ADHD fra en privatpraktiserende psykiaters perspektiv

I Ugeskrift for Læger [1] udtaler speciallæge i almen medicin, Bodil Lyngholm (BL), sig om ADHD fra et almenmedicinsk perspektiv. BL omtaler en betydelig overdiagnostik og overbehandling. Hun redegør for, at der fra hendes perspektiv forekommer sygeliggørelse af følelser og reaktioner på »den larm, som livet giver«, på belastninger, højt tempo og psykosociale stressorer.

Jeg er en af de psykiatere, som BL mener sygeliggør det normale, og som overdiagnosticerer og overbehandler – og jeg er enig med BL i, at det i høj grad sker. Jeg møder det mange gange dagligt.

Som privatpraktiserende psykiater modtager jeg henvisninger fra de praktiserende læger, der i måske 90% fremsendes med ønske om baggrund i en såkaldt »udredning« for ADHD. Det giver selvsagt en meget høj »hitrate« for ADHD-diagnosen, når 95% – hvilket er det tal, BL angiver – af de henviste får diagnosen.

For nogle år siden var der i en dansk kommune et projekt, hvor en tilsvarende hitrate forekom, dengang dog med mistanken rejst af kommunale sagsbehandlere, der via ganske få spørgsmål om ADHD kunne henvise borgeren til en privatpraktiserende psykiater, der herefter i næsten 100% af tilfældene verificerede diagnosen og herefter iværksætte behandling – med medicin.

BL meddeler, at den høje andel af bekræftelse af ADHD-diagnosen ikke ses ved nogen anden sygdom. Dette må give anledning til at tænke, at der er noget galt, at man mangler specificitet i diagnostikken, at man sygeliggør det normale, og at man overbehandler. Det høje antal henvisninger med mistanke om ADHD bekræfter i sig selv, at vi er i en tid, hvor det er gået helt galt, og den høje hitrate sætter trumf på, at der er et problem.

Jeg forestiller mig det scenario, som BL beskriver, hvor hun møder velfungerende, velforberedte og velformulerede patienter, der forventer henvisning til psykiater mhp. udredning for ADHD. Disse patienter får herefter deres forventninger bekræftet af psykiateren, og så har vi en træls, tidsforbrugende og omkostningstung proces kørende. Jeg synes ikke, det er sådan, psykiatrien skal bruge midlerne.

Jeg har selv dagligt kampe med patienter, der, uanset hvad jeg vurderer, selv mener, at de ved, hvad de fejler. Det er grotesk at være vidne til. Patienterne vælger ofte bare at gå videre til en anden psykiater, der så stiller diagnosen, og nogle finder på at klage over min »forudindtagethed, arrogance eller overfladiskhed«.

ADHD-epidemien, som jeg selv tidligere har betegnet situationen, bruger betydelige ressourcer i privatpsykiatrisk regi, hos de praktiserende læger og hos vagtlægerne. Der må, som BL anbefaler, ske et paradigmeskifte, så sundhedsvæsenets og psykiatriens ressourcer bruges hensigtsmæssigt til patienter med betydelige psykiske problemer og med betydelige funktionelle begrænsninger.

Der findes imidlertid kulturer i medierne og på internettet, hvor ADHD-diagnosen hypes, og hvor mennesker inviteres indenfor i fællesskabet med deres diagnoser, og hvor man forsvarer ADHD-diagnosen som en rettighed. Det findes i disse miljøer ufagligt, umenneskeligt og ondt, hvis man stiller spørgsmål til kulturen. De, der medvirker i dette hype, er »gode«, de andre »onde«. ADHD-foreningen er en stærk aktør i dette miljø, men også sundhedspersoner er involveret. Der er penge at tjene ved at stille de hurtige diagnoser og iværksætte den hurtige og meget ofte problematiske behandling.

Hvad enten man er alment praktiserende læge eller psykiater, er det alt for let at læne sig ind i diverse spørgeskemaer, hvad enten det er ASRS, DIVA eller andre. Ord er taknemmelige, mange vil bone ud på skemaernes spørgsmål, fordi der er tale om problemer, som langt de fleste mennesker i et vist omfang kender til fra tid til anden, og andre patienter ved på forhånd, hvad de skal sige, hvad de skal over- eller underbetone, for at de får en ADHD-diagnose. De er velinformerede. De har hørt om de symptomer, der skulle give mistanke om ADHD, de kender en, der har fået diagnosen, hvad enten det er veninden, søsteren, faderen eller døtrene.

Hvis man imidlertid insisterer på at forstå den enkelte patient i dennes aktuelle livssituation, herunder på at belyse sammenhænge mellem patientens personlighedsmæssige forudsætninger, den enkeltes livshistorie og eksistentielle situation, så bliver billedet som regel ganske anderledes nuanceret, og det viser sig oftest, at intet som helst tyder på, at der foreligger egentlig psykisk sygdom, endnu mindre nogen hjernemæssig dysfunktion eller neuronal udviklingsforstyrrelse.

De nationale kliniske retningslinjer har – som BL også kommenterer – ikke kunnet begrænse den betydelige overdiagnostik, og derfor er der, som BL skriver, behov for et paradigmeskifte, ikke bare for ADHD, men også for andre psykiske problemer. Det paradigmeskifte må indebære, at man i højere grad fremover adresserer reaktioner på opvækstmæssige forhold og livsvilkår, herunder på den »larm, som livet giver«.