Skip to main content

1813 – et livsfarligt projekt

Omfanget af fejl og dårlig kvalitet i 1813 tyder på, at 1813 er en stor og livsfarlig fejltagelse.

Jytte Rothmann Johansen, praktiserende læge, Birkerød.
Jytte Rothmann Johansen, praktiserende læge, Birkerød.

Jytte Rothmann Johansen, alm. praktiserende læge, Birkerød
E-mail: jyttejohansen@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

14. mar. 2016
4 min.

Aksel Holm efterlyser i sit indlæg i Ugeskrift for Læger [1] Sundhedsstyrelsens mening om 1813. Ja, tak – hvad mener Sundhedsstyrelsen om 1813? Og hvad mener sundhedsministeren og rigsrevisionen? Er der nogen, der læser alle de indberetninger, som praktiserende læger dagligt foretager om utilsigtede hændelser og fejlbehandlinger i 1813? Og bliver der overhovedet draget nogen konsekvens af de mange indberetninger, der må foreligge på nuværende tidspunkt?

 

Som AH skriver, er der store faglige problemer i 1813: dels er sygeplejerskerne ikke uddannede til at stille diagnoser og kan derfor naturligvis ikke forsvarligt visitere akut syge patienter pr. telefon. Dels er der så mange læger fra andre specialer, som ikke har den faglighed, der ligger i at visitere akut syge ukendte patienter, at det ofte er en livsfarlig affære.

1813 set gennem mit vindue

For at andre kolleger kan få et indtryk af 1813 vil jeg summarisk give nogle eksempler på de lægefaglige fejl, som jeg som praktiserende læge i Region Hovedstaden har oplevet alene iblandt vore egne patienter. Min mangeårige erfaring har lært mig, at det ikke altid er dem der er mest syge, der presser sig mest på. Mange ting er ikke, som de lyder pr. telefon. Og som visiterende læge skal man have alle akutte medicinske, kirurgiske, psykiatriske mv. diagnoser kørende i baghovedet. Det er faktisk rigtig svært. Så svært, at selv erfarne speciallæger i almen medicin kan tage fejl. Men det omfang af dårlig kvalitet og fejl som jeg gennem mit vindue i regionen har set af 1813, siger mig, at 1813 er en stor og livsfarlig fejltagelse.

 

Fire eksempler

1. Sønnen til en mand af anden etnisk afstamning end dansk, nylig færdigbehandlet for en cancerlidelse, kontakter 1813, da patienten ikke selv taler dansk. Han fortæller at faderen har udviklet »smertestød« gennem kroppen og ud i armene. Lægen på 1813 ordinerer tegretol pr. telefon. Dagen efter er der yderligere en telefonisk samtale med en ny læge i 1813, da symptomerne er fortsat, uden at det medfører nogen aktion eller besøg, som der efterspørges. Patienten indbringes senere denne dag, meget dårlig af den nekrotiserende faciitis, som patienten led af, og som han dør af et par dage senere.

2. En nybagt far med over 40 i feber, hostende og dårlig af en svær pneumoni. Får ifølge hustruen af sygeplejersken i 1813 at vide, at han skal »drikke saftevand og gå i seng«. Først efter at han er faldet besvimet om på gulvet, lykkedes det for den nybagte mor, at få ham indlagt og relevant behandlet.

Antibiotika udskrives pr. telefon i et hidtil uhørt omfang

3. Ældre terminale og døende patienter indlægges akut. F.eks. en ældre patient på langt over 100 år, som er sløjet af og efter tilsyn af os er sat i palliativ behandling med bl.a. morfin sc. Personalet på plejehjemmet kontakter 1813, idet de bliver usikre over en hævelse på halsen, efter de har givet morfin. Besøg afvises, men patienten indlægges under diagnosen obs Quinckes ødem. På sygehuset konstateres der en lille glandelansamling på halsen, og denne døende patient returneres dagen efter til plejehjemmet og dør kort tid efter.

4. Antibiotika udskrives pr. telefon i et hidtil uhørt omfang, og blandt de mere sørgmuntre oplevelser kan nævnes at Zitromax er blevet ordineret til cystit og Trimopan til konjunktivit af læger i 1813.

 

Fatal underkendelse af visitation

Alle ovennævnte fejl er indberettet plus talrige flere. Jeg er kun en af 1.200 praktiserende læger i regionen, og mine patienter er vel ikke mere udsatte end andres. Men hvad sker der? Vi hører, at de direkte udgifter til 1813 overstiger den gamle lægevagt – uden at de store afledte udgifter pga. øget belastning på sygehuse, ambulancer mv. er medtaget. Regionen kører en kampagne, der er lige så lidt sandhedssøgende som de gammelkommunistiske regimer i østblokken.

 

Antallet af andre sundhedsfaglige fejltagelser er ukendt, men ifølge medierne er der registreret 18 dødsfald, som er relateret til 1813. Det er dog immervæk mange.

 

Beslutningstagerne har negligeret det almenmedicinske speciale og fatalt underkendt især det akutte visiterende arbejde. Hvis man tilsvarende forestiller sig, at ortopædkirurger i vagten skulle stå for akutte hjerneoperationer i region Hovedstaden – ja, så er det svært ikke at forestille sig en overdødelighed. Vel også svært at forestille sig, at beslutningstagerne ikke skulle drages til ansvar.

Referencer

LITTERATUR

  1. Holm A. Debat om 1813 igen. Sundhedsstyrelsens mening efterlyses. Ugeskr Læger 2016;178:296 (http://ugeskriftet.dk/debat/debat-om-1813-igen-sundhedsstyrelsens-mening-efterlyses)