Åbent brev til forfatterne af kronikken »Tro på fremtiden for almen praksis?«

Kære alle!

Tak for jeres kronik [1] med den gode opfordring til at støtte Bruno Melgaard Jensen i at forhandle en god overenskomst hjem for almen praksis.

På nettet er alle PLO’er blevet opfordret til at være aktive med læserbreve og meget andet i forbindelse med disse forhandlinger. Jeg vil gerne være aktiv og gøre noget, men frygter, at det ikke bliver til noget. Jeg har ikke tid!

Godt lægearbejde tager tid. Patienterne ønsker tid – ønsker, at jeg lytter. Første børneundersøgelse i barnets hjem tager tid, men dette arbejde er meningsfyldt. Det er ikke meningsfyldt at vente i telefonen. Det meste af registreringen af mit arbejde og alle it-problemerne er meget demoraliserende. Glimtene med en rigtig patient med en lægelig medicinsk udfordring bliver for sjældne.

Problemet er, at vi lever i et samfund, hvor mantraet er vækst, og jeg søger en bæredygtig løsning med mere tid. Denne modsætning er et rigtigt problem.

Når jeg udtaler mig kritisk i det offentlige rum, bliver jeg ofte afkrævet en løsning af det problem, som jeg tager op. Det er ofte for tidligt i forløbet, at andre kræver løsningsforslag, men det er vigtigt i problemanalysen at pege i den retning, løsningen skal søges.

Jeg har forsøgt at løse problemet for mig selv ved at:

1) forenkle klinikdriften

2) ansætte en KBU-læge.

KBU-læger skal lære den kunstneriske side af lægefaget. Det vigtigste er de kliniske håndgreb, kommunikationen og forståelsen af, at læge-patient-forholdet er en enhed. I samtalen påvirker læge og patient hinanden gensidigt og hele tiden. Denne del af undervisningen tager tid.

Jeg vil gerne blande mig politisk og pege på at:

3) sikre, at de kommende praktiserende læger ikke drukner i administrative byrder.

Men udviklingen i udkantsdanmark med faldende fødselstal, lukning af skoler og ingen jobmuligheder for de praktiserende lægers ægtefæller har jeg ikke løsningsforslag til.

I foråret blev det vist, at hvis læger er sammen rent fysisk, kan vi i fællesskab aftale handling, men forarbejdet manglede.

Vi kan ikke stoppe udviklingen med markedsgørelsen af sundhedhedsvæsenet. Måske kan vi skaffe tid og rum til godt lægearbejde i de givne rammer, men ikke ved centraliseret handling. Vi må:

4) skabe forpligtende debatfora med lokal forankring.

Vi må mødes rent fysisk i små grupper og arbejde med emner som: dagligdagen i almen praksis, vores specielle arbejdskvalitet og arbejdsglæde, og analysere, hvad den tiltagende specialisering af det sekundære sundhedsvæsen betyder for det primære sundhedsvæsen.

Når disse forpligtende fora med lokal forankring har nået erkendelse, kommer næste skridt, som jeg er sikker på, at Bruno Melgaard Jensen er klar til.