Skip to main content

Åbent brev til Anne Mette Dons

Praktiserende læge Trine Jeppesen fik en "kæmpe overraskelse", da Sundhedsstyrelsen forsvarede patientsikkerhed og faglighed i 1813, til trods for indberetninger af et "usædvanligt stort antal UTH". Trine Jeppesen efterlyser en forklaring fra Sundhedsstyrelsen samt en uddybning af udmeldingen om epikriser.

Praktiserende læge Trine Jeppesen, Amager
E-mail: trine.jeppesen@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

13. jan. 2014
4 min.

Hej Anne Mette Dons

Jeg er en af de af praktiserende læger, der åndede lettet op da jeg i sidste uge fik den betryggende melding at SST nu havde tænkt sig at gå ind i sagen om 1813. SST er en institution der er sat i verden for at sikre og forbedre sikkerheden for patienterne i sundhedsvæsenet. De skal desuden medvirke til at sikre at de sundhedsydelser, som patienterne får, er af høj faglig kvalitet.

Siden 1. januar har der udspillet sig en politisk farce i Region Hovedstaden. I medierne har man skulle følge med i, at politikere, embedsmænd, lægelige ledelser og tilsynsmyndigheder har lovprist den nye akutfunktion, trods åbenlyse problemer. Lange ventetider er blevet undskyldt med usædvanlig travlhed selvom alle andre regioner har udvist almindeligt sygdoms mønster. Læger og journalister er beskyldt for telefonfis. Der er indberettet et usædvanligt stort antal UTH, og der har været adskillige eksempler på, at patientsikkerheden har været tilsidesat af fagligt forkerte beslutninger. De praktiserende læger har modtaget et mærkværdigt lille antal epikriser, og disse har været præget af iøjenfaldende faglige mangler.

Det var derfor ikke mindre end en kæmpe overraskelse da SST stod frem i pressen til forsvar for patientsikkerheden og fagligheden i 1813. Man må efterhånden spørge sig selv, hvad der egentlig skal til, før at embedsværket tager alle disse saglige advarsler alvorligt.

Når det så er sagt vil jeg gerne kommentere på den juridiske forklaring man har fremsat til forsvar på de mangelfulde epikriser. Den er nemlig meget spændende set i lyset af lignende juridiske udfordringer, som almen praksis har stødt på i efteråret.

Hvad er en epikrise og hvornår skal den sendes? Hvis man skal henholde sig til vejledningen om epikrise ved udskriser ved udskrivelser står der: For at sikre den bedst mulige patientsikkerhed, herunder sammenhæng i behandlingen, BØR ALLE oplysninger vedrørende patienten vidergives til de sundhedspersoner, som skal følge patienten efter udskrivelsen. Epikrisen er et kort sammendrag af en patients sygehistorie og indlæggelsesforløb. Den skal sendes kort efter udskrivelsen til den praktiserende læge. Formålet er at sikre at lægefaglige oplysninger vedr. patientens behandling videregives mhp videre forløb. Dette gælder også når der har været tale om kontakt til sygehus eller præhospital. I nogle tilfælde vil der i sagens natur blot være tale om en orientering UDEN at der er behov for yderligere behandling.

Du er i ugeskriftet citeret for at: der kun skal sendes epikriser hvis patienten skal fortsættes i behandling. Se dette er en juridisk mistolkning af reglen. Epikrisen kan UDEN SAMTYKKE fra patienten sendes videre til anden sundhedsperson hvis man skønner det er NØDVENDIGT af hensyn til patienten. Patienten kan dog FRABEDE sig denne deling og patienten SKAL informeres om deres ret til dette.

Det betyder med andre ord at man bør informere patienterne at man laver et resume til egen læge og sender det af hensyn til patientens sikkerhed og behandlingssammenhæng med mindre patienten ønsker sig det frabedt. Det betyder ikke at hvis man ikke informerer patienten så er man kun forpligtet til at sende epikriser, hvis der skal følges op på behandlingen.

Epikrisereglen og retten til informeret samtykke har været en gordisk knude at få løst i almen praksis. Vi har efter at man har åbnet for deling af identificerbare personlige helbreds oplysninger fra almen praksis til sundhed.dk, efterlyst en løsning på hvorledes vi kunne håndhæve patientens ret til informeret samtykke og retten til at sige nej til deling af disse. Det er nemlig ganske udfordrende for tavshedspligten når praktiserende læger bliver forpligtet til at levere patientens oplysninger til registre og databaser, når de ikke selv ønsker dette eller finder det hensigtsmæssigt. Dengang fik vi det svar fra sundhedsstyrelsens direktør Else Smith at tavshedspligten var at betragte som en slags tradition.

Jeg kan nu med glæde konstatere at man har ændret mening i Sundhedsstyrelsen, for du er ligeledes i Politiken citeret for: Det er ikke patientens sikkerhed der er i fare. Det er derimod patientens ret til at have oplysninger for sig selv, i det omfang det ikke er nødvendigt at vidregive dem, som man har lagt vægt på. Det er en virkelig god nyhed for tavshedspligten, og jeg håber at Sundhedsstyrelsen vil informere de praktiserende læger om, hvorledes man it-mæssigt forvalter dette informerede samtykke i 1813. For så er vi i PLO helt sikkert interesseret i at indføre et lignende patient rettigheds system.

Indtil det sker håber jeg at sundhedsstyrelsen har gennemgået alle forhold vedrørende faglighed, utilsigtede hændelser, epikriser, ventetider og patientsikkerhed på en grundig måde, der ikke bagefter viser sig at have været mangelfuld eller baseret på fejlfortolkninger og juridiske spidsfindigheder. Det er trods alt patienterne, og ikke politiske hensyn, der kommer i første række.