientsikkerhed er den rette konstruktion. Kender tilsynet virkeligheden godt nok? Hvad baserer de deres afgørelser på? Har de den kliniske muld i maven? Der er også en læringsdel i Styrelsen for Patientsikkerhed, men jeg tvivler på, om lægerne formår at tage den læring ind. Simpelthen fordi styrelsen som tilsynsmyndighed fylder det hele, og der er for meget modstand blandt lægerne mod den«.

Men der kan jo være flere årsager til den modstand. Tror du, det handler om en forkert struktur, fordi læring og sanktioner er samlet under én hat? Skyldes det for stramme regler? Eller drejer det sig snarere om den måde, som styrelsen håndterer reglerne på?

»Faktisk alle tre. Jeg ser langt hellere, at alt det, som handler om læring, er forankret hos dem, der har ansvaret, nemlig regionerne. Dernæst er reglerne jo blevet skærpet, fordi strammerpakken forandrede juraens ordlyd, så det ikke længere handler om, at man som sundhedsperson ikke må udgøre en overhængende fare for patientsikkerheden. Med strammerpakken blev det nok blot at udgøre en fare. Grundlæggende mistænkeliggør man læger for at være til fare for patienterne på et mere løst grundlag.

Men det handler i høj grad også om den måde, man forvalter reglerne på, og særligt i de første år så vi hos Styrelsen for Patientsikkerhed en voldsom bevågenhed på at finde fejl og statuere eksempler og politianmelde læger. Det var noget, man blev målt på i styrelsen, for det var en del af resultatkontrakten. Det har givet en opfattelse hos mange læger af, at man bliver ved og ved med at lede efter fejl«, siger Camila Rathcke og uddyber:

»Grundlæggende mangler der en tillid til systemet, til sundhedsvæsenet, til ledelserne og til den enkelte læge. Jeg savner, at der er tillid til, at man på en afdeling vil finde og rette op på de fejl, der uvægerligt kommer til at opstå. Hvorfor tror man ikke på, at sundhedsvæsenet kan finde ud af det? Så kan tilsynet tage sig af systemfejl og uhensigtsmæssige mønstre, arbejdsgange og processer. Men vi skal væk fra et system, hvor den enkelte læge går på arbejde med den følelse i maven, at der i bund og grund ikke er tillid til, at man som læge altid vil gøre sit bedste«.

Hvorfor tror du, at alt det vil blive bedre, hvis tilsynsmyndigheden kommer tilbage til Sundhedsstyrelsen?

»Fordi tilsynet så bliver koblet med den nødvendige faglighed, og Sundhedsstyrelsen er den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark. Derfor er det også afgørende, at tilsynet ikke ender på tredje hylde på et fjernt kontor i Sundhedsstyrelsen, men også i det regi har de nødvendige ressourcer. For det er jo en del af fortællingen op til strammerpakkens tilblivelse, at ressourcerne var utilstrækkelige. Men det er også vigtigt, at det er et tilsyn, der kender sin rolle, og som kender virkeligheden. Det skal være båret af en erkendelse af, at der ikke er sundhedsfaglig evidens for alt, og at man som læge indimellem er nødt til at træffe hurtige beslutninger på et ikke så oplyst grundlag. Det er så nemt at være bagklog, når man vurderer sagerne efterfølgende og kender den rigtige diagnose og behandling«.

En rigtig kliniker?

Foto: Claus BechFoto: Claus Bech

I juni 2019 tiltrådte Camilla Rathcke som centerchef i Sundhedsstyrelsen.

Men netop det karriereskifte er i valgkampen til formandsposten blevet modtaget med blandede følelser af de læger, som hun nu er blevet formand for. Nogle så det som en klar fordel, at hun fik et godt kendskab til centraladministrationen og til det politiske spil på højeste niveau.

Men flere gav udtryk for, at de ville have en formand, som har sin daglige gang i klinikken. En formand, som kender deres hverdag. Ikke systemets mand m/k. Ikke et talende jakkesæt.

Skal du nu ud at overbevise medlemmerne om, at du er en rigtig læge og ikke en kvinde af systemet?

