Åbent brev til FAS

Hermed et åbent brev til FAS, som jeg troede var min fagforening,

Jeg har altid ment, at læger bør være organiseret. I 1981-1982 sad jeg i FADL’s hovedbestyrelse, og jeg meldte mig ind i FAS den 30. juni 1983, dagen før mit første lægejob.

Jeg gik på pension 1. november 2020, men fortsatte selvfølgelig mit medlemskab af FAS.

Efter 37 et halvt års medlemskab udløser nedenstående to simple spørgsmål for mig en undren over, hvorfor jeg har været medlem af FAS.

1. Hvorfor indgår FAS en aftale, hvor man stiller en gruppe medlemmer meget dårligere end øvrige læger?

2. Hvorfor indgår FAS en aftale, hvor en gruppe medlemmer skal være løntrykkere, der arbejder for 18% under den overenskomstmæssige løn?

Og her er så baggrunden for, at jeg stiller disse spørgsmål:

Siden 2000 har jeg arbejdet 15 år som specialeansvarlig overlæge for en intensivafdeling, og jeg har i alt 25 års erfaring med patienter i respirator, både som kliniker og i en international forskergruppe.

På min sidste arbejdsdag spurgte min ledende overlæge derfor, om de måtte ringe til mig, hvis coronasituationen spidsede til.

22. december 2021 kom opringningen: »Vi skal udvide Intensiv og nu bemande med yderligere en speciallæge 24 timer i døgnet. Vagtplaner er lagt for længst og helligdage kommer nu … kan du hjælpe os?«

Løn- og arbejdsforhold talte vi slet ikke om. Det her var force majeure, og mine tidligere kolleger var svært belastet. Med min faglige baggrund gav det ingen mening, at jeg var hjemme. Jeg arbejdede alle nytårsdage og nogle weekender derefter. For første gang i mit liv var jeg bekymret for at gå på arbejde. Helt ude i frontlinjen (første vaccinestik dagen før første vagt) blandt patienter med COVID-19. Jeg er 66 år, mangeårig hypertoniker og lettere inkompenseret. Ikke den bedste situation at blive COVID-19-smittet. Hvilket heldigvis ikke skete.

Medio januar fik jeg tilsendt en kontrakt. Jeg havde forventet at blive aflønnet som tidligere, men håbede på et COVID-19-tillæg for at stille ekstraordinært op og spare regionen for betydelige mængder overarbejde blandt mine kolleger.

Teksten i kontrakten var imidlertid: »Det glæder os at meddele, at du som en personlig ordning ansættes som timelønnet overlæge (Covid-19 beredskab) fra den 22. december 2020. Honoreringen er aftalt til overenskomstmæssig løn plus feriegodtgørelse. Der ydes ikke pension af hverken timeløn eller vagtbetaling. Ingen transportgodtgørelse og såfremt du melder dig syg har du ikke krav på honorering«.

Pga. manglende pensionsbidrag skulle jeg altså arbejde for en 18% lavere løn end de overlæger, jeg arbejder ved siden af. Baggrunden stod i tillægget til aftalen, som jeg i øvrigt først fik to måneder senere: »For alle pensionerede læger udbetales pensionstillægget direkte med lønnen, men dette gælder ikke for pensionerede tjenestemænd – her udbetales intet pensionsbidrag«.

Så her var forklaringen. De sidste år som specialeansvarlig var jeg ansat som tjenestemand, og jeg får nu kr. 140.000 om året i pension.

Ingen kompensation ved evt. sygdom pådraget under arbejdet og 18% mindre løn. Derfor tog jeg mine 25 års erfaring med behandling af respiratorpatienter med mig og gik efter at have opfyldt de vagter, der var aftalt.

Jeg efterlod coronaudslidte kolleger uden mulighed for ekstern hjælp. Hvor ligger Lægeforeningens hensyn til de læger, der fortsat får systemet til at fungere?

Måske synes FAS bare, at tjenestemænd har alt for gode pensionsforhold?

Måske sad FAS i forhandlingslokalet og tænkte: »Der skal bruges to milliarder om måneden på podecentre – og til sommer skal alle danskere på ny rejse gratis med færgerne. Så må vi vise samfundssind og finde en besparelse et sted – og overlæger stiller jo alligevel op i krisesituationer«.

Jeg synes også, at FAS skylder sine medlemmer svar på, hvem de næste gang planlægger at stille ringere, når der forhandles?

Lige nu forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor jeg har betalt for 37 års medlemskab af FAS.