I ni af ti henvisninger, jeg modtager fra de praktiserende læger, henvises patienten til udredning for ADHD/ADD. Jeg har i en årrække arbejdet på psykiatriske afdelinger, frem til jeg i 2007 blev speciallæge i psykiatri og kom til at arbejde som privatpraktiserende psykiater, og jeg har virket som sådan lige siden, heraf i Psykiatrisk Klinik Randers siden 2009. Under mit arbejde som sygehuspsykiater mindes jeg ikke, at ADHD figurerede som diagnose. ADHD var noget, man hørte om fra børne-unge-psykiatrien, ikke i voksenpsykiatrien. Siden dengang er der sket en eksplosion i antallet af stillede diagnoser, herunder ADHD-diagnoser. Der er noget rivende galt i den udvikling, for sådan forandrer en reel psykisk sygdom sig ikke antalsmæssigt.
Efter min bedste vurdering er der ikke tale om, at en lidelse, der hidtil har været underdiagnosticeret, får bevågenhed, kommer frem i lyset og bliver diagnosticeret. Der er heller ikke tale om en reelt øget forekomst af ADHD. Ganske vist mener jeg, at ADHD findes som problematik, ja, som psykisk lidelse, MEN efter min mening har der i dag udviklet sig en kultur, hvor der forekommer en massiv overdiagnostik.
Der er lavet udrednings- og behandlingsprogrammer for voksne med ADHD, og det lyder meget fint, herunder at der foretages en såkaldt udredning. Der forekommer spørgeskemaer, der anvendes, og som er lettilgængelige for læger, psykologer, andre behandlere og patienter. Det er sådanne skemaer, som mange lægger til grund for en ADHD-diagnose, og som mange forstår som udredning. Jeg mener ganske klart, at de skemaer i vid udstrækning er uanvendelige, fordi de ikke adresserer den kontekst, både hvad angår patientens historie og aktuelle situation, hvorfor mange boner ud på den. På den måde sygeliggør man og overdiagnosticerer ADHD.
»Der breder sig en opfattelse af, at stort set et hvilket som helst problem, en hvilken som helst psykisk tilstand kan afspejle ADHD« Asker Stig Nielsen, speciallæge i psykiatri
Jeg har mange eksempler på patienter, der gennem deres liv, både barndom og voksenliv, har været belastet, og som har udviklet stressbarhed, angst, tankemylder, uro, humørsvingninger og lavt selvværd. Det lyder fint, når man hører, at sådanne forhold også skal inddrages, men praksis er – både fra sundhedsprofessionelles tilgang og patienternes egen tilgang – at det ikke sker. Årsagsmæssige sammenhænge underbetones, og den lette løsning, det er at diagnosticere ADHD, anvendes. Jeg medgiver, at både livstraumer og undertiden en særlig sårbarhed spiller ind i et menneskes situation, men med ADHD-epidemien – som ikke er en reel epidemi af nogen sygdom, men et overdiagnosticeringsfænomen – er det kørt af sporet.
Jeg ved, at der i sundhedssektoren blandt læger, psykiatere, sygeplejersker og psykologer findes kulturer og kræfter, hvor man arbejder på at legitimere tidens overdiagnostik. Og jeg ved, at der findes fora på internettet, hvor ADHD dyrkes, og hvor man deler tanker om, at dette eller hint peger i retning af ADHD. Udviklingen er gået i retning af at udbrede et begreb om en sygdom, som slet ikke findes i det omfang, der diagnosticeres. Enkelte symptomer tillægges afgørende betydning, også selvom der er indlysende andre forklaringer. Man overbetoner de enkelte symptomers tyngde, man inddrager symptomer, der traditionelt har tilhørsforhold i andre diagnostiske enheder, f.eks. angst, misbrug, nedsat selvværd, stress osv., man udvider kredsen af personer, der kan få stillet diagnosen (voksen-ADHD, stille ADHD, kvinder med ADHD, man taler om »skjulte symptomer«, man anvender kendisser i markedsføringen, man diagnosticerer ADHD hos patienter, der har andre diagnoser). Således breder der sig en opfattelse af, at stort set et hvilket som helst problem, en hvilken som helst psykisk tilstand kan afspejle ADHD.
Det er karakteristisk for mange patienter i dag, at de selv ved bedre, og uanset hvad jeg, der har 25 års erfaring i psykiatrien, og som i øvrigt altid har interesseret mig meget for, hvordan diagnoser stilles, og hvordan diagnoser laves, mener og siger, så ved patienten ofte bedre, og jeg kan blive mødt med udsagn som: »Jeg er nu overbevist om, at jeg har ADHD eller ADD, og det siger min familie og alle andre i øvrigt også«, eller: »Jeg er jo slet ikke udredt«, selvom jeg måske har haft 10-20 samtaler med patienten eller endda kan have haft patienten i behandling i årevis.
I dag ved patienten bedre! Tænk, hvis det samme forekom, når man blev undersøgt for kræft eller gigtsygdom: »Jeg ved bedre«.
Det siger noget om, hvilken krise psykiatrien er i, og hvilken krise vores måde at vurdere psykisk sygdom er havnet i.
Rent praktisk medfører ADHD-epidemien et betydeligt overforbrug af ressourcer i sundhedsvæsenet, en betydelig overbehandling med vanedannende medicin, misbrug deraf, herunder ikkeordineret forbrug eller videregivelse eller salg, hvilket jeg har talrige eksempler på fra mit arbejdsliv.
Endvidere betyder ADHD-epidemien, at mennesker hindres i ved refleksion, personlig udvikling og fokus på forandringer af sociale og eksistentielle problemer i at komme videre i deres liv på en bæredygtig måde. I mange tilfælde bliver behandling med ADHD-medicin et quickfix, der medfører bivirkninger eller en identitet som syg med ADHD.
Kun i få af de mange henvisninger, jeg får, finder jeg indlysende grund til at diagnosticere ADHD. Det letteste ville nok være at følge trop og bare udrede, som det er sanktioneret, og som det som beskrevet ovenfor praktiseres og forventes, men jeg mener mig berettiget til at fastholde en nuanceret tilgang til afklaring af en patients problemer og den behandling, der kan komme på tale, og derved kunne se mig selv i spejlet som en nogenlunde ordentlig læge.