»Jeg føler ikke, at jeg skal bevise noget som helst. For jeg ved, hvem jeg er indeni. Jeg er kliniker, og det har jeg altid været. Jeg har altid brændt for at lave gode forløb for de patienter, jeg har haft under mine vinger. Jeg har endda været den gammelkloge type, der har talt om det lægelige kald. Det, der for eksempel gør, at man synes, det er helt okay, at patienterne kontakter en uden for åbningstid, hvis de er i tvivl om noget væsentligt. Man kan godt diskutere, om det er noget, der hører fortiden til, men personligt har jeg aldrig haft noget imod det. Det bliver aldrig misbrugt. Det, der betyder mest for mig, er, at patienterne føler sig trygge og ved, hvor de skal henvende sig for at få hjælp. De skal føle sig set og hørt«, siger Camilla Rathcke.

Hun tilføjer:

»Jeg opfatter mere mig selv som en klinisk stemme i Sundhedsstyrelsen end som en læge i jakkesæt, der nu er på vej tilbage til klinikken. Jeg har ikke været mere væk fra klinikken, end de fleste kvinder er, når de er på barsel. Jeg tror, man skal passe på, hvordan man dømmer andre uden at have den nødvendige viden«.

Vi har i valgkampen set, at en kandidat som Joachim Hoffmann-Petersen stod stærkt blandt andet på de sociale medier. Han vandt uofficielle afstemninger om den foretrukne formandskandidat, og flere af hans støtter ønskede direkte valg til formandsposten, for så var han – ifølge dem – blevet formand. Til gengæld vandt du en klar sejr på Lægemødet. Hvordan ser du selv på den forskel?

»Der er ingen tvivl om, at vi er forskellige kandidater, og vi tiltaler forskellige typer af læger, som lægger vægt på noget forskelligt. Jeg tror, at mange læger oplevede et svigt fra Lægeforeningen i forbindelse med Svendborgsagen. De følte, at Lægeforeningen ikke gjorde nok. Det var en svær sag for Lægeforeningen, for det var svært at levere de hurtige, fikse løsninger, som blev efterspurgt. Det resulterede i, at mange læger fik en klar følelse af, at Lægeforeningen skulle have været mere tydelig i sin kommunikation og have gjort mere«.

Deler du den kritik?

»Ja, det gør jeg. Men det er jo nemt at være bagklog. Under Svendborgsagen var jeg formand for Yngre Læger, og jeg har mange gange siden tænkt over, hvordan jeg kunne have gjort noget mere eller gjort noget andet, end jeg gjorde dengang. Det var en standssag, for den vedrørte alle læger, og der er ingen tvivl om, at den klangbund, som Joachim har blandt mange af de utilfredse læger fra Svendborgsagen, den skal der lyttes til. Vi skal forstå, at der er nogle, der føler sig svigtet. Der ligger en svær sag på mit bord, som jeg skal håndtere. Og det kommer til at ske«.

Mere følelse

Foto: Claus BechFoto: Claus Bech

45-årige Camilla Rathcke er i Lægeforeningen kendt som en meget markant og synlig formand for Yngre Læger fra 2013 til 2018. Hun blev læge fra Københavns Universitet i 2003, hun har været fagpolitisk aktiv siden 2006, og i maj 2019 blev hun speciallæge i endokrinologi.

Det med endokrinologien kom hun egentlig lidt bagvendt ind i. Det var bestemt ikke på lægeskolen, at hun blev vakt for hormoner og kirtler. Tværtimod. Hun orkede ikke at læse mere, da hun op til eksamen i intern medicin langt om længe nåede frem til endokrinologi, der stod allersidst i andet bind af det medicinske kompendium.

Men så kom hun i introstilling på Endokrinologisk Afdeling på Herlev Hospital. Her mødte hun »nogle helt fantastiske overlæger«, som i den grad formåede at begejstre og favne de yngre læger under uddannelse. De inspirerede Camilla Rathcke til forskning, og det endte med, at hun fortsatte på afdelingen og skrev ph.d.-afhandling.

»De vandt mig på både at være meget dygtige og samtidig fantastisk søde kolleger. Det har jeg taget med mig«, fortæller hun.

Specialet passer til hendes natur. Grundigheden og hele detektivarbejdet i intern medicin; hun elsker at sidde og studere 30 blodprøver for at finde ud af, »hvilken én af analyserne, der startede hele balladen af røde pile«.

