Når nytårsklokkerne ringer til midnat den 31. december, er det ikke kun et nyt år, der indvarsles. Det nye år er også startskuddet for det nye patientklagesystem. Det er godt nyt for både lægestanden og for patienterne. For hvor det hidtidige klagesystem var bygget sådan op, at patienter til en start skulle vælge, om de ville klage over konkrete sundhedspersoner eller over et behandlingsforløb, skifter fokus nu væk fra den enkelte læge. Alle patientklager skal starte som klager over et behandlingssted, hvor der ses på det samlede forløb og ikke i udgangspunktet på de konkrete sundhedspersoner.
Det betyder, at der i langt større udstrækning vil være fokus på, at de fejl, der sker, ofte sker i samspil mellem mange sundhedspersoner, i overgange og i kommunikation, men sjældent beror på den enkelte sundhedspersons kompetencer. Det skal dermed også kunne sikre læring af fejl i sundhedsvæsenet som helhed samt på det samlede forløb, patienterne har haft, frem for fokus på fejl hos enkeltpersoner. Ofte er fejl, der sker, en udløber af komplekse sammenhænge. Den kompleksitet går tabt i afdækningen, hvis man kun fokuserer på individer som årsag til fejl. Vi ved jo netop, at der kun gives kritik mod enkeltpersoner i én ud af fem sager. Fokus på individet er uholdbart, mens fokus på det hele forløb er klogt.
Et system, der fremmer læring i sundhedsvæsenet, er selvsagt noget, vi fra Lægeforeningens side har arbejdet for længe. At det nu bliver til virkelighed, er en stor sejr på flere fronter.
Det er dels afgørende, at vi har et patientklagesystem, der understøtter, at sundhedsvæsenet lærer af fejl, der opstår. At fremme læring er lig med forbedringer af patientsikkerheden.
Samtidig bliver lægers retssikkerhed og psykologiske tryghed styrket med det nye patientklagesystem. I dag trækkes alt for mange igennem lange og opslidende sager, og det bliver der nu gjort op med. Som det ser ud i dag, gives der ikke kritik i fire ud af fem sager rettet mod enkeltpersoner. Som sådan er det jo positivt, at det trods alt er så relativt få sager, hvor der gives kritik. Men det er uholdbart, at så mange læger skal involveres i en sag, som kun skaber bekymring og utryghed i relation til deres arbejde med patienterne. Udtrykket »tiden sårer alle læger« har ikke mindst noget med frygten for at få en klagesag på halsen at gøre. Den frygt ved vi, har tag i mange læger.
»At fremme læring er lig med forbedringer af patientsikkerheden«Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Fremover kan patienter først vælge at klage over enkeltpersoner, hvis der er udtalt kritik i forløbsklagesagen. Kun enkelte sager kan starte som en klagesag mod enkeltpersoner, hvis nogle særlige kriterier gør sig gældende, efter at sagen er nærmere oplyst. Patientklagesystemet foretager altså et afgørende kursskifte. Meget mindre fokus på individ, kritik og »straf«, meget mere fokus på det samlede forløb, dialog og læring.
Netop dialogsamtalerne skal spille en endnu større rolle fremover. De skal formaliseres mere, og de skal også tilbydes patienter, som ikke har klaget, så data fra dialogsamtalerne kan bruges direkte til læring på den enkelte afdeling og i den enkelte praksis. Vi ved også, at det at tage dialogen med patienterne og gennemgå deres forløb i en helhed giver dem en større forståelse og fører til færre klagesager.
Det er især hos ledelserne, der ligger et ansvar for dialogen. Det er vigtigt, at man som ledelse går foran, understøtter en kultur, hvor man skaber åbenhed om og læring af dialog og opståede fejl. Det vil både styrke patientsikkerheden og sundhedspersoners psykologiske tryghed i deres arbejde. Jeg er ikke i tvivl om, at mange ledelser landet over arbejder målrettet med netop dette, men det kan godt blive endnu bedre.
Er det så alt, der er godt ved det nye patientklagesystem? Nej, ikke alt. Den såkaldte gabestok, hvor navne på enkelte sundhedspersoner kan offentliggøres, hvis der udtales kritik mod dem, er endnu ikke afskaffet. I skrivende stund er det ved at blive undersøgt, om gabestokken bidrager til læring, og undersøgelsen skal afdække grundlaget for at justere eller afskaffe ordningen.
I min optik gør gabestokken ingen nytte hverken for læger eller patienter, ligesom den ikke kan være en del af et system, der har fokus på læring. Derfor mener jeg, den skal afskaffes. Det arbejder Lægeforeningen naturligvis videre for.
Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at kursen nu er sat i retning af et system, som har langt større fokus på kollektiv læring af fejl i sundhedsvæsenet. Det er godt nyt for både lægestanden og for patienterne.
