»Ægte neurotikere« - noch einmal

I en korrespondance [1] om Jepsens & Bechs artikel [2] gjorde jeg opmærksom på, at der ikke var videnskabeligt hold i studiets udgangshypotese, nemlig at »ægte neurotikere« ikke kan blive psykotiske. Udgangshypotesen var blot en særdeles god tommelfingerregel med basis i neurosens struktur og forsvarsmekanismer. Forfatternes svar [1] har stadig ikke godtgjort deres påstand. Det ligger hverken i definitionen af ægte neurotikere eller i kategoriens teoretiske grundlag, at man som ægte neurotiker aldrig kan blive psykotisk. Under visse (ikke mindst katatymt rettede) traumatiske omstændigheder kan også ægte neurotikere udsættes for et sådant pres, at endog psykotisk tilstand afstedkommes.

Forfatterne antager, at jeg ikke har læst Erling Jacobsens disputats [3], og at jeg ikke er bekendt med Vanggards skelnen mellem ægte neurose og pseudoneurose. Begge antagelser er fejlagtige.

Ved originalartiklens [1] fremkomst spekulerede jeg på undersøgelsens dybereliggende pointe og ser nu, at man ud over at ville teste et noget uklart ønske hos Jacobsen om en efterundersøgelse tillige har villet fremføre en kritik af psykoanalysen. Det sidste slipper forfatterne ualmindeligt dårligt fra, selv om de, for jeg ved ikke hvilken gang, hiver Popper og Eysenck ud af stalden. Psykoanalytiske hypoteser kan selvfølgelig refuteres, men udgangspunktet herfor kan ikke være en fejlagtig ide om, hvad psykoanalysens hypoteser går ud på.