Har det at blive speciallæge ændret din tilgang til lægepolitik? Er det en anden Camilla Rathcke, vi ser i dag som formand for Lægeforeningen, end hende, som mange husker som formand for Yngre Læger?

»Med alderen får farver flere nuancer. Man får erfaring og viden, man forstår det professionelle rum på en anden måde, og man aflæser reaktioner og situationer, inden man farer i blækhuset. Ungdommens raketfart afløses af voksenlivets tyngde og sejhed. Jeg har også opdaget, at alle erfaringer kan bruges. Selv de dårlige kan man vende til noget konstruktivt. Også her er læring helt centralt«.

Hvordan vil lægerne kunne mærke, at det nu er dig, der er formand, og ikke Andreas Rudkjøbing?

»Jeg skal ikke udfylde andres sko, jeg skal komme i mine egne sko og vise, hvem jeg er, og hvordan jeg går til tingene. Jeg tror, at mange vil komme til at mærke lidt mere følelse, forstået på den måde, at jeg nok har mere temperament og lidt mere tydelighed og skarphed. Jeg kan godt være diplomatisk og pragmatisk, men jeg kan sagtens sige fra og gøre det på en måde, så der ingen tvivl er om, hvad jeg mener – uden at være ubehøvlet«, siger Camilla Rathcke.

Dagen efter Lægemødet ryddede hun sit kontor i Sundhedsstyrelsen. Rent fysisk fyldte den karriere en meget stor taske. Nu kan hun pakke den ud i Lægeforeningen, hvor hun er på deltid, og efter sommer falder det på plads, hvor hun igen vil træde i træskoene som kliniker.

Hun har for øvrigt aldrig fortrudt, at hun droppede humanbiologien og blev læge.
»Jamen, det er jo verdens bedste fag«.

CAMILLA NOELLE RATHCKE

Faderen var meget frankofil, og da hun er decemberbarn, ville han gerne kalde hende Noël, som betyder jul, til mellemnavn. Men det var ikke tilladt, så stavemåden blev Noelle. For Camilla Rathcke er det et meget personligt mellemnavn, som hun er glad for og gerne bruger.

OPVÆKST
Født 12. december 1974 på Usserød Sygehus. Camilla Rathcke er vokset op i Gladsaxe hos en enlig mor, der arbejdede i Danmarks Radio. Har en syv år yngre bror.

PRIVAT
Bor i Allerød sammen med sammen med sin mand Jakob, som er direktør i sit eget kommunikationsbureau. Sammen har de Carmen på ni år. Har også tvillingerne Noah og Viktoria på 17 år fra første ægteskab og er bonusmor for Gustav på 22 år og Marius på 24 år.

FRITID
Fritiden er på ingen måde struktureret. Samler på gode oplevelser med familien og vennerne, for eksempel sejlture i familiens båd, restaurantbesøg og kulturoplevelser. Elsker sommeren i Skagen hvert år, elsker vinteren på slalomski. Og derimellem skal det helst være storbyferie med eller uden børn, hvor den altdominerende plan er »at se byen, finde go’ kaffe og drikke go’ vin«.

DET VIDSTE DU (MÅSKE) IKKE OM CAMILLA RATHCKE
Var en drengepige som barn, gik til fodbold i fem år og var stor fan af Preben Elkjær. Ville være arkitekt indtil midt i gymnasiet, hvor interessen for biologien, ikke mindst genetik og immunologi blev vakt. Har dog ikke glemt arkitekturen – elsker smukke bygninger, gamle som nye og ikke mindst kunsten i at få samspillet mellem århundreders forskelle i arkitektur til at lykkes.

Blad nummer: 

Right side

af Susanne Mejlby Nielsen | 06/08
4 kommentarer
af Gunvor Kramshøj Larsen | 04/08
28 kommentarer
af Jette Birgitte Lehnsbo Korsgaard | 03/08
2 kommentarer
af Olaf Bjarne Paulson | 03/08
1 Kommentar
af Hanne Hulgaard | 02/08
4 kommentarer
af Christian Stefan Legind | 28/07
2 kommentarer
af Connie Lærkholm Hansen | 23/07
1 Kommentar
af Lene Heise Garvey | 23/07
4 kommentarer
af Peter Tagmose Thomsen | 20/07
1 Kommentar