Afskaf akkreditering i speciallægepraksis

Det var med stor glæde jeg læste Henrik Skensveds glimrende kronik i Ugeskriftet den 28.10. vedrørende den nu igen forestående akkreditering i speciallægepraksis. Akkreditering var årsagen til, jeg i sin tid i 2002 søgte væk fra det københavnske hospitalsvæsen og ud i praksis, hvilket jeg ikke har fortrudt et eneste sekund. Dengang hed det HS, og der var indkøbt dette amerikanske akkrediteringssystem, som nu alle personalegrupper skulle bruge oceaner af tid på at udfylde ligegyldige manualer vedrørende håndtering af køleskabstemperaturer, vejning af patienter, kørsel af patienter, hygiejneforhold på toiletter og meget andet. Det eneste, der ikke blev forholdt sig til, var behandlingen af patienterne. Sidenhen er akkrediteringen efter flere års erfaring blevet afskaffet i sygehussektoren ud fra en erkendelse af, at der intet brugbart kom ud af al møjen og alle millionerne.

Af uransagelige årsager har regionerne og Lægeforeningen indgået aftale om, at akkreditering ville være et fremragende kvalitetsværktøj i almen- og speciallægepraksissektoren. Efter få år er det igen afskaffet i almen praksis igen ud fra en erfaring om, at det ikke medførte kvalitetsløft. Tilbage har vi så speciallægepraksis, hvor forestillingen om, at akkreditering sikrer kvaliteten i behandlingen, bibeholdes af FAPS og regionerne. Hvilket kan undre. Kernen i akkrediteringen er uændret. Der måles på kalibrering af vægte og BT-apparater, floskler i journalen om orientering af patienterne om diverse forholdsregler for hygiejne osv. osv. Det eneste, der ikke måles på, er selve behandlingen. Ligesom jeg kan forstå, der er kvalitetsproblemer i gynækologien, er der i hvert fald meget store problemer med behandlingen i psykiatrien.

Der er netop publiceret en stor undersøgelse – igen – om overdødeligheden for psykiatriske patienter. En overdødelighed, der længe har været kendt og nu igen er bekræftet. En meget stor del af denne grove overdødelighed skyldes utvivlsomt medicineringen. Næsten al psykofarmaka giver anledning til vægtøgning, hjertepåvirkning, sløvhed o.m.a. Jeg oplever dagligt patienter, som har udviklet type 2-diabetes i en ung alder efter mange års medicinering med psykofarmaka ordineret på spinkelt grundlag. Der er nok at tage fat på omkring optimering af psykiatrisk behandling. Men det forholder akkrediteringsprocessen sig ikke til. Så længe formalia overholdes, akkrediteres enhver praksis. De reelle alvorlige problemer, der kunne være i en praksis i forhold til selve behandlingen, er slet ikke på dagsordenen. Som man råber i skoven, får man svar. Og det svar, der opnås ved akkreditering, mener jeg slet ikke er udtryk for reel god kvalitet i behandlingen. Men snarere desværre dyrt betalt blålys. Det forekommer ganske uforståeligt, hvorfor der bibeholdes et system i speciallægepraksis, som notorisk nu i flere år i andre sektorer har vist sig at være nytteløst og spild af – endda – rigtig mange skatteyder betalte millioner. Hvor mange millioner kunne være interessant at få oplyst.