Skip to main content

Ældrebyrden igen igen

Overlæge Alan Rabøl, Vejle Sygehus, E-mail: alarab@vgs.vejleamt.dk

31. okt. 2005
2 min.

Jeg vil gerne deltage i debatten mellem Tage Voss og Kornø Rasmussen.

For en gange skyld er jeg helt enig med Tage Voss (det er jeg ikke altid i tobaksdebatten) og synes, at Kornø Rasmussen nedgør Tage Voss' synspunkter på en lidet faglig måde.

Inderst inde tror jeg, at de to grupper i debatten om »ældrebyrden« (og det i et land, hvor man ikke må diskriminere pga. køn, religion, etnisk baggrund og alder?) taler hver sit sprog og ikke forstår modpartens argumenter.

En del af os med lægelig baggrund har svært ved at forstå, at et skæringspunkt mellem to kurver, erhvervsaktive og pensionerede, har nogen som helst relevans.

Eksemplet med de fem store gårde, synes jeg, er godt, for hvordan ville en prognose ud fra den situation have virket 30-50 år efter? Jeg kan endnu se økonomens forfærdelse over, at kurven for unge under 21 år kom over kurven for ældre over 60 år.

Men Kornø Rasmussen forbigår det i fuldstændig tavshed eller snarere nedladenhed.

Hvis vi alle med Thorkild »Livrem« i 1950'erne havde »sparet« os ud af vanskelighederne, havde vi nok haft det som et af de fattigste østeuropæiske lande i dag.

Økonomerne og Kornø Rasmussen skylder at gøre det klart for os andre, hvordan en midlertidig ordning, som ikke mange unge i dag går ind i, kan »vælte« landet.

I øvrigt er der mange, og flere og flere, som selv har sparet op via pensionsordninger, og vi bryder os ikke om at blive kaldt byrde eller overførselsindskomstmodtagere. Vi holder op med at arbejde, når vore egne opsparede penge, som forrentes på markedsvilkår, kan forsørge os.