Åbent brev til PLO´s nye formand

Der er lige kommet PLO-orientering fra den nye konstituerede formand Bruno Melgaard Jensen. Det er anden gang han skriver og jeg synes, at det ser ud som om han ligesom katten går rundt om den varme grød.

Efter repræsentantskabsmødet den 29. juni har jeg samme fornemmelse som en bokser, der har trænet til en vigtig kamp i lang tid, jeg står i ringhjørnet, toptunet til at yde mit allerbedste, publikum sidder på pladserne og der er en yderst spændt atmosfære. Jeg står overfor en arrogant, nedladende, højtskrydende og formentlig dopet modstander. Pludselig har min sekundant smidt håndklædet i ringen, kampen er aflyst, ingen ved hvorfor, publikum sidder måbende tilbage i chok, stemningen skifter til apati og modløshed. En tanke spøger i mit baghoved: Er der mon lavet aftaler bag min ryg med modstanderen?

De to PLO-orienteringer fra den nye formand har ikke hjulpet mig videre. Jeg har brug for at vide, hvad der skete på det famøse repræsentantskabsmøde, hvor vore repræsentanter valgte at gå imod mere end 90% af medlemmernes ønske. Hvad skræmte dem, eller hvad lokkede dem til at nedlægge våbnene så fuldstændigt. Det må have været voldsomme ting, siden det tillige har udraderet vores forhandlingsudvalg. Det er meget vigtigt, at jeg som menigt medlem får indblik i, hvilke argumenter der var for, at man tog den overraskende beslutning.

Det er slet ikke til at forstå udmeldingerne fra de nyligt afholdte møder med regionerne. Pludselig lyder det, som alle trækker på samme hammel og er enige om fremtidige planer, det virker ikke, som om formanden er voldsomt bekymret for, om økonomien kan falde på plads, og der er også optimistiske toner omkring de andre »knaster«. Det er svært at forstå hvor denne store ændring kommer fra. Og hvorfor er det pludselig Bent Hansen og Carl Holst, der sidder med ved bordet?

En anden ting, der skræmmer mig, er, at det anføres, at der er enighed om at starte et langsigtet projekt om en fremtidig vision for almen praksis baseret på ideer fra DSAM. Jeg mener at DSAM´s tanker og teorier er alt for farlige at bringe ind i forhandlingerne med Regionerne. Se blot hvad der er sket med de forskellige guidelines, dianosekodningen og DAK-e, pludselig er det overenskomststof og krav på bekostning af personlige hensyn til patienter, empati, improvisation og menneskelighed i vores daglige arbejde. Hvis der skal arbejdes med visioner for almen praksis, skal det baseres på tanker fra patienterne og fra almindelige praktiserende læger, ikke fra teoretikerne i DSAM. Visionerne skal startes på gulvet, f.eks. ved medlemsmøder.

Jeg håber, at Bruno Melgaard Jensen og hans bestyrelse vil informere os bedre om årsagerne/argumenterne, som lå til grund for beslutningerne på sidste repræsentantskabsmøde. Jeg forventer også bedre information om grundlaget for det optimistiske syn på de kommende forhandlinger.

Interessekonflikter: ingen

>Svar: Misforståelse af strategien

Når Peter Petersen siger, at PLO’s repræsentantskabet den 29. juni »valgte at gå imod mere end 90 % af medlemmernes ønske,« misforstår han bestyrelsens strategi med at deponere ydernumrene i PLO. Strategien bestod i en opfordring til kollegerne om at underskrive en tilsagnserklæring, som ville give PLO’s repræsentantskabet fuldmagt til at aflevere ydernumrene, hvis situationen tilsagde det, når repræsentantskabet mødtes den 29. juni. Kollegerne skrev således under på, at repræsentantskabet kunne, men altså ikke nødvendigvis skulle, beslutte at afgive ydernumrene.

Som det fremgik af notatet fra PLO’s sekretariat, der blev udsendt til alle kolleger forud for PLO’s repræsentantskabsmøde, indebar den endelige lov, at PLO på vigtige områder var imødekommet i den endelige lov: Aftaleretten er således bevaret, ministerbemyndigelserne er langt færre end i det oprindelige udkast til lovforslag, og det er ikke muligt at sanktionere læger som følge af indberetning af kvalitetsdata. Loven fjerner ganske vist lægernes paritetiske beslutningskompetence på praksisplanlægningen, men den havde PLO’s bestyrelse jo på et tidligere tidspunkt besluttet at give køb på.

På selve repræsentantskabsmødet var der en livlig diskussion for/imod at afgive ydernumrene. Et snævert flertal vurderede, at der med den endelige lov ikke længere var grundlag for at afgive ydernumrene og dermed skabe en yderst usikker fremtid for kollegerne og risiko for kaotiske tilstand i almen praksis og resten af sundhedsvæsenet. Flertallet stemte derfor nej til afgivelse af ydernumrene og dermed ja til Bent Hansens invitation om nye forhandlinger.

Jeg har ikke sagt, at de kommende overenskomstforhandlinger bliver lette. Tværtimod er der masser af udfordringer foran os – med økonomien, krav om produktivitet, anvendelse af kvalitetsdata, indførelse af systematisk efteruddannelse osv. Men det hører med i billedet, at der med imødekommelserne af PLO’s synspunkter i den nye lov, fx i forhold til aftaleretten og sanktionssystemet overfor kollegerne, er fjernet nogle store knaster i regionernes krav til de praktiserende læger. Det er også min vurdering, at ikke alene vi, men også regionerne, har brug for en ny forhandlingsaftale.

Jeg mener, at det er meget vigtigt for den fremtidige udvikling af almen praksis, at der bliver formuleret en vision for almen praksis. Processen med at formulere en vision skal forankres bredt blandt kollegerne og vil være et vigtigt emne på medlemsmøderne i det kommende års tid.

Bruno Melgaard Jensen, konstitueret formand for PLO

Læs også Lederen s. 1831, Fokus s. 1844 og De ti s. 1906.