ADHD og kognitiv terapi

Jørgen Nystrup, ledende stabsoverlæge, Psykiatrien Region Sjælland, undrer sig [1]: Hvad tænker kognitive terapeuter om ADHD hos voksne? Som en af de psykiatere, der har specialiseret sig i kognitiv adfærdsterapi (KAT), vil jeg gerne komme med et bud.

KAT baserer sig på indlæringspsykologi og er ikke i konflikt med en biologisk forståelse af psykiske lidelser. Det centrale ved KAT er, at terapeuten ikke på egen hånd gætter, tolker eller på freudiansk vis fantaserer om, hvorfor en person har sine problemer. I åben dialog med patienten er opgaven at få en helt konkret og detaljeret forståelse af, hvad der betinger patientens vanskeligheder. Denne tilgang medfører, at man ganske ofte opdager, at det, patienter klager over: »Jeg duer ikke til x, jeg kan ikke finde ud af y, jeg magter ikke z, og jeg forstår ikke hvorfor«, er sandt! De har helt reelle vanskeligheder - og disse vanskeligheder vil hos nogle kunne følges igennem deres liv tilbage til de helt unge år og vil kunne forklares med ADHD-symptomer.

Den biologiske variant, som mennesker med tydelig ADHD-symptomatologi repræsenterer, trives dårligt i en lang række af de dagligdagssituationer, som vi i anno 2009 forlanger af os selv og andre. ADHD-symptomer vil derfor ligge som en uerkendt faktor bag ved mange af de klager og selvbebrejdelser, som opstår i relation til større livsændringer: At stifte familie, at skulle omplaceres på jobbet, at skulle indgå i sociale sammenhænge, der overstimulerer ens sanseapparat osv.

Mennesker med recidiverende depressioner eller uspecifikke multiple angstklager (tilstande, der ofte vil blive rubriceret som personlighedsforstyrrelser), som ikke har responderet på SSRI-behandling og ikke har responderet på langvarig terapi i daghospitaler og hos psykiatere ude i byen - hvorfor blive ved med at behandle med mere af det samme? Det virker jo ikke [2, 3].

I KAT-regi skal behandling virke ret hurtigt - ellers er der noget galt. Hvad kan være galt? 1) KAT er ikke udført lege artis af en specialist i KAT (desværre et hyppigt problem). 2) Det er patienten, der er noget galt med. 3) Det er diagnosen og behandlingen, der er noget galt med.

Såfremt 1 kan udelukkes, ville jeg mene, at man som læge vil vælge det sidste: Der er noget galt med diagnosen og behandlingen. Man vil derfor revurdere sin diagnostik og sin problemformulering.

Ved ADHD vil man oftest skulle behandle medicinsk, og man vil desuden anvende KAT til at problemløse. Man vil fx ikke træne patienterne i at skulle opholde sig i situationer, der er over- eller understimulerende, og som deres sanseapparat ikke er konstrueret til at håndtere. Man ville jo heller ikke bede en hørehæmmet om at træne sig i at lytte i en kakafoni af stemmer, i hvert fald ikke før han har fået et høreapparat, der aflaster mest muligt. Men at afdække en bagvedliggende ADHD-problematik kræver, at man udfører målrettet detektivarbejde sammen med patienten, og her har Jørgen Nystrup ret i, at ASRS-symptomtjeklisten ikke altid er en hjælp.

ADHD har i årevis været en central behandlingsopgave for børne- og ungdomspsykiatere. Som voksenpsykiatere er vi desværre ikke hidtil blevet uddannet i at genkende symptomkomplekset. Det betyder jo ikke nødvendigvis, at det ikke skal behandles hos voksne.

Mange aspekter ved ADHD-diagnostik og behandling trænger til at blive diskuteret. Dansk Selskab for Klinisk NeuroPsykiatri stiftes den 15. april - netop med dette formål. Interesserede kan finde info på www.DSKNP.dk