Skip to main content

Åbent brev til sundhedsministeren: Sundhedsplatformen har gjort vores arbejdsdag til en absurd farce

Kære sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, vi savner lys for enden af tunnelen og håber, at du har løsningen, skriver tre overlæger fra Sjællands Universitetshospital, Roskilde, der vil have Sundhedsplatformen droppet. Ministeren svarer bl.a., at SP er regionens ansvar, men at STSP har fokus på patientsikkerheden.
Charlie Chaplin bogstaveligt fanget i maskineriet i filmen "Moderne Tider" fra 1936. (c) Public Domain.
Charlie Chaplin bogstaveligt fanget i maskineriet i filmen "Moderne Tider" fra 1936. (c) Public Domain.

Per Boye Hansen, overlæge;
Morten Krogh Jensen, overlæge, dr.med.;
Peter Møller, overlæge;
Hæmatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Roskilde. e-mail: pbhn@regionsjaelland.dk INTERESSEKONFLIKTER: ingen

20. aug. 2019
5 min.

Kære sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke

Som du ved, blev Sundhedsplatformen (SP) indført i Region Hovedstaden og Region Sjælland i henholdsvis maj 2016 og november 2017. I den sidste region trods talrige protester fra klinisk arbejdende overlæger i Region Sjælland, da vi havde set, hvordan det var gået i hovedstaden. Region Sjællands regionsdirektør, Per Bennetsen, havde endog en »god mavefornemmelse« forud for indførelsen af SP, hvilket ifølge filosof Svend Brinkmann generelt ikke borger for den store indsigt.

Salgstalen fra de it-ansvarlige var, at vi i løbet af få uger ville være oppe på vanligt arbejdstempo og producere 100 procent, og til stor glæde for alle ville effektiviteten herefter være støt stigende over de følgende måneder. Det nye it-system ville derfor ifølge beregninger fra Region Hovedstadens it-afdeling hurtigt tjene sig ind, idet den årlige økonomiske gevinst efter fuld implementering på hospitalerne ville være et sted mellem 575 og 910 millioner kroner. (Politiken 9. juli 2017). I den virkelige verden er det gået ganske anderledes, og er du i tvivl, kan du hente oplysninger fra tidligere sundhedsminister Ellen Trane Nørby, som i udtalelser til pressen, »flere gange har man følt sig ført bag lyset« og »truet med sanktioner mod regionerne«. Du kan også kontakte regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, som »har været meget vred«, fordi hun ikke blev ordentligt informeret om, hvor galt det stod til med dette dysfungerende system. Måske endnu bedre kan du søge oplysninger om ventelister og overholdelse af udredningsgarantier i de to regioner, og sammenligne med de andre regioner, når man følger udviklingen siden 2016.

Der er således tale om en ond spiral, som i tiltagende grad forringer arbejdsvilkårene for læger og sygeplejersker, så det er tæt på at være kritisk for patientplejen.

Implementeringen af SP skete under skandaløse forhold med mangelfuld oplæring af personalet og masser af tekniske fejl, som først blev opdaget senere og har vist sig at være farlige for patienterne. Dette fremgår også af en 36 sider lang rapport fra Rigsrevisionen fra 2018, hvor man retter en sønderlemmende kritik mod Region Hovedstaden og påpeger, at systemet, da det blev indført, var ufærdigt og behæftet med fejl og mangler. Disse fejl er langtfra rettet, og bl.a. det meget indviklede medicinmodul medfører fortsat talrige problemer i hverdagen, trods flere forgæves forsøg på opgradering af systemet. Det er ikke kun den dyre medicin, som forringer patientbehandlingen pga. sparerunder. Dette it-system, som har kostet over 3.000.000.000 kroner med de sidste opgraderinger, er uden tvivl medvirkende til jævnlige fyringsrunder af klinisk og paraklinisk arbejdende personale til fordel for it-kyndige. Der er således tale om en ond spiral, som i tiltagende grad forringer arbejdsvilkårene for læger og sygeplejersker, så det er tæt på at være kritisk for patientplejen. Før SP brugte vi langt mere tid på at tale med og undersøge vores patienter ved stuegang og i ambulatoriet. Nu består hovedparten af lægens hverdag i at skrive i journalen, at udfylde og sende henvisninger til andre afdelinger og ringe rundt for at indhente oplysninger på undersøgelser, der mangler til stuegangen og i ambulatoriet. Noget sekretærerne tidligere klarede langt hurtigere og bedre, mens vi kunne koncentrere os om de syge patienter. Vi ser fortsat langt færre patienter ved stuegang og i ambulatoriet end før indførelsen af SP, og når ikke til de vigtige konferencer i løbet af dagen, hvor kritisk syge patienter skal diskuteres.

De sidste besparelser og fyringsrunder i Region Sjælland har bl.a. medført, at den mave-tarm-kirurgiske afdeling er flyttet fra universitetshospitalet på Roskilde Sygehus til Køge Sygehus, og at der ikke længere er en læge i vagt på røntgenafdelingen på Roskilde Sygehus i weekenden. Ved en nylig vagt på den hæmatologiske afdeling måtte en svært syg patient derfor flyttes fra Roskilde til Køge pga. et indeklemt brok, og en anden patient måtte med lægeledsagelse til pleuradrænage (udtømmelse af væske fra lungehinderne) på røntgenafdelingen på Køge Sygehus pga. tiltagende åndenød. Noget vi før klarede lokalt og i et snuptag.

I en tilfredshedsundersøgelse udført i Region Hovedstaden i januar 2019, altså mere end to et halvt år efter implementeringen, var to ud af tre læger utilfredse med SP, idet de ikke mente, at it-systemet understøttede deres arbejde.

Kære sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, vi savner lys for enden af tunnelen og håber, at du har løsningen, inden de mange kostbare henvisninger til privathospitalerne pga. knappe ressourcer og voksende ventelister i det offentlige sygehusvæsen medfører yderligere besparelser. Vi er mange, som har den logiske løsning på problemet: drop SP snarest muligt.

Men hidtil er det klinisk arbejdende personale desværre ikke blevet hørt, og politikerne har alene modtaget katastrofal rådgivning fra administrativt ansat personale og læger uden den mindste patientkontakt og indsigt i de kerneydelser, som leveres i hospitalsvæsenet.

Fakta

Svar