Åbent brev til Sundhedsstyrelsens Patientklagenævn

Som hovedansvarlig for visitation af patienter til en større afdeling i H:S bekymrer det mig stærkt at læse SP's sag 0015907A omtalt i Ugeskrift for Læger 19. november i år (Ugeskr Læger 2001; 163: 6626-7) og jeg kan allerede nu melde mig som kanditat til flere næser i lignende sager.

Sagen omhandler en patient som blev opereret på mistanke om en byld i testiklen. Det viste sig imidlertid uventet at dreje sig om kræft og en overlæge noterede i journalen at patienten skulle genindlægges efter fire uger. Imidlertid indkaldte den visiterende først patienten efter otte uger og for dette fik han en næse. Gudhjælpemig om lægen, som undlod at informere patienten fik så meget som en påtale!

Nu kender jeg i sagens natur kun de præmisser som omtales i Ugeskriftet; der kan være detaljer som jeg ikke kender til og som har haft betydning for sagens afgørelse.

Jeg kan med andre ord ikke vide om den involverede afdeling ligner vores med underkapacitet bl.a. hvad angår operationer og intensiv-opvågningspladser. Det betyder totalt mangel på bufferkapacitet ved spidsbelastning, regelmæssige aflysninger, lange ventelister og månedlang ventetid for elektive operationer. Undertegnede og et par medvisitatorer gennemgår dagligt henvisninger til afdelingen og prioriterer. Undertegnede indkalder - oftest til operation. Kollegerne og centerledelsen orienteres ca. en gang om måneden om de omtrentlige ventetider for de forskellige prioriteringsgrupper.

Det hænder ikke sjældent at lægerne anfører en formodet ventetid på indlæggelsessedlen som ikke er i overensstemmelse med de udsendte. Det kan skyldes en faglig vurdering: at ventetiden bør være kortere end de almindelige ventetider i den pågældende kategori. Det kan også skyldes at lægen af forståelige grunde ikke kan eller vil affinde sig med de ventetider, vi har. Endeligt kan det i helt usædvanlige tilfælde skyldes simpel uvindenhed om ventetider blandt afdelingens læger.

I sagens natur afstemmes indlæggelser/operationer efter den eksisterende kapacitet, som varierer helt uforudsigeligt afhængigt af indtaget af akutte patienter.

Prioritering er (udelukkende) en lægelig opgave, men kan naturligvis påvirkes af politisk besluttede behandlingsgaratier som søges overholdt. Det er naturligt at en kollega synes at en patient med en hjernesvulst alene af psykiske grunde skal opereres hurtigst muligt, gerne inden for uger. Er det imidlertid ikke en kræftsvulst er den ikke omfattet af behandlingsgarantien, og lægeligt kan det være forsvarligt ikke at operere patienten så hurtigt. I sjældne tilfælde viser denne beslutning sig imidlertid at være forkert, og patientens tilstand forværres væsentligt før operationen. Afdelingens læger som »henviser« patienterne til operation er i deres fulde ret til at mene at patienterne skal opereres inden for uger, men jeg må og skal tage hensyn til afdelingens kapacitet.

Jeg må derfor ofte overhøre (se) min kollegas bønner om »maksimalt afkortet ventetid« (ja naturligvis bliver den »maksimalt forkortet« i forhold til det opnåelige, men det var ikke det kollegaen mente) og sætte patienterne til i overensstemmelse med den kapacitet, vi har, hvilket oftest vil sige væsentligt senere end det var påtænkt og ønskeligt.

Jeg har ofte tænkt over, hvem der havde ansvaret for disse »forsinkelser«, altså ventetiden og underkapaciteten i systemet og jeg kan nu forstå på Patientklagenævnets afgørelse at det har jeg!

København, Michael Kosteljanetz

Svar:

Overlæge Mikael Kosteljanetz, Rigshospitalet, har taget dele ud af en offentliggjort afgørelse. For at sikre den rette sammenhæng citeres herved de afsnit af afgørelsen, som citaterne er taget fra.

»Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af den opererende læge, idet der forud for operationen var blevet foretaget en relevant og tilstrækkelig undersøgelse af patienten. Man fandt det overvejende sandsynligt, at det drejede sig om en betændt talgkirtel (aterom), hvilket er en almindelig forekommende lidelse. Videre lagde nævnet vægt på, at reservelægen i overensstemmelse med denne formodning fjernede det syge væv.

For så vidt angik spørgsmålet om information lagde Patientklagenævnet til grund, at overlæge A ikke informerede patienten om resultatet af mikroskopiundersøgelsen og den planlagte operation. Nævnet fandt imidlertid, at overlæge A ikke havde overtrådt lægeloven ved at undlade at informere patienten, idet nævnet fandt, at det havde været overlæge A's hensigt at indkalde patienten til en orienterende samtale, men at dette ikke blev journalført korrekt.

For så vidt angik klagen over, at patienten først blev indkaldt til reoperation otte uger efter indlæggelsesseddelen blev skrevet, fandt Patientklagenævnet, at overlæge B havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed, idet han burde have sikret sig, at patienten var blevet indkaldt inden for fire uger. Nævnet lagde vægt på, at det af sagen fremgik, at overlæge B jævnligt gennemgik papirerne på de patienter, der venter på indlæggelse, for at sikre at der ikke opstår urimelige ventetider i forhold til den sygdom, patienterne skal behandles for«.

Hele resumeet af afgørelsen og hele den anonymiserede afgørelse kan findes på nævnets hjemmeside under det angivne nummer 0015907A.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Agnes Hauberg